Den Forbudte Alfa

Jeg hader hende. Jeg fucking hader hende.

Der er ikke tid. Kom nu, fortsæt.

Jeg går så hurtigt, jeg kan.

Min vejrtrækning er sporadisk, mit bryst brænder, benene overraskende stærke. Jeg føler, at jeg har løbet for evigt, alle er lige uden for rækkevidde, og trapperne virker uendelige. Til sidst er trapperne bag mig. Da jeg når døren, skubber jeg med alt, hvad jeg har, men den giver sig ikke.

Please, please, please.

Min panik stiger, men at give op er ikke en mulighed. Jeg tager tre skridt tilbage og kaster min skulder fremad. Gispende skyder en skarp smerte op i min arm. Der er ikke tid til at bekymre sig om mig selv. Jeg trækker mig tilbage for anden gang, indånder gennem næsen og udånder gennem munden, jeg sprinter og smækker med al min styrke mod døren. Denne gang åbner den sig for mig.

Der er et blændende lys, og jeg kan ikke se noget. En ulvebanegranat er gået af, og jeg kniber øjnene sammen, mens former begynder at dukke op. Pludselig sker alt på én gang. Skrigene, gråden, kampene. Jeg holder øjnene oppe, mens jeg haster forbi arme og ben af de faldne.

Tidligere havde jeg forsøgt at forbinde alle, hvem som helst. Der var ingen respons, og jeg frygtede, hvad det kunne betyde. Jeg ville ikke tænke på, hvad det kunne betyde. Så snart jeg finder ham, vil jeg lede efter dem. Jeg løfter næsen i vejret, forsøger og fejler i at lugte ham. Effekterne af ulvebane i mit system har sløvet mine sanser.

Snublende over noget falder jeg til jorden. Jeg er ved at rejse mig, da en alt for velkendt nuance af beskidt blondt hår fanger min opmærksomhed. Min mistanke blev bekræftet, jeg snublede over en krop. Jeg er i chok, mens jeg stirrer på hovedet af min kæreste ven, Gabriel. Der er en rysten i mine hænder, da jeg rækker ud efter ham. Det hele er forkert, i stedet for smukke flydende lokker er det beskidt og filtret med indtørret blod.

Tiden står stille, og for et øjeblik bevæger alle sig i slowmotion. Mine læber skilles, da jeg åbner munden for at skrige, men der kommer ingen lyd ud. Min ulv opfordrer mig til at komme videre, hun lover, at der vil være tid til at sørge, og beder mig om at finde ham.

Jeg kan høre hende, hun er klar i sine visioner, jeg var så sikker på, at jeg kunne ændre tingene. Han havde troet på mig, havde tillid til, at jeg kunne gøre det. Al den selvtillid var malplaceret.

Der er en bevægelse ud af øjenkrogen. En bunke lemmer rejser sig og falder, mens en skikkelse presser sig gennem kroppene. Før han bryder igennem, holder jeg vejret ved tanken om, hvem det kunne være.

Forsigtigt sænker jeg Gabriel til jorden. Jeg kan se hans sorte hår, og mit hjerte fyldes med håb. Lettelsen rammer mig som en mursten, da min mage scanner omgivelserne. Da hans øjne låser sig fast på mine, ser jeg den samme lettelse skylle over ham.

Jeg havde taget fejl. Jeg havde ingen ret til at lede efter ham, men jeg var nødt til det, havde brug for det. Han rejser sig og tårner sig op over dem omkring ham. Mine fingre rykker med behovet for at røre ved ham. Mine følelser er overvældende, da min klippe, min kærlighed og mit hjem tager et skridt mod mig.

Hans øjne er på mit ansigt, mens han tager endnu et skridt. Mine skuldre ryster, min hage bæver, og tårerne løber ned ad mit ansigt. Magebåndet er stærkt, men selvom følelserne vælter ind over mig, vidste jeg allerede fra udtrykket i hans ansigt. Behov, lettelse og taknemmelighed.

Han fryser, hans øjne er vidt åbne af chok, og hans kæbe er slap. Panikken vender tilbage, og febrilsk forsøger jeg at se, hvad der er galt. Mit blik falder på hans bryst, hans smukke bryst. En udstrakt hånd holder min mages bankende hjerte. Jeg skriger smertefuldt, da magebåndet brister.

En lammende smerte river gennem mit bryst, og min hals strammer, før jeg falder til jorden. Min verden er kold, og for første gang i lang tid er jeg alene.

Det gør for ondt at græde. Mine øjne er låst på min mage, da fodtrin kommer nærmere. Noget falder tæt ved mit hoved, og jeg er klar over det, da han læner sig ned og griber mig i håret. Det sidste, jeg ser, før mit hoved smadres mod noget hårdt, er det tomme blik i min mages øjne.