Des Cendres du Désespoir

Des Cendres du Désespoir

Mystery Soprano · Afsluttet · 136.0k ord

572
Hot
3.9k
Visninger
262
Tilføjet
Tilføj til hylde
Start med at læse
Del:facebooktwitterpinterestwhatsappreddit

Introduktion

Il dégrafa son soutien-gorge, libérant ses seins, et les serra fermement, pinçant ses tétons entre ses pouces et ses index, ce qui lui arracha un gémissement.
"Tu aimes ça, hein ?" grogna-t-il d'un ton joueur à son oreille. Elle ne répondit pas – elle ne pouvait pas.
Les mots avaient perdu tout leur sens face au plaisir renversant qui parcourait son corps. Il déplaça ses lèvres vers ses seins, taquinant ses tétons avec sa langue, les mordillant doucement avant de refermer ses lèvres autour d'eux et de sucer. Son corps se cambra vers lui, les sensations étaient insupportables et pourtant insuffisantes.
"Putain, Dominic," gémit-elle.


Dans les recoins ombragés d'une vie marquée par la négligence et les abus, Ava navigue son existence avec une résilience qui dément son âge. La plus jeune de six enfants et la seule fille, elle est devenue invisible au sein de sa propre famille, ses journées un cycle incessant de servitude et de solitude. Enfermée dans les limites d'une maison qui ressemble plus à une prison, son seul réconfort réside dans les rêves qui dansent juste hors de portée, alimentant son espoir de s'échapper du sous-sol froid et sombre qui est à la fois sa chambre et son refuge.

Mais le monde d'Ava est sur le point de basculer. L'intervention inattendue d'un haut responsable de la mafia, une figure à la fois crainte et respectée, offre une lueur d'espoir dans sa nuit sans fin. Cet homme, avec ses propres ombres et secrets, voit Ava d'une manière que personne d'autre n'a jamais vue. Il lui offre la sécurité, un concept si étranger et pourtant désespérément désiré. Cependant, avec sa protection vient l'enchevêtrement de son monde, attirant Ava dans une réalité bien éloignée de la simplicité de ses propres luttes.

Alors qu'elle s'aventure prudemment dans cette nouvelle vie, Ava doit naviguer les complexités de la confiance, le terrain inconnu de la gentillesse humaine, et la réalisation que la force se manifeste sous de nombreuses formes. Son parcours est une transformation, un chemin parsemé de défis, d'alliances inattendues, et de la tâche redoutable de démolir les murs qu'elle a érigés autour de son cœur.

Cette histoire est un témoignage de la résilience de l'esprit humain, un récit tissé de fils d'espoir, de rédemption, et de la poursuite incessante d'une vie reconquise. C'est une narration qui demande au lecteur de croire en la possibilité de secondes chances, non seulement pour Ava, mais pour l'essence même de l'humanité.

Kapitel 1

La première lumière de l'aube n'avait pas encore percé l'horizon quand Ava s'agita sur le matelas usé niché contre l'étreinte glaciale du sous-sol. L'obscurité était une épaisse couverture, l'enveloppant, réticente à la laisser partir, comme si même les ombres comprenaient le peu de réconfort que le sommeil lui offrait face aux vérités dures de la lumière du jour. Le bourdonnement du chauffe-eau, un drone constant et bas en arrière-plan, était un rappel de ses compagnons incessants—la solitude et le froid.

Ava s'étira, ses membres raides de la dureté impitoyable de son lit, les ressorts perçant le matelas comme des rappels vicieux et poignants de sa réalité. Chaque mouvement était mécanique, un rituel gravé dans sa mémoire musculaire par des années de répétition. Pourtant, à chaque étirement, elle se préparait, non pas contre le froid qui s'était infiltré dans ses os pendant la nuit, mais pour la journée à venir—une journée comme les autres, remplie de tâches ingrates et d'abus non dits.

Sa chambre était un petit espace ombragé où l'espoir vacillait à peine, tout comme la lumière faible de l'unique ampoule qui peinait à percer la pénombre de sa pièce au sous-sol. La pièce, si on pouvait l'appeler ainsi, n'était qu'une pensée après coup, construite en vieux contreplaqué et nichée dans le froid du sous-sol, inconfortablement proche du bourdonnement incessant et de la chaleur du chauffe-eau—la seule source de chaleur dans son sanctuaire froid et morne. Les murs inachevés et impitoyables murmuraient des secrets d'une vie non vécue, renvoyant la solitude qui l'enveloppait comme les couvertures usées qui la réchauffaient à peine la nuit.

La plus jeune de six enfants et la seule fille, elle était l'inaperçue, l'oubliée, nichée dans l'étreinte froide d'un foyer qui ne l'avait jamais voulue. Dès son plus jeune âge, Ava apprit que sa place n'était pas aux côtés de sa famille mais en dessous d'eux, servant de tapis usé sur lequel ils marchaient sans soin.

Chaque matin, Ava se réveillait au baiser froid du sol en béton, un rappel brutal de sa réalité. Le froid s'infiltrait profondément dans ses os, un compagnon constant des douleurs d'un lit trop dur et des rêves trop lourds pour une fille de son âge. Ses mains, rugueuses et usées par les corvées sans fin, portaient le poids d'une vie passée au service d'une famille qui la voyait comme rien de plus qu'une obligation, une erreur déguisée en fille.

Son souffle formait de petits nuages dans l'air froid alors qu'elle se redressait, la couverture—une chose usée qui avait connu des jours meilleurs—glissant de son corps mince. Elle s'arrêta un instant, s'accordant le plus petit des répits, un moment unique et fugace où elle n'était que Ava, pas la servante, pas la fille indésirée, juste une fille au seuil de la féminité, nourrissant des rêves trop grands pour le sous-sol qui la confinait.

Mais les rêves étaient dangereux, se rappela-t-elle, un luxe qu'elle ne pouvait se permettre dans son monde. Avec un soupir qui semblait porter le poids de ses chagrins inavoués, Ava se leva. Ses pieds rencontrèrent le sol en béton froid, une bienvenue brutale au début de sa journée. Elle attrapa la fine robe de chambre suspendue à un clou près de son lit, son tissu usé par l'usage mais chéri, l'une des rares possessions qu'elle pouvait revendiquer comme sienne.

Silencieusement, elle traversa la pièce jusqu'au petit miroir fissuré accroché au mur, une relique d'une époque révolue. La fille qui lui faisait face semblait plus vieille que son âge, ses yeux verts brillants contenant des histoires que personne ne se souciait de lire, des ombres sous eux parlant de nuits agitées et de larmes non versées.

Prenant une profonde inspiration, Ava se fortifia, puisant sa force du plus profond d'elle-même, un rituel aussi nécessaire que les respirations qu'elle prenait. Aujourd'hui ne serait pas différent des autres; elle endurerait comme elle l'avait toujours fait. Avec un dernier regard à son reflet, une promesse silencieuse faite à la fille dans le miroir, elle se tourna et monta les escaliers.

La maison au-dessus était silencieuse. Heureusement, le reste de sa famille, encore plongé dans le sommeil, inconscient du monde et de la fille qui se mouvait comme un fantôme à travers ses pièces.

Les pas d'Ava étaient légers, habitués à l'art de l'invisibilité, tandis qu'elle se dirigeait vers la cuisine. La journée l'attendait, avec elle, le cycle sans fin de service et de silence. Mais en elle, une défiance tranquille scintillait, un rappel que bien qu'elle soit invisible, elle n'avait pas disparu. Pas encore.

Ava se déplaçait avec une efficacité silencieuse dans la cuisine, une sorte de ballet chorégraphié par la nécessité et des années de pratique. Le grésillement du bacon remplissait l'air, une symphonie de sons et d'odeurs qui, dans d'autres circonstances, aurait pu être réconfortante. À côté du bacon, les pancakes bouillonnaient sur la plaque, leurs bords dorés se crispant à la perfection. En même temps, les œufs mijotaient doucement dans une poêle, la promesse d'un petit-déjeuner copieux se profilant devant elle—un festin qu'elle préparait méticuleusement mais dont elle ne participerait jamais.

Alors qu'elle retournait un pancake, un sentiment de fierté bouillonnait en elle. La capacité de créer quelque chose de parfait mais simple était une petite chose. Ava ressentait une pointe de satisfaction dans ces moments-là, une évasion fugace de sa dure réalité. Elle dressa la table avec un soin presque révérencieux, arrangeant les assiettes et les couverts avec précision, chaque mouvement un témoignage silencieux de sa résilience, de sa capacité à trouver de la grâce dans la servitude qui lui était imposée.

Le moment de paix fut brisé par l'entrée abrupte de Kevin, son frère aîné. Sa présence emplit la cuisine, une ombre menaçante qui éteignit instantanément la chaleur qu'Ava avait créée. Ses yeux, froids et méprisants, balayèrent le petit-déjeuner avec un dédain qui fit chavirer le cœur d'Ava.

"C'est ça que tu appelles un petit-déjeuner ?" La voix de Kevin était un ricanement, dégoulinant de mépris. Sans attendre sa réponse, il prit une crêpe, l'inspectant comme on le ferait d'un déchet douteux, son visage se tordant en une grimace de dégoût moqueur. "Tu t'attends à ce que je mange cette merde ?"

Les mains d'Ava tremblèrent légèrement, la spatule qu'elle tenait devenant soudainement lourde dans sa prise. Elle savait qu'il valait mieux ne pas répondre, ne pas défendre ses efforts. Le silence était son bouclier, bien que fragile contre la cruauté de Kevin.

"Pas même un chien errant ne toucherait à ça," continua-t-il, ses mots tranchant à travers la mince couche de fierté qu'Ava s'était permise. Avec un mouvement délibéré et cruel, Kevin poussa l'assiette de crêpes hors du comptoir, le plat se brisant au sol avec un fracas qui résonna comme un coup de tonnerre dans le silence du matin.

Le bruit sembla allumer quelque chose en Kevin, une satisfaction cruelle qui grandissait alors qu'il tournait de nouveau son regard vers Ava. "Inutile, comme tout le reste de ce que tu fais." Sa main jaillit, prenant Ava par surprise, la force de sa poussée l'envoyant s'étaler au sol à côté de l'assiette brisée, sa joue éraflant le carrelage froid, les restes de son dur labeur éparpillés autour d'elle comme une moquerie.

Les larmes piquaient aux coins de ses yeux, mais Ava refusait de les laisser couler. Allongée là, au milieu des ruines de ses efforts, elle ressentait une douleur familière, un rappel de sa place dans cette maison.

Les abus n'étaient pas toujours physiques, mais ils laissaient néanmoins des marques—des cicatrices sur son cœur plus profondes et plus douloureuses que n'importe quel bleu. Des mots comme des poignards, lancés négligemment, trouvaient leur place dans la poitrine d'Ava, chacun rappelant douloureusement son indignité. "Indésirable," semblaient-ils murmurer, "non aimée."

Avec son cœur coincé dans sa gorge, Ava balaya les restes de sa fierté du sol avec les morceaux brisés de l'assiette du petit-déjeuner. Le chaos laissé par Kevin était un rappel brutal de sa place dans les ombres de cette famille. Pourtant, elle s'efforça de sauver ce qui restait du repas avec une résilience née de nombreuses matinées similaires. Elle arrangea silencieusement les crêpes, les œufs et le bacon survivants sur la table, une offrande silencieuse à une famille qui ne reconnaîtrait jamais l'effort derrière.

Sans attendre de reconnaissance ou de remerciements qu'elle savait ne jamais venir, Ava se retira au sous-sol, l'écho de ses pas un compagnon creux. Le sanctuaire de sa chambre faiblement éclairée l'accueillit avec son froid familier, un rappel de la solitude qui la blessait et la réconfortait à la fois. Là, dans le calme de son propre espace, elle s'accorda un moment—un seul, fugace moment—pour rassembler les éclats de sa composition, pour reconstruire l'armure qu'elle portait contre le monde d'en haut.

Elle s'habilla à la hâte, choisissant des vêtements usés mais propres, le tissu adouci par trop de lavages. Ava se tint un instant devant le petit miroir craqué, son reflet une semblance fantomatique de la fille qu'elle aurait pu être dans une autre vie. D'une main experte, elle dompta ses cheveux en une apparence d'ordre, chaque coup de brosse une excuse murmurée à elle-même pour la journée à venir.

Le sac à dos qui contenait ses livres d'école, effiloché sur les bords mais soigneusement entretenu, fut jeté sur son épaule avec un poids familier. C'était à la fois un fardeau et une promesse, un symbole des rêves qui scintillaient dans l'obscurité, des étincelles obstinées qui refusaient de s'éteindre par sa réalité.

En sortant du sous-sol, Ava jeta un dernier regard à la maison qui n'avait jamais été un foyer. Le silence du petit matin était un voile, masquant le tumulte qui régnait à l'intérieur de ses murs. À chaque pas loin de la porte, une détermination silencieuse prenait racine en elle, une promesse muette que cela ne serait un jour qu'un souvenir lointain.

Le chemin vers l'école était un voyage qu'elle faisait seule, un sentier foulé par les échos de ses pensées. À l'école, elle portait son invisibilité comme une armure, bien que ce soit une armure qui pesait lourdement sur ses jeunes épaules. Là aussi, elle était le fantôme parmi les vivants, vue mais inaperçue, sa présence reconnue seulement lorsque cela servait les autres. Les amitiés étaient des entités étrangères, l'amour encore plus. Ava traversait ses journées comme une ombre, craignant la lumière de peur qu'elle ne révèle ce qu'elle ressentait vraiment—rien.

Aujourd'hui, comme chaque jour, elle sourirait à travers la douleur, trouverait du réconfort dans les marges de ses manuels scolaires, et rêverait d'un monde au-delà des limites de sa réalité—un monde où elle serait vue, entendue, et valorisée. Comme chaque jour, Ava endurerait aujourd'hui parce qu'en elle brûlait l'espoir inextinguible de quelque chose de plus.

Seneste kapitler

Du kan også lide 😍

Flokken: Regel Nummer 1 - Ingen Mager

Flokken: Regel Nummer 1 - Ingen Mager

5.9k Visninger · I gang · Jaylee
Bløde, varme læber finder min øresnegl, og han hvisker: "Tror du, jeg ikke vil have dig?" Han skubber sine hofter fremad, presser sig mod min bagdel, og jeg stønner. "Virkelig?" Han smågriner.

"Lad mig gå," klynker jeg, mens min krop ryster af begær. "Jeg vil ikke have, at du rører mig."

Jeg falder fremad på sengen og vender mig om for at stirre på ham. De mørke tatoveringer på Domonics skulpturelle skuldre sitrer og udvider sig med hans tunge åndedræt. Hans dybe smilehuller er fulde af arrogance, mens han rækker bagud for at låse døren.

Han bider sig i læben og nærmer sig mig, hans hånd glider ned til sømmen af hans bukser og den voksende bule der.

"Er du sikker på, at du ikke vil have, at jeg rører dig?" hvisker han, mens han løsner knuden og stikker en hånd ind. "For jeg sværger ved Gud, det er alt, jeg har ønsket at gøre. Hver eneste dag siden du trådte ind i vores bar, og jeg duftede din perfekte aroma fra den anden ende af rummet."


Ny i verdenen af shifters, er Draven en menneskelig på flugt. En smuk pige, som ingen kunne beskytte. Domonic er den kolde Alpha af Red Wolf Pack. Et broderskab af tolv ulve, der lever efter tolv regler. Regler, som de har svoret ALDRIG må brydes.

Især - Regel Nummer Et - Ingen Mates

Da Draven møder Domonic, ved han, at hun er hans mate, men Draven har ingen idé om, hvad en mate er, kun at hun er faldet for en shifter. En Alpha, der vil knuse hendes hjerte for at få hende til at forlade ham. Hun lover sig selv, at hun aldrig vil tilgive ham, og hun forsvinder.

Men hun ved ikke noget om barnet, hun bærer, eller at i det øjeblik, hun forlod, besluttede Domonic, at regler var til for at blive brudt - og nu, vil han nogensinde finde hende igen? Vil hun tilgive ham?
Forbudt Lidenskab

Forbudt Lidenskab

3.8k Visninger · I gang · Amelia Hart
"Hun blev ikke gravid i de tre år, hun havde været hemmeligt gift. Hendes svigermor skældte hende ud og kaldte hende en høne, der ikke kunne lægge æg. Og hendes mands søster mente, at hun bragte uheld til familien. Hun troede, at hendes mand i det mindste ville stå ved hendes side, men i stedet gav han hende en skilsmisseaftale. 'Lad os blive skilt. Hun er tilbage!' Efter skilsmissen så Theodore sin ekskone tage trillingerne til en lægeundersøgelse, mens han fulgte sin forelskelse til en graviditetstest på hospitalet. Han råbte rasende til sin ekskone: 'Hvem er deres far?'"
Kongen af Underverdenen

Kongen af Underverdenen

7.1k Visninger · Afsluttet · RJ Kane
I mit liv som servitrice, jeg, Sephie - en helt almindelig person - udholdt kundernes iskolde blikke og fornærmelser, mens jeg forsøgte at tjene til livets ophold. Jeg troede, at dette ville være min skæbne for evigt.

Men en skæbnesvanger dag dukkede Underverdenens Konge op foran mig og reddede mig fra kløerne på den mest magtfulde mafiaboss' søn. Med sine dybblå øjne rettet mod mine, talte han blidt: "Sephie... kort for Persephone... Underverdenens Dronning. Endelig har jeg fundet dig." Forvirret over hans ord stammede jeg et spørgsmål frem, "U..undskyld? Hvad betyder det?"

Men han smilede blot til mig og strøg mit hår væk fra mit ansigt med blide fingre: "Du er sikker nu."


Sephie, opkaldt efter Underverdenens Dronning, Persephone, opdager hurtigt, hvordan hun er bestemt til at opfylde sin navnesøsters rolle. Adrik er Underverdenens Konge, bossen over alle bosser i den by, han styrer.

Hun var en tilsyneladende normal pige med et normalt job, indtil det hele ændrede sig en nat, da han trådte ind ad døren, og hendes liv ændrede sig brat. Nu befinder hun sig på den forkerte side af magtfulde mænd, men under beskyttelse af den mest magtfulde af dem alle.
Vampyrens Brud (Den Mørke Råd Serie Bog 1)

Vampyrens Brud (Den Mørke Råd Serie Bog 1)

916 Visninger · Afsluttet · Anna Kendra
"Du ser ud til at have glemt, at du ikke gifter dig med en almindelig person, Alina. Du gifter dig med prinsen af alle vampyrer, så se at vågne op og skaf mig noget kaffe."
Alina Deluca lever et normalt liv oppe i det nordlige Californien. I det mindste er det, hvad hun får verden til at tro. Låst inde i hendes hypnotiserende smaragdgrønne øjne er rædsler, hun aldrig kunne tale om, selv hvis det kostede hende livet.
Erick Stayton, vampyrprinsen, er hendes mareridt. For hende var han ikke mere end en kold, brutal rovdyr, der tørstede efter hendes blod og tog alt fra hende under den traumatiske nat for fire år siden. Problemet er, at hun er bestemt til at blive hans brud.
Med al sin styrke forsøger hun at rette op på sit kaotiske liv, men hun bliver indblandet i en århundreder gammel fejde og en magtkamp af ubegribelige dimensioner. Mærkeligt nok finder hun sig selv forbundet med Erick på måder, hun aldrig havde troet muligt. Pludselig er intet, som det ser ud.
Er Erick det hjerteløse monster, Alina gør ham til? Vil en vampyrlov lavet for evigheder siden blive hele vampyrracens undergang? Vil hede lidenskaber blomstre i disse blodigste tider?
Mine Mobbere Mine Elskere

Mine Mobbere Mine Elskere

2.2k Visninger · Afsluttet · Kylie McKeon
Efter at have været adskilt i årevis, troede Skylar, at hun endelig ville få sin tidligere bedste ven tilbage, da han skiftede til hendes gymnasium sammen med to andre drenge. Lidt vidste hun, hvor meget han havde ændret sig, og da hun forsøgte at komme tættere på ham, så de mobbere, der havde plaget hende i årevis, en mulighed for at ydmyge hende foran hele skolen.
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Gå Dybt

Gå Dybt

1.8k Visninger · I gang · Catherine K
Denne bog indeholder de mest pirrende erotiske noveller, du nogensinde har læst.
Det er en samling af alle erotiske genrer, mundvandsdrivende, lystfulde og intense krydrede historier, der kan tage dig til syndens land.

Tror du, du kan håndtere disse historier?

En vild affære
Smagen af Emily
Bare tag mig
En ordre
Trekantdate
Vores nye lejer
Pigen ved siden af
Jeg vil have Darlene
Fars pige
Glæden ved Hævn

Glæden ved Hævn

1.3k Visninger · Afsluttet · Sheila
Jeg vidste ikke, at den nat ville blive mit værste mareridt.

Det var mit tredje år i gymnasiet. Efter to år med mobning var jeg endelig blevet accepteret af mine klassekammerater. Jeg var endelig blomstret op til en kvinde, og nu ville alle være min ven. Men... så skete det.

Jeg vil aldrig glemme, hvad der skete med mig den nat.

Jeg vil aldrig glemme, at jeg ikke fik den retfærdighed, jeg fortjente.

Jeg vil have hævn. Jeg vil have dem døde...

Det samme vil mine tre elskere. Underbossene i Bloddisciplenes mafia.



Jeg vidste, at Xavier var forelsket i Joy i det øjeblik, han mødte hende. Men det forhindrede ikke mig eller Cristos i også at falde for hende.

"Jeg tvivler på, at et imperium vil falde sammen, fordi vi elsker den samme pige," sagde jeg. De Luca kiggede chokeret på mig.



"Stjæler I penge fra andre mennesker?" spurgte jeg, fuldstændig chokeret over hans afsløring. Jeg vidste, at Cristos var god med computere og kryptering, jeg vidste bare ikke, hvor langt det gik.

"Nogle gange. Nogle gange manipulerer vi, troller, stjæler inkriminerende beviser. Det sædvanlige."

"Vores falske ID'er... lavede du dem?" spurgte jeg. Jeg var imponeret, fordi de så så ægte ud. "Ud fra skærmene ligner det et callcenter. Hvordan kunne I have kapitalen? Sikkerheden til at arbejde uden at være bange for politiet?"

"Sebastian, Xavier og jeg blev født ind i denne slags liv. Siden vi var små, blev vi trænet til at arbejde som en enhed ligesom vores fædre. Mama Rose er ikke bare en simpel husmor. Hun er også en del af organisationen og sidder som en tredje højtstående embedsmand," forklarede Cristos. "Sebastian, Xavier og jeg er underbossene i Bloddisciplenes mafia, den herskende part på Vestkysten. Vores fædre er bossene, mens vores mødre og søstre er rådgivere. Vi er i træning til at blive bossene, når vores fædre går på pension. Sebastian har ansvaret for varer, havne og forretninger, mens Xavier håndterer affaldet. Jeg, derimod, har ansvaret for den virtuelle verden. Alt digitalt går gennem mig."



Efter at have forladt sin lille by får Joy Taylor en ny chance i livet og kærligheden, da hun møder tre flotte unge mænd på universitetet.

Nu er hun glad, succesfuld og forelsket i tre smukke mænd, der forguder hende. Det virker, som om der ikke er noget mere, hun kunne ønske sig. Hendes liv føltes komplet.

Men hun kunne aldrig give slip på smerten fra sin fortid. Især da hun opdager, at de fire drenge, der voldtog hende i deres tredje år i gymnasiet, har gjort det igen. Denne gang var den unge pige ikke så heldig. Hendes krop blev fundet flydende i en sø nær byen.

Nu er Joy tilbage i New Salem for at søge sin hævn.

Der er måske gået ti år, men hævn har ingen udløbsdato.

Desværre for Joy er tingene ikke altid, som de ser ud.

TW: Historien indeholder grafiske referencer til seksuelle overgreb og vold.

(Prologen er skrevet i tredje person; de følgende kapitler i første person.)
Uopnåelig Hende

Uopnåelig Hende

2k Visninger · Afsluttet · Aria Sinclair
Jeg giftede mig med en mand, der ikke elskede mig.
Da andre kvinder falsk anklagede mig, hjalp han mig ikke, men tog deres parti for at mobbe og såre mig...
Jeg blev dybt skuffet over ham og blev skilt fra ham!
Efter at være vendt tilbage til mine forældres hjem, bad min far mig om at arve milliarder i aktiver, og min mor og bedstemor forkælede mig, så jeg blev den lykkeligste kvinde i verden!
På dette tidspunkt fortrød den mand det. Han kom til mig, knælede og bad mig om at gifte mig med ham igen.
Så, fortæl mig, hvordan skal jeg straffe denne hjerteløse mand?
Skjult ægteskab

Skjult ægteskab

1.2k Visninger · Afsluttet · Aria Sinclair
Min stedmor er utrolig ondskabsfuld. Hun bedøvede faktisk min drink og sendte mig til en anden mands seng. Som om det ikke var slemt nok, ventede en gruppe journalister udenfor døren næste morgen...
Dragebrødrene

Dragebrødrene

1k Visninger · Afsluttet · Samantha Dogan
"Sæt mig ned med det samme," råber jeg og kæmper imod Lucians greb. Selvfølgelig, jo mere jeg kæmper, desto strammere bliver hans greb om mig.

"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.

Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.

"Tro ikke, du kan stikke af."


Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!

DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!

442 Visninger · Afsluttet · INNOCENT MUTISO
Ariel Hovstad blev født med et svagt helbred og er hadet af sin familie. Lige siden fru Kathleen Hovstad fødte et sæt tvillinger, Ariel og Ivy Hovstad, har hun været sengeliggende. Hun tror, det er fordi Ariel bringer uheld, da hendes helbred forværres hver gang hun er i nærheden af hende. Derfor, bange for at blive ramt af mere uheld, beordrer fru Kathleen sin mand, hr. Henry Hovstad, til at skille sig af med Ariel, da hun er tre år gammel.

Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)

Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-

Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?

En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?

Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.

En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"

Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"