5__Fanget på rødhænds

"Hvad?" spurgte Kamilla. "Du kan...?"

Rogan lo, en dyb lyd med en vag tone af hån. Kamilla stirrede på ham. Kunne hun stole på denne mand?

"Jeg ved, Kamilla, at du er her mod din vilje, tvunget til at gifte dig med en mand, du aldrig har mødt. Viktor, vores unge konge, er ikke en venlig mand." Han vippede hovedet. "Jeg synes bare ikke, det er retfærdigt."

Kamilla sank en klump. Det var slet ikke retfærdigt. Hun kiggede rundt ud af øjenkrogen. Viktor var ikke her. Hvis denne mand kunne få hende væk fra dette sted, skulle Kamilla så ikke lade ham gøre det? Hvad hvis det var hendes eneste chance for at flygte?

På rystende knæ tog hun et skridt frem.

Uden et ord løftede Rogan en hånd og bad om hendes. Kamilla prøvede at lade være med at lade sit hjerte banke hurtigere, da hun lagde sin hånd i hans, men det var nytteløst. En Vampyrs blotte tilstedeværelse kunne få dig til at ryste, men hans berøring? Kamilla gøs.

Det var dog ingenting i forhold til, hvordan hun følte, når Viktor dukkede op. Det var som om, hendes hjerte ville springe ud af brystet og gå til ham, følelsen var overvældende.

Og nu ville hun være fri for det.

Med et nik og et smil vendte Rogan om på hælen og trak Kamilla i den modsatte retning.

Rogan trak hende bag en stor blomsterkrukke, der skjulte dem fra de andre gæster.

Kamillas hjerte bankede. Hvad hvis de blev fanget? Ville kongen virkelig hænge hende fra Hekseklippen? Hun bed sig nervøst i læben.

Hørte en lav knirken, hun kiggede og så Rogan åbne en hemmelig dør. Før hun kunne nå at bande, havde han trukket hende ind i mørket.

"Vent, hvor skal vi hen?"

Rogan lo let. "Til sikkerhed, min dronning. Ønsker du ikke at være fri fra din forlovede?"

Kamilla sagde intet. Han trak hende rundt om et hjørne, hvor der pludselig var lys. Korridoren var bred og lyste med det gyldne skær fra lamperne.

Pludselig bandede Rogan. Hun gispede, da han pludselig stoppede. Kamilla kiggede op med store øjne, og foran dem skiftede luften.

Lige da hendes hjerte begyndte at panikke, dukkede han op, som en drøm foran hendes øjne.

Gående let ud af mørket, smilede Viktor.

Kamilla krympede sig bag Rogan og kunne ikke stoppe sin rysten.

"Hvad er dette?" spurgte Viktor, hans stemme stille men med en underliggende vold, en uudtalt trussel. Kamilla ville græde. Hun skulle hænges fra Hekseklippen, hvor det så end var. Han ville dræbe hende, og hendes mor ville aldrig få det at vide.

"Viktor," hilste Rogan, stadig holdende Kamillas hånd.

Kamilla kiggede op og så ham smile. Hvad i alverden smilede han over?! Vidste han ikke, hvilke farer de stod overfor? Vidste han ikke noget om heksejægere?!

"Kamilla."

Hun frøs. Kongen havde kaldt på hende. Langsomt kiggede hun over Rogans skulder.

Da Kamilla så Viktors ansigt, var det lige før, hendes knæ gav efter.

Han var rasende.

Han stod fuldstændig stille, hans krop afslørede ingen form for vrede, men hans øjne. Kamilla kunne se vreden koge i de glødende grønne øjne.

"Ja?" hendes stemme var knap en hvisken.

"Jeg skulle bare vise din brud haverne, Viktor. Intet andet," sagde Rogan roligt.

Da Viktors blik sænkede sig til deres sammenflettede hænder, rev Kamilla sin hånd ud af Rogans.

Målet var at overleve længe nok til at undslippe. Hun ville ikke klare det, hvis hun blev ved med at gøre kongen vred.

"Kamilla," kaldte Viktor igen, fuldstændig ignorerende Rogan. "Kom herover."

Kamilla stivnede ved hans autoritære tone, ønskede at fortælle ham, at han kunne rende og hoppe, men hun holdt sin mund.

Stift trak hun sig ud fra bag Rogan og gik langsomt hen mod Viktor. Jo tættere hun kom, jo stærkere følte hun hans vrede. Kamilla gispede. Hun kunne mærke hans raseri, det strålede ud fra ham og syntes at trænge ind i hende.

Følte sig både fascineret og skræmt, stirrede hun op på ham. Viktors mund krummede op i et skævt smil, og før Kamilla kunne reagere, havde han grebet hende om livet og trukket hende ind mod sin krop.

Hans mund dækkede hendes, og Kamilla så stjerner. Han dominerede kysset fuldstændigt, tog så meget fra det, som han ønskede. Kamilla klynkede mod ham, selvom hendes hænder klamrede sig til hans jakke.

Hun vidste ikke, om hun skulle skubbe ham væk eller trække ham tættere! Hun mærkede hans tunge danse rundt om hendes, forførte hende til en tilstand af total svaghed.

Kamilla kunne mærke, hvordan hun overgav sig. Ude af stand til at holde sig tilbage længere, løftede hun sig op på tæerne for at kysse ham tilbage, men blev efterladt gispende, da Viktor rev sin mund væk fra hendes.

Kamilla sank, kæmpede for at få vejret. Hendes hoved hvilte mod hans skulder, og hun hørte hjerteslag. Det mærkelige var, at hun ikke var sikker på, om det var hendes eller Viktors.

Det lød som begge, det lød som om deres hjerter bankede sammen.

Kamilla hørte Rogan le bag sig. "Ingen grund til at vise ejerskab, Viktor. Hvad du tænker, er ikke min hensigt."

"Jeg foreslår, Rogan," sagde Viktor, "at du vender tilbage til festen. Jeg vil selv vise min dronning haverne."

"Hun ønsker ikke at være her. Hvilken slags konge ville du være, hvis du tvang hende til sådan et liv—"

"Rogan!" Viktor brummede.

Kamilla holdt vejret.

Hun kunne ikke engang se tilbage på Rogan, så hun stirrede bare på Viktors skulder.

"Sådan, Rogan," sagde Rogan. Kamilla kunne høre smilet i hans ord og undrede sig irriteret over, hvad pokker han smilede af. Han havde fået hende ind i denne knibe!

For pokker, og nu skulle hun håndtere kongen og hans vrede.

Hun hørte ikke Rogan gå væk, men vidste på en eller anden måde, at han var væk. Stilheden faldt omkring dem, og langsomt trådte Viktor et skridt tilbage for at se ned på hendes ansigt. Kamilla ønskede at træde væk og skabe mere afstand mellem dem, men hendes fødder nægtede at bevæge sig.

Hun bed sig i læben og risikerede at miste begge øjne under hans skarpe blik, da hun kiggede op på ham. Viktor stirrede ikke.

Han smilede. Et koldt, ondskabsfuldt smil, der fik Kamilla til at bekymre sig om, hvad han tænkte. For pokker! Måske kunne hun have læst hans tanker, hvis hun var en fuld vampyr.

"Øhm..." sagde hun. "Vi-V..." Da hans navn ikke ville passere hendes læber, forblev Kamilla stille.

Viktors øjenbryn hævede sig hånligt. "Hvad er der? Har flagermusen taget din tunge?"

Kamilla lavede en grimasse. "Det hedder 'katten har taget din tunge'."

Viktors blik sænkede sig til hendes mund, og Kamilla skjulte hurtigt sine læber. Hun måtte beskytte sin mund mod hans for enhver pris! Hans kys havde været... voldsomt. Hun havde følt dets kraft til dybden af sin sjæl, følt deres forbindelse stærkere end noget andet, og det... skræmte livet af hende.

"Er det?" spurgte Viktor med en mørk og truende stemme. Kamilla skælvede, men nikkede. "Her siger vi 'flagermus'. Der er mange ting, vi gør anderledes her. Jeg vil lære dig, og du kan øve dig."

Hun sank en klump. Hvorfor stoppede han ikke med at smile? Det var skræmmende. Kamilla prøvede at gætte, hvad han ville gøre ved hende, da han pludselig drejede rundt og begyndte at trække hende resten af vejen ned ad korridoren.

"Hvad vil du gøre ved mig?" spurgte hun.

"Hvorfor, jeg vil lære dig, hvordan vi 'blodsugende flagermus' taler. Du skal øve dig." Han kiggede tilbage på hende og sendte hende et ondskabsfuldt smil. At hun fandt hans smil sexet, skræmte Kamilla mere end kysset. Var hun ved at blive skør?

"Hvor tager du mig hen?"

Viktor nåede enden af korridoren, som åbnede sig ud til en lang veranda med udsigt over en stor have.

"Til det bedste sted for at studere og lære vampyrterminologi," informerede Viktor hende, mens han trak hende gennem haven.

Kamilla stirrede på bagsiden af hans hoved.

"Hvor?"

"Hvor ellers?" Viktor grinede. "Hekseklippen."

Kamilla gispede og gravede hælene ned i jorden. "Hvad? Vent. Nej, nej! Vær sød at stoppe!"

Viktor ignorerede hende og trak hende let gennem den mørke have.

Kamilla trak i hans arm. Hun fortjente ikke dette! Hun havde ikke levet et liv syndigt nok til at dø sådan her!

"Du sagde, du ikke ville dræbe mig! Vær sød, dræb mig ikke!" Hun bøjede knæene og gjorde sig tungere. Det var nytteløst. Hans styrke tillod ham at bære selv ti af hende, hvis han ville, men Kamilla gav ikke op.

Da hun begyndte at gribe tilfældige planter og holde fast i dem, fandt Kamilla ud af, at hun kunne bremse ham lidt.

Irriteret løftede Viktor hende og kastede hende over sin skulder. Kamilla kunne ikke holde et skrig tilbage.

"Hvorfor gør du dette?!" råbte hun.

"Jeg sagde jo," Viktor sagde gennem sammenbidte tænder. "At dette er dit hjem, og hvis du prøvede at forlade, ville jeg hænge dig fra Hekseklippen, ikke?"

"Hvis du havde ladet mig gå, ville jeg ikke have prøvet at flygte!" Kamilla snappede.

Hun fik øje på en række høje rosenbuske og gravede hænderne ind for at klamre sig fast. Stikkene kom uventet, og Kamilla skreg af smerte. Hun rev hænderne væk, rædselsslagen over at se nogle sorte torne stikke ud af hendes håndflader.

For pokker! Hvilken slags torne havde disse buske?

Hendes hænder dunkede af smerte, Kamilla slog gentagne gange sin albue mod bagsiden af Viktors hoved.

"Lad mig ned, jeg bløder!" råbte hun.

Åh Gud, smerten!

"Stop det!" advarede han, men Kamillas hørelse blev overdøvet af smerten i hendes hænder.

Hun slog sin albue mod hans hoved igen og bad om at blive sat ned.

Da Viktor pludselig stoppede med at gå, frøs Kamilla. Med vidt åbne øjne kiggede hun rundt i haven, hvor de var stoppet. Små lys indlejret i jorden og nogle buske oplyste området omkring dem. Natten var stille med festmusik i det fjerne. Hvorfor var han stoppet?

"Øh... undskyld?" kaldte hun.

Viktor sagde ingenting. I næste øjeblik rykkede han og udstødte et blodkølende skrig. Forskrækket faldt Kamilla ned fra hans skulder og ned på jorden.

Hun så forskrækket til, mens Viktor greb sig om hovedet, hans øjne tæt lukkede. Hun gispede, da han pludselig faldt på knæ.

Hans krop rykkede voldsomt rundt, hans hænder greb om hans hoved.

Kamilla var rædselsslagen. Han var i smerte.

Hun forsøgte at kravle hen til ham.

Han løftede pludselig hovedet.

Kamilla skreg.