• | 9 | •
A V A
Jeg vågnede ved, at solen ramte mit ansigt, efterfulgt af en virkelig slem hovedpine.
Jeg løb ud på badeværelset og tømte mine indvolde i toilettet.
Det er derfor, jeg hader fester. Jeg kan ikke engang huske, hvad der skete i går. Hvordan kom jeg hjem?
Jeg tog et hurtigt brusebad og børstede tænder.
Da jeg kom ud af bruseren og havde skiftet til et rent sæt tøj – som bestod af joggingbukser og en almindelig T-shirt – var det allerede middag.
Jeg gik ned for at plyndre køleskabet og køkkenet, men blev stoppet af dørklokken, der ringede. Jeg satte nogle af de snacks, jeg havde i hænderne, fra mig og gik for at åbne døren. Jeg var alene, da mor og far var på arbejde, Brian var ude med nogle venner, og Sophia var til overnatning hos en veninde. Hun sagde, hun ville være tilbage i morgen.
Da jeg åbnede døren, stod den person, jeg mindst havde forventet, på min veranda.
Jeg blinkede, blinkede igen og gned mine øjne.
Jeg må hallucinere.
"Det gør du ikke," sagde han.
Åh, jeg sagde det højt igen, gjorde jeg ikke? Jeg skal virkelig stoppe med at sige mine tanker højt.
"Jeg kom bare for at tjekke, hvordan du havde det, siden du ikke havde det så godt efter festen i går," fortsatte han.
Det må være en drøm, Blake Reynolds bekymrer sig ikke, han må lave sjov.
"Du laver sjov, ikke?" sagde jeg.
"Øh, nej," sagde han med forvirring malet i ansigtet.
Omg, den fyr bekymrer sig faktisk... wow.
Jeg rømmede mig. "Ja, jeg har det fint, jeg har bare en virkelig slem hovedpine. Kan du huske noget af det, der skete i går?" spurgte jeg.
"Åh, øhm, ja, det kan jeg, men det er en lang historie, så du bliver nødt til at sætte dig ned for det," sagde han, og med det gik han ind i mit hus og ind i stuen.
Okay så...
Jeg fulgte efter ham ind i stuen og satte mig i en sofa overfor ham.
"Okay, øhm—uh, så kort sagt, din uskyldige lille hjerne fik nogle hash-brownies af en fyr ved navn Martin, og du spiste måske det hele, hvilket gjorde dig skæv, men jeg lover, jeg gik hen og bankede den fyr, men så ville du have flere brownies, så jeg prøvede at stoppe dig, men—"
"Blake," prøvede jeg at stoppe ham fra at plapre videre.
"Du ville ikke lytte, så jeg prøvede at få dig til at følge mig til min bil, men igen ville du bare ikke lytte, så jeg besluttede at lyve ved at sige—"
"Blake," prøvede jeg igen.
"At hvis du ville have brownies, skulle du følge mig til min bil, så vi kunne lave brownies derhjemme, men så faldt du i søvn i min bil, så jeg måtte bære dig til dit værelse og—"
"BLAKE," råbte jeg.
Han kiggede op på mig.
"Er du okay, føler du dig syg?" spurgte han.
"Nej, jeg har det fint, det er bare... du plaprer," sagde jeg, mens jeg prøvede at undertrykke et grin.
"Åh, øhm, undskyld," siger han.
Da jeg ser op på ham igen, ser jeg, at hans kinder får en let lyserød farve.
Er Blake Reynolds flov og rødmer?! Det er bare så sødt, jeg får lyst til at nive ham i kinden, aww.
"Øh, jeg går lige ud og henter noget vand," siger han, mens han rejser sig fra sofaen og går mod køkkenet.
Efter hvad der føltes som evigheder, kommer han tilbage, men han ser nervøs ud?
Hvorfor er han nervøs?
"Alligevel, tak fordi du fik mig hjem, det sætter jeg pris på," siger jeg.
"Ja, intet problem, bare næste gang, lad være med at tage noget fra en fremmed til en fest," siger han med et smil, men det når ikke hans øjne.
Jeg går hen til hoveddøren og åbner den for ham.
Han går hen til mig og stirrer på mig med sine elektrisk blå øjne.
Hans øjne holdt noget, jeg bare ikke kunne genkende.
Er det bare mig, eller opfører han sig mærkeligt? Bare mig? Okay.
Han smiler til mig og går ud af døren.
"Tak igen!" råber jeg efter ham.
Han vender sig ikke om, giver mig bare en tommelfinger op og går ind i sit hus.
Jeg lukker hoveddøren og går tilbage til køkkenet og samler alle snacksene op. Da jeg tager posen med chips, jeg havde ladet ligge på bordet, falder et stykke papir ned på gulvet.
Jeg samler papiret op og ser forvirret på det, jeg husker tydeligt, at jeg ikke havde lagt noget papir på bordet.
På papiret var mit navn skrevet på forsiden med en elegant, kursiv håndskrift.
Jeg trækker på skuldrene og lægger papiret i lommen på mine joggingbukser.
Jeg samler alle snacksene op og går op til mit værelse. Da jeg når mit værelse, ser jeg Blake i hans værelse gennem vinduet.
Han ser stresset ud.
Hvad sker der med ham?
Han har albuerne hvilende på knæene og hovedet i hænderne, og hver få sekunder kører han hænderne gennem håret.
Jeg trækker på skuldrene igen og lægger mig på min seng. Jeg vender mig for at se Blake kigge ind i mit værelse, så jeg hurtigt vender blikket fra hans til min bærbare computer.
Så husker jeg brevet, så jeg rækker ned i lommen på mine joggingbukser og trækker papiret frem.
Jeg kigger ud af vinduet ud af øjenkrogen og ser Blakes blå øjne blive store.
Han løber derefter hen til sit vindue og trækker gardinerne for.
Okay?
Jeg kigger ned på papiret og åbner det, og igen i den meget smukke kursiv håndskrift stod der skrevet.
Mød mig i parken kl. 18 i dag.
-Blake
Jeg stirrer på papiret i forvirring og læser det igen, hvorfor vil han mødes med mig i parken?
Jeg kigger på uret, der hænger på min væg, og ser, at klokken kun er 14, jeg har nok tid til at skifte.
Lige da modtager jeg en besked fra nogen.
Jeg ser på, hvem jeg har modtaget en besked fra, og mit åndedræt stopper, og mit hjerte begynder at slå hurtigere.
Jeg havde ikke forventet den besked...
•••
Muahaha cliffhanger 😈😂 men i det mindste er den lidt lang, så yay.
~ Yumna 💚
