Kapitel 1 Skat, Hjælp

Det var sent i september i Sunrise City, og solen skinnede skarpt.

Quinn Sullivan stod ved indgangen til Enhed 1, Bygning 6, Willow Creek Estates, og stirrede på vielsesattesten i sin hånd. Hendes ansigt var alvorligt, hendes øjne fyldt med en blanding af følelser.

"Nå, vi er gift nu. Dette var den bedste, og måske den eneste, måde at håndtere den nuværende krise på." Med et suk tog hun elevatoren til 16. etage. Så snart dørene åbnede, hørte hun et højt skrig.

"Jake! Hvis du lader nogen tage min datter i dag, slår jeg dig ihjel!"

"Mor, hvad laver du?"

I Værelse 1603 svingede en kvinde en køkkenkniv mod en mand, der holdt en spiritusflaske, hans ansigt dækket af stubbe og hans hår et rod.

Kvinden var Quinns mor, Emily Sullivan. Manden var hendes stedfar, Jake Sherman.

"Quinn, kom væk herfra. Denne idiot vil overgive dig til den klamme Daniel."

Quinns hjerte hamrede. Hun vendte sig for at trykke på elevatorens knap.

I det næste øjeblik, sprang den tidligere berusede og vaklende Jake mod hende, trak hende tilbage ind i lejligheden ved hendes hår.

Døren smækkede i, og han kastede hende til side som en tom flaske og samlede noget tape op fra gulvet.

"Din utaknemmelige møgunge! Jeg er måske ikke din rigtige far, men jeg har opfostret dig. Og sådan betaler du mig tilbage?"

"Rør mig ikke!" skreg Quinn.

"Rør ikke min datter!" råbte Emily.

Emily sprang frem, men blev slået væk af Jake, ramte væggen og besvimede.

Quinn forsøgte at bevæge sig, men Jake greb fat i hende og bandt hendes hænder og fødder med tape.

Irriteret over hendes råb, viklede han tapen flere gange rundt om hendes mund.

Da han så hende kravle hen mod Emily som en larve, smilede han endelig og klappede i hænderne.

"Jeg har ofret så meget for at opfostre dig! Nu hvor du stadig er noget værd, udnytter vi det. Om nogle år er du værdiløs."

Han gik ud i køkkenet, greb en øl og en pose chips, og satte sig ned med foden på en skammel. Han tog et par slurke øl og trak sin telefon frem, trykkede på højttalerknappen.

"Jake, har du pengene, eller sælger du din datter til mig?"

Quinns øjne blev store ved lyden af stemmen.

De boede i slummen. Regeringen havde overtaget landsbyen for vejbyggeri og bygget et lille samfund i udkanten af byen til landsbyboerne. Daniel Wilson var en lokal bølle og tyran.

Uden nogen retshåndhævelse omkring, forårsagede Daniel ofte problemer.

Slum Luck Casino var hans sted, hvor han hengav sig til at drikke, spille og værre. Han lånte også penge ud.

Sidste måned hørte Quinn rygter fra sladderende kvinder. For et par dage siden fik hun et foto, der viste Jakes spillegæld og den gældserklæring, han havde underskrevet.

Hvis Jake ikke kunne betale, skulle hun. Rygterne var sande; Jake ville give hende til Daniel for at betale gælden.

"Daniel, hvordan kan du tale til din kommende svigerfar på den måde? Jeg har styr på min datter. Jeg synes, vores tidligere aftale var uretfærdig. Hun er den smukkeste pige her omkring. Hun er værd mere penge!"

Selv over telefonen kunne Quinn næsten forestille sig Daniels liderlige udtryk lige nu, gnide sine hænder sammen og praktisk talt savle.

Tilbage i gymnasiet havde Quinn en konfrontation med en beruset Daniel efter skoletid. Hvis Emily ikke var dukket op, kunne hun være blevet bortført og voldtaget den nat.

"Haha! Jake, vi kan finde ud af noget. Hvad med dette—jeg sletter de tres tusinde kroner, du skylder mig, og jeg smider endda seks tusinde ekstra oveni. Aftale?"

"Aftale! Jeg er en mand af mit ord. Kom herhen hurtigt. Jeg holder øje med hende, så hun ikke stikker af igen."

"På vej."

Opkaldet sluttede. Quinn, druknende i fortvivlelse, faldt på knæ og græd ukontrollabelt. Hun vendte sig mod Jake, bøjede hovedet gentagne gange og bad om nåde.

Men han var uberørt, allerede drømmende om, hvordan han skulle bruge de seks tusinde kroner.

Quinns pande blødte fra de mange buk.

Ti minutter fløj forbi. Daniels mænd var knap nok trådt ud af elevatoren, da han råbte, "Jake, jeg er her. Åbn op."

Døren svingede op og afslørede Daniel med en dokumentmappe og en stor mave.

Han spottede straks Quinn, og hans øjne lyste af grådighed.

"Jeg vidste det. Jake, din datter bliver kønnere for hver dag! Hvad med, at jeg giver dig en ekstra tusinde, og måske kan hun give mig et blowjob lige nu?"

Jake kiggede på Emily på gulvet. "Daniel, hvis du ikke er bange for, at den skøre kvinde vågner midtvejs og skærer dine små kønsdele af med en kniv, så gør det bare."

"Blot tanken om det er spændende."

Men da han så Emilys blødende pande, rystede Daniel ideen af sig. Han åbnede sin dokumentmappe, trak en stak kontanter og gældsbrevet ud og rakte dem til Jake.

"Jake, hvis du havde flere døtre, ville du være rig."

Så vendte han sig mod sine mænd og råbte, "I idioter! Skynd jer at få hende tilbage til mit sted."

I hænderne på fire voksne mænd kunne Quinn kun se hjælpeløst til, mens de bar hende ud af huset.

I elevatoren rev Daniel tapen af hendes mund.

"Baby, du virker ivrig. Når vi kommer tilbage, vil jeg få dig til at føle dig fantastisk."

"Daniel, det her er ulovligt. Lad mig gå, og jeg vil lade som om, intet er sket. Ellers tager jeg dig i retten og sørger for, at du ender i fængsel."

Daniel lo, satte sig på hug og tog en dyb indånding med lukkede øjne.

"Du dufter så godt, ikke underligt du er jomfru. Du kan sagsøge mig, efter jeg har haft min sjov."

Quinn vendte hovedet væk.

"Daniel, jeg er allerede gift. Er du ikke bange for, at min mand vil komme efter dig? Hvis du rører mig, vil han helt sikkert skære din hånd af."

Daniel kiggede op på sine mænd.

"Hørte I det? Nogen vil skære min hånd af!"

Hans ansigt forvred sig pludselig, og han greb hårdt fat i hendes hage, hvilket fik Quinn til at vride sig af smerte, hendes hoved vendt mod Daniels onde grin.

"Du ved det måske ikke, men jeg elsker andres koner mest! På den måde kan jeg bare nyde dem, forstår du?"

I det øjeblik åbnede elevatordøren. Han rakte dokumentmappen til sine mænd, svingede Quinn over skulderen og klaskede hende på bagdelen uden tøven.

"Jeg kan lide det, når du kæmper imod. Sørg for at skrige højt senere, ellers bliver jeg skuffet."

En af hans mænd trådte frem og åbnede varevognens dør.

Quinns tårer faldt uophørligt. Pludselig fik hun øje på en bil, hun havde set for ikke længe siden, og hun råbte højt, "Skat, hjælp!"