Voldelig Lille Ting.

Trigger Warning

Denne bog indeholder RIGTIG meget seksuelt indhold, tortur, vold, skydevåben, børnemishandling, reverse harem, “why choose” og mere til.

Intet af det, der er skrevet, bør tages let på, og intet af det er ment som noget, der skal glorificeres. Den her bog er ikke for alle. Det er en mørk mafia-romance med masser af twists og drejninger.

Det er en følelsesmæssig rutsjebanetur. Er du klar til turen?

Lilly

Jeg kan ikke huske præcis, hvornår min krop holdt op med at værke efter de endeløse nætter på kolde, hårde gulve, men det føles, som om jeg har vænnet mig til det. Det er næsten beroligende. Jeg kunne sikkert have råd til en madras efterhånden, men jeg vælger at lade være. Det får mig til at føle, at jeg har styr på mit liv. Som om jeg ikke blev tvunget til at stikke af hjemmefra, fra alt det, jeg nogensinde har kendt, og begynde forfra fra ingenting.

Det er mit valg at sove på gulvet.

Det er mit valg at leve med det allermest nødvendige.

Det er mit valg.

Det er fem år siden, jeg begyndte at løbe. Det var på min attenårs fødselsdag, og min far gav mig intet andet valg end at flygte. Fem forskellige byer, og hver eneste gang endte det med, at mine brødre og min far sporede mig og var ved at få fat i mig.

Denne gang lykkedes det mig hurtigt at skaffe et elendigt motelværelse i et frygteligt kvarter. Det har fire vægge, et tag, et gulv og en dør, der kan låses, og det er alt, jeg har brug for lige nu. Det er en langt bedre situation, end jeg har været i nogen af de andre gange, jeg har måttet starte forfra. Jeg har sovet på bænke i parker og spist af skraldespande. Jeg har tigget småpenge på gaden for at få det til at hænge sammen. Endelig var jeg ved at komme et sted hen, med et lille sted at krybe tilbage til for enden af hver lortedag. Jeg var begyndt at holde af den her by.

Men intet varer nogensinde længe.

Jeg måtte tage den første bus ud af byen, efter at jeg fik øje på mine brødre, der stod ved den bil, jeg havde købt, lige foran motellet, hvor jeg boede. Det var en dum fejl fra min side at tro, at jeg kunne have en bil uden at de kunne spore den tilbage til mig. Jeg skulle have haft en vagt på Thrive den aften, en stripklub hvor jeg havde fået arbejde som danser og indimellem stod i baren. I stedet trådte jeg ud den morgen og fandt min fars stolthed og glæde lænet op ad min bil, helt afslappet, som om han bare stod og ventede på, at jeg skulle indrømme nederlag og overgive mig til dem.

Selvfølgelig gjorde jeg ikke noget i den retning. Jeg stak af, før de nåede at få øje på mig.

Jeg løb i fyrre minutter hen til Thrive, hvilket smertefuldt nok kun ville have taget femten i bil. Hele grunden til, at jeg overhovedet ville have den dumme byrde til at begynde med. Jeg skulle bare have min sidste løn, før jeg tog af sted, så jeg havde noget at starte med denne gang. Da jeg nåede frem, var mine fødder smadrede af at løbe barfodet. Normalt ville jeg have båret mine livsfarlige stiletter ud til bilen og først taget dem på, når jeg havde stemplet ind, men den luksus havde jeg ikke denne gang. Jeg kom for sent til min vagt, fuldstændig forpjusket, men heldigvis kiggede manageren, Stacy, bare én gang på mig og kunne se, at noget var galt. Jeg havde ikke fortalt hende noget alt for personligt før, men hun vidste, at jeg var et skidt sted, da jeg første gang vaklede ind i baren og bad om et job.

Jeg gik rundt i alt for stort, møgbeskidt tøj, og jeg havde en ordentlig fuglerede i håret, fordi jeg ikke ejede en børste. Mine sko var ved at falde fra hinanden, og jeg var så tynd dengang. Hun fik ondt af mig og sagde, at vi alle sammen havde været der på et tidspunkt, og at alle fortjente en chance. Hun lærte mig at danse, gav mig noget af sit gamle tøj og lod mig sove på hendes sofa i en periode, da hun fandt ud af, at jeg ikke havde noget sted at gå hen.

Senere hjalp hun mig med at få mit eget lille sted bagerst ved et motel, og jeg havde sparet nok sammen til en billig, elendig bil. Det hele gik alt for godt, lige indtil min fortid kom tilbage og bed mig i røven.

Da jeg vaklede ind på Thrive den aften og undskyldte, at jeg var forsinket, pegede Stacy bare tavst hen mod sit kontor. Hun fulgte efter mig ned ad gangen og lukkede døren bag sig.

“Undskyld, jeg kommer for sent. Jeg kan heller ikke tage min vagt … jeg har brug for ugens løn, og jeg bliver nødt til at smutte,” sagde jeg.

“Hør, skat. Jeg har aldrig blandet mig før, og jeg begynder ikke nu. Men jeg kan se, du har været igennem noget lort, og du var helt ude at skide, da du kom til byen første gang. Så som din ven er jeg nødt til at spørge: Hvor har du tænkt dig at tage hen?”

Jeg trak vejret dybt, før jeg sagde: “Det ved jeg ikke.”

“Og hvordan vil du komme derhen?”

“… Det ved jeg ikke. Med en bus, måske?”

“Og hvor skal du bo?”

“Det ved jeg ikke! Hør, Stacy, jeg sætter pris på alt, du har gjort for mig, men det her haster virkelig. Jeg har brug for pengene, og jeg er nødt til at tage af sted.”

“Okay, bare tag den med ro, skat. Jeg forstår det godt. Jeg har mødt folk, der stikker af, før. Nogen har af en eller anden grund fundet dig, og nu er du nødt til at komme videre. Men jeg kan ikke bare lade dig løbe ud i blæsten uden at vide det mindste om, hvor du ender. Vi er venner, okay? Jeg kan godt lide dig, og jeg er her for at hjælpe. Så det gør jeg. Lad mig ringe til min bror. Han ejer klubben og har flere andre forskellige steder. Vi flytter dig til en anden klub, så du kan blive ved med at tjene penge. Og så finder vi en busbillet og et sted, du kan være.”

“Du vil ikke spørge, hvorfor jeg tager af sted?”

“Nej. I min familie er vi opdraget til ikke at stille spørgsmål, som vi nok ikke har lyst til at høre svarene på.”

Jeg lænede mig tilbage og ventede, mens Stacy ringede til sin bror. Det virkede ikke, som om han stillede ret mange spørgsmål heller, for der gik kun et par minutter, før hun lagde på og sagde, at han gerne ville overføre mig med det samme, og at jeg kunne starte i morgen.

Hun gav mig ugens løn, kørte mig hen til busstoppestedet, kyssede mig på kinden til farvel … og så var det dét.

Det var tid til at stikke af igen. Forhåbentlig er hendes bror lige så rar, som hun er.