
Fuir à nouveau mon Seigneur de la Mafia Obsédé
H.Rowan Starling 🦋 · Afsluttet · 224.9k ord
Introduktion
Belle est comme une lumière dans ce monde sombre, une jeune femme qui vient de quitter l'université et qui ne sait rien de la réalité de Félix, encore moins des véritables couleurs de l'homme qui semble si parfait.
Cependant, on ne peut pas changer sa nature. La chute est inévitable, et la vérité attend toujours d'être révélée. Mais Isabelle ouvrira-t-elle les yeux et embrassera-t-elle les ombres qui l'entourent ? Ou s'échappera-t-elle de sa cage et fuira-t-elle l'obsession douce de Félix ?
Kapitel 1
ISABELLE NASH
[...] 8 mois plus tôt...
Aujourd'hui, la ville s'illumine des couleurs vibrantes de la haute société alors que je me prépare pour un Bal Masqué, invité par Simon Shen, mon ami de longue date et héritier d'une famille influente de Paris. L'occasion ? J'ai récemment obtenu mon diplôme en design de bijoux. Bien que je ne sois pas du genre à rechercher les projecteurs, je suis habillée pour cela, selon Simon.
La robe en satin vert, méticuleusement conçue, épouse gracieusement chaque courbe, tandis que les détails brodés en dentelle noire ajoutent une touche de sophistication au tissu. Le masque noir, avec des motifs en dentelle, confère un air mystérieux à mon visage, accentuant mes yeux et la courbe douce de mes lèvres. Même si je me prépare à entrer dans un monde de luxe et d'ostentation, mon objectif est clair : trouver des opportunités professionnelles qui me permettront d'avancer après avoir quitté la sororité.
Je prends une profonde inspiration devant le manoir imposant, observant les voitures de luxe s'arrêter devant l'entrée, déversant des invités élégamment vêtus. La lueur des lumières intérieures du manoir semble faire écho au glamour et au raffinement du lieu, créant une atmosphère de festivité et de célébration. Mes cheveux sont lâchés, tombant en douces vagues jusqu'à mon cou, complétant l'ensemble avec une aura de naturel et d'élégance.
Avec le bout de mes doigts pressant légèrement le tissu de mon manteau, je sens le vent froid caresser doucement mes joues. Je regarde autour de moi, cherchant Simon parmi les invités entrant dans le manoir. Il m'a dit qu'il m'attendrait dans le hall, mais jusqu'à présent, je ne l'ai pas encore repéré. L'anxiété commence à monter en moi, mêlée à l'excitation et à la curiosité de ce qui m'attend à l'intérieur.
"Simon, où es-tu ?" je murmure pour moi-même en sortant mon téléphone de mon sac à main et en lui envoyant un message parmi les nombreux que j'ai déjà envoyés. Je lève les yeux, prenant une profonde inspiration, tout en tapotant nerveusement mon talon sur le sol.
"Peut-être vaut-il mieux entrer, mademoiselle. Il commence à neiger fortement." La voix de Simon me ramène à la réalité, et mes yeux rencontrent les siens, affichant un sourire espiègle. Je ressens un mélange de soulagement et d'anxiété en le voyant enfin là.
"Tu veux me voir geler pour avoir pris autant de temps." Je plaisante en faisant un pas vers Simon, sentant la chaleur de l'entrée du manoir contrastant avec le froid de la nuit. En m'approchant, je ne peux m'empêcher de remarquer sa silhouette imposante. Simon est grand, avec des cheveux blonds qui brillent sous la lumière des lustres, et sa posture exsude confiance et détermination. Il est vêtu d'un smoking noir élégant, qui met en valeur sa carrure athlétique. Ses yeux bleus brillent d'une expression espiègle alors qu'il se prépare à répondre.
"Désolé, Belle, j'étais occupé à parler avec des hommes d'affaires à la demande de mon père." Simon tend la main vers moi, attendant que je le rejoigne. J'enlève mon manteau et le donne à l'un des domestiques du manoir pour qu'il le garde en sécurité.
"Ce n'est pas grave, j'oublie parfois que tu viens de ce monde-là. Tu n'as pas besoin de te battre pour un emploi pour quitter la sororité." Je souris quelque peu maladroitement, plaçant ma main sur la sienne. Le contact est réconfortant, comme toujours quand je suis avec Simon.
"Au fait, tu es ravissante, Belle. Je savais que cette robe t'irait parfaitement." Ses compliments réchauffent mon cœur, et je le remercie d'un sourire timide.
"Merci, Simon. Tu sais toujours quoi dire pour me mettre à l'aise." J'exprime ma gratitude alors qu'il me guide à travers la salle de bal, où la danse bat son plein. Le son de la musique captivante et l'éclat des tenues des invités me laissent enchantée.
"Belle, c'est ici que tu trouveras l'inspiration dont tu as besoin. Mais tu sais, si tu veux, je peux te trouver un emploi très rapidement." Simon murmure près de mon oreille, me faisant tourner la tête pour le regarder. Ses yeux bleus rayonnent de confiance et de détermination, mais aussi d'une pointe de malice qui me fait sourire.
"Je sais, Simon. Mais je veux y arriver par mes propres moyens. Je sais que je peux le faire," je réponds fermement, sentant un frisson parcourir ma colonne vertébrale à cause de sa proximité.
Je mets cela de côté alors que deux hommes s'approchent de nous, flûtes de champagne à la main. Des sourires impeccables ornent leurs visages, ainsi que leurs tenues élégantes. Je force un sourire dans leur direction, prête à interagir cordialement.
"Simon Shen, le célèbre playboy de Saphyr," se présente l'un des hommes, d'un ton enjoué. "Et qui est cette charmante demoiselle à vos côtés?"
Les hommes tournent leur attention vers moi, s'attendant à ce que Simon me présente. Je ressens un léger inconfort face à la situation, mais je garde un sourire poli sur le visage en observant l'interaction de près.
"Voici Isabelle, elle est créatrice de bijoux et résiste à l'idée de travailler pour Saphyr," répond Simon, avec une pointe de fierté dans la voix. "C'est une amie de longue date."
Mes yeux rencontrent brièvement ceux de Simon, le remerciant silencieusement pour le compliment. Cependant, mon attention est détournée lorsqu'un des hommes mentionne la fiancée de Simon, Evelyn. Un frisson me parcourt l'échine alors que j'essaie de conserver une expression neutre. Entendre son nom me met mal à l'aise, réveillant des souvenirs désagréables. Evelyn s'est fiancée à Simon par convenance ; il essaie de lui échapper par tous les moyens possibles car elle est contrôlante et jalouse. Combien de fois m'a-t-elle humiliée à l'université simplement parce que nous allions dans la même direction ? Amalia et moi avions l'habitude de l'appeler une enfant gâtée parce que tout ce qui concerne Simon, elle veut le savoir et le contrôler. C'est étouffant, et si elle est ici, elle trouvera un moyen de m'humilier.
Je détourne mon regard de Simon, concentrant mon attention sur un groupe de personnes près du bar, essayant de masquer l'inconfort que je ressens. La voix de l'homme continue de résonner dans mon esprit, ravivant des souvenirs désagréables de confrontations passées avec Évelyne. Prenant une profonde inspiration, j'essaie de chasser ces pensées, me rappelant que je suis ici pour atteindre mon objectif, non pour être affectée par les problèmes des autres.
Alors que je m'éloigne subtilement de la conversation, me faufilant à travers la foule de gens qui discutent et dansent, mon regard est attiré par les bijoux étincelants ornant les dames de la haute société. J'observe avec fascination la variété des styles et des designs uniques, chacun reflétant la personnalité et le goût de sa propriétaire.
Chaque bijou semble raconter une histoire, révélant le talent et la créativité de son créateur. J'admire les détails méticuleux, et les pierres précieuses scintillant sous les lumières du salon, et je me perds dans mes pensées en imaginant les processus créatifs derrière chaque pièce.
D'un léger mouvement, je prends une flûte de champagne du plateau équilibré dans la main du serveur, hochant la tête en signe de remerciement. Avec le verre entre mes doigts, je ressens la froideur du cristal contre ma peau en observant le salon autour de moi.
Mes yeux sont attirés par une pièce adjacente, illuminée uniquement par la douce lumière de la lune filtrant à travers les immenses fenêtres. Je vois des flocons de neige tomber sur les arbres du jardin, créant une beauté unique à contempler. Poussée par la curiosité, je commence à marcher vers les fenêtres, attirée par la beauté de la neige qui tombe, un sourire s'échappant de mes lèvres, le verre effleurant doucement celles-ci.
Distrait par le spectacle de la nature, je ne remarque pas la présence silencieuse de quelqu'un s'approchant par derrière. Une voix rauque et captivante brise le silence, me faisant légèrement frémir.
"La neige semble encore plus belle de près, n'est-ce pas ?" La voix, avec un accent qui m'est inconnu, porte un charme intrigant. En me tournant pour faire face à l'interlocuteur, je rencontre un homme élégant, aux yeux profonds et au sourire captivant. Son masque en velours noir ajoute une touche de mystère à sa silhouette, complétant sa barbe clairsemée et sa mâchoire carrée. Les mains dans les poches de son pantalon noir sur mesure, il m'observe avec curiosité, ses yeux brillant à la lumière de la lune.
"Désolé si je vous ai surprise," continue-t-il, son regard fixé sur moi avec un certain intérêt. "Vous devez être la charmante dame qui attire tant d'attention à cette soirée."
Son compliment me prend au dépourvu, et pendant un moment je me retrouve sans voix. Je reprends rapidement mes esprits, essayant de garder mon calme devant cet homme mystérieux et séduisant.
"Merci pour le compliment," réponds-je, forçant un sourire doux. "Et qui êtes-vous ? Je ne vous reconnais pas parmi les invités. Pas que je reconnaisse quelqu'un, étant donné que je ne fréquente pas ce genre d'endroits." Je laisse échapper un rire ironique.
"Disons simplement qu'il vaut mieux que vous ne sachiez pas qui je suis," réplique-t-il avec un sourire intriguant, ses yeux pétillant d'une lueur espiègle. "Peut-être que la prochaine fois, je vous dirai mon nom."
Son commentaire ne fait que me mettre mal à l'aise. Que veut-il dire par "la prochaine fois" alors que nous ne nous connaissons même pas, sans parler de nos noms ? J'affiche un sourire poli, tenant le verre dans ma main. Je jette un coup d'œil à la fenêtre, retournant à l'admiration de la neige qui tombe.
"Vous n'allez pas rejoindre votre copain ?" Son commentaire ne fait qu'ajouter à ma perplexité. Copain ? Je n'ai jamais mentionné quoi que ce soit à ce sujet. Mais avant que je puisse répondre, il se rapproche et se tient à mes côtés, regardant la neige tomber dehors. Malgré sa question apparemment innocente, je sens son regard sur moi, même si je ne le vois pas directement.
"Je n'ai pas de copain," réponds-je doucement, gardant mon attention sur le paysage au-delà de la fenêtre. "Et même si j'en avais un, je pense que la neige est une compagnie plus agréable ce soir."
Sa présence à mes côtés est intrigante, et bien que je doive rester prudente, je ne peux nier qu'il y a quelque chose en lui qui pique ma curiosité. Il affiche un sourire malicieux, se tournant vers moi ; la proximité de son corps me laisse agitée, avec une sensation étrange, mais pas désagréable.
Soudain, je sens son souffle chaud dans mon oreille, envoyant un frisson le long de ma colonne vertébrale. Ses lèvres effleurent presque ma peau alors qu'il murmure quelque chose que je peux à peine entendre, mais ses mots me laissent troublée. Mes sens sont en alerte, mon cœur battant plus vite dans ma poitrine alors que j'essaie de comprendre ce qui vient de se passer.
Je cligne lentement des yeux, encore perdue dans ses mots, et tourne mon visage pour le regarder, mais quand je le fais enfin, je ne vois que le vide devant moi. Il est déjà parti, disparaissant dans la foule comme une ombre fugace, me laissant avec la perplexité de ses murmures et l'incertitude de ce qui vient de se passer.
Seneste kapitler
#147 147. « Alors épouse-moi. »
Sidst opdateret: 6/30/2025#146 146. « Isabelle. »
Sidst opdateret: 6/30/2025#145 145. « Reviens... »
Sidst opdateret: 6/30/2025#144 144. FÉLIX YEATS (POV)
Sidst opdateret: 6/30/2025#143 143. FÉLIX YEATS (POV)
Sidst opdateret: 6/30/2025#142 142. FÉLIX YEATS (POV)
Sidst opdateret: 6/30/2025#141 141. FÉLIX YEATS (POV)
Sidst opdateret: 6/29/2025#140 140. « J'ai survécu. »
Sidst opdateret: 6/29/2025#139 139. FÉLIX YEATS (POV)
Sidst opdateret: 6/29/2025#138 138. FÉLIX YEATS (POV)
Sidst opdateret: 6/29/2025
Du kan også lide 😍
Forbudt Lidenskab
Skæbnens Spil
Da Finlay finder hende, bor hun blandt mennesker. Han er betaget af den stædige ulv, der nægter at anerkende hans eksistens. Hun er måske ikke hans mage, men han vil have hende til at være en del af hans flok, latent ulv eller ej.
Amie kan ikke modstå Alfaen, der kommer ind i hendes liv og trækker hende tilbage til flokken. Ikke alene finder hun sig selv lykkeligere, end hun har været i lang tid, hendes ulv kommer endelig til hende. Finlay er ikke hendes mage, men han bliver hendes bedste ven. Sammen med de andre topulve i flokken arbejder de på at skabe den bedste og stærkeste flok.
Når det er tid til flokspil, begivenheden der afgør flokkens rang for de kommende ti år, må Amie konfrontere sin gamle flok. Da hun ser manden, der afviste hende for første gang i ti år, bliver alt, hvad hun troede, hun vidste, vendt på hovedet. Amie og Finlay må tilpasse sig den nye virkelighed og finde en vej frem for deres flok. Men vil den uventede drejning splitte dem ad?
Litas Kærlighed til Alfaen
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.
"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."
"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"
"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."
Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage
"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."
Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.
"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."
Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
Forkælet af Milliardærer efter at være Blevet Forrådt
Emily og hendes milliardærmand var i et kontraktægteskab; hun havde håbet at vinde hans kærlighed gennem indsats. Men da hendes mand dukkede op med en gravid kvinde, mistede hun håbet. Efter at være blevet smidt ud, blev den hjemløse Emily taget ind af en mystisk milliardær. Hvem var han? Hvordan kendte han Emily? Endnu vigtigere, Emily var gravid.
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Milliardær Efter Skilsmisse
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)
Milliardærens Slemme Pige
Det er ingen ringere end Hvid Bys rigeste milliardær!












