Kapitel 11 Denne kvinde er så grim

Efter at have afsluttet deres besøg i zoologisk have, var det stadig ret tidligt, så Charles besluttede at tage Bianca og Jasper til de indendørs legeområder i det nærliggende indkøbscenter.

Da de ankom, var stedet fyldt med børn, der løb og hoppede rundt. Charles rynkede panden og vendte sig mod Jasper, "Jasper, her er virkelig overfyldt. Skal jeg bare leje hele parken til jer to?"

Jasper rynkede også panden og så lige så irriteret ud. "Nej, bare køb billetterne. Jeg tager Bianca med ind og leger!"

Jasper greb Biancas hånd, og de løb afsted. Bianca rakte tunge ad Charles og lavede en sjov grimasse, før de forsvandt ind i parken.

Charles grinede og gik hen for at købe billetterne. Derefter fandt han en plads i forældrenes venteområde, hvor han holdt et vågent øje med de to børn som en høg.

Efter at de havde fået nok af forlystelserne, kom Bianca og Jasper løbende tilbage til Charles.

Bianca strålede, hendes ansigt var rødmende, og hendes hår var fugtigt af sved. Jasper gispede efter vejret, hans ansigt rødt af al den sjov.

Charles, som havde siddet hele dagen, strakte sin stive krop, rakte dem vandflasker og gav dem lommetørklæder.

Jasper tog lommetørklædet og rakte det til Bianca, mens han så på hende med et blidt smil.

"Tak, Jasper," sagde Bianca sødt, tørrede sit ansigt og rakte derefter lommetørklædet tilbage til Charles. "Tak."

Charles smilede, "Velbekomme."

Han tænkte for sig selv, 'Vi mødtes først i dag, hvorfor er Bianca så kold over for mig?'

Han havde tænkt over det hele dagen, men havde stadig ingen svar. Heldigvis fornemmede han, at Jasper begyndte at varme op over for ham.

Trætte af al den sjov begyndte Bianca og Jasper at klage over, at de var sultne. Charles var ved at tage dem med ud at spise, da nogen pludselig løb hen og tog ham under armen. "Charles, jeg er her," sagde Emily.

Charles kiggede instinktivt på Jasper og så hans ligeglade udtryk. Han rynkede panden og vendte sig mod Emily. "Hvorfor er du her? Var du ikke optaget i dag?"

Emily svarede blidt, "Min plan blev aflyst, og jeg hørte, at du var sammen med Jasper, så jeg besluttede at slutte mig til jer. Jeg har ikke set Jasper i et stykke tid."

Mens hun talte, bemærkede Emily Bianca stående ved siden af Jasper. Hendes øjne blev store. 'Hvem er denne pige? Hun ligner lidt Jasper. Enhver ville tro, de var søskende!' tænkte hun.

Emily strammede grebet om Charles' arm. "Charles, hvem er denne lille pige?"

Charles svarede, "Hun er Bianca, en ny ven, Jasper har fået i børnehaven."

Emily blev overrasket og rynkede panden. Var Jasper ikke normalt en enspænder? Hvornår begyndte han at få venner? Hun stirrede på Bianca.

Bianca følte sig utilpas under Emilys blik og stirrede tilbage. 'Hun må være den onde kvinde, Mia talte om!' tænkte Bianca.

Biancas øjne blev kolde, fulde af åbenlys fjendtlighed.

Emily blev overrasket over Biancas fjendtlighed. Hun bandede indvendigt, men tvang et smil frem. "Du er så sød. Kom, lad mig holde dig."

Emily kunne ikke lide Bianca overhovedet, men hun måtte opretholde facaden.

Jasper skubbede Emilys hånd væk og stillede sig foran Bianca. "Gå væk, rør hende ikke!" sagde han koldt. Hans ansigt var fast besluttet på at beskytte Bianca.

Emilys ansigt blev koldt, og hun bandede indvendigt, 'Ungen, hvordan tør du skubbe mig!'

Hun vendte sig mod Charles med et såret udtryk. "Jeg mente ikke noget ondt, jeg syntes bare, hun var sød."

Charles rynkede panden, pressede læberne sammen og sagde ingenting.

Det var ikke overraskende, at Bianca og Jasper var åbent fjendtlige over for Emily. Charles følte sig ignoreret hele dagen, på trods af at han havde taget sig godt af dem og kun fået få smil til gengæld.

Stemningen var anspændt, så Charles rømmede sig og skiftede emne. "Børnene er sultne, lad os gå ud og spise først."

Emily var stadig rasende, men holdt det for sig selv. Hun tog Charles under armen og sagde sødt, "Charles, jeg har reserveret en restaurant. Lad os gå."

Charles vendte sig mod Jasper. "Hvad står du der for? Er du ikke sulten? Kom nu."

Jasper sukkede, holdt Biancas hånd og fulgte efter dem. Han havde intet valg; Charles var for autoritær!

Imens, selvom det var weekend, gik Grace på kontoret for at indhente noget arbejde. Da hun kom tilbage til sin nye bolig, var solen ved at gå ned, og Bianca var stadig ikke hjemme.

Følte sig urolig, ringede hun til Biancas nummer.

På det tidspunkt var Bianca på restauranten og så ret elendig ud. Der var en masse mad foran hende, men hun havde ingen appetit.

Telefonen ringede et par gange, før Bianca tog den, hendes stemme dæmpet. "Mor, jeg spiser."

Hendes øjne lyste op, da hun hørte Graces stemme.

Bianca stirrede på Charles og Emily på den anden side af bordet og råbte, "Mor, maden her er forfærdelig! Kvinden, der sidder overfor mig, er så grim, og hun bliver ved med at opføre sig nuttet over for Jaspers far! Jeg kan slet ikke spise!"

Charles pressede læberne sammen. Emily så hjælpeløs og ekstremt dyster ud.

Bianca snøftede og følte sig forurettet. "Mor, jeg vil hjem! Jeg vil spise din mad."

Grace hævede et øjenbryn og greb sin telefon stramt. En grim kvinde? Kunne Bianca være sammen med Emily?

Charles rynkede panden, tøvede og tog så Biancas telefon.

Grace var ved at svare, da Charles' dybe stemme kom igennem. "Undskyld, jeg er Jaspers far. Jeg undskylder for den dårlige gæstfrihed i dag. Det er ved at blive sent, jeg sender Bianca hjem med det samme."

Da hun hørte den velkendte stemme, blev Grace forbløffet og lagde hurtigt på. Hendes hjerte bankede stadig.

Charles kiggede på telefonen, forvirret. Skærmen viste Biancas ansigt, men intet andet.

Bianca skød læben frem, fuld af utilfredshed. "Du er så ond! Du tog min telefon!"

Charles var målløs.

Bianca hoppede ned fra sin stol, med Jasper lige i hælene. De to børn gik forbi Emily hånd i hånd og fnøs arrogant ad hende.

Emily var rasende og vendte sig mod Charles med et såret udtryk. "Charles, se på dem!"

Jasper var én ting, men Bianca, som kom ud af ingenting, hvordan turde hun være så uhøflig over for hende.

Charles rynkede panden og sagde utålmodigt, "Du går hjem først, jeg tager dem hjem."

Han havde taget Bianca ud hele dagen, men hun havde ikke haft det sjovt. Det mest presserende nu var at sende hende hjem hurtigt og derefter undskylde ordentligt til hendes forældre.

Charles havde ingen intentioner om at trøste Emily. Uden at vente på, at hun talte, tog han Bianca og Jasper og gik.

Emilys ansigt blev rødt af vrede, og hun kastede bestikket i sin hånd. "Små unger! Så uhøflige!" mumlede hun gennem sammenbidte tænder.

En halv time senere trak Charles' bil op foran Biancas nye hjem.

Bianca kiggede rundt og lænede sig så frem. "Hr. Montague, du kan stoppe bilen her. Jeg går selv ind."

Hun blinkede til Jasper.

Jasper forstod, bange for at de ville følge hende ind. Det ville være forfærdeligt, hvis Charles så Grace.

Charles fik chaufføren til at stoppe bilen og hjalp personligt Bianca med at åbne døren. Han indså nok ikke engang, at hans blik mod Bianca bar et strejf af ømhed.

Bianca steg ud af bilen med sine korte ben og vinkede til Jasper, som også var steget ud. "Farvel, Jasper. Jeg går hjem."

Jasper nikkede til hende og smilede. Bianca svingede sine to fletninger, løb et par skridt, og så syntes hun at huske noget og vendte sig mod Charles, fnøs vredt. Hendes lille ansigt pustede op af vrede, og hun løb hurtigt væk.

Charles var underholdt af Biancas opførsel. Selvom hun ikke var venlig over for ham, gjorde det ham ikke noget. Faktisk var han endda lidt glad.