Voldelig Lille Ting.

Advarsel

Denne bog indeholder MEGET seksuelt indhold, tortur, vold, våben, børnemishandling, omvendt harem, "hvorfor vælge," og mere.

Intet skrevet skal tages let, og intet af det er ment til at blive glorificeret. Denne bog er ikke for alle. Det er en mørk mafia-romance med mange drejninger.

Det er en følelsesmæssig rutsjebane. Er du klar til turen?

Lilly

Jeg husker ikke præcis, hvornår min krop stoppede med at værke efter utallige nætter på kolde, hårde gulve, men det virker, som om jeg er blevet vant til det. Det er næsten trøstende. Jeg kunne nok have råd til en madras nu, men jeg vælger at lade være. Det får mig til at føle, at jeg har kontrol over mit liv. Som om jeg ikke blev tvunget til at flygte hjemmefra, fra alt jeg nogensinde har kendt, og starte forfra fra ingenting.

Det er mit valg at sove på gulvet.

Det er mit valg at leve minimalistisk.

Det er mit valg.

Det er nu fem år siden, jeg begyndte at løbe. Det var min attende fødselsdag, og min far gav mig intet andet valg end at flygte. Fem forskellige byer, alle endte med, at mine brødre og far fandt mig og næsten fangede mig.

Denne gang lykkedes det mig hurtigt at sikre et usselt motelværelse i et forfærdeligt kvarter. Det har fire vægge, et tag, et gulv og en låsbar dør, og det er alt, hvad jeg har brug for lige nu. Det er en meget bedre situation, end jeg har været i nogen anden gang, jeg har måttet starte forfra. Jeg har sovet på parkbænke og spist af skraldespande. Jeg har tigget om småpenge på gaderne for at få enderne til at mødes. Jeg var endelig ved at gøre fremskridt, havde et lille sted at krybe tilbage til efter hver elendig dag. Jeg var begyndt at kunne lide denne by.

Men intet varer evigt.

Jeg måtte tage den første bus væk derfra, efter jeg så mine brødre stå ved den bil, jeg havde købt, udenfor det motel, jeg havde boet på. Det var en dum fejl fra min side, at tro jeg kunne have en bil uden, at de kunne spore den til min placering. Jeg skulle have haft en vagt på Thrive den aften, en stripklub, hvor jeg havde fået job som danser og lejlighedsvis bartender. I stedet gik jeg ud den morgen og fandt min fars stolthed og glæde, lænende mod min bil, så afslappet, ventende på, at jeg skulle overgive mig til dem.

Selvfølgelig gjorde jeg ingen sådan ting og tog flugten, før de kunne se mig.

Jeg løb i fyrre minutter til Thrive, hvilket smertefuldt nok kun ville have taget femten i bil. Hele grunden til, at jeg ønskede den dumme byrde i første omgang. Jeg havde bare brug for at få min sidste løncheck, før jeg forlod, så jeg havde noget at starte med denne gang. Da jeg nåede frem, var mine fødder et rod fra at løbe barfodet. Normalt ville jeg have båret mine dødbringende stiletter til bilen og taget dem på, når jeg havde stemplet ind, men jeg havde ikke den luksus denne gang. Jeg kom for sent til min vagt, helt ødelagt, men heldigvis tog manageren, Stacy, et kig på mig og vidste, at noget var galt. Jeg havde ikke fortalt hende noget for personligt før, men hun vidste, at jeg var i en dårlig situation, da jeg først snublede ind i baren og bad om et job.

Jeg havde alt for store, beskidte tøj og et seriøst fuglerede i mit hår, fordi jeg ikke ejede en børste. Mine sko var ved at falde fra hinanden, og jeg var så tynd dengang. Hun fik medlidenhed med mig og sagde, at vi alle har været der engang, og at alle fortjener en chance. Hun lærte mig at danse, gav mig nogle af sine gamle outfits og lod mig overnatte på hendes sofa i et stykke tid, da hun fandt ud af, at jeg ingen steder havde at gå hen. Senere hjalp hun mig med at få mit eget sted bag en motel, og jeg havde sparet nok op til en billig, elendig bil. Tingene gik for godt, indtil min fortid kom tilbage og bed mig i røven.

Da jeg kom vaklende ind i Thrive den aften og undskyldte for at være sent på den, pegede Stacy bare tavst mod sit kontor. Hun fulgte mig ned ad gangen og lukkede døren bag sig.

"Jeg er ked af, at jeg er forsinket. Jeg kan heller ikke tage min vagt... Jeg har brug for ugens løn, og jeg er nødt til at gå," sagde jeg.

"Hør, skat, jeg har aldrig snuset rundt før, og jeg har ikke tænkt mig at starte nu. Jeg kan se, at du har været igennem noget lort, og du var i en rigtig dårlig situation, da du først kom til byen. Så som din ven, er jeg nødt til at spørge, hvor skal du hen?"

Jeg tog en dyb indånding, før jeg sagde, "Jeg ved det ikke."

"Og hvordan har du tænkt dig at komme derhen?"

"...Jeg ved det ikke. Måske en bus?"

"Og hvor vil du bo?"

"Jeg ved det ikke! Hør, Stacy, jeg værdsætter alt, hvad du har gjort for mig, men det her er virkelig tidsfølsomt. Jeg har brug for lønnen, og jeg er nødt til at gå."

"Okay, bare rolig, skat. Jeg forstår det. Jeg har kendt løbere før. Nogen, af en eller anden grund, har fundet dig, og du er nødt til at flytte dig. Men jeg kan ikke bare lade dig løbe ud i det blå uden at vide noget om, hvor du skal hen. Vi er venner, okay? Jeg kan godt lide dig, og jeg er her for at hjælpe. Så jeg vil hjælpe. Lad mig ringe til min bror. Han ejer klubben og har flere andre på forskellige steder. Vi overfører dig til en anden klub, så du kan fortsætte med at tjene penge. Så finder vi ud af en busbillet og et sted at bo."

"Vil du ikke spørge, hvorfor jeg forlader?"

"Nej. I min familie er vi opdraget til ikke at stille spørgsmål, som vi sandsynligvis ikke vil kende svarene på."

Jeg lænede mig tilbage og ventede, mens Stacy ringede til sin bror. Det virkede som om, han heller ikke stillede mange spørgsmål, for det tog kun et par minutter, før hun lagde på og fortalte mig, at han gerne ville overføre mig med det samme, og at jeg kunne starte i morgen.

Hun gav mig ugens løn, kørte mig til busstoppestedet, kyssede mig på kinden farvel... og det var det.

Det var tid til at løbe igen. Forhåbentlig er hendes bror lige så dejlig som hun er.