Afvæbnet

Kapitel Et

Zen’s POV

Det var alt for pokkers lyst udenfor. Jeg gjorde mit bedste for at knibe øjnene sammen mod de stråler af lys, der skinnede gennem de åbne gardiner. Jeg skulle have lukket de forbandede ting i går aftes. Da mine øjne havde vænnet sig til lyset, kiggede jeg forsigtigt på den nøgne kvinde ved siden af mig. En pæn figur, formodede jeg, men jeg skælvede ved tanken om, hvor hun havde været. Det tog tøsen tyve minutter at følge mig op til dette hotelværelse. Hvad var hendes navn nu igen?

Heldigvis for mig, virkede hun stadig temmelig slået ud. Jeg sov aldrig længere end til klokken syv, og i dag var ingen undtagelse. Jeg trak mig langsomt ud af den bløde hotelseng, strakte mine trætte muskler undervejs, og fandt min Android i min jakke. Den viste en tekstbesked og et tidspunkt på 6:42. Det gav mig omkring tre timers søvn. Fantastisk. Jeg kunne have fået mere, hvis jeg havde holdt det i bukserne.

Jeg fandt mine smøger frem, satte dem på marmorbordet, før jeg trak mine arme ind i min tætsiddende sorte skjorte. I går aftes var jeg en del af tjenerstaben, hvilket sagde en del om kvindens standarder. Hun vidste endnu ikke, at hendes syge fuck af en mand var død. Jeg tog mine sko på, kørte en hånd gennem mit ørelange ravnsorte hår og tørrede bagsiden af min anden hånd over min mund for at fjerne eventuelle spor af læbestift. Jeg sov altid i bukser. I mit arbejde skulle man være klar til alt. At blive fanget med bukserne nede var bare ikke en mulighed.

Nu skulle jeg bare komme ud herfra, før-

"Var du bare ved at gå uden at sige noget?" Den højfrekvente og klynkende stemme fik mine ører til at bløde. Uden at vende mig, greb jeg mine smøger, trak en ud med læberne og skubbede pakken i baglommen.

"Morgen, skat. Havde du søde drømme?" spurgte jeg, så uinteresseret som jeg følte mig. Hun fnyste.

"Du kan ikke bare gå, Joey. Jeg er ikke en eller anden call girl. Hvordan tror du, det får mig til at føle?" klagede hun. Jeg vendte mig mod hende med mit sødeste smil.

"Det er netop det, skat. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvordan du føler." Jeg smirkede, da jeg hørte hende gispe, men fortsatte ud ad døren. Hun havde godt nok en beskidt mund, når hun ikke fik sin vilje. Heldigvis for hende havde hun lige arvet en masse penge fra sin sukkerfar, så jeg vidste, at hendes dårlige humør ikke ville vare ved.

Halvvejs nede ad Strøget begyndte min telefon at ringe. Pokkers, jeg havde glemt at tjekke min besked. Jeg tog et sidste drag, før jeg satte telefonen til øret.

"Yo."

"Zen, din forvredne søn af en tæve."

"Dejligt at høre fra dig, Danny dreng."

"Kald mig ikke det, din arrogante nar. Hvordan sover du om natten?"

Jeg lo, hurtigt kiggede rundt, før jeg krydsede den travle byens gade. "Du har ikke ligefrem den moralske højborg her. Jeg tror, det var dig, der betalte mig for at dræbe den fede stodder."

"Ja, for at dræbe ham. Ikke for at sove med hans kone."

"Nu eks."

Han kunne ikke lade være med at grine af min forvredne humor. "Point taken. Jeg siger dig, hvis du ikke var så pokkers god til dit job, ville jeg anmelde dig selv. En som dig fortjener ikke at se solskin."

Jeg fnøs. Jeg ville være fornærmet, hvis jeg ikke allerede var kommet til den konklusion selv efter 26 år af mit liv. Jeg var en dræber, og det havde Danny gjort klart. Jeg var ikke engang en vigilante, der søgte retfærdighed. Nej. Jeg jagtede pengene og spændingen. Med alle de synder, jeg havde begået i mit liv, hvorfor skulle jeg føle skyld for at knalde en bimbo, der kastede sig over mig som en løbsk tæve?

"Jeg kan ikke se, hvad der er galt med at have lidt sjov. Kom nu, mit gode udseende må være godt til noget."

"Ja, ja. Nok med det narcissistiske pis. Dit næste job ligger på dit sofabord. Lokation 219. Skynd dig, betaleren vil have det gjort i aften." Jeg stønnede i telefonen. Tre timers søvn og jeg har allerede et nyt job. Dan vidste bedre end at trække sådan noget, men jeg havde ikke energien til at protestere.

"Fint." Jeg lagde på uden at vente på hans flabede svar. Lokation 219 var omkring fem minutters gang herfra. Jeg havde flere lejligheder spredt ud over denne by og den næste. Alle under forskellige navne naturligvis. Det holdt politiet væk fra min spor, især når jeg havde Dans skumle mænd til at efterlade dokumenter derinde. Det er utroligt, hvordan penge kan få folk til at vende det blinde øje til.

Jeg grinede for mig selv, kastede min cigaret på betonen og trampede den ud med min støvle. Hvordan sover jeg om natten, hva'? Jeg kørte hånden gennem mit hår, før jeg krydsede gaden igen. Jeg kunne se min egen ånde. Det var usædvanligt koldt for tidligt efterår, og mine kinder var røde og udsatte for den bidende morgenvind. Uanset hvad, distraherede mine tanker mig nok til knap at bemærke det.

Jeg havde været i denne branche siden jeg var atten år gammel, lige ud af plejefamilien. Jeg blev opdaget af Dan. Jeg gætter på, at han så mig som såret nok til at dræbe for penge og attraktiv nok til at gøre det med lethed. Han havde ret. Han henvendte sig til mig den dag, jeg blev smidt ud på gaden med et forslag. Jeg kunne leve et liv i luksus, og alt, hvad jeg skulle gøre, var det, der faldt mig naturligt; dræbe. Jeg arbejdede hårdt i Dans træningsfacilitet, lærte alt om fysisk kamp og manipulation. Det tog mig ikke lang tid at stige i graderne i vores lejemordergruppe. Jeg blev hurtigt hans foretrukne dræber. De andre kaldte mig nådesløs og syg. Jeg var ligeglad. Så jeg havde aldrig nogensinde afvist et job. Hvorfor skulle jeg? Jeg havde vænnet mig til at slukke den del af min hjerne, der værdsatte menneskeliv. På dette tidspunkt så jeg kun et stort, fedt dollartegn.

En gruppe unge piger passerede mig på fortovet, klamrende sig til deres Gucci-tasker og fnisende til hinanden. Jeg fik øjenkontakt med en af dem, hvilket fik dem alle til at rødme og fnise højere. Jeg smilte. De skide unger anede ikke, hvad de kiggede på. Jeg rystede på hovedet, da jeg hørte dem komme med kommentarer om min røv. Hvis jeg ikke lige havde haft sex, kunne jeg måske have snuppet en. Men jeg havde bare ikke lyst. Desuden havde de piger penge. Det sidste, jeg havde brug for, var en rig far, der ville have mine nosser.

Jeg tog trappen op til min lejlighed to trin ad gangen. Jo, der var en elevator. Jeg hadede bare at tage dem. Man vidste aldrig, hvad der ventede på den anden side.

Jeg låste døren op og kiggede begge veje, før jeg åbnede den. Kysten var klar, alt var urørt, som da jeg forlod det, bortset fra en manilakuvert, der lå præcis, hvor Dan sagde, den ville være. Det specielle segl i det højre hjørne fortalte mig, at det var officielt. Jeg tog mine sorte læderhandsker ud af skuffen i køkkenøen og trak dem på, før jeg satte mig i lædersofaen. Jeg havde en regel om at holde mine fingeraftryk væk fra Dans dokumenter.

Lokation 219 var nok min yndlingslejlighed i byen. Den var på 21. etage i et pænt kompleks. Den havde hvide marmorgulve og rene linjer overalt, dekoreret enkelt med grå og sorte nuancer. Det var classy, et sted, der næsten gjorde dig nervøs for at gå ind af frygt for at ødelægge noget. Jo, det var måske lidt overdrevet. Men det mindede mig om, hvor langt jeg var kommet med mit arbejde, og hvor godt det betalte sig.

Jeg brød seglet i hjørnet og åbnede mappen. Jeg blinkede et par gange, før jeg udstødte et åndedrag, jeg ikke havde indset, jeg holdt. På side efter side med information var et 5x8 billede af en ung kvinde, måske 20, med pænt, langt blondt hår og de klareste himmelblå øjne, jeg nogensinde havde set. Hun var lille, men med kurver, man kunne savle over, beskedent klædt i mørke jeans og en stram hvid t-shirt, der knap viste antydningen af kavalergang. Udover hendes smukke krop var det, der stod mest ud for mig, hendes smil. Hendes øjne var let sammenknebne, og hun havde de mest smukke, lige, hvide tænder, delvist skjult bag fyldige, lyserøde læber. Ikke en eneste dråbe makeup dækkede hendes naturlige skønhed. Hun lignede en bogstavelig engel, og jeg måtte minde mig selv om at trække vejret, mens jeg næsten manisk scannede portrættet.

Jeg kunne smage galden, der truede med at stige op i halsen, da jeg indså, hvad jeg kiggede på; mit næste mål.