135 - „Det er ventetiden værd.“

Jeg holder fast om Julians nakke med mine små hænder, som, selv sammen, ikke helt kan omslutte hans hals. Jeg kæmper for at få luft, mens han stikker sine fingre hurtigere med en hektisk rytme, der får mig til at forsegle vores munde, allerede på udkig efter en åbning mellem hans læber for at glide ...