Prolog

"Hvor længe skal vi håbe; håbe på hjælp, håbe på frelse, håbe på hævn, håbe på, at ondskaben endelig taber? For at være ærlig, er jeg klar til at skubbe håbet til side og fortælle det at træde tilbage, mens jeg sparker en ond heks i røven. Se, jeg kan lade være med at bande, hvis jeg vil, så stik den, tøser." ~Jen

"Jeg sagde jo, hun ville være smuk," Decebel holdt deres lille pige i sine arme og stirrede ned på hende med mere beundring, end Jen nogensinde havde set i nogen øjne. Han virkede endnu større end normalt, mens han holdt sådan en lille person i sine arme.

"Duh, hun kom fra mig, hvad skulle hun ellers være?" fnøs Jen.

Decebel kiggede op fra Cosmina og smilede til hende. "Hun er halvt min, ved du?"

Jen lod et frækt smil krydse sine læber, "Så vidt du ved."

Decebel lod en lav knurren slippe ud. Jen vidste, han ikke kunne hævne sig, mens han holdt deres datter. Jen pumpede sin knytnæve i luften. "Åh, for pokker ja! Du kommer til at holde hende hele tiden, fordi du ikke kan gøre en skid, når hun er i dine arme, din store bamse."

Decebel rejste sig langsomt, og så ud som den rovdyr han var. Han gik over til den pyntede, gule vugge, der stod ved foden af deres seng. Den var frygtelig, men Jacque og Sally havde været så stolte af den, så Jen udholdt dens tilstedeværelse, men rullede med øjnene hver gang hun så på den. Han lagde Cosmina forsigtigt ned i den og kærtegnede hendes lille kind med en finger. Så løftede han sit ansigt, og hans øjne, øh, gør det til glødende øjne, tilføjede Jen for sig selv, mødte hendes. Jen lavede en kæmpe taktisk fejl, da hun så det sultne blik i sin mands ansigt. Hun tog et skridt tilbage. Aldrig, aldrig trække sig tilbage fra et rovdyr, det gør dem bare endnu mere ivrige efter at jage.

"Er det gået op for dig, Jennifer, at jeg måske bare kunne lægge hende ned?"

Jen forsøgte at tale, men kun en piben kom frem. Hun rømmede sig og forsøgte igen.

"Selvfølgelig gik det op for mig," sagde hun nonchalant. "Jeg regnede bare med, at du aldrig ville lade hende ude af syne." Jen forbandede sig selv, da hun løftede sin fod for at tage endnu et skridt tilbage. Decebel grinede, og det var hendes tur til at knurre. Hun var ikke bytte. Hun ville ikke opføre sig som bytte. Men da hun så sin mand sætte sig i en angrebsstilling, besluttede hun, at måske var hun bytte i dag, og bytte løber som bare fanden, når nogen vil spise dem.

"Jennifer," spandt Decebel. "Tilbyder du dig selv som frokost?" Hans skinnende smil, der kun bestod af hjørnetænder, fik hende til at ryste.

Hun tog endnu et skridt tilbage og mærkede dørhåndtaget i ryggen. Sejr, tænkte hun. Hun vidste, at Decebel ikke ville efterlade deres lille Cosmina alene for at jagte hende. Decebel må have set triumfen i hendes øjne, for lige da hun drejede håndtaget og rev døren op, sprang han med et stort brøl. Jen løb som om helvedes hunde var efter hende, og hvad kunne man ellers sammenligne Decebel med?

Hun hørte sin makker knurre, og så hørte hun i sit sind, "Kylling."

"Måske," svarede hun. "Men denne kylling lever for at kæmpe en anden dag."

Hun hørte Decebel le og følte de velkendte sommerfugle af begær røre på sig. Forbandede ulv, tænkte hun.

"Du bliver nødt til at komme tilbage til vores værelse på et tidspunkt, Jennifer, du kan ikke løbe for evigt."

Jen rullede med øjnene, "Jeg løber ikke. Jeg... vælger bare at tage en lang omvej."

"Bliv ikke for længe. Jeg har brug for dig." Jen hørte noget ændre sig i hans stemme, en slags desperation der var helt ude af karakter for ham. Det syntes at strømme gennem deres bånd.

"Dec, er du okay? Er Cosmina okay?"

"Cosmina?" sagde han hendes navn langsomt, som om han havde glemt det.

"Decebel, tal til mig."

"Jeg prøver. Jeg bliver ved med at sige, at jeg ville redde dig, hvis jeg kunne. Jeg bliver ved med at prøve at nå dig, men du bliver ved med at dø og skrige, og så bliver vores baby født, og hun er så lille og trækker ikke vejret. Jeg prøver skat, jeg vil ikke have, at han rører ved dig igen, men jeg kan ikke nå dig, jeg kan ikke redde dig. IKKE IGEN, JEG KAN IKKE SE DET HER IGEN. JENNIFER!"

Jens øjne fløj op, da hun gispede efter vejret. Hun blinkede flere gange og satte sig langsomt op.

"En drøm," mumlede hun, "Det var en forbandet drøm."

Men ikke den sidste del. Ikke Decebel der råbte efter hende. Det havde været virkeligt. Hun kunne føle ham, føle varmen fra det helvede han gennemgik kærtegne hendes hud og brænde hendes sjæl. Han havde på en eller anden måde kontaktet hende i hendes søvn, og en del af hende ønskede at falde tilbage i søvn, så hun kunne komme til ham, fortælle ham at hun var okay. Nå, ikke rigtig okay, hun var vred, men ellers uskadet. Hun ville forsikre ham om, at hun var på vej til ham, og hun ville rive portene til Mellemverdenen ned til grus for at nå til ham. Den anden del ville dræbe noget, hvad som helst. Hendes ulv var rastløs og gik konstant frem og tilbage inde i hende. Mager, mager, mager var et mantra i hendes sind, da hendes ulv længtes efter ham. Det var vanvittigt, og alligevel trøstende fordi hun ikke var alene i sin smerte og frygt. Men hendes ulv kunne gøre noget, som Jen ikke kunne. Jens ulv havde ikke følelser, der rodede med hendes hjerne. Hendes ulv var fokuseret på to ting; få deres mage, beskytte deres hvalp. Hun ville gøre alt for de to ting. Der var ingen gråd, frygt eller vrede. Kun beslutsomhed for at genvinde det, der var deres. Vores mage, hørte hun sin ulv i sit sind, han er vores, og vi vil dræbe den, der tog ham.

Helt rigtigt, tænkte Jen, vi vil dræbe hende og så sætte hendes hoved på en spyd midt på slagmarken, så alle kan se, hvad der sker, når man roder med hunnerne af Canis lupus. Blodtørstig, meget? Måske lidt!