KAPITEL 4

Klokken var 18:30, da Gabe tog sit bad, han kunne næsten ikke vente til festen i aften. Efter to gode år med intensiv træning var dette den eneste fest, han ville deltage i på lang tid. Og denne gang ville han ikke gå alene, han skulle afsted med sin bedste og eneste barndomsven.

Han kørte sin bil og tog hen til Cooper-familien for at hente hende. Han bankede på hoveddøren som aftalt, og Olivia åbnede og så ham. På grund af gårsdagens møde var det ikke et nyt syn for hende. Så hun åbnede døren, og Gabe gik ind. Han lagde bare en pose chokolade på bordet og løb op til Claras værelse.

Han bankede på døren, men der kom ingen respons fra hende. "Clara... Clara, det er mig, Gabe," blev han ved med at banke. Clara vågnede på grund af larmen og gik hen for at åbne døren og så noget usoigneret ud. Hendes hår var rodet, og hendes ansigt så søvnigt ud.

"Åh nej, jeg faldt i søvn, hvad er klokken? Jeg håber ikke, vi er forsinkede." "Kom nu, festen er kun to byer væk herfra. Det tager os nok mindst 2 timer og 30 minutter at køre, fordi jeg kender en genvej. Så gør dig klar, jeg venter på dig nedenunder." "Åh, super, jeg er klar om fem minutter."

Hun skyndte sig ind på badeværelset for at gøre sig klar, mens Gabe gik nedenunder og fandt Clarissa, Olivia og Xander, der alle havde munden fuld af kagen, han havde haft med, da han kom ind for lidt siden. De er virkelig en grådig gruppe mennesker, de tænkte ikke engang over, hvem der havde bragt kagen. De spiste bare løs uden bekymringer i verden.

"Hej tante, hvordan har onkel det?" "Han bliver snart rask, hvordan har du det, Gabe?" "Jeg har det fint. Hvordan har du det, tante?" "Fantastisk, virkelig, se på dig, du er blevet voksen," sagde Clarissa med et påtaget smil.

"Hej Xander, hvad så, makker?" "Jeg har det cool, hvor har du været, mand?" "Jeg skulle et vigtigt sted hen, mine forældre tog mig derhen, og du ved, hvordan de kan være." "Ja, desværre gør jeg det."

"Jeg er stadig her, venner, lad være med at tale om os på den måde," sagde Clarissa og fik alle til at grine. Det var en af de få gange, hvor Cooper-familien lo højt.

Så Gabe satte sig ned og ventede på Clara, for siden han kunne skifte form, har han altid kunnet mærke, når nogen lyver, er bange eller taler sandt. Først så han det som en forbandelse, men nu hvor han var blandt Cooper-familien, så han det som en velsignelse. For han kunne se igennem deres hykleriske facade.

Lige da kom Olivia hen til ham for at afpresse flere penge fra ham, som hun gjorde i går aftes. "Onkel Gabe, giv mig lige 100.000, jeg skal have noget fra butikken i nærheden." "Hvad med dem, jeg gav dig i går? Sig ikke, at du har brugt dem." "Jeg brugte dem, onkel, da jeg var til fritidsaktiviteter i skolen, måtte jeg bruge dem." "Fint, her har du dem."

"Tak, du er den bedste," sagde Olivia og løb ind på sit værelse.

"Hvad bragte dig her i aften, Gabe?"

"Jeg kom for at tage Clara ud."

"Wow! Det er fantastisk, kan jeg komme med?" spurgte Xander.

"Nej, det er bare mig og min bedste ven, måske næste gang. Så tager jeg dig med, hvad siger du til det?"

"Okay, hvad har du ellers med fra din mystiske rejse? Fortæl mig ikke, at det kun er kage, du har til mig."

"Her," Gabe rakte en konvolut til Xander, hvilket fik ham til at smile.

"Se dig, flot klaret. Tak, makker," sagde han og gik ud, Gud ved hvor.

Lige efter Xander gik, kom Clara endelig ud, klædt i sin crop top og skøre jeans, hendes hår sat op i en knold med to tykke lokker hængende ned langs hendes ansigt, og hendes sko var nogle højhælede sneakers, der gav hende lidt ekstra højde på en nuttet måde.

Hun så smuk ud, meget anderledes end da Gabe så hende, da hun tidligere åbnede døren.

"Du ser godt ud, Clara," sagde Gabe.

"Tak, du ser også godt ud," sagde Clara.

"Okay, skal vi komme af sted nu?" spurgte Gabe.

"Et øjeblik... Mor, og far, jeg går ud," der kom ingen svar fra nogen af dem. "Det er vores tegn til at gå, nu kan vi tage af sted," sagde Clara.

Og de satte sig begge ind i Gabes bil og kørte til festen, der lå flere kilometer væk.

'Clara er virkelig en stærk person. Hun klarer nemt sin familie, selvom de behandler hende dårligt, elsker hun dem stadig. Hun kan være udholdende, jeg håber, hun finder lykken i livet. Måske sender mine forældre mig tilbage til bjergene for aldrig at komme tilbage, men før de beslutter sig for det, skal jeg tilbringe tid med min bedste ven, hun har brug for mig nu mere end nogensinde.' Sådan tænkte Gabe.

"Hey, Gabe, hvorfor er du så stille? Denne tur vil højst tage, lad os sige 3 timer. Har du tænkt dig at være stille hele vejen?"

"Ha...Ha... Kom nu Clara, hvordan kunne turen være så stille, når jeg har en snakkemaskine med mig?" Gabe drillede Clara, og de grinede begge hjerteligt.

"Så nu er jeg en snakkemaskine, hva'? Fint, jeg vil ikke tale, før vi når vores destination, så kalder du mig måske ikke det mere," sagde Clara og holdt sig for munden, hvilket fik hende til at se mærkelig og sjov ud.

Gabe kunne ikke lade være med at grine.

Så gav Gabe hende et lille puf på skulderen, og hun talte igen.

"Hvorfor slog du mig?"

"Troede du sagde, at du ikke ville tale?"

"Det gjorde jeg ikke, du fik mig til at tale."

"Nu taler du stadig."

"Nej, det gør jeg ikke."

"Det gør du stadig."

Hun ville sige noget igen, men holdt sig for munden igen. De grinede begge.

"Okay, jeg indrømmer, jeg er en snakkemaskine, men kun når jeg er omkring dig, Gabe. Jeg har masser af ting at tale om."

Gabe smilede og sagde:

"Jeg elsker det, når du taler, så stop aldrig med at være min snakkemaskine."

Så stillede de mange spørgsmål til hinanden resten af turen.