Kapitel 89

Gulvbrædderne sang en sang under mine bare fødder, hver knirken højere end den skræmte tromme, der slog i mit bryst. Jeg havde ikke vidst, at mit hus lavede så meget støj. Men igen, det blev forstærket af nattens uhyggelige stilhed. Og af paranoiaen i mit hoved. Hvert åndedrag, jeg vovede at trække ...