

Série Amour et Haine Livre 1-5
Joanna Mazurkiewicz · I gang · 372.8k ord
Introduktion
J'ai commencé à détester Oliver juste après la mort de son frère aîné, Christian. Je l'entraîne dans une spirale d'humiliation et de douleur pour essayer de faire face à ce que son frère m'a fait subir.
Quelques mois après le décès de Christian, Oliver quitte la ville, et pendant les deux années suivantes, il est absent de ma vie. Les démons refont surface, et je dois apprendre à vivre avec le secret qui m'a détruite.
Maintenant, je commence une nouvelle vie, loin de Gargle et de mon passé, mais tout s'effondre lorsque je vois Oliver le premier jour à l'université. Il est clair que beaucoup de choses ont changé depuis notre séparation. Maintenant, il est capitaine de l'équipe de rugby et le gars le plus populaire du campus.
Puis il fait un pari et me donne un ultimatum : je quitte Braxton pour toujours et je recommence ailleurs, ou je reste et je joue à son jeu... parce qu'il n'a jamais oublié que c'est moi qui ai ruiné sa vie il y a deux ans.
Kapitel 1
Lui
Présent
"Nous y sommes." Dora appuie brusquement sur la pédale de frein. Les bagages sur la banquette arrière tombent, me frappant à l'arrière de la tête. Je jure en silence, espérant que Dora ne m'a pas entendu. Elle sait que je n'utilise plus ce genre de langage.
"C'est super," je marmonne, en me massant le crâne. Dora rayonne, me fixant depuis le siège du conducteur. J'ai choisi de m'asseoir à l'arrière, espérant rattraper un peu de sommeil, mais mon plan a échoué parce que Dora a mis la musique à plein volume quand nous avons quitté Gargle—notre ville natale.
"Oh mon Dieu, India, c'est tellement excitant. Nous y sommes enfin," continue-t-elle, sa voix aiguë résonnant dans mes oreilles. "Regarde ces bâtiments. Tu peux imaginer ce que—"
Nous sortons de la voiture pendant qu'elle continue de parler. Je sais que je devrais écouter, mais je n'arrive pas à me concentrer aujourd'hui, et son monologue sur toutes les fêtes sauvages est toujours le même. Une sensation étrange me traverse, et je commence à me demander pourquoi je ne suis pas aussi excitée que Dora. Nous avons compté les jours avant de venir à Braxton, et maintenant j'ai l'impression que je dois faire demi-tour. Peut-être que je ne suis destinée à aller nulle part ailleurs qu'à Gargle.
Je prends quelques respirations profondes et étire mon cou. J'ai toujours voulu étudier à l'Université de Braxton. Ma mère et ma grand-mère y sont allées. Dora a toujours voulu vivre seule; elle en parle depuis qu'elle a été acceptée.
Moi, je voulais juste m'éloigner de mon passé toxique.
Dora est ma meilleure amie, mais je ne suis pas sûre d'avoir pris la bonne décision en la traînant ici avec moi cette fois-ci. Ses parents sont riches, elle pourrait aller où elle veut en Angleterre, mais au final, elle m'a suivie.
Peut-être qu'elle a décidé de venir à Braxton parce que nous avons toujours tout fait ensemble. Nous ne sommes pas du tout similaires, mais nous nous connaissons depuis des années et c'est plus facile comme ça. Dora pourrait être une distraction de toutes les choses importantes que j'ai prévues de faire cette année. Elle veut faire la fête et continuer la vie qu'elle avait à Gargle. Moi? Je veux m'éloigner du passé et me concentrer sur les choses qui comptent.
Je fais le tour de la voiture et commence à tirer mes sacs du coffre. Le soleil brûle dans le ciel, brûlant la nuque. Dans quelques semaines, il fera froid; c'est surprenant que le temps soit encore agréable fin septembre. Mais je ressens une étrange tension dans l'air, comme si cette journée paisible allait être gâchée par un orage. Je remarque de lourds nuages sombres commencer à se rassembler au sud.
"Allez, India, bouge." La voix de Dora me ramène à la réalité. "Je veux voir le campus avant qu'il fasse nuit."
"D'accord, calme-toi. Ces sacs sont lourds."
"Oh, pardon, Mademoiselle Sensible." Elle fronce les sourcils. "Pourquoi es-tu de si mauvaise humeur aujourd'hui?"
"Je vais bien, juste fatiguée. Arrête ça."
Elle agite la main et commence à marcher. Je sais exactement de quoi elle parle. J'ai veillé tard la nuit dernière en pensant à Christian, et chaque fois que je fais ça, le lendemain, je ne suis jamais la même.
Nous avons quitté Gargle en début d'après-midi. Maman a insisté pour nous préparer des tonnes de nourriture. Elle pense toujours que nous ne serons pas capables de cuisiner un vrai repas nous-mêmes, et que nous vivrons de haricots sur du pain grillé. Ma petite sœur, Joséphine, n'arrêtait pas de demander si elle pouvait venir me rendre visite bientôt. Elle veut voir Braxton par elle-même. Elle n'a que quatorze ans, mais elle a déjà entendu des histoires sur la vie universitaire, et elle a hâte de goûter à la liberté elle-même.
Je prends mes sacs et commence à suivre Dora. Elle marche vers le bloc des appartements étudiants, ses cheveux bruns flottant librement autour de ses épaules. Je ne sais pas pourquoi, mais mon estomac fait un drôle de bond en voyant les bâtiments s'étirer devant nous.
Nous traversons le chemin et nous dirigeons vers l'entrée. Je change mon sac d'épaule, car mon bras commence à me faire mal, et je traîne ma valise principale derrière moi. Nous remarquons un groupe d'étudiants jouant au rugby sur la pelouse. Dora joue déjà avec ses cheveux, faisant semblant de lutter avec ses bagages, espérant probablement qu'un de ces gars vienne l'aider. Je lève les yeux au ciel, ignorant ses faux gémissements, et avance. Pendant un instant, je sens le regard de quelqu'un sur moi, alors je m'arrête et me retourne.
Un des gars me fixe directement. Il plisse les yeux, et ce qui ressemble à du feu se répand le long de ma colonne vertébrale. Il me semble familier, mais je secoue la tête—je ne connais personne à Braxton, et cette soudaine flambée de chaleur n'est que mon imagination. Dora parvient à attirer l'attention d'un des gars, et ils commencent à bavarder. C'est tellement typique d'elle.
« Passe la balle, Jacob », crie quelqu'un derrière moi. Mais j'ignore la voix, même si elle me semble tellement familière, et elle fait bouillir le sang dans mes veines.
Soudain, quelque chose me frappe violemment à l'arrière de la tête. Je lâche un grand « Aïe ! » et me retourne rapidement. Je repère le ballon de rugby sur l'herbe et porte la main à ma tête pour la masser. Je plisse les yeux, repérant le même gars qui me fixait quelques secondes plus tôt. Il se tient là, souriant en coin.
« C'est quoi ton problème ? » Je serre les dents de colère.
Il ne semble pas le moins du monde désolé de m'avoir frappée avec ce foutu ballon. Il est grand et musclé, ses cheveux noirs coupés très courts. Pour une raison quelconque, la coupe "Forces Spéciales" lui va bien. Il est trop loin pour que je voie la couleur de ses yeux, mais son regard m'attire comme un aimant. Son jean pend bas sur ses hanches, et son T-shirt blanc est sale, probablement à force de rouler dans l'herbe. Je jette un coup d'œil à ses amis, qui me regardent, stupéfaits. Quelque chose ne va pas ici—il a évidemment voulu me frapper exprès.
« Eh bien, qui avons-nous là ? C'est la seule et unique, India Gretel. » Il prononce mon nom fort, comme s'il voulait s'assurer que tout le monde l'entende.
« Est-ce que je te connais ? » Je le regarde impatiemment de la tête aux pieds. Un grand sourire fou apparaît sur son visage séduisant. Quelque chose dans ses yeux me dit que nous nous sommes déjà rencontrés. Son regard se durcit sur moi alors qu'il ramasse le ballon et réduit la distance entre nous. C'est alors que je vois sa mâchoire large et ses lèvres pleines et magnifiques.
« Ne me dis pas que tu m'as déjà oublié, Indi ? » Il sourit de nouveau. « Les gars, laissez-moi vous présenter la plus grande garce qui ait jamais mis les pieds à Braxton. »
Je cligne des yeux rapidement, le fixant, fouillant dans mes souvenirs—tout ce qui pourrait me dire si je l'ai déjà vu, mais je n'ai rien.
« Oliver, c'est qui cette fille ? » demande un de ses potes en s'approchant de lui.
Dora remarque mon petit spectacle parce qu'elle s'approche de moi, semblant tout aussi confuse. « India, c'est qui ce connard ? » Elle lève le pouce vers lui, fronçant les sourcils.
Oliver. Ce nom roule dans ma tête comme une boule de billard. Il me fait frémir et accélère mon rythme cardiaque. C'est comme un poison qui s'infiltre dans mes pores et ravage mon corps. Son nom évoque à la fois le bien et le mal en moi. C'est le nom que j'essaie d'oublier depuis deux ans.
Je le fixe comme s'il n'était pas vraiment là, comme si j'hallucinais. Mon cœur commence à battre la chamade, envoyant un signal à mon cerveau de commencer à courir quand il s'approche de moi.
Ce n'est pas lui—ça ne peut pas être lui.
« Je suis désolée. Je ne sais pas qui vous êtes. » Je parviens à dire, mais ma voix trahit facilement mon mensonge. Les souvenirs reviennent en tourbillon comme une tempête. La couleur de ses yeux—ils sont les mêmes. Ce sont ses yeux—je ne pourrais jamais les oublier. D'un bleu profond, ils me transpercent, touchant ma douleur, la douleur que son frère a causée tant de fois. Je romps le contact visuel assez rapidement et me retourne, mais j'ai du mal à respirer.
« Je ne sais pas ce qui t'a rendue si stupide, mais quoi que ce soit—ça marche », crie-t-il, et ses amis rient.
« Attends, India, est-ce que— »
« Dora, je ne savais pas que tu étais encore amie avec cette sorcière ? »
Une autre insulte qui fait encore plus mal que la première. Je sens le sang quitter mon visage, et mon corps se raidit. J'essaie de compter jusqu'à dix et de me contrôler, mais la culpabilité se déverse dans mon estomac comme de la lave en fusion.
Dora le reconnaît immédiatement. « Oh, mon Dieu, Oliver—c'est vraiment toi ? » Elle ricane. « Tu as changé. »
Je la regarde en arrière, essayant de lui faire signe de partir, mais elle reste là, le fixant.
Il continue de m'humilier. « Raconte à mes amis ici tout sur toi, Indi. On aime tous les bonnes histoires d'horreur. »
« Dora, allons-y », je gronde, même si je me sens trop engourdie pour bouger. Je serre les dents et traîne les pieds en avant, ignorant mon pouls qui monte en flèche.
« Oliver, tu es canon », chantonne Dora de manière aguichante. « À plus tard. »
Elle se dépêche de me suivre. Mon estomac subit une série de contractions tandis que nous traversons le bâtiment. Mon cœur bat comme s'il allait exploser. J'ai besoin de prendre une profonde inspiration et d'oublier que je l'ai vu. Il n'était jamais censé aller à Braxton. Il n'est pas là—c'est juste mon imagination. J'aimerais pouvoir changer le passé, mais la petite voix dans ma tête me dit que je l'ai provoqué.
Passé
« Tu veux rester un peu plus longtemps, ma chérie ? » Maman a touché ma main doucement comme si j'étais en verre. Nous étions seules ; beaucoup de gens étaient déjà partis. Maman attendait pour me ramener à la maison, mais je ne pouvais pas bouger, regardant les porteurs. Ils descendaient le cercueil de Christian dans le sol, leurs visages impassibles. Bientôt, personne ne se souviendrait de lui et des choses qu'il avait faites. Bientôt, il serait oublié.
De lourds nuages gris pendaient au-dessus de nos têtes. J'ai fixé le même endroit pendant plusieurs minutes, voyant les démons de l'obscurité et de la mort. Ils s'approchaient de moi, rampant le long de mon dos, et enfonçaient de longues aiguilles dans mon cœur.
« Oui. » Je ne reconnaissais pas ma propre voix—elle sonnait vide. La mère de Christian m'avait demandé de m'asseoir avec elle au premier rang. Les gens me parlaient, mais tout était flou. Les gens venaient, puis partaient, mais j'étais toujours là, souffrant.
Maman n'a rien dit de plus. Elle s'est levée et m'a laissée seule avec mon propre cauchemar—peut-être parce que c'était plus facile ainsi. J'ai regardé le cercueil disparaître dans le sol, et j'étais contente qu'il soit mort. Quelques jours s'étaient écoulés depuis la fête chez Christian. Je n'avais encore parlé à personne de ce qui s'était passé. Quand il m'avait déposée chez moi, j'étais allée directement dans ma chambre et j'avais pleuré. Christian avait été un adolescent idéal, mais quelques semaines avant sa mort, il était devenu un psychopathe. Il savait depuis des années que je ne ressentais pas la même chose pour lui, que je ne voulais que de l'amitié, mais il avait gardé cette connaissance sous contrôle jusqu'à la fête—puis il avait perdu le contrôle. Il était sournois, s'assurant que personne ne remarque quoi que ce soit.
Ma mère avait frappé à ma porte vers minuit. Pendant plusieurs minutes, elle est restée silencieuse, puis elle m'a annoncé la nouvelle. Christian avait eu un accident de voiture et était mort à l'hôpital. Ensuite, elle m'a serrée dans ses bras et m'a dit de tout laisser aller. J'ai éclaté en sanglots, ressentant à la fois une immense tristesse et un incroyable soulagement qui me remplissait lentement. Une partie de moi le voulait mort, l'autre partie tenait encore à lui.
Mon souhait s'était réalisé seulement quelques heures après qu'il m'ait blessée.
Puis, lors des funérailles, je me tenais là, heureuse qu'il soit définitivement sorti de ma vie. Je n'avais aucune idée de comment gérer la douleur qu'il m'avait causée et ces souvenirs cruels et dévastateurs. Il m'avait détruite—puis il avait juste... disparu.
Christian était parti. Il avait emporté avec lui la partie vicieuse et sadique de sa personne dans la tombe, mais il m'avait laissée avec des cicatrices émotionnelles et un cauchemar que je n'oublierai jamais.
« India. »
C'était Oliver. Je n'avais même pas remarqué quand il s'était approché de moi, mais j'ai reconnu sa voix immédiatement. Il se tenait à côté de moi pendant un moment, et ma colère et mon agitation grandissaient.
Je me suis tournée vers lui. « Qu'est-ce que tu veux, Oliver ? »
Ses longs cheveux noirs tombaient sur ses épaules, vêtu d'un long manteau gothique noir, ses yeux me fixant sous de longs cils noirs. Il a ensuite posé sa main sur mon bras. « Je voulais juste m'assurer que tu allais bien. »
J'ai serré les poings, et mon corps s'est tendu. Une rage pure a commencé à couler en moi. Oliver était celui qui était censé être à cette fête. S'il était venu comme il l'avait promis, je n'aurais jamais eu à traverser ce cauchemar. Tout était de sa faute.
« Il est parti, Oliver, » ai-je crié. « Tu n'as pas besoin de vérifier comment je vais. Tu n'as plus besoin d'être autour de moi. » Mon cœur battait la chamade, mais je me sentais tellement mieux dès que ces mots ont quitté ma bouche.
« Allez, India, je sais que tu souffres, mais c'était mon frère et il va me manquer aussi. » Il s'est rapproché, et je ne pouvais plus le supporter.
Je me suis éloignée brusquement et j'ai commencé à marcher dans la direction opposée. Puis, je me suis retournée pour lui dire encore quelques mots. « Je te déteste, Oliver. Je te déteste à en crever. Reste loin de moi. Je ne veux plus te voir près de moi. »
Il est resté là à me regarder comme si je parlais une langue différente. Ses yeux se sont assombris et il s'est détourné. Je me sentais mieux en le repoussant. Me battre avec lui et le blesser était comme une thérapie. C'était une sorte de libération—quelque chose que je ne pouvais pas faire à son frère—parce qu'il était mort. Malade et tordu, peut-être ? Mais je ne savais pas quoi faire de toute cette colère accumulée en moi. Et Oliver n'était qu'un rappel... un rappel de tout...
« Indi, je ne comprends pas— »
« Tu n'as pas besoin de comprendre quoi que ce soit, Oliver. Je te jure que je rendrai ta vie difficile si tu ne restes pas loin. Je le pense vraiment. Christian est mort et nous avons fini. »
Je me suis retournée et je suis partie, le laissant à côté de son frère mort. Avant la fête, je me serais jetée dans ses bras et lui aurais dit que nous devions être forts maintenant—ensemble. Mais c'était avant. Maintenant, j'étais brisée... mon âme laissée en lambeaux.
Seneste kapitler
#141 Chapitre 32
Sidst opdateret: 2/20/2025#140 Chapitre 31
Sidst opdateret: 2/20/2025#139 Chapitre 30
Sidst opdateret: 2/20/2025#138 Chapitre 29
Sidst opdateret: 2/20/2025#137 Chapitre 28
Sidst opdateret: 2/20/2025#136 Chapitre 27
Sidst opdateret: 2/20/2025#135 Chapitre 26
Sidst opdateret: 2/20/2025#134 Chapitre 25
Sidst opdateret: 2/20/2025#133 Chapitre 24
Sidst opdateret: 2/20/2025#132 Chapitre 23
Sidst opdateret: 2/20/2025
Du kan også lide 😍
Luna på flugt - Jeg stjal Alfaens sønner
Næste morgen, da klarheden vender tilbage, afviser Elena Alfa Axton. Vred over hendes afvisning lækker han en skandaløs video for at ødelægge hende. Da videoen går live, udstøder hendes far hende fra flokken. Alfa Axton tror, at det vil tvinge hende tilbage til ham, fordi hun ikke har andre steder at gå hen.
Lidt ved han, at Elena er stædig og nægter at bøje sig for nogen Alfa, især ikke den mand, hun har afvist. Han vil have sin Luna og vil stoppe ved intet for at få hende. Væmmet over, at hendes egen mage kunne forråde hende, flygter hun. Der er bare ét problem: Elena er gravid, og hun har lige stjålet Alfaens sønner.
Troper & Triggere: Hævn, graviditet, mørk romantik, tvang, kidnapning, stalker, voldtægt (ikke af mandlig hovedperson), psykopatisk Alfa, fangenskab, stærk kvindelig hovedperson, besidderisk, grusom, dominerende, Alfa-hul, dampende. Fra fattig til rig, fjender til elskere. BXG, graviditet, flygtende Luna, mørk, Rogue Luna, besat, grusom, fordrejet. Uafhængig kvinde, Alfa kvinde.
Lege Med Ild
"Vi skal snart have en lille snak sammen, okay?" Jeg kunne ikke tale, jeg stirrede bare på ham med store øjne, mens mit hjerte hamrede som en gal. Jeg kunne kun håbe, at det ikke var mig, han var ude efter.
Althaia møder den farlige mafiaboss, Damiano, som bliver draget af hendes store uskyldige grønne øjne og ikke kan få hende ud af sit hoved. Althaia var blevet gemt væk fra den farlige djævel. Alligevel førte skæbnen ham til hende. Denne gang vil han aldrig tillade hende at forlade ham igen.
Lycanprinsens Hvalp
"Snart nok vil du tigge om mig. Og når du gør det—vil jeg bruge dig, som jeg finder passende, og derefter vil jeg afvise dig."
—
Da Violet Hastings begynder sit første år på Starlight Shifters Akademi, ønsker hun kun to ting—at ære sin mors arv ved at blive en dygtig healer for sin flok og at komme igennem akademiet uden at nogen kalder hende en freak på grund af hendes mærkelige øjenlidelse.
Tingene tager en dramatisk drejning, da hun opdager, at Kylan, den arrogante arving til Lycan-tronen, som har gjort hendes liv elendigt fra det øjeblik, de mødtes, er hendes mage.
Kylan, kendt for sin kolde personlighed og grusomme måder, er langt fra begejstret. Han nægter at acceptere Violet som sin mage, men han vil heller ikke afvise hende. I stedet ser han hende som sin hvalp og er fast besluttet på at gøre hendes liv endnu mere til et helvede.
Som om det ikke er nok at håndtere Kylans plagerier, begynder Violet at afdække hemmeligheder om sin fortid, der ændrer alt, hvad hun troede, hun vidste. Hvor kommer hun egentlig fra? Hvad er hemmeligheden bag hendes øjne? Og har hele hendes liv været en løgn?
Englens lykke
"Kan du ikke holde kæft!" brølede han til hende. Hun blev stille, og han så tårer begynde at fylde hendes øjne, hendes læber dirrede. Åh for fanden, tænkte han. Som de fleste mænd, skræmte en grædende kvinde ham fra vid og sans. Han ville hellere have en skudduel med hundrede af sine værste fjender end at skulle håndtere en grædende kvinde.
"Hvad er dit navn?" spurgte han.
"Ava," svarede hun med en tynd stemme.
"Ava Cobler?" ville han vide. Hendes navn havde aldrig lydt så smukt før, det overraskede hende. Hun glemte næsten at nikke. "Mit navn er Zane Velky," præsenterede han sig selv og rakte en hånd frem. Avas øjne blev større, da hun hørte navnet. Åh nej, ikke det, alt andet end det, tænkte hun.
"Du har hørt om mig," smilede han, han lød tilfreds. Ava nikkede. Alle, der boede i byen, kendte navnet Velky, det var den største mafia-gruppe i staten med sit centrum i byen. Og Zane Velky var familiens overhoved, donen, den store boss, den kæmpe honcho, Al Capone af den moderne verden. Ava følte, at hendes panikslagne hjerne var ved at gå ud af kontrol.
"Tag det roligt, engel," sagde Zane til hende og lagde sin hånd på hendes skulder. Hans tommelfinger gled ned foran hendes hals. Hvis han klemte, ville hun have svært ved at trække vejret, indså Ava, men på en eller anden måde beroligede hans hånd hendes sind. "Det er en god pige. Du og jeg skal have en snak," sagde han til hende. Avas sind protesterede mod at blive kaldt en pige. Det irriterede hende, selvom hun var bange. "Hvem slog dig?" spurgte han. Zane flyttede sin hånd for at vippe hendes hoved til siden, så han kunne se på hendes kind og derefter på hendes læbe.
******************Ava bliver kidnappet og er tvunget til at indse, at hendes onkel har solgt hende til Velky-familien for at slippe af med sin spillegæld. Zane er leder af Velky-familiekartellet. Han er hård, brutal, farlig og dødbringende. Hans liv har ikke plads til kærlighed eller forhold, men han har behov som enhver varmblodet mand.
Trigger advarsler:
Tale om seksuelle overgreb
Kropsbilledeproblemer
Let BDSM
Beskrivende beskrivelser af overgreb
Selvskade
Barskt sprog
Skæbnens Spil
Da Finlay finder hende, bor hun blandt mennesker. Han er betaget af den stædige ulv, der nægter at anerkende hans eksistens. Hun er måske ikke hans mage, men han vil have hende til at være en del af hans flok, latent ulv eller ej.
Amie kan ikke modstå Alfaen, der kommer ind i hendes liv og trækker hende tilbage til flokken. Ikke alene finder hun sig selv lykkeligere, end hun har været i lang tid, hendes ulv kommer endelig til hende. Finlay er ikke hendes mage, men han bliver hendes bedste ven. Sammen med de andre topulve i flokken arbejder de på at skabe den bedste og stærkeste flok.
Når det er tid til flokspil, begivenheden der afgør flokkens rang for de kommende ti år, må Amie konfrontere sin gamle flok. Da hun ser manden, der afviste hende for første gang i ti år, bliver alt, hvad hun troede, hun vidste, vendt på hovedet. Amie og Finlay må tilpasse sig den nye virkelighed og finde en vej frem for deres flok. Men vil den uventede drejning splitte dem ad?
Gå Dybt
Det er en samling af alle erotiske genrer, mundvandsdrivende, lystfulde og intense krydrede historier, der kan tage dig til syndens land.
Tror du, du kan håndtere disse historier?
En vild affære
Smagen af Emily
Bare tag mig
En ordre
Trekantdate
Vores nye lejer
Pigen ved siden af
Jeg vil have Darlene
Fars pige
Fortællingerne om en Gravid og Afvist Luna
U- uundværlig og stærk
N- naturlig omsorgsperson
A- attraktiv
Det er, hvad Luna står for, alle de ting, jeg fik at vide, jeg ikke var.....
Colleen Daniel. 18. Det er det tal, hun helst vil glemme. Det er den dag, hun mistede alt. Hendes mage. Hendes venner. Hendes familie, alt sammen på grund af en titel. Fordi hun var en omega.
På hendes 18-års fødselsdag holder Betaens datter, som hun betragtede som sin ven, en fest for hende. Da hun finder ud af, at hendes mage ikke er nogen anden end alfaen Reese Gold, er hun ovenud lykkelig over at have fundet sin mage. Men da hendes mage afviser hende næste morgen på grund af hendes status, bliver hun tvunget til at bo i byens udkant væk fra pakkehuset, hvor hun arbejder som stuepige for alfaen.
Da hun finder ud af, at hun er gravid, beslutter hun at holde det skjult for alle. Men når man arbejder som stuepige for sin eks-mage, hvordan skjuler man så en graviditet?
©RamataMaguiraga 2016. Alle rettigheder forbeholdes
Mated til min Rugby trilling Stedbror
Jeg boede hos min stedfar for at gå i skole, og trillingerne gjorde hele skolen til et mareridt for mig, og manipulerede mit sårbare hjerte til at falde for dem.
Efter at have tilgivet dem, kastede de mig igen i helvede.
"Føler de sig virkelig komfortable, når mine andre to brødre besidder dig, eller knalder dig? Kan jeg teste det tredive gange om ugen?" Computer-geniet blandt trillingerne bedøvede mig med en sexdrik og testede passende positioner i laboratoriet.
"Hvis jeg ikke kan være den, du elsker mest, så vær min BDSM-objekt." En anden trilling hængte mig op i luften og pressede sin muskuløse krop mod mig.
"Hvis du laver en lyd af stønnen, gisp eller skrig under ekstra timer, vil jeg straffe dig." Den ældste, som værdsatte familiens ære og var den fremtidige alfa af stammen, holdt stramt om min talje og klædte mig af i skolens studierum.
Trillingerne kæmpede besat om ejerskabet af mig, og til sidst valgte de at dele, mens mit hjerte allerede var revet i stykker.
Da de gjorde mig til en delt elsker og begyndte at vælge ægtefællepartnere, opdagede jeg, at jeg var deres skæbnebestemte Luna.
Men efter at være blevet skuffet utallige gange nægtede jeg at underkaste mig og endte med at foregive min død i en mordsag...
Direktørens Besættelse: En Million-Dollar Ægteskabskontrakt
"Amelia?" spurgte jeg.
"Hold op med at spørge, om jeg er okay, og tag mig, Leonardo!" råbte hun. "Hårdere!"
Min chef foreslår, at vi gifter os i seks måneder for at forbedre hans image som ungkarl og redde hans firma. Jeg går med til det, og tænker at det bare er en leg. Men fra det første kys i dette falske ægteskab, indser jeg, at min uskyld ikke vil vare længe.
Regel nummer et? Nogle grænser er skabt til at blive brudt, uanset konsekvenserne.
DONENS JOMFRU OMEGA
Et klynk undslap mig, og jeg bed hurtigt i min læbe for at stoppe det, men hans berøring var hypnotisk, og jeg smeltede ind i hans krop, der var presset op mod min, hvilket fik mig til at føle mig fanget og hjælpeløs.
Hvordan kunne jeg være frastødt af Dominics mørke, men alligevel tiltrukket af det, som en møl til en flamme. Denne mand havde en overvældende tilstedeværelse, hans dominans og kontrol vækkede en forvrænget nysgerrighed i mig, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere eller nærme mig.
Mia finder sig selv viklet ind i et net af magt og bedrag. Efter at have opdaget sin ekskærestes utroskab, møder hun Dominic, en hensynsløs alfa og hendes eks' far, som vækker en forbudt tiltrækning i hende. Da Mias sande identitet afsløres, er hun splittet mellem tiltrækningen af Dominics mørke charme og et arrangeret ægteskab. Mia må træffe umulige valg for at beskytte sig selv og dem, hun elsker. Vil hun overgive sig til de kræfter, der søger at kontrollere hende, eller vil hun bane sin egen vej i dette farlige spil af kærlighed og loyalitet?
Den Sidste Åndevarg
"LYKANERE?! Sagde du lige LYKANERE?!"
"Ja, Vera! De kommer! Gør dine folk klar."
Jeg kunne ikke tro, at vi faktisk har lykanere i aften.
Jeg fik at vide, da jeg voksede op, at lykanere og ulve var dødsfjender.
Rygterne sagde også, at for at beskytte deres renblod, måtte lykanere ikke gifte sig med ulve i generationer.
Jeg var stadig overrasket, men jeg kunne ikke lade mit sind vandre mere. Jeg er læge.
En slemt såret varulv kommer stormende ind gennem skadestuens dør, mens han holder en bevidstløs ulv. Jeg skynder mig hen til dem, og sygeplejerskerne, der allerede er i deres kjoler og høje hæle, kommer dem til hjælp.
Hvad fanden skete der?
Jeg vender min fulde opmærksomhed mod den alvorligt sårede lykaner, og et øjeblik føles det, som om jeg kan mærke hans langsomme hjerteslag i mit eget bryst. Jeg tjekker hans vitale tegn, mens en sygeplejerske modvilligt tilslutter ham til alle maskinerne. Da jeg lægger min hånd på hans hoved for at løfte hans øjenlåg og tjekke pupilreaktionen, mærker jeg elektricitet løbe under mine fingerspidser. Hvad i...?
Uden varsel skyder hans øjne op og forskrækker mig, hvilket sender begge vores hjerterater gennem taget. Han ser intenst på mig; jeg ville aldrig tro, at de øjne tilhører en mand, der knap er i live.
Han hvisker noget for lavt til, at jeg kan høre det. Jeg kommer tættere på, og da han hvisker igen, flader hans hjerterytme ud, og mit hoved snurrer.
Hviskede han lige... mage?