Den Skjulte Prinsesse (Saville Serien Bog 1)

Emma

"Hvordan kan du se det her program?" spurgte Noah. Han vil altid stille spørgsmål til mine valg af tv-programmer, indtil han selv bliver interesseret i dem. Jeg forberedte mig på flere spørgsmål.

"Lad dig ikke narre, kære bror. Dette program er meget lærerigt. Jeg kan lære, hvad jeg skal gøre, når apokalypsen rammer os," svarede jeg med det mest alvorlige udtryk i ansigtet. Det resulterede i, at en pude blev kastet i hovedet på mig. Jeg gætter på, at mine skuespillerevner stadig er dårlige.

"Du vil lede efter en talende hund og et kongerige fyldt med uvidende slikmennesker?" spurgte han, mens han gjorde sig komfortabel på sofaen ved siden af mig. Jeg hørte et hånligt fnys fra ham, men hans interesserede blik afslørede ham.

Jeg smilede for mig selv og tog endnu en mental note af, hvor forskellige mine ældre brødre var. De er i en alder, hvor de burde udforske verdenen af... hvad end fyre gør i deres alder, men de foretrækker at forkæle deres lillesøster, hver gang de får chancen. De var virkelig en gåde. Noah og Jonah er tvillinger og har nået popularitetens højdepunkt i deres sociale liv, ikke kun på den high school, de går på, men i hele flokken. De har mange bekendte, men ikke mange venner. Det er lidt mærkeligt, men ikke noget at bekymre sig om.

"Emma! Skat, det er tid til træning."

Åh nej. Et afsnit mere. Jeg kan lige nå et afsnit mere, før hun opdager det, og så skynder jeg mig til træningspladsen.

"Selvfølgelig, mor," sagde jeg, mens jeg satte tv'et på lydløs.

"En... To... Tre..." Noah begyndte at tælle med et fjollet grin på læben. Det var sjældent. Han måtte være meget underholdt af min lille knibe. Det er Adventure Time. Hvis man misser et afsnit eller en scene fra denne tegnefilm, går man glip af hele plottet. Jeg viftede ham væk og prøvede at fokusere på programmet igen. Iskongen var idiot igen, men jeg havde misset, hvorfor. Havde han kidnappet en prinsesse igen?

"At sætte tv'et på lydløs hjælper ikke, lille pige."

Jeg skælvede, da jeg hørte min mor tale igen. Et øjeblik var jeg chokeret over udviklingen, men en hånende stemme i hjørnet af min bevidsthed mindede mig om min situation. Midlertidigt hukommelsestab kan ske for alle.

"Hvordan kunne jeg glemme den vitale del? Det ser ud til, at jeg må lave en opsummering af programmet."

"Du glemte din genetiske sammensætning, interessant," den tørre kommentar ved siden af mig forstærkede den hånende stemme i mit hoved.

"Heh! Jeg ved det, ikke?" Jeg slog ham på skulderen for at lette noget af min forlegenhed og forlod stuen for at gøre, som jeg blev bedt om. Mor er meget streng med disse ting.

Ikke et af mine bedste øjeblikke.

Jeg skyndte mig op ad trappen for at skifte til mit træningstøj, men min telefon ringede og distraherede mig et øjeblik. Da jeg så navnet blinke på skærmen, bredte der sig et smil på mit ansigt.

"Ja! Jeg er på vej, og jeg har ikke glemt det." Uden at udveksle høfligheder besvarede jeg opkalderens uudtalte spørgsmål, da opkaldet blev forbundet.

Latter lød gennem højttaleren fra den anden side af linjen.

"Hvordan kan tredje-kommandørens datter være så doven? Kom nu, Emmy. Vis lidt initiativ," svarede opkalderen i en munter tone.

Mason. Min bedste ven siden blealderen, og en der aldrig pakker tingene ind, når han taler med mig. Han er en pålidelig fyr og en, jeg har stor respekt for. Selvfølgelig lige under min far og mine brødre.

"Fordi denne datter foretrækker at være væk fra sved og blå mærker."

"Jeg forstår det stadig ikke, du træner næsten aldrig, men er så stærk i kamp."

"Det kaldes et vidunderbarn. Jeg er et vidunderbarn, kære Mase."

"Hvad du end siger, Emmy. Åh, for pokker! Kan du komme her... som nu? Heather dukkede lige op," sagde han med en opgivende stemme.

Mens jeg forestillede mig scenen, der kunne udspille sig i øjeblikket, skyndte jeg mig med et smil på læben. Opgaven, han kræver af mig, er pligten som en bedste ven. Hvordan kan jeg sige nej? "Din regning stiger," sagde jeg, mens jeg lyttede til baggrundsstøjen på hans side.

"Fint. Dine yndlingsrestauranter i en uge, undtagen den dumme fine restaurant i nabobyen." Desperation prægede hans stemme, og som den bedste ven jeg er, nød jeg hans elendighed. "Aftale!"

Da jeg gik ud af huset, så jeg Noah vente tålmodigt på mig i forhaven. Han vendte sig og så strengt på mig som en stille advarsel. "Jeg ved det, men..." begyndte jeg at sige, før han gav mig 'Det er lige meget'-blikket. Sammen med min far var mine brødre strenge med punktlighed og konstant træning. Jeg havde stadig ikke fundet ud af hvorfor. Vores flok var godt skjult fra menneskebyer og blev betragtet som en fredelig flok. Vi har ikke haft et angreb fra en vildfaren ulv i årevis og ingen chikane fra udenforstående i lang tid. Byen var stort set som enhver anden menneskelig forstad. Jeg vil ikke stille spørgsmålstegn ved deres strenge lærdom, men en forklaring ville være rart.

Vi tog en kort gåtur til træningspladsen for at mødes med vores bror og venner. Jeg stod bagerst og kiggede på scenen foran mig. Min far trænede en gruppe på fem i hånd-til-hånd kamp, mens andre var i deres ulveform og deltog i mock-kampe.

Det var en behagelig og interessant scene.

Denne verden, min verden, er fyldt med alt, hvad en fantasy- eller overnaturlig bog indebærer. Varulve og andre mytiske væsener er virkelige, men menneskene er uvidende om denne viden.

Hvorfor?

Historiebøgerne fortæller os, hvorfor vores slags besluttede at have det sådan.

Vores flok er en renracet flok, en af mange, ikke så stor som de fleste, men respekteret af andre i USA. Moon Dust lever i afsondrethed og overlader kampene om hierarki til de store flokke. Vores Alpha har holdt det sådan, og vi er evigt taknemmelige for det. Vores territorium er som enhver anden lille by, du kan tænke på. Den sædvanlige biograf, caféer, indkøbscentre, skoler, arbejdspladser, smukke kolonihuse og også hele forstadsfølelsen. Mennesker bor også blandt os på grund af nogle få varulve, der er deres partnere. Deres antal er under tyve, hvilket er et stabilt resultat. Vi holder vores identitet skjult, hvilket er let at gøre. Vi kan bevæge os uden for vores territorium, men skal være forsigtige. Der er altid truslen fra jægere fra vores forfædres tid, som har efterkommere, der fortsætter deres arbejde.

Jeg gætter på, at det er en åbenlys grund til min træning.

Da jeg kiggede rundt, fandt jeg personen, der tilsyneladende havde brug for min hjælp. Da jeg kom tættere på, kunne jeg høre den gentagne respons, han giver Heather, når hun nærmer sig ham. Sandsynligvis emnet om dating, da det var det samme hver gang. Stakkels fyr.

"Hej Mase, jeg er her. Lad os træne, du lovede at lære mig det nye træk," sagde jeg med meget falsk entusiasme. Han udstødte et lettelsens suk, da Heather vendte sig om med irritation tydelig i øjnene. "Skrid, møgunge. Voksne taler," sagde hun skarpt. Jeg ville påpege, at vi var jævnaldrende, men det ser ud til, at det ikke er gået op for hende. Det ville være en længere samtale, tror jeg.

"Hvem er de voksne?" spurgte jeg. At distrahere hende fra Mason var en nem opgave. Når alt kommer til alt, kan vi ikke lide hinanden og ender ofte i verbale skænderier.

"Os," sagde hun og pegede mellem sig selv og Mason.

"Heather, se, jeg er virkelig nødt til at fortælle dig dette. Mason... Mason... Han er bare ikke interesseret i dig. Jeg tror, han gør det klart under dine utallige tilnærmelser. Vær sød. Giv op. Det, I to delte, var flygtigt, hvilket hun dristigt erklærede bagefter. Hvad ville dine beundrere tænke? Jeg tror ikke, den nuværende fyr, du ser, vil kunne lide dine nuværende handlinger. Overhovedet."

Jeg mente ikke at være så direkte, men Mason var for meget af en god fyr til at afvise en pige, uanset hvor trættende den pige kan være. Det er en egenskab, han nogle gange hader.

Hun stirrede på mig og prøvede at finde et modsvar, men fejlede miserabelt.

"Du... Du..." Hendes ansigt blev rødt af forlegenhed, da hun ikke kunne sige noget eller retfærdiggøre sine handlinger. Hun forlod hurtigt stedet, men jeg ved, at hun vil gøre det samme igen. Hendes vedholdenhed var skræmmende.

Mason faldt på knæ og krammede mine ben i stor taknemmelighed. "Du er den bedste nogensinde! Tak fordi du reddede mig fra hende," sagde han og udstødte et stort suk.

"Så, så, drama king. Hvordan kan du sige det om pigen, der gjorde dig til en mand?" sagde jeg med et smil, mens jeg klappede ham på hovedet.

Han kiggede op på mig med smalle øjne. "Hvorfor fortæller jeg dig mine hemmeligheder, hvis du bare kaster dem tilbage i ansigtet på mig?"

Som typiske bedste venner siden blealderen er mange hemmeligheder blevet delt. At være betas søn og mig selv som tredje-kommandørens datter gav os et forspring i vores venskab. Vi var og er stadig uadskillelige, tykke som tyve. Alle troede, at når vi blev teenagere, ville venskabet ende, men vi beviste dem forkerte. Begge bliver vi 18 om et par måneder, afslutter high school inden for en måned, og ironisk nok blev vi begge optaget på Brown University. Han fik et fodboldstipendium, mens jeg kom ind med et akademisk stipendium.

"Fordi du elsker mig mere end peanutbutter og syltetøj," sagde jeg og trak i hans øre. Han gav mig det fjollede grin, der sender piger i en hvirvelvind, men jeg var totalt immun.

"Og du elsker mig mere end Nutella," svarede han, mens han rejste sig for at lægge en arm om mine skuldre.

"Kun dig, Mase."

Resten af træningen deltog jeg i hånd-til-hånd kamptræning med Mason, mens mine brødre var i ulveform og trænede andre i at forsvare sig mod angreb. De var de stærkeste krigere i flokken og også de første tvillinger, der blev født i flokken i 20 år. Deres styrke var på niveau med den nuværende Beta-ulv, hvilket i sig selv var en præstation. De ældste sagde, at det var på grund af vores floks fredelighed, at Månegudinden velsignede os. For mig var det ren held.

"Det er nok for i dag. Aftræd."

Alle forlod, da min far afsluttede træningssessionen. Tilbage på banen var min familie, Mason og jeg. Denne samling var ikke usædvanlig, men min tilstedeværelse blev ofte stillet spørgsmålstegn ved på grund af min status i flokken.

Far ventede, indtil ingen var inden for hørevidde, og kom så over til mig. Min far var en kraft at regne med, hans kraftfulde krop udstrålede magt sammen med hans 1,88 meters højde. Hans øjne afslørede ingen følelser, kun hans familie var heldige nok til at se det.

"Du gjorde det godt i dag, Emmy. Klar til en løbetur?" spurgte han mig med ren beundring i øjnene. Jeg kiggede på mine brødre, som smilede til mig, mens Mason klappede mig på hovedet og forsikrede mig om, at området var sikkert. Jeg nikkede som svar og fulgte ham til skovkanten.

Spændingen begyndte at blomstre inden i mig, indtil jeg var fuldstændig opslugt af den. Min spænding og min ulvs matchede perfekt.

Siden jeg første gang skiftede form som 13-årig, har jeg altid taget en løbetur med min familie, men ingen andre. Alle i flokken tror, at jeg er en sen udvikler, ja, jeg bliver mobbet for det, men der var en grund til, at min familie, som inkluderer Beta- og Alpha-familierne, valgte at gøre det sådan. Tilstedeværelsen af min ulv var en hemmelighed. En vigtig en. Jeg ved ikke hvorfor, men mine forældre sagde, at det var for det bedste.

Jeg så, da mine brødre skiftede til deres identiske brune ulve med gyldne øjne, derefter Mason til sin grå ulv med blå øjne. Til sidst min far, en stor rødbrun ulv med mørke øjne, alle kredsede om mig, mens jeg skiftede. I vores 'ulveform' er vi på højde med et voksent menneske, eller den tilsvarende højde som vores menneskekroppe.

Jeg rystede min krop og kunne mærke vinden strømme gennem min pels, der bevægede sig efter eget ønske.

Masons ulv slikkede siden af mit ansigt, mens mine brødre og far legende bed i mine ører. Det var længe siden, jeg havde taget denne form, og deres ulve var lige så spændte på denne løbetur.

'Hold jer til stierne. Vi løber så langt som til søen.' Hans besked nåede mig gennem vores slags telepatiske kommunikationsbølge - mindlink.

'Ja, far!' sagde jeg, mens Noah og Jonah løb foran. Mason var som altid ved min side, mens jeg fulgte dem, og min far lukkede rækken.

I menneske- og ulveform var min vækst hurtigere end nogen anden hun-ulv. Dette sker, når man er velsignet med en så sjælden ulveånd. Til dato er jeg den første hvide ulv i et århundrede. Ingen gad forklare denne hændelse og besluttede simpelthen, at jeg skulle leve som et ulveløst flokmedlem.

Jeg havde spørgsmål, men hvem skulle jeg spørge? Hvem vil svare mig ærligt?

Jeg har brug for at vide det.