Ingen ret

Ruths ord bliver ved med at køre rundt i mit hoved.

'Vi er stærke.' Jeg kan beslutte at blive hos Jasper og være stærk. Måske vil Månegudinden en dag velsigne os med en hvalp, og så vil alt være i orden. Mit hjerte banker som vanvittigt ved tanken om, at jeg skulle bære Jaspers hvalp og dermed genvinde respekten fra hans familie og vores flok. Alt ville være godt igen den dag, jeg annoncerede, at jeg var gravid. Og Jasper ville være i ekstase, holde en stor fest, der ville vare i flere dage.

Men hvis endnu et år går uden en hvalp. Når fuldmånen igen viser sig ved Lupercalia-festivalen, og Jasper igen må forlade sine flokmedlemmer ved hulen uden at deltage i magejagten. Alt sammen fordi hans mage ikke har en ulv at jage eller en hvalp til at fortsætte hans blodlinje. Alles ydmygelse, min knuste selvrespekt og følelsen af at have fejlet igen vil være uudholdelig.

'Vi er stærke,' gentager det igen i mit hoved.

Fortabt i tanker går jeg gennem gangene i flokhuset, før jeg støder ind i Louise, Jaspers søster. "Pas på, hvor du går, menneske!" hvæser hun til mig. "Hvad tænker du på hele tiden? Du har ingen hvalpe at bekymre dig om, og du behøver ikke bekymre dig om brødet på bordet. At gå rundt som en tomhovedet mannequin uden ansvar er alt, hvad du gør." Jeg forbliver tavs, går en omvej omkring hende og fortsætter mod Jaspers kontor. Jeg kæmper stadig for at holde tårerne tilbage, da jeg står ved hans dør. Louise har endnu en gang formået at træde på min sjæl. Hvis hun bare vidste, hvilket hul hendes kommentarer stikker i mit hjerte, er jeg sikker på, at hun ville tænke sig om to gange, før hun udtalte dem.

"Regn, kom ind, min elskede," kalder Jasper fast på den anden side af døren. "Jeg mærker din sorg i magebåndet. Hvad er der sket, hvem har såret dig?" Fra tonen i hans stemme kan jeg høre, at den skyldige bag mit dårlige humør ikke kan forvente noget godt. Men jeg vil ikke have Alfa-familien imod mig yderligere, så jeg bliver nødt til at distrahere Jasper med en anden historie. Jeg skubber døren op og træder ind. Med et tårevædet smil går jeg hen til ham og sætter mig på hans skød. "Nej, ingen gjorde mig ked af det, Jasper. Jeg kom lige fra mine forældre. Ruth fylder atten om et par måneder, og hun vil helst ikke binde sig endnu. Hun vil studere medicin i Menneskeby og vende tilbage for at blive flokkens læge," fortæller jeg ham. "Men hun tvivler på, om hendes mage får lov til at tage med hende, og flokkens stipendier går kun til dem med de højeste karakterer. Og hun er den tredje højeste, så hun ville ikke kvalificere sig. Det er så meget at håndtere."

Jasper ser opmærksomt på mig.

"Hmmm, ja, jeg har modtaget resultaterne fra universitetet, og Ruth er lige akkurat kvalificeret til et stipendium. Og desuden er der en risiko for, at hendes mage er fra en anden flok, så jeg bestemmer ikke, om hun kan tage til Menneskebyen. Har hun nogen idé om, hvem hendes mage kunne være?" Jeg ryster på hovedet. "Nej, jeg tror ikke, hun undersøger det heller. Men jeg har en stærk fornemmelse af, at det er den tidligere Betas søn, John," indikerer jeg. "Jeg ser ham ofte i nærheden af mine forældre; han hjalp min far med at reparere hans bil i sidste uge. Jeg tror, han bare brugte det som en undskyldning for at møde Ruth."

Jasper ser på mig med glæde.

"John er en fantastisk fyr. Han er allerede nitten, så han ved allerede, om Ruth er hans mage. Ja, jeg tror, du har ret," udbryder han vildt. "John er klar til universitetet, men har endnu ikke givet nogen indikation på, hvornår han vil tage afsted eller hvad hans interesser er. Jeg har denne idé om, at han venter på Ruth," afslutter han eftertænksomt. Og så vender han sig mod mig.

"Bliv ikke ked af det. Når tiden kommer, og Ruth ikke kvalificerer sig til stipendiet, betaler vi for hendes studier selv, for dem begge. Vi er en familie, og det er vores pligt at tage os af hinanden," trøster han mig, mens han tørrer mit ansigt og planter et kys på mine læber. Ekstatisk falder jeg om hans hals. "Jasper, uanset hvad der sker, så ved, at jeg altid vil elske dig. Du er mit livs kærlighed," sværger jeg til ham. Jeg mærker ham stramme grebet. "Regn! Hvad er det her? Det lyder som om, du siger farvel til mig," udbryder han anspændt. "Hvad er der, skat? Du ved, du kan fortælle mig alt." Han holder mig lidt væk for at se mig i ansigtet.

Mit hjerte føles tungt.

"Da jeg sad og talte med min søster på denne måde, indså jeg, at vi ikke har disse bekymringer. Vi har ingen hvalpe at tænke på deres fremtid, deres videre studier eller parring," siger jeg blidt. "Du har ingen efterfølger, jeg kan ikke engang give dig en hvalp til at tage alt dette arbejde af dine skuldre senere." Jeg undertrykker mine tårer nu, jeg vil ikke være svag foran ham. "Regn, kan du forudsige fremtiden? Kender du Månens Gudindes overvejelser?" spørger han med en beroligende stemme. "Selene ved, hvorfor hun bragte os sammen og ved også, hvorfor hun forsinker vores hvalpe. Jeg bøjer mig for hendes beslutninger; hun ved, hvad der er rigtigt for flokken og mig. Og jeg ved, at du er perfekt for mig, jeg ønsker ingen anden," forsikrer han mig. Ved at høre disse ord breder et bredt smil sig over mine læber.

"Men hvad hvis vi ikke får hvalpe, Jasper? Hvad vil der ske med dig og flokken?" påpeger jeg for ham. "Respekten for dig blandt de andre alfaer vil falme, og flokken vil udfordre din autoritet. Bare fordi du har en Luna, der ikke kun ikke skifter, men heller ikke kan give en efterfølger." Mens jeg fortæller ham alt dette, føler jeg en sten i maven. Skyld og desperation tager over.

"Lad det være op til mig. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, når tiden kommer. Selene selv vil vise mig vejen," erklærer han fast.

Jeg lukker øjnene og omfavner ham, hviler mit hoved på hans skulder. Jeg vil ikke være min mates svaghed, men hans styrke.

Så hårdt som dette vil være, har jeg ingen ret til at trække Jasper til ruin....