Kapitel 1

De belyste spejle i Mier'Chelie's gør mig slet ikke nogen tjenester. Jeg ligner en rotte!

Uger med planlægning, og mine cardiganærmer virker lidt lange. Hårbåndet, jeg har på, gør intet for at tæmme mit bølgede hår. Er Chuck Taylor kopier okay her?

Alligevel...måske vil Oliver bemærke indsatsen.

Apropos, har han set mine beskeder? Klokken er allerede 9:43. Hvis vi spiser og går til tiden, kan vi nå nytårsfyrværkeriet...

"Glæder mig til du kommer"—30 minutter siden, ulæst.

Jeg kniber øjnene hårdt sammen. Jeg har arbejdet hårdt for at lære at bruge eyeliner, så jeg vil ikke ødelægge det, men...

"Hold dig cool, Cynthia... Bare...to minutter mere."

Jeg har allerede sat en alarm som påmindelse. Der er ingen grund til at bombardere ham.

Det er okay. Bare to minutter mere.

Da jeg begynder at åbne badeværelsesdøren—

"Stop!!"

—jeg er ved at slå mig selv i ansigtet med den.

Hvem ville skrige sådan her af alle steder? Jeg fik mit svar, da jeg kiggede ud af døren.

Jessica Parthow. Hun ser absolut fantastisk ud i sin dybblå kjole. Danseholdet gør virkelig underværker for hendes ben.

Fyren hun holder fast i virker ikke til at bemærke eller bekymre sig.

Alex Hewlett: kaptajn på hockeyholdet, tilfredsstillende elev, og notorisk useriøs playboy. Min Oliver taler poetisk om ham konstant. Deres nuværende sæson er en stor succes indtil videre på grund af ham.

Jeg...bekymrer mig ikke rigtig om Alex. Jo, han ligner et modekatalogfoto gjort virkeligt: lyse bukser, indtukket sort skjorte, rene sneakers.

Men så vidt jeg ved, er han ikke en for engagement. En flings-person, har aldrig datet nogen, jeg kender til.

Selvom Jessica, øh, ikke har forstået det. Jeg hørte, hun sms'ede nogen og krævede, at de "stopper med at prøve at kneppe min kæreste." Fra hans telefon endda.

De to skændes stadig, så...jeg venter bare herinde lidt endnu—

Mit hjerte hopper op i halsen, da min telefon begynder at larme.

Ah. 9:45.

Panikken skyller igennem mig, mens jeg prøver at slukke den, men jeg kan ikke få fat i den, før badeværelsesdøren bliver skubbet op. Jeg snubler tilbage og ser op.

Det er Jessica, fejlfri og rasende. Hendes 1,70 meter virker bjergtagende mod mine 1,64.

At møde hendes blik er...for meget. Jeg prøver at glide forbi hende, men hendes hånd griber fat i min skulder.

"Hvem fanden er du?" hvæser Jessica, hendes negle graver sig ind, mens jeg krymper mig. "Du lyttede til os lige før, gjorde du ikke? Tog en video for at grine med dine bitch venner?"

"Øh—"

Før jeg kan svare, griber en stor hånd min anden skulder og trækker mig væk. Jeg fryser op, bliver mast mod nogens bryst.

"Hej skat," siger en sukkersød stemme. "Hvad tog dig så lang tid?"

...Oliver kalder mig ikke 'skat'. Denne krop er også for stor.

Da jeg kigger op, møder Alex's varme brune øjne mine. Han blinker, før han kigger tilbage mod Jessica.

"...Hvad er det blik for? Du ved, jeg er ikke en, der dater. Jeg ville bare have det sjovt, men... Det er ikke sjovt længere. Ses."

Så bliver jeg ført væk. Mine ører er for fulde af vat til fuldt ud at forstå, hvad Alex siger til mig.

Var hans hænder altid så store? Så stærke? Han er som en skruestik.

Jeg indser først hvor langt vi er gået, da en vindstød rammer mit ansigt... Hvornår kom vi ned ad gaden?

"...Okay, hun går. Tak gud—"

Jeg vrider mig straks ud af hans arme, næsten brækkende mig selv på den sneklædte jord. Da jeg sender ham et blik, jeg håber er intimiderende, løfter han bare hænderne som om han konfronterer et skræmt rådyr.

"Hej, ja, undskyld for det. Jess var ved at springe mig i halsen." Jeg føler hans øjne glide op og ned ad min krop. "Du var en stor hjælp, dog. Kan jeg få dit nummer? Jeg vil gøre det godt igen."

Det tager mig et øjeblik at bearbejde, hvad han sagde, så bobler irritationen i mit bryst. Brugte han ikke lige mig til at diss Jessica?

"...Ingen behov."

Jeg snubler forbi ham, på vej tilbage til restauranten. Hvad end, jeg går tilbage alligevel. Jeg vil bare vente på Oliver.

Dog fanger hans sneakers op ved siden af mig.

"Jeg mener det, jeg er virkelig ked af det! Helt ærligt… Venter du overhovedet på nogen?" Han fniser. "Klokken er næsten 10. Ingen kvalificeret kæreste ville komme for sent på sådan en dag."

Jeg stopper op og vender mig mod ham. Med en vis anstrengelse tvinger jeg mig til at løsne min kæbe.

"En, der bruger tilfældige piger på en indskydelse, burde holde sin mund. Han er tusind gange bedre end dig."

Alex hæver øjenbrynene og giver mig endnu et blik.

"...Du er mere krydret, end du ser ud." Han begynder at smile og putter hænderne i lommerne. "Redmond Gymnasium, ikke? Kender jeg din perfekte prins?"

"Oliver er—"

Ah.

Min seksmåneders jubilæum er i dag, men næsten ingen ved det. Oliver kan ikke lide skolesladder, og jeg er glad, så længe han er. Men…

Jeg stopper mig selv, kigger op på Alex og håber, at han ikke kender navnet. Men selvfølgelig gør han det, hans tykke sorte øjenbryn hævet i overraskelse.

Hans grin bliver legende, så jeg prøver at gøre mit ansigtsudtryk så stålfast som muligt.

"Oliver Oakley? Ja... stor fordel for holdet. En rigtig sjov fyr." Han gisper, og jeg rykker lidt. "Når vi nu taler om sjov, Gunther holder fest, mens hans forældre er ude. Kom forbi. Du kan måske se noget sjovt."

...Vinterluften minder mig fast om, at jeg kun har en cardigan på. Jeg krydser armene om mig selv og beslutter at flygte i stedet for at tænke over hans forslag.

Alex råber efter mig. "Husk! Harvey Vej 8293!"

Jeg svarer ham ikke. Der er ingen grund til det.

— — —

Jeg sms'er Oliver kl. 9:52.

Så kl. 10:10.

10:35.

10:55.

Klokken 11 står jeg i sneen uden for den nu lukkede restaurant, min halvspiste brødstænger i en to-go boks under min arm. Min mave knurrer af sult.

Har...Oliver bare stået mig op?

Nej, det kunne han ikke have. Måske var han bare optaget.

Altså, alt kunne være sket. Hans telefon kunne være løbet tør for batteri, eller han kunne være kommet ud for en bilulykke og ikke kunne svare. Eller måske...

Nej.

Hvis Oliver skulle til en fest, ville han fortælle mig det. Jeg behøver ikke at opføre mig som Jessica. Givet, Oliver og jeg er faktisk kærester, men alligevel.

...Nå. Det er ikke fordi jeg ikke kan komme forbi. Jeg kender ikke Gunther super godt, men måske ved han, hvor Oliver er.

At tjekke er fint...ikke?

Jeg vil bare se, om han er der, det er alt.

Ved ankomst genkender jeg straks hans bil blandt de andre.

Lyset indenfor og musikken er...meget. Der er så mange mennesker, jeg bliver mast bare ved at træde ind. Det brænder lidt, på en eller anden måde.

Da jeg snubler på fliserne, finder jeg Gunther der, en ranglet brunette slumret i en stol med en off-brand sprutflaske slap i hans hånd.

"Hej..."

Gunther blinker langsomt mod mig som om jeg er en luftspejling. Måske ser jeg sådan ud. Mit hår er over det hele nu.

Jeg prøver at trække ord fra den tørre beton i min hjerne.

"Øhm...ah... Oliver. Ved du, øhm... Hvor han er?"

Han kniber øjnene sammen mod mig. "Hvad?"

Musikken er for høj. Så jeg prøver at tale højere, men han hører mig ikke. Jeg prøver igen, og ingen held.

"Jeg sagde! Ved du, hvor Oliver er?!"

Min hals føles rå, mens jeg skriger. Der ruller sved ned ad min ryg.

"Åh. Damn, du behøvede ikke at råbe," Gunther puster. "Han sover ovenpå."

Lettelsen strømmer straks gennem mig.

Hvor er trappen? Bare find trappen. Soveværelset er ovenpå.

Da jeg får øje på det første trin, kravler jeg mig vej gennem mængden. Jeg vil bare have dem væk fra mig.

Kommer op på anden sal...

Det er roligere, tror jeg. Jeg kan ikke høre forbi summen nedenunder, ringen i mine ører og min egen prusten.

Men jeg ved, han er her. Jeg kan mærke ham, mit ledelys. Oliver er her.

Jeg ved, han er bag den første dør, jeg finder. Han hviler sig sikkert.

Jeg spørger ham senere, hvorfor han ikke svarede på mine sms'er. Jeg vil bare...se ham.

Vide, at han er sikker. Bare for at falde til ro, før jeg tager hjem.

Stemmerne nedenunder tæller.

Jeg åbner døren stille, ikke vil vække ham.

Men han er allerede oppe.

Stemmerne jubler.

Oliver er faktisk i sengen.

Han ligger under dynen, kysser en pige med nøgne skuldre.