KAPITEL 166

VINTER

Jeg stopper øverst på trappen, min hånd griber fat i gelænderet som om det er det eneste, der holder mig oprejst.

Hver del af mig skriger på at vende om.

Jeg skylder ham intet.

Ikke min tid.

Ikke mine ord.

Ikke engang et blik.

Bare gå væk.

Hvis han kvæles i skyldfølelse, godt. Lad...