Kapitel 9 Hvorfor virkede planen ikke?

"Skal vi tale om, hvad der skete, eller ej?" spurgte Isabel stille, mens hun rykkede tættere på for at undgå, at John hørte det. Anna stirrede vantro på Isabel. "Hun har godt nok nosser til at spørge mig om det," tænkte Anna forbløffet, men hun burde vel ikke være overrasket.

"Den del, hvor du var en kælling. Eller den del, hvor du underminerede mit ægteskab?" Isabel stammede forfjamsket, og hendes blonde hår var ude af kontrol, mens hendes øjne så bekymrede ud. Anna lænede sig op ad dørkarmen og stirrede hende ned. Hun kunne næsten læse Isabels ansigtsudtryk som en åben bog; hun var tydeligvis bekymret. Anna kunne godt lide tanken om, at Isabel for en gangs skyld var bekymret.

"Jeg... jeg... ved ikke, hvad der foregår med dig, men du opfører dig skørt," hviskede Isabel og trådte tættere på. "Helt anderledes end dig selv, og jeg kan ikke lide det."

"Du mener, at jeg ikke længere finder mig i dit lort og gør, hvad du siger?"

"NEJ! Selvfølgelig ikke."

Anna smækkede døren til flyttebilen i og lænede sig op ad den. Hun krydsede armene og skubbede en rød hårtot tilbage. Hun gravede sine hænder ind i sine arme i håb om, at det ville holde hende fra at slå Isabel i ansigtet.

"Du forsøgte at få mig til at forlade min mand. Hvad mere er der at sige?"

"Jeg blev chokeret over at se dig der, og jeg var vred over, at vores plan ikke lykkedes. Jeg er bare bekymret for, at du ikke kommer ud af et ægteskab, der tydeligvis ikke fungerer for dig."

"Jeg bestemmer selv, hvad der fungerer for mig og hvad der ikke gør."

"Det var ikke, hvad du sagde i går aftes!"

"Nå, som jeg sagde tidligere, jeg spurgte bare min mand, og jeg stolede på ham."

"Du var et rod i går aftes!" sagde Isabel i en kold tone. "Jeg forsøgte bare at tage mig af dig."

Anna så på den falske bekymring i sin kusines ansigt og følte sig syg. "Hvordan kunne jeg nogensinde tro, at hun forsøgte at hjælpe mig?" tænkte Anna trist. "Jeg antog vel bare altid, at hun elskede mig, fordi hun var den eneste familie, jeg havde, der aktivt deltog i mit liv. Isabel er tydeligvis kun ude efter sig selv."

"Jeg kan tage mig af mig selv og træffe mine egne beslutninger," sagde Anna højt og afbrød sine tanker, mens hun gik forbi Isabel.

"Men du har altid haft brug for mit råd og hjælp før," sagde Isabel og prøvede en blidere tilgang, mens hun greb Annas arm. "Siden vi var børn, har du været afhængig af mig, jeg har altid taget mig af de store beslutninger."

"Heldigvis kan jeg tage mig af mig selv," sagde Anna med lav stemme, mens hun vendte sig og trak sin arm fri.

Hun gik hen til John, men undgik ikke det rå raseri, der flammede op i Isabels øjne. Hun prøvede at lade som om, hun ikke kunne mærke Isabels blik på sig, mens hun talte med John. Isabel havde altid elsket at have kontrol. Til sidst havde hun altid haft en villig marionet i Anna.

"Jeg lod hende fuldstændig kontrollere mig. Hun prøvede endda at vælge min brudekjole, da jeg giftede mig med John," tænkte Anna for sig selv, mens hun talte med John og holdt Isabel i periferien af sit syn. "Jeg havde aldrig mistanke om, at hun kunne have bagtanker."

"Er du okay?" spurgte John og brød ind i hendes tanker, mens han blidt strøg hendes arm for at få hendes fulde opmærksomhed.

"Jeg har det fint. Bare tænker," sagde Anna, mens John vendte sig væk med et smil og et sidste strøg mod hendes arm.

Anna betragtede sin kusine og forsøgte at skrælle lagene væk, der skjulte Isabels sande jeg fra verden. "Hun er så god til at lade som om, men inderst inde tror jeg virkelig, hun hader mig," tænkte Anna, mens hun betragtede hende.

Pludselig tænkte Anna på natten, hun var død i sin lejlighed, da noget, der havde generet hende, faldt på plads. Intet i lejligheden havde været ude af plads, selv hendes ring lå stadig i sukkerskålen. Enhver tyv med respekt for sig selv ville have fundet den.

Isabel fangede hendes blik og satte det sårede hundeudtryk på, der altid narrede alle. "Jeg er glad for, at jeg ved bedre nu," tænkte Anna trist og rystede på hovedet. Anna stirrede på hende og veg ikke tilbage, mens alle mulighederne omkring den skæbnesvangre nat rullede rundt i hendes hoved. Der var kun én konklusion at drage, men det gjorde hende syg at overveje det seriøst.

"Åh Gud," tænkte hun, da den uundgåelige sandhed faldt på plads. "Hun sendte de mænd for at dræbe mig!"