Kun Halvt Død

Kamilla

Træerne var en sløret masse, mens Kamilla flygtede gennem skoven. Hendes syn var tåget af aftenens dis. Hun kunne ikke se noget. Det var som at løbe gennem en sky fyldt med fælder, døden lurende bag hvert hjørne. Hun vidste ikke, hvad der ventede hende for hvert hastigt skridt, hun tog.

Hendes vejrtrækning blev besværet, mens hun pressede sine ben til at løbe hurtigere end nogensinde før. Hun var nødt til at komme væk. Tårerne fyldte hendes øjne og forstærkede den blindhed, tågen allerede havde skabt. Hendes mors desperate ord rungede i hendes sind. Igen og igen.

"Du er ikke et monster, Kamilla, sig aldrig det! Du er min smukke krigerprinsesse, forstår du? Du er stærk og smuk og speciel."

Kamilla løb hurtigere, ignorerede tårerne, der brændte for at blive grædt. Der var intet specielt ved, hvad hun var. Intet specielt ved, hvad hendes far havde gjort, før han døde. Hun ville ikke lide på grund af noget, hun ikke engang var født til at beslutte. Noget, hun var født forbandet med.

"Før han døde, Kamilla... din far, Klayton, lovede dig til kongen som sjælepartner for hans søn... den fremtidige konge af Onyx."

Jorden gav pludselig efter under hendes fod, og Kamilla faldt til jorden med et forskrækket skrig. Gispende kastede hun søgende blikke over skulderen, mens hun skubbede sig selv op igen. Hun ville være forbandet, hvis de fangede hende. Bogstaveligt talt. Men Kamilla ville kæmpe med alt, hvad hun havde. Hun var nødt til det.

Hun begyndte at løbe igen og øgede hurtigt farten. De mærkelige natlige lyde fra skoven omringede hende, og fik hende til at føle sig som byttet for hundrede dyr. Hun slog blade væk fra sit ansigt og dukkede sig under lave grene. Noget rejste sig fra jorden. Kamilla gispede. På et splitsekund snublede hun og fløj hen over skovbunden.

Jorden var kold under hendes hud, fugtig fra morgenens regn. Dens jordagtige duft fyldte hendes sanser. Hun kæmpede sig om på ryggen og kiggede i alle retninger i den mørknende skov. Intet, kun træer. En pludselig sort skygge susede forbi i hendes perifere syn. Kamillas blik vendte sig i den retning. Intet. Hun sank en klump. Et dyr. Det var sikkert bare et dyr. Det måtte det være.

Hendes hjerte bankede i brystet, slog en rytme, som kun de jagede hjerter kendte. Hjerterne hos dem, der engang havde fundet sig selv i sigtekornet på et blodtørstigt bæst. Mål. Bytte. Hun begyndte at rejse sig, men frøs i frygt. Med et skarpt gisp dækkede hun sit ansigt og krøb sammen mod skovbunden, da endnu en sort skygge susede forbi over hendes hoved.

De havde fundet hende. Kamilla var skrækslagen, for ikke at nævne rasende. De skiderikker havde fundet hende. Hun greb sin taske og kravlede hen over jorden, indtil hun fik rejst sig fra sine knæ. Med hovedet holdt lavt løb Kamilla så hurtigt, hendes trætte ben kunne bære hende, holdende sig til skyggerne bag de høje, tykke træer.

Lyden af knækkende grene fik hende til at gispe og krybe sammen mod et stort træ. Kamilla bed sig i læben, forsøgte at trække vejret så stille som muligt og fandt opgaven svær, i betragtning af hvor hurtigt hendes hjerte bankede.

Hun følte sig både varm og kold på samme tid, hendes ansigt glinsede af sved. Kamilla lukkede øjnene hårdt i og sank for at fugte sin tørre hals. Hvorfor skete det her for hende? Hvorfor i alverden skulle hendes far aflægge sådan en latterlig ed, inden han døde?! Og til en vampyrkonge, endda! Tanken var skræmmende.

Kamilla havde hørt frygtindgydende historier om vampyrer. Hun havde hørt, at de var nådesløse og kolde helt ind i deres mørke sjæle! Hun havde hørt, at hvis man blev fanget af en midt om natten, ville de vikle deres flagermusvinger omkring én og klemme én ihjel! Meget ligesom en slange.

Tanken sendte kuldegysninger ned ad hendes ryg, og Kamilla krøb tættere på træet og skjulte sig i dets skygge.

Det var den kulde, der krøb over hendes hud, der fik hende til at fryse til is. Kamilla stivnede, da hele hendes væsen blev opmærksom på tilstedeværelsen bag hende.

Rystende fra top til tå vendte Kamilla sig langsomt om. Det var som en sky af mørke hang bag hende, og ud af den så hun med rædsel to glødende grønne øjne stirre på hende.

Et urealistisk smukt ansigt dukkede op med øjnene og nærmede sig Kamilla. Hendes ansigt var frosset i rædsel, indtil mandens mund afslørede to skarpe hugtænder og grinede til hende.

"Bøh!" hviskede han.

Skriget, der rev sig løs fra hendes hals, var højt nok til at knuse glas. Kravlende væk på hænder og knæ forsøgte Kamilla at flygte, hendes skrig stoppede ikke et eneste sekund.

"Satans, Vlad!" hørte hun nogen mumle mørkt. "Jeg sagde, du ikke skulle skræmme hende!"

Kamilla stoppede ikke, selv da hun hørte stemmerne, og fortsatte sine forsøg på at flygte, de skræmmende hugtænder, hun havde set, stadig friske i hendes hukommelse.

Da hendes hånd landede på noget hårdt og formet alt for meget som en sko-beklædt fod, stoppede Kamilla med at kravle i skyggerne og løftede langsomt sit ansigt.

Det var en anden! Manden holdt sine hænder ud i en beroligende gestus. "Hej der," sagde han, hans lyse røde pupiller glødede som rene rubinædelstene. "Vær ikke bange—"

"Åh, min Gud! Hjeeeelp! Hjælp!" skreg Kamilla, mens hun kravlede væk fra ham. "Åh, Gud! Åh, Gud!"

"Vent! Vi vil ikke skade dig!" bad han og nærmede sig. "Vent venligst..."

Kamilla kravlede væk fra ham, så hurtigt som en kanin. Som om hun ville vente! Vente på hvad? På at han skulle klemme hende ihjel med sine flagermusvinger? Kamilla rejste sig op og løb så hurtigt, hun kunne, men hendes flugt blev hurtigt afbrudt. En anden dukkede op, hans blonde hår var strøget tilbage, så hans høje kindben og skarpe grønne øjne var tydeligt synlige for hende.

Kamilla løftede en rystende hånd, den anden klemte om hendes taske, mens hun langsomt bevægede sig baglæns. "P-please... gør mig ikke noget."

Hendes hjerte bankede af panik, og Kamilla drejede rundt for at fortsætte med at løbe, men stoppede straks.

Hendes knæ blev svage, og hun sank langsomt ned på skovbunden.

Hendes øjne var vidt åbne, hendes hjerte racede nu. Kamilla følte, at hun aldrig igen ville kunne trække vejret.

Hun stirrede, ude af stand til at fjerne sine øjne fra synet foran hende. Selvom det var skræmmende, var det hypnotisk i sin skønhed.

De omringede hende, som en mur af sort.

Deres øjne glødede, og den magt, de udstrålede, kunne mærkes selv af en død mand.

Syv af dem. Høje, blege og syndigt smukke.

Kamilla sank en klump.

Den blonde, der havde fanget hende, trådte frem, hans grønne øjne fokuserede på hende.

"Kamilla," sagde han, hans stemme en forførende hvisken. Han bøjede hovedet. "Vores dronning."