Det Kommer I Tre

Charlottes synsvinkel

Jeg var taknemmelig for, at regnen havde besluttet at besøge os i dag... den skjulte mig fra den ubarmhjertige tortur, der fulgte med at bo på Glenstone Drive.

Min mor raslede med sine piller fra det nærliggende badeværelse, og mine ører krympede sig ved den velkendte lyd... hun ville snart falde i søvn, i det mindste.

Jeg forblev stille, krammede mine tynde knæ mod brystet, mens jeg bare stirrede ud af mit soveværelsesvindue, mens regnen hamrede mod glasset.

Hvorfor skulle de altid vælge mig? Livet ville være så meget lettere, hvis de ikke valgte mig...

Jeg vidste, at regnen ikke ville beskytte mig for evigt, især da jeg skulle tilbage i skole igen i morgen.

På den anden side ville der endelig være en ende på min sommer af tortur.

Min mor - som ofte lod som om hun var årets mor over for vores naboer - ville altid have mig udenfor.

Selv når jeg tiggede og bad om at blive inde, sagde hun ofte, at 'det får mig til at se ud som en dårlig mor,' men jeg kendte allerede sandheden.

Det var virkelig fordi hun kæmpede med afhængighed og ville have mig ude af syne så længe som muligt... fordi dybt nede hader hun mig.

De eneste dage, hun faktisk ville overveje at lade mig blive indendørs, var hvis vejret var dårligt - som i dag.

Jeg pressede mit hoved mod det kolde glas, mens det triste vejr forblev en refleksion af, hvordan jeg havde det.

De tre af dem hang altid rundt her, da deres forældre alle boede på samme gade som os.

Da jeg var yngre, og da det hele først begyndte, prøvede jeg endda mit bedste for at overbevise min mor om at flytte væk, et sted rart, et sted varmt, men besværet var langt større, end hvad hun gad.

Siden min far forlod os for en anden kvinde, blev hun bare værre. Det var et ventende spil på dette tidspunkt, fordi jeg var sikker på, at pillerne snart nok ville dræbe hende...

"Lottie!" Hun råber med en moderlig stemme, som ville narre enhver til at tro, at hun var en god forælder.

"Ja?" råber jeg tilbage, mens jeg ser regnen langsomt stoppe - hvilket får mit hjerte til at slå hurtigere.

"Regnen stopper... du kan gå ud nu." Hun råber tilbage, mens jeg lukker øjnene og trækker vejret.

Intet godt varer evigt, gør det?

"Mor, jeg har det ikke så godt..." prøver jeg, før hun afbryder mig fuldstændigt og råber tilbage-

"Hold kæft! Den friske luft vil hjælpe... nu ud med dig." Hun argumenterer tilbage, mens jeg sukker - velvidende alt for godt, at hun ikke ville lade det gå, før hun fik, hvad hun ville.

Siden min far forlod, har hun kæmpet med at se på mig i mere end ti sekunder ad gangen...

Jeg bevægede mig langsomt, tog mig god tid til at tage varmere tøj på. Jeg samlede derefter mine sokker og støvler - bevægede mig i sneglefart for at tage dem på og binde snørebåndene.

Måske kunne jeg gemme mig et sted i huset... så behøver jeg ikke gå udenfor?

Jeg vejede fordele og ulemper ved ideen, og besluttede, at sidste gang jeg prøvede det trick, fangede hun mig, og det gik værre for mig i det lange løb.

Ingen mad i en uge, og hun ville ikke lade mig komme ind igen før midnat de fleste dage... for ikke at nævne den tæsk, jeg fik for det...

Jeg krympede mig ved mindet, velvidende at det ikke tog meget for hende at miste besindelsen... jeg bebrejdede ofte mig selv, da det virkede som om de fleste mennesker, jeg havde mødt indtil videre i mit liv, enten havde forladt mig eller udtrykt deres had til mig.

Jeg er problemet.

Jeg tog min sidste støvle på, bandt snørebåndene i sneglefart, mens mit sind løb med flere deprimerende tanker.

"For helvede Charlotte! Hvad laver du?!" hører jeg min mor råbe igen, hendes stemme havde en let hvæsen i tonen mod slutningen.

"Kommer!" råber jeg tilbage, tvinger svaret ud af min hals, mens jeg står og tager en mørk jakke på fra bag døren.

Forhåbentlig kan jeg gemme mig et sted og blande mig med omgivelserne i disse kedelige farver...

Jeg slæber mig ned ad trappen og ser hende stå i bunden - ventende på min tilstedeværelse. Hendes arme var stramt foldet over brystet, og hendes ansigt matchede hendes kropssprog godt - med en skarp skulen.

"Hvis du tager så lang tid om at gøre dig klar igen, vil jeg slet ikke lade dig komme ind!" Da jeg var inden for rækkevidde, greb hun mig og trak mig resten af vejen ned ad trinene og slæbte mig mod hoveddøren.

"Ud med dig! Kom ikke tilbage før om mindst to timer!" brummer hun og åbner døren for mig.

Jeg træder ud på verandaen, kigger rundt på den stille gade, mens jeg trækker vejret roligt og hører døren smække bag mig.

Jeg går ned ad trinene og beslutter, at det ville være bedst at finde et godt skjulested før snarere end senere.

Jeg trækker hætten op og skynder mig ned ad fortovet i den modsatte retning af Jasons og Tommys hus.

Det eneste problem var, at jeg stadig skulle forbi Holdens hjem og håbe på det bedste... Jeg tænkte, at det var bedre at undgå 2/3 af deres hjem på gaden end ingenting.

Jeg nærmer mig den marineblå pickup, der tilhører Tommys far, og sænker mine skridt forsigtigt. Jeg havde svært ved at se på grund af de store hække, der skjulte stien ind til hans hjem...

Hvis jeg kunne komme forbi og længere ned ad gaden, kunne jeg nå skoven og gemme mig!

Jeg nærmer mig den blå pickup forsigtigt, uden at høre meget andet end vindens blide fløjten.

Jeg besluttede at stikke hovedet rundt og stirre ind i Tommys have, og jeg udstødte et lettelsens suk ved at se, at forhaven var tom.

For en gruppe sekstenårige virkede de altid til at hænge rundt på gaden ved et af deres huse. Man skulle tro, de havde bedre ting at tage sig til, måske endda fester at deltage i? Men her var de, altid klar til at gøre mit liv til et helvede.

Jeg fortsætter ned ad gaden og føler mig en smule bedre tilpas ved tanken om, at i dag måske også kunne blive en sikker dag. Jeg når snart enden af vejen og møder trægrænsen med en 'hundelufters' sti, der fører ind i skoven.

Selvom det var skræmmende om natten, var det her, jeg følte mig mest tryg om dagen - væk fra de tre.

Jeg træder ind i trægrænsen og ser et par naboer i det fjerne, der går tur med deres hunde, mens jeg trækker vejret roligt.

I det mindste, hvis noget skete nu, ville de se det...

Jeg beundrer blomsterne, mens regnens fugtighed fremhæver deres levende farver, mens jeg fortsætter min gåtur.

Hvordan jeg skulle få to timer til at gå i dette kolde vejr, ved jeg ikke...

Jeg passerer nogle af vores velkendte naboer og hilser på dem, mens de vender om og går tilbage ned ad den grusede sti mod deres hjem igen.

Det virkede, som om jeg var alene nu...

Jeg ønskede, at jeg i tider som disse havde min egen telefon, hvor jeg kunne slå tiden ihjel ved at se tilfældige videoer eller spille dumme spil som de andre børn gør i skolen.

"Nå, nå, du kan bare ikke få nok af os, kan du, luder? Kunne ikke vente til i morgen med at se os i skolen, hva'?" hører jeg Holdens velkendte hånlige tone, hvilket får min krop til at stivne.

"Følger du efter os nu, eller hvad?" Jason griner, mens jeg vender mig om og ser de tre nærme sig, afslørende sig selv bag træerne.

De må nu vide, at det er her, jeg kommer for at prøve at gemme mig for dem...

Min mund åbnede og lukkede sig, mens mit hjerte hamrede af frygt for de tre drenge, der stod højere end mig.

De gik tæt nok på til, at jeg kunne lugte stanken af cigaretter og aftershave.

"Vil du prøve at løbe væk i dag, eller vil du gøre det nemt for os?" spørger Tommy og skubber til min skulder, mens jeg gisper ved handlingen.

Skal jeg prøve at løbe?!

Hver gang jeg har prøvet at løbe, har de fanget mig!

Jeg er ikke hurtig, så hvad er pointen?!

Skal jeg bare blive her med dem og få det overstået?!

Men hvad nu hvis de beslutter sig for at dræbe mig denne gang? Hvad nu hvis de går for langt?!

"Det ser ud til, at du vil blive... bare rolig, vi vil ikke markere dit ansigt... vi holder dig pæn til din første dag tilbage i skolen!" Tommy (som ofte var lederen af de tre) trækker den velkendte springkniv op af lommen.

Ikke dette i dag... alt andet end dette...

"P-Please..." hvisker jeg næsten, mens de griner og ryster på hovedet af min nytteløse tiggeri.

"Hold hende fast," instruerer Tommy, mens de andre to griner og hurtigt bevæger sig mod mig, trækker mig væk fra stien og ind i træerne, mens mine øjne fyldes med tårer ved den frygtelige smerte, jeg var ved at skulle udholde.

Please, Gud, lad dem bare ikke dræbe mig endnu...