Kapitel 7: Godt at se dig igen, fru Taylor

Summers synsvinkel

Næste morgen så min refleksion i badeværelsesspejlet ud som noget fra en kampagne mod tømmermænd. Mørke rande under hævede øjne, bleg hud og en generel luft af en person, der havde tilbragt natten grædende på gulvet i stedet for at sove i sin latterligt dyre seng. Perfekt. Bare perfekt.

Victorias ord fra i går blev ved med at gentage sig i mit hoved. Hver eneste erindring føltes som en ny lussing.

Jeg sprøjtede koldt vand i ansigtet og håbede, at den iskolde chok ville vække mig ordentligt. Kom nu, Summer. Tag dig sammen. Du er bedre end dette. Den velkendte rutine med at påføre concealer og mascara hjalp med at stabilisere mine hænder, om ikke mit hjerte. Lag for lag genopbyggede jeg min rustning - foundation for at skjule tårestregerne, concealer for de mørke rande, mascara for at lysne øjne, der var sløret af endnu en søvnløs nat.

Gud, hvornår blev jeg denne person? For et år siden havde jeg været den gyldne pige i Fortune Corps europæiske afdeling, forlovet med Alexander, sikker i min søsters kærlighed. Nu? Nu var jeg Wall Streets skandale, gemt i min lejlighed og grædende mig selv i søvn. Nej. Ikke mere af det.

Min telefon vibrerede lige som jeg var ved at afslutte min makeup, og jeg sprang. Min morfar Jonathan Thompsons velkendte kontaktfoto lyste op på skærmen, og bare det at se det fik noget i mit bryst til at gøre ondt. Morfar havde altid været min sikre havn, den ene person, der aldrig spillede favoritter mellem Victoria og mig.

"Hej Morfar," fik jeg sagt og prøvede at indsprøjte lidt glæde i min stemme. Fake it till you make it, ikke? "Savner du mig allerede?"

"Du skøre pige!" Hans varme stemme omfavnede mig som et kram. "Kom og se mig i morgen!"

"Morfar, jeg—"

"Det må du ikke glemme!"

Et lille, ægte smil trak i mine læber på trods af alt. "Okay, okay, jeg kommer, ikke?"

---

Næste eftermiddag fandt taxaen, jeg var i, ind i den velkendte indkørsel til Morfars brownstone på Østerbro, en pose med dagligvarer fra Irma på passagersædet. Jeg havde brugt alt for lang tid på at overveje, hvad jeg skulle tage med – hele pointen med besøget var at tjekke op på ham, sikre mig, at han spiste ordentligt, men på en eller anden måde havde jeg forvandlet det til en time-lang angstspiral. Skal jeg tage økologisk grønkål eller almindelig? Kan han stadig lide de fancy proteinshakes? Vil han himle med øjnene over det glutenfri brød?

Efter chaufføren havde trukket over, skiftede posen med dagligvarer let i bagsædet, en æske med hans yndlings Earl Grey te truede med at spilde ud. Jeg havde grebet den impulsivt, mindet om alle de gange han havde lavet te til os, mens han hjalp mig med min matematiklektier. Sådan en lille ting, men at tænke på det nu fik mine øjne til at brænde.

Parker, Morfars langvarige butler, åbnede døren, før jeg overhovedet kunne ringe på klokken. Hans velkendte værdige ansigt lyste op med et varmt smil. "Velkommen tilbage, Frøken Summer. Kom indenfor, vær så venlig."

Jeg begyndte at gå mod køkkenet med min dagligvarepose, men Parker rømmede sig blidt. "Professor Thompson har en gæst i dag."

"En gæst?" Jeg rynkede panden. "Men bedstefar sagde i dag..."

En dyb, velkendt stemme lød fra kontoret og stoppede mig i mine spor. "Markedsindikatorerne var klare, professor. Det virkelige spørgsmål var, om bestyrelsen ville erkende dem i tide."

Den stemme. Mit hjerte stødte i brystet. Det kunne ikke være.

"Brandon, min dreng." Bedstefars varme latter lød ned ad gangen. "Du har ikke besøgt din gamle professor i evigheder. For travlt med Wall Street?"

Brandon. Brandon Stark. Her. Indkøbsposen føltes pludselig alt for tung i mine arme. Hvad var chancerne? Hvad var de forbandede chancer for, at han ville være her i dag af alle dage?

"Er Summer her?" Bedstefars stemme lød fra kontoret, og jeg indså, at jeg måtte have lavet en lyd af nød. "Kom ind, kære!"

Mine fødder bar mig frem på autopilot. Kontordøren syntes at tårne sig op foran mig, tunge egetræspaneler skjulte den scene, der ventede på den anden side. Tag dig sammen. Du gør ikke noget forkert. Dette er din bedstefars hus.

Jeg skubbede døren op og forsøgte at få et afslappet smil frem. "Hej, bedstefar! Jeg har bragt nogle dagligvarer—"

"Jeg sagde, du bare skulle komme over." Bedstefars falske strenge stemme blev modsagt af varmen i hans øjne.

Jeg satte posen ned og gik hen for at kramme ham, indåndende den velkendte duft af hans cologne og gamle bøger. I et øjeblik kunne jeg lade som om alt var normalt. At jeg bare besøgte min bedstefar som altid, ikke gemte mig fra skandale og samfundssladder.

"Kom her," sagde han blidt. "Lad mig få et godt kig på dig."

Jeg trak mig tilbage og fremkaldte mit bedste legesyge ansigtsudtryk. "Bedstefar, jeg har savnet dig så meget! Har du savnet mig?"

"Savnet dig? Vrøvl." Men hans hånd kom op for at klappe mig blidt på hovedet, præcis som da jeg var lille. Så skiftede hans tone en smule. "Stadig opfører du dig som et barn. Kan du ikke se, jeg har en gæst?"

Ja. Ham. Jeg vendte mig langsomt, vel vidende hvad jeg ville se. Brandon Stark sad i en af læderstolene, og så ud som den Wall Street titan han var, i endnu en perfekt skræddersyet jakkesæt. Hans mørke øjne betragtede mig med den samme intensitet, jeg huskede fra Manhattan Club, som om han kunne se lige igennem alle de forsvar, jeg prøvede at sætte op.

"Brandon," bedstefars stemme bar en note, jeg ikke helt kunne tyde. "Lad mig introducere dig til min barnebarn, Summer Taylor."

Jeg havde lyst til at grine af det absurde i det hele. Åh, vi har mødt hinanden, bedstefar. Han reddede mig fra at blive overfaldet, gav mig et isbad og friede derefter. Du ved, helt normale ting.

"Summer, dette er min tidligere student, Brandon Stark."

"Hvad laver du her?" Ordene slap ud, før jeg kunne stoppe dem.

En mundvig på Brandon løftede sig i det irriterende halvsmil. "Frøken Taylor. Godt at se dig igen."

"Åh?" Bedstefars øjenbryn løftede sig en smule. "Kender I to hinanden?"

"Haha," jeg sprang hurtigt ind, nok lidt for lystigt. "Vi har mødt hinanden kort. Hr. Stark hjalp mig ud af nogle problemer, ikke sandt, hr. Stark?"