• | 5 | •

A V A

Jeg stod op, da mit vækkeur ringede, gik ud på badeværelset, børstede tænder og tog et brusebad.

Jeg kom ud fra badeværelset og fandt det første sæt tøj i skabet.

Jeg satte mit hår op i en høj hestehale og lagde lidt mascara.

Da jeg kom ned i køkkenet, så jeg mor, far, Brian og Sophia sidde og spise morgenmad.

"Godmorgen, engel," sagde Brian.

"Godmorgen," mumlede jeg tilbage.

Jeg tog et æble og tog en bid.

"Ad, skal du ikke vaske det først?" sagde Sophia til mig.

Jeg rullede bare med øjnene, vaskede æblet og tog endnu en bid. Jeg satte mig på køkkenøen og spiste mit æble, mens jeg scrollede gennem Instagram.

I går under frokosten hos naboerne bestod det meste af tiden af, at jeg legede med Cola, Rose klagede over, at hun ikke kunne finde sin telefon, og Blake smilte skævt og rullede med øjnene.

Da Blake var færdig med frokosten, gik han op på sit værelse, så jeg fik tid til at snakke med Rose. Jeg fandt ud af, at Blake er quarterback på fodboldholdet og ret populær.

Åh, og jeg fandt også ud af, at Rose og Blake er tvillinger, men Rose er 2 minutter ældre end Blake. Men de er ikke enæggede tvillinger.

Jeg kiggede på klokken, og den var allerede 7:30, så jeg greb min skoletaske, krammede mor, far, Sophia og Brian farvel og gik ud til min bil.

Sophia skulle køres af Brian senere, jeg kan bare godt lide at være tidligt i skole, det er bedre end at komme for sent, ikke? Jo.

Da jeg gik ud på verandaen, så jeg Rose og Blake komme ud af huset også. Blake gik hen til sin egen bil, og Rose gik hen til sin.

"Hej Ava!" sagde Rose glad.

"Hej Rose," hilste jeg tilbage.

"Hej Blake," sagde jeg.

Han brummede bare, satte sig ind i sin bil og kørte af sted.

Okay så... Jeg tror, vi alle ved, hvem der er morgenmenneske, og hvem der ikke er i Reynolds-familien.

"Ava, hvorfor tager du ikke bare med mig i skole, vi skal jo alligevel samme sted hen," forklarer Rose.

"Eh—um ja, selvfølgelig."

Jeg gik hen til Roses bil og satte mig på passagersædet.

"Jeg fandt min telefon, forresten, Blake havde den," siger Rose og ruller med øjnene.

"Åh—um, godt," svarer jeg.

Du forstår, jeg bliver virkelig akavet, når det kommer til at interagere med folk, jeg ikke taler med dagligt.

Rose rækker ud efter radioen, og sangen "Eastside" af Khalid begyndte at spille, og jeg begyndte at synge meget stille.

Hun plejede at møde mig på Eastside

I byen hvor solen ikke går ned

Og hver dag ved du, at vi kører

Gennem baggaderne i en blå Corvette

Skat, du ved, jeg vil bare væk i nat

Vi kan tage hvor som helst vi vil

Køre ned til kysten, hoppe i sædet

Tag bare min hånd og kom med mig, ja.

"Wow Ava, du har en flot stemme! Min bror kan også synge, I burde synge sammen en dag!" siger Rose.

"Eh—uh umm—tak, men jeg synger ikke så meget, min stemme er sådan lidt ligegyldig," sagde jeg nervøst grinende.

"Du har faktisk en rigtig flot stemme, sådan helt seriøst, du burde synge oftere. Nå, men vi er her!" siger hun.

Jeg kigger ud af døren og bliver mødt af en meget stor bygning udenfor, hvor nogle elever snakker og griner, mens andre elever er i gang med at kysse deres kærester.

Jeg stiger ud af bilen, og i det fjerne ser jeg Blake omgivet af mange elever, alle desperat forsøgende på at tale med ham.

Jeg ruller mentalt med øjnene og går ind i skolebygningen med Rose ved min side, åh ja, han er populær, jeg glemte det.

"Lad mig tage dig med til receptionen, så du kan få dit skema," siger hun.

"Nej tak, jeg finder selv vej," smilede jeg til hende.

"Er du sikker?"

"Ja, jeg vil ikke forsinke dig, hvis du følger med mig."

"Okay, så ses vi til frokost i kantinen!" siger hun, mens hun går væk.

Jeg begynder at lede efter kontoret og finder det for enden af gangen. Jeg går ind og ser en dame, der ligner en i begyndelsen af halvtredserne. Hun havde sit sorte hår i en stram knold med nogle synlige hvide hårstrå. Da hun kiggede på mig, havde hun brune øjne indrammet af store briller.

"Hej søde, hvordan kan jeg hjælpe dig?" spørger hun.

"Jeg er ny her, jeg er kommet for at få mit skema," siger jeg med et smil.

"Okay, hvad er dit navn, skat?"

"Ava Winters," siger jeg.

Hun begynder at taste på sin laptop, og så printer hun mit skema ud.

"Tak," siger jeg, mens jeg går ud.

Jeg går ud af kontoret, men bliver snart ramt af noget, der føltes som en mur. Jeg falder tilbage, og min bagdel rammer gulvet.

"Av," klynker jeg, mens jeg gnider min bagdel.

Jeg kigger op og ser, at det ikke var en mur, men Blakes bryst. Han så ud som om han ville grine, men holdt det inde.

Jeg rullede bare med øjnene og rejste mig fra gulvet.

"Du ved, det ville i det mindste være rart, hvis du sagde undskyld," siger jeg.

"Undskyld," sagde han med morskab i øjnene.

Efter et par sekunder hører jeg ham hviske "ikke" og så gik han forbi mig og ind på kontoret.

Hvor uhøfligt.

Jeg kiggede på mit skema og så, at jeg havde matematik i lokale 3.5.

Ugh, hvem har matematik som første lektion? Jeg hader allerede, hvordan denne dag går.

Jeg gik længere ned ad gangen.

3.0

3.1

3.2

3.3

3.4

Aha.

Lokale 3.5.

Jeg kiggede på tiden og så, at jeg allerede var 20 minutter forsinket.

Jeg tog en dyb indånding, glattede de små babyhår og åbnede døren.

Da jeg gik ind, stirrede alle allerede på mig.

"Ah, du må være Ava. Velkommen til min matematiktime, jeg er hr. Smith!" sagde en mand, der så ud til at være i midten af fyrrerne.

"Hej hr. Smith," sagde jeg genert.

"Okay klasse, dette er Ava Winters, hun er ny på skolen, vær søde ved hende," siger han.

"Det er okay, at du er forsinket i dag, fordi det er din første dag her, men jeg accepterer det ikke næste gang," sagde han og vendte sig mod mig med et smil på læben.

"Du kan sætte dig derovre, din makker gik til rektors kontor, han kommer snart tilbage," sagde hr. Smith og pegede på et bord med begge pladser tomme.

Jeg gik hen til bordet og satte mig ned, tog en notesbog frem og begyndte at skrive nogle opgaver, som hr. Smith satte på tavlen.

Omkring 10 minutter senere smækkede døren op, og ind kom Blake Reynolds.

Han gik op og begyndte at gå i min retning.

Vent, hvad? Hvorfor går han hen imod mig? Vil han slå mig ihjel? Vil han slå mig?

Mens jeg undrede mig over hans tilgang til mig, kom han og satte sig lige ved siden af mig.

Åh, det er fordi det er hans plads, din idiot.

Mens jeg kiggede rundt i klassen, så de fleste af pigerne på mig med onde øjne.

Hvad? Hvorfor kigger de sådan på mig? Jeg har ikke gjort noget! tænkte jeg.

Vent! Har jeg noget i ansigtet?

Jeg gispede. Savler jeg?!

Jeg begyndte hurtigt at tørre min mund grundigt.

"Hvad laver du?" hviskede Blake til mig.

"Øhm—jeg—uhh—jeg tjekkede, om der var noget i mit ansigt," hviskede jeg tilbage.

"Hvorfor?" spurgte han.

"Øhm, det er fordi, hvis du ikke har bemærket det, kigger alle pigerne på mig."

"Åh prinsesse, de kigger på dig, fordi de er jaloux på dig, fordi du sidder ved siden af mig," sagde han og blinkede til nogle af pigerne.

Pigerne fnisede bare og kiggede væk.

Jeg rullede bare med øjnene.

"Kalder mig ikke det, din gris," sagde jeg til ham og stirrede på ham.

Han rullede bare med øjnene og begyndte at skrive på sin telefon.

Denne dag kan ikke blive værre.

•••