Kapitel 10 Hun ville ikke blive narret

Hos Grace var Jasper gået ud for en stund. Bianca så stadig meget trist ud, hendes næse og øjne var helt røde, mens hun lå krøllet sammen på sengen som en lille pindsvin.

Grace sukkede og gik ud i køkkenet for at hente en lille kage. Hun kom tilbage og kaldte blidt, "Bianca, se lige her."

Kagen duftede fantastisk, og det var Biancas yndlingskage.

Bianca kiggede op, hendes buttede lille ansigt fuld af sorg. Da hun så kagen, lyste hendes store øjne op, men slukkedes hurtigt igen. Hun sagde, "Mor, burde Jasper ikke være hjemme nu? Jeg savner ham så meget. Jeg har ikke engang haft en god snak med ham endnu!" Selv hendes yndlingskage kunne ikke muntre hende op.

Graces hjerte smertede, da hun holdt Bianca tæt, usikker på hvordan hun skulle få hende til at føle sig bedre.

Så brød den behagelige lyd af en telefon, der ringede, stilheden. Bianca løftede hovedet fra Graces favn, tørrede sine øjne med sin lille hånd og greb sin telefon. Det var et opkald fra Jasper.

Bianca svarede straks. "Jasper!"

Hvad end Jasper sagde, fik Biancas mund til at krølle op i et stort smil. Hun sagde glad, "Okay, Jasper, vi ses i morgen!"

Grace var forvirret. Hvad foregik der?

Efter at have lagt på, sprang Bianca ind i Graces arme som en kanin og råbte begejstret, "Mor, Jasper har inviteret mig hjem til sig i morgen! Det er fantastisk. Jeg får lov til at se Jasper igen!"

Bianca holdt Graces ansigt med begge hænder, hendes ansigt alvorligt. Hun forsikrede, "Mor, bare rolig. Jasper vil beskytte mig og ikke lade nogen vide, at jeg er hans søster!"

Grace kiggede på Bianca, som var så glad, at hun hoppede på sengen som var det en trampolin, og sukkede let.

Gudskelov, at Jasper kom på denne idé, endelig gjorde det Bianca glad.

'Nå, så længe børnene er glade. Med deres klogskab burde Biancas identitet forblive en hemmelighed,' tænkte Grace for sig selv.

Hun sukkede, "Okay, gå tidligt i seng, ellers kommer du for sent i morgen."

Næste morgen, mens Bianca stadig spiste morgenmad, dukkede to livvagter, der arbejdede for Jasper, op.

Bianca lagde straks sin yndlingskage fra sig og sprang ned fra spisebordet. Hun vinkede til Grace, "Mor, jeg går nu! Farvel, mor!"

Hun løb ud som vinden, og Grace fulgte hurtigt efter hende ned ad trappen og gav et par sidste instruktioner, før hun gik.

Mens hun så bilen køre væk, sukkede Grace igen.

Bilen kørte ud af kvarteret og stoppede ved indgangen til Montague Mansion en halv time senere.

Porten åbnede langsomt, og Bianca sprang ud af bilen og kiggede nysgerrigt rundt med sine store øjne.

Bianca stoppede pludselig, hendes øjne krummede sig til halvmåner med et smil. "Jasper!"

Jasper, klædt i jakkesæt, stod ved døren, hans lille skikkelse stod rank. Hans lille ansigt viste kun et smil, da han så Bianca.

Bianca løb over og krammede Jasper tæt, næsten væltede ham. Denne scene fik livvagterne bag dem til at fnise.

Selv butleren og tjenestepigerne lo. Bianca var så sød og charmerende; ikke underligt, at hun kunne komme godt ud af det med den normalt reserverede Jasper.

Jasper tog et skridt tilbage for at stabilisere sig. Han holdt Biancas hånd og førte hende ind i gården, konstant pegede ting ud for hende.

Biancas store runde øjne fulgte hans finger og kiggede nysgerrigt rundt.

'Så det er her, Jasper voksede op. Huset er så stort og smukt!' tænkte hun.

Da de kom ind i stuen, så Bianca straks Olivia sidde på sofaen med et venligt ansigt, og hun følte en følelse af nærhed.

Jasper introducerede hende, "Dette er min oldemor."

Bianca trådte straks frem, hendes øjne smallede sig til en linje med et smil, og sagde sødt, "Hej, mit navn er Bianca. Jeg er Jaspers gode ven."

Bianca løj ikke. Udover at være hans søster, betragtede hun også Jasper som sin bedste ven!

Hendes bløde stemme fik Olivias øjne til at lyse op; hun blev straks charmeret af Biancas søde smil.

Bianca var meget køn, især hendes store, våde øjne, som lignede meget Jaspers.

Jasper var altid lidt fjern, aldrig rigtig tæt på nogen eller sagde mere end et par ord. Så da han tog en ven med hjem for at hænge ud, var Olivia oprigtigt begejstret og fik straks et godt indtryk af Bianca.

Olivia lagde hurtigt det, hun havde i hænderne, og rakte ud mod Bianca. Hun smilede varmt, "Bianca, kom her, lad mig give dig et kram."

Bianca vendte sig mod Jasper, lidt tøvende. Da hun så Jasper nikke til hende, løb hun over og begravede sit lille hoved i Olivias favn, og sugede kærligheden fra sin oldemor til sig.

Lige da stuen summede af gode vibrationer, skar en dyb mandestemme igennem. "Bedstemor, jeg er her."

Bianca blev en smule forbløffet og løftede hovedet fra Olivias favn. Charles, klædt i jakkesæt, gik hen imod dem.

Biancas øjne glimtede. Det var første gang, hun havde set nogen så attraktiv. Men da hun huskede, at Charles var den, der havde forladt Grace, forsvandt glansen i hendes øjne, og hun stirrede vredt op på ham.

Charles bemærkede straks Bianca. Hendes store øjne og bløde ansigt var ret søde, men hendes blik mod ham var ikke særlig venligt.

Charles rynkede panden, uden at vide hvordan han havde fornærmet Bianca. Men han følte en mærkelig følelse af genkendelse med hende, endda ønskede at holde hende i sine arme.

Charles slappede af i panderynken og smilede let. "Har jeg fornærmet dig? Hvorfor kigger du sådan på mig?"

Selvom han smilede, bar Charles' dybe stemme en autoritativ tilstedeværelse.

Bianca blinkede med øjnene, undertrykte trangen til at bide ham, og svarede surt, "Ingen grund. Jeg beundrede bare, hvor flot du er."

Biancas ord gjorde straks den tidligere stille stue livlig.

Charles' øjenlåg rykkede, uden at vide om Bianca komplimenterede eller hånede ham.

Olivia blev straks underholdt, hendes ansigt lyste op af glæde. Hun krammede Bianca igen og sagde til Charles, "Hendes navn er Bianca, og hun er Jaspers første ven, der er inviteret hjem."

Olivia understregede Biancas betydning for Jasper, og hun kunne virkelig godt lide hende. Hun klemte Biancas lille ansigt igen. "Bianca, dette er Jaspers far," sagde hun blidt.

Bianca spærrede øjnene op og huskede Graces råd om at være høflig. Hun hilste modvilligt, "Hej."

Charles nikkede tilfreds, kastede et blik på Jasper og vendte sig derefter mod Olivia. "Bedstemor, børnene larmer. Jeg tager dem ud at lege."

Jasper rystede straks på hovedet. "Jeg vil ikke gå! Jeg vil blive hjemme med Bianca!"

Charles rynkede panden, hans stemme dyb og autoritativ. "Nej!"

Da Olivia mærkede den spændte atmosfære mellem Charles og Jasper, måtte hun træde til for at lette situationen. "Jasper, vær sød, gå ud og leg med din far."

Selvom Olivia var tilbageholdende med at skille sig af med Bianca og Jasper, ønskede hun også, at Jasper skulle tilbringe mere tid med Charles.

Bianca blinkede også til Jasper. For Biancas skyld gik han med til det, "Okay."

Bianca holdt stille Jasper i hånden. Han kunne ikke måle sig med Charles. Hun måtte beskytte Jasper i dag.

Da hun så Bianca og Jasper holde hænder, følte Charles en pludselig stramning i brystet, en hvirvelvind af følelser overvældede ham.

Det var weekend, og zoologisk have var fyldt med mennesker.

Fordi der var så mange mennesker, holdt Charles hvert barn i hånden, rynkede panden med et mørkt udtryk, men da han så børnene glade, slappede hans rynke gradvist af.

Han bøjede sig ned og løftede begge børn op.

Bianca sparkede med sine små ben i protest. "Jeg vil ikke have, at du holder mig, sæt mig ned!"

Jasper pressede også læberne sammen og så lidt utilfreds ud.

Charles forklarede tålmodigt, "Der er for mange mennesker ved indgangen. Jeg sætter jer ned, når vi kommer ind."

Bianca blinkede med sine store øjne, hendes lille ansigt puffede op. 'Hyklersk!' tænkte hun.

Selvom Bianca tænkte dette, følte hun en pludselig følelse af sikkerhed ved at blive holdt af Charles. Især da hun så sveden på Charles' tindinger fra at holde dem, følte hun en smule hjertesorg.

Bianca skød læben frem, vendte hovedet væk og talte stille Charles' fejl. Hun ville ikke lade sig narre!