Kapitel 4 Hemmeligheden i skraldespanden

Mine kollegers foragtfulde blikke var som dolke, der gennemborede min stolthed. Deres fordømmelser rungede i mine ører, hvert ord en hård påmindelse om min situation.

Mia, med sin maske af uskyld og et smil, der trak i mundvigen, var indbegrebet af bedrag. Jeg indså hendes plan på et øjeblik. Hun havde med vilje placeret mig under sit skrivebord, og sat scenen for Philips fotografiske baghold. De havde sammensvoret sig for at ydmyge mig, deres prank et grusomt slag mod min værdighed.

Lige da min vrede var ved at bryde ud, dukkede Anna Bailey, Jennys assistent, op. Hendes ord, "Perverse, Jenny vil se dig på sit kontor!" efterlod mig målløs. Anna havde faktisk kaldt mig en perverse!

"Mit navn er John, ikke perverse!" svarede jeg, min stemme rungede i det stille rum. Med det gik jeg mod Jennys kontor.

Ved indgangen til Jennys kontor angreb en ukendt lugt mine sanser. Jennys ansigt var rødglødende, et usædvanligt syn, der forvirrede mig. Jeg rystede min nysgerrighed af mig og fokuserede på opgaven.

"Miss Smith, kaldte du på mig?" spurgte jeg og forsøgte at holde min tone neutral.

"Tag skraldespanden i mit kontor! Husk, du skal smide skraldet i skraldespanden, forstået?" Jennys stemme var iskold, hendes instruktioner mærkeligt specifikke for en så triviel opgave.

Da jeg nærmede mig skraldespanden, bemærkede jeg, at skraldeposen var stramt knyttet. Det var tydeligt, at Jenny selv havde bundet den. Var der noget i posen, hun ikke ønskede, at nogen skulle se?

"Hvad står du der og glor for? Skal du ikke tage skraldet og gå?" Jennys kolde stemme rev mig ud af mine tanker.

Jeg tog skraldeposen og forlod hendes kontor, på vej mod skralderummet. Alt det andet skrald var blevet håndteret, men denne pose, den fra Jennys kontor, forblev urørt. Jeg var fast besluttet på at afsløre dens hemmelighed.

Da jeg rev posen op, invaderede en mærkelig lugt mine næsebor. En blodplettet serviet kom til syne, og det gik op for mig. Jenny havde menstruation. Hendes rødglødende ansigt gav nu mening. Kvindetoilettet var under reparation, hvilket efterlod hende strandet på sit kontor.

Efter at have smidt posen ud, trak jeg mig tilbage til rengøringsrummet. Ved min ankomst rejste to midaldrende kvindelige rengøringsassistenter sig, koste i hænderne, deres vagtsomme øjne rettet mod mig.

"Store perverse, hvad vil du her!" Deres anklage stak, og jeg indså, at de havde hørt om mit påståede "skandale".

"Jeg vil bare have noget vand!" forsvarede jeg mig, hurtigt slukkede min tørst.

Deres mistillid var tydelig, da de sagde, "Når du er færdig med at drikke vand, så gå hurtigt ud og kom ikke her igen.. Vi stoler ikke på dig."

Den anden midaldrende kvindelige rengøringsassistent truede endda mig, "Jeg siger dig, rengøringspersonalet supervisor er min slægtning, hvis du vover at seksuelt chikanere mig, vil han ikke lade dig slippe."

Deres frygt for chikane var latterlig, i betragtning af hvor gamle og grimme de var.

"Tro det eller ej, jeg er ikke en perverse. Jeg blev indrammet!" erklærede jeg, min stemme rungede i det tomme rum.

Da jeg forlod pauserummet, stødte jeg ind i Zack Philipson, rengøringspersonalets supervisor. Hans rynke blev dybere ved synet af mig i rengøringsuniformen.

"Er du John, der blev overført fra marketingafdelingen?" spurgte han.

"Ja, Mr. Philipson!" bekræftede jeg, min stemme fast.

Zack beordrede mig til at rense mændenes toilet. Jeg var tilbageholdende, men jeg vidste, at det ville føre til flere problemer at trodse ham.

Ved indgangen til mændenes toilet mødte jeg et syn, der antændte min vrede. En plakat af mig var klistret på væggen, overmalet med kruseduller og fornærmelser. Gule urinpletter skæmmede billedet.

"Hvem gjorde det her!" brølede jeg, mens jeg rev plakaten af væggen.

Lige da kom tre mænd ind på toilettet. Deres latter rungede mod væggene, da de genkendte mig fra plakaten. Deres grusomme ord nærede min vrede.

"Døde perverse John, hvorfor dør du ikke!" hånede de.

Rasende greb jeg den urin-gennemblødte moppe og svingede den mod dem. Deres skrig fyldte rummet, da de flygtede, gennemblødte i urin.

Moppen i min hånd føltes som et sværd, et retfærdighedens våben. Jeg stod sejrrig, et selvtilfreds smil på mine læber. "Dette er prisen for at håne mig!"

Efter en lang kamp lykkedes det mig endelig at rense toilettet. Udmattet var jeg ved at tage en pause, da min telefon ringede.

En videoopkaldsanmodning blinkede på skærmen. Det var fra Sexy Kitten, eller som jeg kendte hende, Jenny.