• | 4 | •
B L A K E
Jeg hørte dørklokken ringe, men jeg var for doven til at gå hen og åbne, så jeg blev bare liggende i sengen, indtil jeg hørte Cola gø og min mor åbne døren.
Jeg hørte mor hilse på nogen, så det er nok naboerne. Jeg havde alligevel ikke lyst til at møde dem, så Conner og jeg besluttede at tage til en fest hos en af fodboldspillerne. Det er i det mindste bedre end at blive i dette hus og snakke med et kedeligt gammelt par.
Sådan forestillede jeg mig mine naboer, et gammelt par med hvidt hår.
Jeg skyndte mig ind på badeværelset og tog et hurtigt brusebad. Jeg tog et par sorte skinny jeans på og en simpel hvid t-shirt, der sad tæt til min overkrop.
Jeg gik ned ad trappen og så et ungt par, der nok var på alder med mor og far, og tre børn. En dreng, der så ældre ud end 18, sad ved siden af en pige på omkring 15 eller 16, og til sidst så jeg en pige sidde på en anden sofa ved siden af min søster, der så ud til at være på min alder. Jeg blev lidt chokeret, for det var det stik modsatte af, hvad jeg havde forestillet mig om mine naboer.
"Åh Blake! Hvad tog dig så lang tid?!" råber mor til mig.
"Undskyld, jeg tog et brusebad," siger jeg.
"Nå, vil du ikke hilse på vores nye naboer?" spørger far.
"Hej nye naboer, rart at møde jer, men jeg er nødt til at smutte, farvel," siger jeg med et stramt, falsk smil.
Jeg begynder at gå mod døren, men min mor trækker mig i øret og fører mig tilbage til stuen, hvor hun får mig til at sidde ved siden af den smukke— jeg mener— uattraktive pige.
"Nu bliver du siddende her og snakker med vores naboer, og du forlader ikke dette hus. Overhovedet." Hun sender mig et skarpt blik.
Mor kan være skræmmende nogle gange, og jeg ved, at pigen ved siden af mig er bange for min mor, for jeg kunne mærke hende spænde op ved siden af mig.
Jeg ved, det lyder dumt, men jeg er også bange for min mor, men jeg vil ikke lade hende vide, at jeg er bange, for så vil hun bruge det til sin fordel.
Så jeg sukker bare, læner mig tilbage i sofaen og begynder at skrive til Conner, at jeg ikke kan komme til festen, fordi jeg har arbejde.
Der var ingen chance i verden, at jeg ville fortælle Conner, at min mor ikke ville lade mig gå, for så ville han begynde at drille mig med at være en mors dreng og lytte til, hvad min mor har at sige.
"Jeg er ked af det, Ava, han har virkelig et problem med at møde nye mennesker, han hader at interagere med nogen undtagen sine venner," hvisker Rose til pigen, som jeg gætter på er Ava.
Rose ved virkelig ikke, hvordan man hvisker.
"Du ved godt, at jeg kan høre alt, hvad du siger, ikke?" siger jeg uden at tage øjnene fra min telefon.
"Nå...Blake, præsentér dig selv," siger Rose.
"Nah, jeg har det fint," sagde jeg stadig uden at flytte blikket fra min telefon.
Rose snupper så min telefon ud af mine hænder.
"HEY! GIV DEN TILBAGE DIN TÅBE!" råber jeg til Rose.
"Ingenlunde, ikke før du har talt med alle i dette rum," siger Rose med et smørret grin.
Åh, hvor jeg havde lyst til at fjerne det grin fra hendes ansigt.
"Ugh Rose, giv mig nu bare min skide telefon tilbage!" siger jeg irriteret over hendes barnlige opførsel.
"Jeg giver den ikke tilbage, før du har talt med alle," siger Rose.
"Nej," siger jeg og krydser mine arme over brystet.
"Wow, jeg troede, jeg var stædig, men Blake slår mig, for han er virkelig en stædig unge," mumlede Ava.
"Hvad sagde du?" Jeg stirrede på hende.
"Sagde jeg det højt?" hviskede hun.
"Ja, det gjorde du, og jeg er enig med dig, Blake er en stædig unge," griner Rose.
Rose rejser sig så og begynder at løbe op ad trappen, mens jeg jagter hende for at få min telefon tilbage.
Da jeg kom op ad trappen, var Rose allerede løbet ind på sit værelse og havde låst døren.
Jeg sukkede frustreret og gik ind på mit værelse, som ligger lige ved siden af Roses værelse.
Jeg gik til min skuffe og tog en ekstra nøgle til Roses værelse. Jeg har ekstra nøgler til alle værelser i dette hus, og ingen ved det. Jeg har dem i tilfælde af en nødsituation som denne. Nå, dette er ikke rigtig en nødsituation, men hun har min telefon.
Jeg låste døren op til hendes værelse og så min telefon på hendes natbord. Hun må have efterladt den der, fordi hun gik på badeværelset.
Jeg tog stille min telefon og hendes telefon og gik ud af værelset.
Jeg smiler og gemmer hendes telefon i en af skufferne i mit værelse, som kun jeg har adgang til.
Og lige præcis i det øjeblik hørte jeg mor råbe på Rose og mig, at vi skulle komme ned til frokost.
