Kapitel 9

"Hvilken slags kan du lide? Giv mig i det mindste en kategori, som kød eller grøntsager, noget tungt eller let?"

Ingen havde nogensinde spurgt Leonard så specifikt før. Han tænkte længe og sagde så stille, "Kød."

Dette svar overraskede ikke Margaret, fordi han var en mand, der udførte fysisk arbejde, med flere operationer ventende på ham hver dag. Naturligvis havde han brug for at spise mere, ellers ville han blive underernæret.

Efter at have købt varerne, tog Margaret naturligvis sit kort frem ved kassen.

Men Leonards kort dækkede hendes, "Brug mit."

Margaret vendte hovedet for at se på ham. Hun måtte indrømme, at en mand, der tager initiativ til at betale, er virkelig tiltrækkende.

Men hun var ikke rigtig tykhudet nok til at lade ham betale. Alle disse varer ville koste mindst tre tusinde kroner. Han var bare en almindelig læge; at bruge over tre tusinde kroner i et supermarked virkede lidt for meget.

Så efter at have forladt supermarkedet spurgte Margaret, "Har du kørt?"

Leonard blev forbavset og rystede på hovedet.

Han havde ikke kørt sin Hyundai i dag.

"Så lad os tage metroen. Stationen er meget tæt på mit sted."

At spare lidt penge, hvor det er muligt, tænkte Margaret.

Metrostationen var under jorden. Leonard, der bar poser fulde af dagligvarer, fulgte Margaret tavst.

Imens havde Frank, der lige havde formildet sin kæreste ud af en nærliggende restaurant, hurtigt taget sine solbriller af og stirrede vantro på Leonard, der gik ind på metrostationen.

Frank havde ikke engang tid til at forklare til den høje skønhed ved siden af ham, han nåede kun at sige, "Næste gang," før han skyndte sig efter Leonard ind på metrostationen.

Skønheden, der så Franks hastige afgang, viste et blik af foragt.

"Jeg troede, han var en rig, flot fyr, men han er bare en slibrig fyr, der tager metroen. Sikke et uheld!"

Inde på metrostationen stod Margaret og Leonard og ventede på toget. Hun havde lige taget en af poserne fra ham for selv at bære; det føltes ikke rigtigt at have hænderne tomme.

"Dr. Graham, du må være ret træt med så mange operationer hver dag, ikke?"

Margaret indledte samtalen for at undgå en akavet stilhed.

Hun bemærkede, at hvis hun ikke talte først, ville Leonard ikke sige noget, ganske anderledes end da hun først mødte ham på hospitalet.

Hvis det ikke var for identitetsoplysningerne og andre beviser, de havde, da de blev gift, ville hun have troet, at han havde en tvillingebror.

Leonard svarede med et let "hmm," hans tone indifferent.

I det øjeblik ankom metroen, og Margaret blev tavs.

Før dørene åbnede, dukkede en skikkelse op foran dem.

Frank, der så på Leonard i chok, løftede sin hånd og pegede på ham, "Du..."

Margaret forstod ikke, "Hej, må jeg spørge, hvem du er?"

Franks hjerne arbejdede hurtigt, og så smilede han, "Hej, jeg er Frank, hans ven."

"Han er ikke."

Denne gang tøvede Leonard ikke med at modsige.

Franks ansigt stivnede, og han lagde sin arm om Leonards hals, "Leonard, lad være med at spille det spil foran en pige. Vi har kendt hinanden siden vi var børn. Hvordan kan vi ikke være venner!"

Margaret kiggede på de to og følte, at noget var galt.

Men metroen var ved at køre, så hun sagde: "Lad os stige på først."

Inde i metroen stod Frank til venstre for Leonard, og Margaret til højre.

Vognen var fyldt, og der var ingen ledige pladser, så Margaret måtte sprede benene for at holde balancen, mens hun holdt indkøbsposerne og ikke kunne nå håndtaget.

Franks blik skiftede konstant mellem hende og Leonard.

Selvom Margaret følte sig lidt akavet, forstod hun det. Hun og Leonard var lige blevet gift og havde kun kendt hinanden i to dage. Det var normalt, at Frank ikke kendte hende.

Vognen svajede, og efter et stop stod nogle af, og andre steg på, og skubbede til Margarets skulder.

Hun rynkede panden let, men før hun kunne sige noget, trak Leonard hende til den anden side.

Lænet mod hans bryst, rødmede Margaret ukontrollabelt.

Hun brugte sin frie hånd til løst at lægge omkring hans talje, uden at turde bruge kraft.

Selv med en let berøring kunne hun mærke hans muskuløse bygning.

Leonards fysik var imponerende.

Hun kiggede op og hviskede: "Tak."

Leonard pressede læberne sammen uden at sige et ord.

Vognen var fyldt og larmende, men Margaret kunne tydeligt høre Leonards stærke og kraftfulde hjerteslag, hvilket fik hende til at rødme endnu mere.

Frank stirrede derimod vantro.

Selvom han ikke kendte Leonards forhold til Margaret før, vidste han det nu.

De nåede endelig deres stop og stod af sammen.

"Laver I mad derhjemme i aften? Jeg har ikke spist aftensmad endnu!"

Margaret kiggede på ham, nu sikker på, at han var Leonards ven, og deres forhold virkede godt. Så hun sagde: "Så kom hjem med os. Jeg kan kun lave enkle retter, håber det er i orden."

Frank blev en smule overrasket. Han hørte Margaret sige "os," hvilket betød, at hun og Leonard boede sammen?

Han indså det og kiggede ind i Margarets klare øjne, "Det er i orden, jeg elsker enkle retter!"

Han smilede bredt og var ved at følge dem hjem.

Men da de forlod metrostationen, opdagede Frank, at han ikke kunne komme ud.

Margaret stod udenfor, bekymret, "Spørg betjenten i nærheden."

"Herre, din billet gælder ikke for denne station, så du skal betale forskellen for at komme ud."

For fanden!

Han havde bare købt en tilfældig billet for at finde Leonard, uden at vide hvilken station han ville stå af ved.

Leonard tog Margaret om håndleddet og vendte sig væk, "Lad os gå."

"Gå? Hvad med din ven..."

"Bor du med ham eller med mig?"

Hans ord efterlod Margaret målløs. Hun fulgte ham ud af metrostationen.

Tilbage i lejligheden følte Margaret sig stadig utilpas med situationen.

"At efterlade din ven der føles ikke rigtigt. Han er din ven, og vi har nok mad. At tilføje en person mere er ikke noget problem."

Før hun kunne afslutte, bøjede Leonard sig ned og kyssede hendes læber, sugede blidt.

Den pludselige intimitet fik hendes krop til at ryste, hendes ben blev svage.

Leonard fangede hende, holdt hende tæt, næsten smeltede hende ind i sin krop.

Leonard vidste ikke, hvorfor han pludselig ville kysse hende. Han ville bare stoppe hende fra at sige de meningsløse ord.