THE REJECTED LUNA'S REVENGE

THE REJECTED LUNA'S REVENGE

Esther King · I gang · 31.6k ord

334
Hot
334
Visninger
100
Tilføjet
Del:facebooktwitterpinterestwhatsappreddit

Introduktion

My back arched, giving him more access to my skin. My core throbbed. And my breath escaped through me in harsh raggedness.

“Trey,” I managed to say, hoarse, trembling. “Trey…”

“Speak…” he ordered, his voice muffled against my neck. His hands slipped into my jacket, finding my hardened nipple beneath the soft woolen shirt I wore. No bra. “Speak.”

He squeezed, sucking more aggressively at my neck now. “Speak, Feyre!”

“We shouldn’t.”

Trey stiffened at my words, his lips stilling against my skin. His breath was warm, ragged, uneven—like he was barely holding himself together. Slowly, almost reluctantly, he pulled away, his lips dragging against my skin until they were gone entirely. The absence was immediate. Cold. Aches bloomed where he had been only moments before.

His hands moved to the blindfold, and in one swift, deliberate motion, he yanked it off. The sudden light made me blink rapidly, disoriented. His face was close, impossibly close, his dark, smoldering eyes locking onto mine. I barely had time to process the intensity in his gaze before his lips crashed against mine again—harder this time, more demanding.

He kissed me like he was trying to claim me, like he wanted to erase any hesitation I had left. My lungs burned as he stole my breath, leaving me gasping against him. When he finally broke away, our foreheads pressed together, I was left panting, my chest heaving against his.

A lost kingdom’s child. A rejected wolf. And a man who would burn the world for her.

This time, she wasn’t running. This time, she was ready to fight.

Kapitel 1

On the day my adopted father died, dark clouds rolled into the sky like thick ink spilling across an old canvas. The air grew heavy, pressing down as if the world itself knew something terrible was coming. I wasn’t home. I wasn’t there to witness whatever final breath he took. I was in school, in gym class, pretending, just like every other werewolf in this city, that I was human.

The gymnasium smelled like sweat and rubber, the sharp sting of cleaning chemicals barely masking the stench of teenage exertion. The walls were lined with faded banners from championships won decades before any of us were born. The floor was polished wood, worn down by years of running feet and scuffing sneakers, gleaming dully under the harsh fluorescent lights. The air was thick with heat, bodies moving, sneakers squeaking, breaths coming out in short, sharp gasps. Dodgeball. The most brutal game they could have picked.

Coach Calloway’s whistle had barely left his lips before the first ball went flying.

The difference between humans and werewolves, Nick Delaney. A human, through and through. He stood at about 5’9”, with a wiry build that gave him the kind of awkward energy you’d expect from someone still growing into their own skin. His sandy blonde hair stuck to his forehead in sweat-soaked strands, and his brown eyes darted nervously across the court. His movements were hesitant, deliberate, as if he was second-guessing every single step.

I remembered the first time I talked to him, back in freshman year. He’d fumbled with his locker combination while I waited impatiently behind him, tapping my foot against the tiled floor. When he finally managed to open it, he turned to apologize, his face flushing a deep red. His stammered "Sorry, uh—Feyre, right?" was all I needed to confirm he wasn’t like the rest of us. Humans had a way of being transparent, their emotions written all over their faces, their voices betraying them.

Even now, three years later, he hadn’t changed much. When a dodgeball came sailing toward him, he reacted a half-second too late. The rubber smacked him square in the chest with a loud thwack, sending him stumbling backward. His arms flailed, desperate for balance, before he hit the floor with a graceless thud. The impact left him sprawled on the polished wood, his breath coming out in wheezing gasps.

Humans always hesitated. Always thought too much. That was their weakness, relying on their brains instead of their instincts.

The gym echoed with laughter, some cruel, some just amused. Nick picked himself up slowly, cheeks burning as he tried to laugh it off. I could tell it stung, though. Not just the hit, but the embarrassment. Humans felt those things deeply, carried them like weights. Werewolves didn’t have time for that. Survival didn’t leave room for shame.

I glanced away, my eyes drifting to the next target in my mental game of “human or werewolf?”

Leah Carter.

She was built for this. For movement, for survival, for the split-second decisions that made the difference between getting hit and getting out of the way. Her golden-brown eyes tracked every motion on the court, never stopping, never losing focus. Before the ball even left the thrower’s hands, she was already moving, twisting her lean body at just the right angle, letting it skim past her shoulder with a precision that wasn’t just practice, it was instinct. Pure muscle memory. She never wasted a movement. Never hesitated.

Leah was a wolf through and through.

She stood at 5’7”, with a runner’s build, long, toned limbs built for speed. Her dark brown hair, thick and wavy, was always tied back in a high ponytail, strands escaping to frame her sharp, angular face. High cheekbones, tanned skin, lips that were always pulled into a knowing smirk, like she was in on some private joke the rest of us would never understand. She had a scar above her left eyebrow, a faint, silvery mark she never talked about.

I knew where it came from, though.

Our first real interaction wasn’t at school. It was in the pack territory, deep in the woods, the night we were thrown into our first fight. Not for survival. Not for dominance. For training.

We had been thirteen. Young, but not young enough to be spared from learning how to fight. Our pack was old-fashioned, brutal, even. They didn’t believe in coddling. You either learned to defend yourself, or you became a liability.

That night, the elders had lined us up in a circle under the full moon, forcing us to pair off, to fight. To draw blood.

Leah had been my opponent.

I had known her before that, of course. Everyone knew Leah Carter, the Beta’s daughter, the girl who could outrun most of the boys, who never backed down from a challenge, who carried herself with the quiet confidence of someone who had never known what it felt like to lose.

But that night, she wasn’t just another packmate. She was my enemy.

The fight started fast.

Leah was quicker, more experienced, her body moving with a predator’s grace. I barely had time to react before she had me on the ground, my back pressed into the cold dirt, her hand clenched around my throat. Despite being the alpha’s daughter, adopted, I was weak. The weakest of the wolves at the pack house. According to the elders, my wolf was dormant. I didn’t have one, yet I wasn’t a human.

“Yield,” Leah had hissed, breath hot against my face.

I hadn’t.

Instead, I had fought like a cornered animal, twisting, kicking, raking my nails across her forehead in a desperate attempt to break free. I didn’t have a claw like other wolves but the motion had been enough. My nails had caught her skin, splitting it open just above her eyebrow.

Blood.

She had drawn back for just a second, just long enough for me to throw her off, to flip us, to press my knee into her ribs the way she had done to me.

She had grinned up at me through the pain.

"Good," she had murmured, her golden-brown eyes gleaming.

Then the elders had called time, and the fight was over.

She had won. Barely.

From that moment on, we weren’t just packmates. We were rivals.

And maybe, in some twisted way, friends.

At school, she acted like she barely knew me. Like we were just two people who happened to exist in the same space. But in the pack? In the woods? When no one else was watching?

That was when Leah Carter acknowledged me.

And right now, as she ducked another dodgeball with the ease of someone who had been dodging attacks her whole life, I knew one thing for certain, Leah was built for survival.

Humans?

Not so much.

The difference between humans and werewolves—Mason Holt. He looked like he should’ve been unstoppable. Broad shoulders, thick arms, the kind of strength that made teachers nudge him toward football and wrestling teams with eager smiles. Six feet tall already, and still growing. His hands were massive, calloused from years of working at his dad’s auto shop, where he spent summers lifting tires and hauling equipment heavier than most of the guys on the team.

Mason was built like a tank. But that didn’t mean he knew how to fight.

Strength meant nothing when you didn’t know how to use it.

His dark blond hair was always a little too messy, like he never really cared enough to fix it. His blue eyes were sharp but not calculating, not like a wolf’s. There was hesitation behind them, a human’s way of second-guessing, thinking too much instead of acting.

On the dodgeball court, he was all force, no finesse. He threw the ball like he was trying to break something, his muscles tightening, his arm snapping forward with too much power and not enough control.

Predictable.

A wolf would’ve seen it coming a mile away.

And dodged.

Mason thought brute strength was everything.

Wolves knew better.

The difference between werewolves and humans?

Sienna Reyes was a blur, not just now, not just on the court, but always. Everything about her moved too fast—her legs, her thoughts, her sharp brown eyes that flicked from one person to the next like she was tracking prey. At 5’7”, she wasn’t the tallest, but she didn’t need height. She had speed.

Her black hair, cut short at her shoulders, whipped behind her as she dodged another ball, her body twisting at the last second so it barely skimmed past her. Her breathing never changed. Not once. She never burned out, never wore down. Wolves knew how to last.

Humans gasped, faltered, let exhaustion creep in. I had known Sienna my whole life, but she had never truly seen me. She wasn’t cruel—not like some of the others—but she never tried to be my friend either. Because I wasn’t really one of them. No wolf. No scent that marked me as pack, no connection to the others that made them belong to one another in ways I could never touch. Sienna was pack. Through and through. I remembered watching her train behind the packhouse as a kid, effortlessly taking down a boy twice her size with a single move, and I had wanted to be like her, wanted to belong. But the pack didn’t want an Alpha’s daughter with no wolf. And Sienna? She hadn’t even noticed when I stopped showing up. Now, in gym class, she still didn’t see me. She was too focused, too sharp. Another dodge, another move too smooth to be human. She never tripped, never hesitated. Sienna Reyes never showed weakness. Wolves never did. But I wasn’t a wolf. Not really.

Seneste kapitler

Du kan også lide 😍

Ulveprinsen: Hans Skræmte Mage

Ulveprinsen: Hans Skræmte Mage

3.4k Visninger · I gang · inue windwalker
Døren blev sparket ind, som om den blev ramt af et tog. "Hvor er hun NU!" Han brølede og hævdede sin dominans. Hvordan fandt han mig?! Jeg gemte mig under dynen, bange for hvad han ville gøre, hvis ingen svarede. Bange for at han ville udføre det, han havde sagt til mig, og troede, jeg ikke hørte det. Aggressiv, irrationel og dominerende over noget, han ikke vidste, han havde, før jeg først skiftede. Vil han rive mig fra hinanden... eller rive mit tøj af.

Ulvekongens barnebarn, forbandet til at vente på sin mage på grund af sin brutalitet og arrogance, fornærmede Månedamen. En enkelt kommentar blev taget som en fornærmelse, hvilket fik ham til at vente på, at hun bogstaveligt talt skulle blive født.
Mafiaens Mægler

Mafiaens Mægler

1.4k Visninger · Afsluttet · Vicky Visagie
Jeg står på alle fire med George, der trænger ind i min fisse nedefra, og Gio i min røv. George sutter på mine bryster, og det føles som himlen. Der er hænder overalt. Antonio og Dante står på hver sin side af mig. De skiftes til at skubbe deres pik ind i min mund. Der er ikke et hul, der ikke er fyldt på dette tidspunkt. Antonio er hård ved min mund, han går helt ned i halsen på mig, indtil jeg gisper, før han trækker sig ud, og Dante tager over. Dante er mere blid og kan lide, når jeg leger med min tunge omkring hans pik. Antonio vil bare kneppe min mund uden noget pjat. Når Dante går dybt og får mig til at gispe, er det Antonios tur igen. Jeg kan mærke min orgasme nærme sig, og det føles som den bedste orgasme nogensinde. Jeg er ikke sikker på, om det er en god idé at have Antonio eller Dantes pik i munden, når jeg kommer. Jeg kunne måske bide den af. Jeg begyndte at stønne omkring Antonios pik, og han stønnede, mens Dante hviskede i mit øre, hvor god en pige jeg er...


Mit navn er Emilia Rossi, min far var mægler for en rig og berygtet mafiafamilie. Han døde for nogle år siden, og jeg besluttede at overtage hans forretning. Den eneste forskel er, at jeg ikke vil arbejde for kun én familie; jeg vil arbejde for så mange kriminelle familier som muligt. Du spørger måske, hvad en mægler gør. Vi forbinder vores klienter med de rette mennesker. Hvis de er på udkig efter våben, stoffer, diamanter, du navngiver det, vi kan skaffe det. Jeg mødte denne gruppe mænd, de kommer fra forskellige mafiafamilier, men har besluttet at arbejde sammen. Nu kalder de sig D.A.G.G. Det har skabt mange problemer med deres fædre. Deres navn står for Dante, Antonio, George og Gio, ja, det er deres navne, og de er alle vildt lækre, men jeg har en regel. Ingen blanding af forretning og fornøjelse. Det eneste problem er, at disse fyre ikke har modtaget min besked om ikke at blande forretning med fornøjelse, for åh Gud, kan de give fornøjelse...
Skæbnens Spil

Skæbnens Spil

2.3k Visninger · I gang · Dripping Creativity
Amies ulv har ikke vist sig selv. Men hvem bryder sig om det? Hun har en god flok, bedste venner og en familie, der elsker hende. Alle, inklusive Alfaen, siger til hende, at hun er perfekt, som hun er. Det er indtil hun møder sin mage, og han afviser hende. Den sønderknuste Amie flygter fra det hele og starter forfra. Ingen flere varulve, ingen flere flokke.

Da Finlay finder hende, bor hun blandt mennesker. Han er betaget af den stædige ulv, der nægter at anerkende hans eksistens. Hun er måske ikke hans mage, men han vil have hende til at være en del af hans flok, latent ulv eller ej.

Amie kan ikke modstå Alfaen, der kommer ind i hendes liv og trækker hende tilbage til flokken. Ikke alene finder hun sig selv lykkeligere, end hun har været i lang tid, hendes ulv kommer endelig til hende. Finlay er ikke hendes mage, men han bliver hendes bedste ven. Sammen med de andre topulve i flokken arbejder de på at skabe den bedste og stærkeste flok.

Når det er tid til flokspil, begivenheden der afgør flokkens rang for de kommende ti år, må Amie konfrontere sin gamle flok. Da hun ser manden, der afviste hende for første gang i ti år, bliver alt, hvad hun troede, hun vidste, vendt på hovedet. Amie og Finlay må tilpasse sig den nye virkelighed og finde en vej frem for deres flok. Men vil den uventede drejning splitte dem ad?
Gå Dybt

Gå Dybt

1.3k Visninger · I gang · Catherine K
Denne bog indeholder de mest pirrende erotiske noveller, du nogensinde har læst.
Det er en samling af alle erotiske genrer, mundvandsdrivende, lystfulde og intense krydrede historier, der kan tage dig til syndens land.

Tror du, du kan håndtere disse historier?

En vild affære
Smagen af Emily
Bare tag mig
En ordre
Trekantdate
Vores nye lejer
Pigen ved siden af
Jeg vil have Darlene
Fars pige
Min Dominerende Chef

Min Dominerende Chef

1.3k Visninger · I gang · Emma- Louise
Jeg har altid vidst, at min chef, hr. Jensen, har en dominerende personlighed. Jeg har arbejdet sammen med ham i over et år. Jeg er vant til det. Jeg troede altid, at det kun var forretningsmæssigt, fordi han havde brug for at være sådan, men jeg lærte snart, at det er mere end det.

Hr. Jensen og jeg har ikke haft andet end et arbejdsmæssigt forhold. Han bossede rundt med mig, og jeg lyttede. Men alt det er ved at ændre sig. Han har brug for en date til et familiebryllup og har valgt mig som sin mål. Jeg kunne og burde have sagt nej, men hvad kan jeg ellers gøre, når han truer mit job?

Det er at gå med til den ene tjeneste, der ændrede hele mit liv. Vi tilbragte mere tid sammen uden for arbejdet, hvilket ændrede vores forhold. Jeg ser ham i et andet lys, og han ser mig i et.

Jeg ved, det er forkert at involvere sig med min chef. Jeg prøver at kæmpe imod det, men fejler. Det er kun sex. Hvad skade kunne det gøre? Jeg kunne ikke tage mere fejl, for det, der starter som kun sex, ændrer retning på en måde, jeg aldrig kunne forestille mig.

Min chef er ikke kun dominerende på arbejdet, men i alle aspekter af sit liv. Jeg har hørt om Dom/sub-forholdet, men det er ikke noget, jeg nogensinde har tænkt meget over. Efterhånden som tingene bliver mere intense mellem hr. Jensen og mig, bliver jeg bedt om at blive hans submissive. Hvordan bliver man overhovedet sådan noget uden erfaring eller ønske om at være det? Det vil være en udfordring for både ham og mig, fordi jeg ikke er god til at blive fortalt, hvad jeg skal gøre uden for arbejdet.

Jeg havde aldrig forventet, at det ene, jeg ikke vidste noget om, ville være det samme, der åbnede en utrolig ny verden for mig.
Mated til min Rugby trilling Stedbror

Mated til min Rugby trilling Stedbror

1.7k Visninger · I gang · Hazel Morris
"Efter hver seksuel omgang, efterlad et mærke på hendes krop." Mine trillingebrødre låste mig inde i kælderen, misforstået at jeg havde forrådt dem.
Jeg boede hos min stedfar for at gå i skole, og trillingerne gjorde hele skolen til et mareridt for mig, og manipulerede mit sårbare hjerte til at falde for dem.
Efter at have tilgivet dem, kastede de mig igen i helvede.
"Føler de sig virkelig komfortable, når mine andre to brødre besidder dig, eller knalder dig? Kan jeg teste det tredive gange om ugen?" Computer-geniet blandt trillingerne bedøvede mig med en sexdrik og testede passende positioner i laboratoriet.
"Hvis jeg ikke kan være den, du elsker mest, så vær min BDSM-objekt." En anden trilling hængte mig op i luften og pressede sin muskuløse krop mod mig.
"Hvis du laver en lyd af stønnen, gisp eller skrig under ekstra timer, vil jeg straffe dig." Den ældste, som værdsatte familiens ære og var den fremtidige alfa af stammen, holdt stramt om min talje og klædte mig af i skolens studierum.
Trillingerne kæmpede besat om ejerskabet af mig, og til sidst valgte de at dele, mens mit hjerte allerede var revet i stykker.
Da de gjorde mig til en delt elsker og begyndte at vælge ægtefællepartnere, opdagede jeg, at jeg var deres skæbnebestemte Luna.
Men efter at være blevet skuffet utallige gange nægtede jeg at underkaste mig og endte med at foregive min død i en mordsag...
Stuepige for Mafiaen

Stuepige for Mafiaen

1.2k Visninger · I gang · Jaylee
"Du ved, at du aldrig må tale med nogen af de andre chefer!"
"Nej, du sagde, at jeg ikke måtte knalde nogen af cheferne, ikke at jeg ikke måtte tale med dem."
Alex lo hånligt, hans læber vred sig op i et smil. "Han er ikke den eneste. Eller troede du, at jeg ikke vidste om de andre?"
"Seriøst?"
Alex gik truende hen imod mig, hans kraftfulde bryst pressede mig ind mod væggen, mens hans arme kom op på hver side af mit hoved, fangede mig og sendte en bølge af varme ned mellem mine ben. Han lænede sig frem, "Det er sidste gang, du viser mig respektløshed."
"Jeg er ked af det-"
"Nej!" snerrede han. "Du er ikke ked af det. Ikke endnu. Du brød reglerne, og nu vil jeg ændre dem."
"Hvad? Hvordan?" klynkede jeg.
Han smirkede, strøg sine hænder bag mit hoved for at ae mit hår. "Tror du, at du er speciel?" Han fnøs, "Tror du, at de mænd er dine venner?" Alex's hænder knyttede sig pludselig, og han rykkede mit hoved tilbage på en grusom måde. "Jeg vil vise dig, hvem de virkelig er."
Jeg slugte en hulken, da mit syn blev sløret, og jeg begyndte at kæmpe imod ham.
"Jeg vil lære dig en lektie, du aldrig vil glemme."


Romany Dubois er lige blevet dumpet, og hendes liv er vendt på hovedet af en skandale. Da en berygtet kriminel giver hende et tilbud, hun ikke kan afslå, underskriver hun en kontrakt, der binder hende til ham i et år. Efter en lille fejl bliver hun tvunget til at tilfredsstille fire af de mest farligt besiddende mænd, hun nogensinde har mødt. En nat med straf bliver til et seksuelt magtspil, hvor hun bliver den ultimative besættelse. Vil hun lære at herske over dem? Eller vil de fortsætte med at herske over hende?
Fortællingerne om en Gravid og Afvist Luna

Fortællingerne om en Gravid og Afvist Luna

930 Visninger · Afsluttet · RamataMaguiraga
L- livgivende
U- uundværlig og stærk
N- naturlig omsorgsperson
A- attraktiv

Det er, hvad Luna står for, alle de ting, jeg fik at vide, jeg ikke var.....


Colleen Daniel. 18. Det er det tal, hun helst vil glemme. Det er den dag, hun mistede alt. Hendes mage. Hendes venner. Hendes familie, alt sammen på grund af en titel. Fordi hun var en omega.

På hendes 18-års fødselsdag holder Betaens datter, som hun betragtede som sin ven, en fest for hende. Da hun finder ud af, at hendes mage ikke er nogen anden end alfaen Reese Gold, er hun ovenud lykkelig over at have fundet sin mage. Men da hendes mage afviser hende næste morgen på grund af hendes status, bliver hun tvunget til at bo i byens udkant væk fra pakkehuset, hvor hun arbejder som stuepige for alfaen.

Da hun finder ud af, at hun er gravid, beslutter hun at holde det skjult for alle. Men når man arbejder som stuepige for sin eks-mage, hvordan skjuler man så en graviditet?

©RamataMaguiraga 2016. Alle rettigheder forbeholdes
Helvedes Forræderi

Helvedes Forræderi

521 Visninger · I gang · Gabriel Amarachi
TRIGGER WARNING ⚠️
KUN FOR 18+


At se hende kneppe sig selv til tanken om mig gjorde mig vanvittig. Som en kryb stod jeg ved siden af hendes seng i min dæmonform for at være usynlig, mens jeg pumpede min pik frem og tilbage i hånden, mens jeg så hendes to fingre dykke ind og ud af hendes smukke, våde fisse.
"Ja! Sla' min fisse, Sir," stønnede hun, hendes fantasier løb løbsk. Da hun skælvede og kom på sine fingre, steg hendes essens op for at møde mig, og jeg mistede kontrollen over mig selv og kom så hårdt.
"Chef?" udbrød min menneskelige sekretær.
"For fanden!" gispede jeg og opdagede, at jeg var i menneskeform.


Aria Morales var plaget af ekstrem uheld. Det var så intenst, at hun altid havde bandager med sig, fordi hun altid stødte sit ben et eller andet sted eller nogle gange faldt fladt på jorden. Forladt af sin familie kæmper hun for at færdiggøre sin uddannelse, men ingen ville ansætte hende på grund af hendes klodsethed. Uønsket, uheldig og frustreret beslutter hun sig for at prøve en sidste gang at ændre sit held.
Så mødte hun Alaric Denver.
Alaric Denver er din hverdagens milliardær og ejer af Legacy Empire, men bag den facade er han en dæmon; en inkubus og Helvedes prins. Han var en sexdæmon, men han gav kun nydelse, modtog sjældent selv. Han er også en defekt, halvt dæmon, halvt menneske, så helvedes energi var giftig for ham. Han var nødt til at leve på jorden og han levede af menneskelige lyster og laster, men det var aldrig nok.
Det var indtil han mødte Aria Morales.
Direktørens Besættelse: En Million-Dollar Ægteskabskontrakt

Direktørens Besættelse: En Million-Dollar Ægteskabskontrakt

589 Visninger · Afsluttet · bluestorm698
Jeg trak hende tættere på og trængte ind i hende igen. Igen og igen, fandt rytmen. Jo mere intense mine bevægelser blev, jo højere skreg hun.

"Amelia?" spurgte jeg.

"Hold op med at spørge, om jeg er okay, og tag mig, Leonardo!" råbte hun. "Hårdere!"

Min chef foreslår, at vi gifter os i seks måneder for at forbedre hans image som ungkarl og redde hans firma. Jeg går med til det, og tænker at det bare er en leg. Men fra det første kys i dette falske ægteskab, indser jeg, at min uskyld ikke vil vare længe.

Regel nummer et? Nogle grænser er skabt til at blive brudt, uanset konsekvenserne.
Den Sidste Åndevarg

Den Sidste Åndevarg

819 Visninger · Afsluttet · Elena Norwood
"INCOMING! 10 sårede ulve og 3 lykanere!" Sophie, min bedste veninde og vores alfa, råber i mit hoved.

"LYKANERE?! Sagde du lige LYKANERE?!"

"Ja, Vera! De kommer! Gør dine folk klar."

Jeg kunne ikke tro, at vi faktisk har lykanere i aften.

Jeg fik at vide, da jeg voksede op, at lykanere og ulve var dødsfjender.

Rygterne sagde også, at for at beskytte deres renblod, måtte lykanere ikke gifte sig med ulve i generationer.

Jeg var stadig overrasket, men jeg kunne ikke lade mit sind vandre mere. Jeg er læge.

En slemt såret varulv kommer stormende ind gennem skadestuens dør, mens han holder en bevidstløs ulv. Jeg skynder mig hen til dem, og sygeplejerskerne, der allerede er i deres kjoler og høje hæle, kommer dem til hjælp.


Hvad fanden skete der?

Jeg vender min fulde opmærksomhed mod den alvorligt sårede lykaner, og et øjeblik føles det, som om jeg kan mærke hans langsomme hjerteslag i mit eget bryst. Jeg tjekker hans vitale tegn, mens en sygeplejerske modvilligt tilslutter ham til alle maskinerne. Da jeg lægger min hånd på hans hoved for at løfte hans øjenlåg og tjekke pupilreaktionen, mærker jeg elektricitet løbe under mine fingerspidser. Hvad i...?

Uden varsel skyder hans øjne op og forskrækker mig, hvilket sender begge vores hjerterater gennem taget. Han ser intenst på mig; jeg ville aldrig tro, at de øjne tilhører en mand, der knap er i live.

Han hvisker noget for lavt til, at jeg kan høre det. Jeg kommer tættere på, og da han hvisker igen, flader hans hjerterytme ud, og mit hoved snurrer.


Hviskede han lige... mage?
Darkmore-brødrenes Besættelse

Darkmore-brødrenes Besættelse

623 Visninger · Afsluttet · Williane Kassia
Yaras liv er et konstant mareridt, fanget i et arrangeret ægteskab, hvor hendes mand er indbegrebet af grusomhed og kontrol. Men alt ændrer sig, da Magnus, Kael og Damien Darkmore, tre mystiske og farligt forførende brødre, træder ind i hendes liv. Splittet mellem frygten for det ukendte og en uimodståelig tiltrækning, finder Yara sig fanget i et spil af skygger, lidenskab og magt, hvor hendes frihed og hendes hjerte står på spil. Vil de sætte hende fri, eller vil de blot være en anden form for fangenskab?