

Destined (Book #4 in the Vampire Journals)
Morgan Rice · Afsluttet · 65.2k ord
Introduktion
Kapitel 1
CHAPTER ONE
Assisi, Umbria (Italy)
(1790)
Caitlin Paine awoke slowly, completely enveloped in the blackness. She tried to open her eyes, to get her bearings on where she was, but it didn’t do any good. She went to move her hands, her arms—but that didn’t work, either. She felt covered, immersed in a soft texture, and she couldn’t figure out what it was. It was heavy, weighing her down, and with each passing moment, it seemed to get heavier.
She tried to breathe, but as she did, she realized her passageways were blocked.
Panicking, Caitlin tried to take a deep breath through her mouth, but when she did, she felt something get lodged deep in her throat. Its smell filled her nose, and she finally realized what it was: soil. She was immersed in soil, covering her face and eyes and nose, entering her mouth. She realized it was heavy because it was weighing down on her, getting heavier by the second, suffocating her.
Unable to breathe, unable to see, Caitlin entered into full-fledged panic. She tried to move her legs, her arms, but they, too, were weighed down. In a fit, she struggled for all she was worth, and finally managed to dislodge her arms just a bit; she eventually raised them up, higher and higher. Finally, she broke through the soil, and felt her hands make contact with the air. With a renewed strength, she flailed with all she had, frantically scraping and clawing the soil off of her.
Caitlin finally managed to sit up, soil pouring all over her. She brushed at the dirt clinging to her face, her eyelashes, pulled it out of her mouth, her nose. She used both hands, hysterical, and finally, cleared enough to be able to breathe.
Hyperventilating, she took in huge, gulping breaths, never more grateful to be able to breathe. As she caught her breath, she began coughing, wracking her lungs, spitting out soil from her mouth and nose.
Caitlin pried open her eyes, eyelashes still caked together, and managed to open them enough to see where she was. It was sunset. The countryside. She was lying immersed in a mound of soil, in a small, rural cemetery. As she looked out, she saw the stunned faces of a dozen humble villagers, dressed in rags, staring down at her in utter shock. Beside her was a gravedigger, a beefy man, distracted by his shoveling. He still didn’t notice, didn’t even look her way as he reached over, shoveled another pile of dirt, and threw it her way.
Before Caitlin could react, the new shovelful of dirt hit her right in the face, covering her eyes and nose again. She swatted it away, and sat up straighter, wiggling her legs, using all her effort to get out from under the fresh, heavy soil.
The gravedigger finally noticed. As he went to throw another shovelful, he saw her, and jumped back. The shovel dropped slowly from his hands, and he took several steps back.
A scream punctured the silence. It came from one of the villagers, the shrill shriek of an old, superstitious woman, who stared down at what should have been the fresh corpse of Caitlin, now rising from the earth. She screamed and screamed.
The other villagers were divided in their reactions. A few of them turned and fled, sprinting to get away. Others simply covered their mouths with their hands, too speechless to say a word. But a few of the men, holding torches, seem to vacillate between fear and anger. They took a few tentative steps towards Caitlin, and she could see from their expressions, and from their raised farm instruments, that they were getting ready to attack.
Where am I
? she desperately wondered.
Who are these people
?
As disoriented as she was, Caitlin still had the presence of mind to realize she had to act quickly.
She scraped away at the mound of soil keeping her legs pinned down, clawing at it furiously. But the soil was wet and heavy, and it was slow going. It made her remember a time with her brother Sam, on a beach somewhere, when he had buried her up to her head. She hadn’t been able to move. She had begged him to free her, and he had made her wait for hours.
She felt so helpless, so trapped, that, despite herself, she began to cry. She wondered where her vampire strength had gone. Was she merely human again? It felt that way. Mortal. Weak. Just like everybody else.
She suddenly felt scared. Very, very scared.
“Somebody, please, help me!” Caitlin called out, trying to lock eyes with any of the women in the crowd, hoping for a sympathetic face.
But there were none. Instead, there were just looks of shock and fear.
And anger. A mob of men, farm instruments held high, was creeping towards her. She didn’t have much time.
She tried to appeal directly to them.
“Please!” Caitlin cried, “it’s not what you think! I mean you no harm. Please, don’t hurt me! Help me get out of here!”
But that only seemed to embolden them.
“Kill the vampire!” a villager yelled from the crowd. “Kill her again!”
The cry was met by an enthusiastic roar. This mob wanted her dead.
One of the villagers, less afraid than the others, a big brute of a man, came within feet of her. He looked down at her in a callous rage, then raised his pick-axe high. Caitlin could see he was aiming right for her face.
“You will die
this
time!” he yelled, as he wound up.
Caitlin closed her eyes, and from somewhere, deep inside of her, she summoned the rage. It was a primal rage, from some part of her that still existed, and she felt it rising through her toes, coursing through her body, up through her torso. She burned with heat.
It just wasn’t fair
, her dying like this, her being attacked, her being so helpless. She hadn’t done anything to them.
It just wasn’t fair
echoed through her mind again and again, as her rage built to a fever pitch.
The villager swung hard, aiming right for Caitlin’s face, and she suddenly felt the burst of strength she needed. In one move, she jumped up out of the soil and onto her feet, and she caught the axe by its wooden handle, mid-swing.
Caitlin could hear a horrified gasp from the mob—startled, they stepped back several feet. Still holding the axe handle, she looked over to see the brute’s expression had changed to one of utter fear. Before he could react, she yanked the axe from his hand, leaned back, and kicked him hard in the chest. He went flying back, through the air, a good twenty feet, and he landed into the crowd of villagers, knocking several over with him.
Caitlin raised the axe high, took several quick steps towards them, and with the fiercest expression she could muster, snarled.
The villagers, terrified, raised their hands to their faces, and shrieked. Some took off for the woods, and the ones that remained cowered.
It was the effect Caitlin wanted. She’d scared them just enough to stun them. She dropped the axe and ran right past them, racing through the field, and into the sunset.
As she ran, she was waiting, hoping, for her vampire powers to come back, for her wings to sprout, for her to be able to simply lift off, and fly far away from here.
But she wasn’t so lucky. For whatever reason, it wasn’t happening.
Have I lost it?
she wondered.
Am I merely human again?
She ran with the speed of a mere, regular human, and felt nothing in her back, no wings, no matter how much she willed it. Was she now just as weak and defenseless as all the others?
Before she could find out the answer, she heard a din rising behind her. She looked over her shoulder and saw the mob of villagers; they were chasing after her. They were screaming, carrying torches, farm instruments, clubs and picking up stones, as they chased her down.
Please God
, she prayed.
Let this nightmare end. Just long enough for me to figure out where I am. To become strong again.
Caitlin looked down and noticed what she was wearing for the first time. It was a long, elaborate black dress, beautifully embroidered, and it went from her neck down to her toes. It was fit for a formal occasion—like a funeral—but certainly not for sprinting. Her legs were restricted by it. She reached down and tore it above the knee. That helped, and she ran faster.
But it still wasn’t fast enough. She felt herself getting tired quickly, and the mob behind her seemed to have endless energy. They were closing in fast.
She suddenly felt something sharp on the back of her head, and she reeled from the pain. She stumbled as it hit her, and reached up and touched the spot with her hand. Her hand was covered in blood. She had been hit by a stone.
She saw several stones fly by her, turned, and saw they were throwing stones her way. Another one, painfully, hit her on the small of her back. The mob was now only 20 feet away.
In the distance she saw a steep hill, and at its top, a huge, medieval church and cloister. She ran for it. She hoped that if she could just make it there, perhaps she could find refuge from these people.
But as she was hit again, on the shoulder, by another rock, she realized it would do no good. The church was too far, she was losing steam, and the mob was getting too close. She had no choice but to turn and fight. Ironic, she thought. After all she’d been through, after all the vampire battles, after even surviving a trip back in time, she might end up dead by a stupid mob of villagers.
Caitlin stopped in her tracks, turned and faced the mob. If she was going to die, at least she’d go down fighting.
As she stood there, she closed her eyes and breathed. She focused, and the world around her stopped. She felt her bare feet in the grass, rooted to the earth, and slowly but surely felt a primal strength rise up and wash over her. She willed herself to remember; to remember the rage; to remember her innate, primal strength. At one time she had trained and fought with a superhuman strength. She
willed
for it to come back. She felt that somewhere, somehow, it still lurked deep inside of her.
As she stood there, she thought of all the mobs in her life, all the bullies, all the jerks. She thought of her mother, who begrudged her even the smallest kindness; remembered the bullies who’d chased her and Jonah down that alleyway New York. She thought of those bullies in that barn in the Hudson Valley, Sam’s friends. And she remembered Cain’s introduction on Pollepel. It seemed that there were always bullies, bullies everywhere. Running from them had never done her any good. Like she’d always done, she’d just have to stand and fight.
As she dwelled on the injustice of it all, the rage built, coursed through her. It doubled and tripled, until she felt her very veins swelling with it, felt her muscles about to burst.
At just that moment, the mob closed in. A villager raised his club and swung for her head. With her newfound power, Caitlin ducked just in time, bent down, and threw him over her shoulder. He went flying several feet in the air, and landed on his back in the grass.
Another man reached back with a large stone, getting ready to bring it down on her head; but she reached up and grabbed his wrist and snapped it back. He sank to his knees, screaming.
A third villager swung at her with his hoe, but she was too quick: she spun around and grabbed it mid-swing. She yanked it from his hands, wound up, and cracked him in the head.
The hoe, six feet long, was just what she needed. She swung it in a wide circle, knocking down anyone within range; within moments, she established a large perimeter around her. She saw a villager reach back with a large stone, gearing up to throw it at her, and she hurled the hoe right at him. It hit him in the hand and knocked the stone from it.
Caitlin ran into the dazed crowd, grabbed a torch from the hand of an old woman, and swung it wildly. She managed to light a section of the tall, dry grass on fire, and there were screams, as many villagers rushed back, in fear. When the wall of fire got large enough, she reached back and hurled the torch directly into the mob. It went flying through the air and landed on the back of a man’s tunic, lighting him and the person next to him on fire. The mob quickly gathered around them to put it out.
It served Caitlin’s purpose. The villagers were finally distracted enough to give her the running room she needed to take off. She wasn’t interested in hurting them. She just wanted them to leave her alone. She just needed to catch her breath, to figure out where she was.
She turned and raced back up the hill for the church. She felt a newfound strength and speed, felt herself bounding up the hill, and knew she was outrunning them. She only hoped that the church would be open, and would let her in.
As she ran up the hill, feeling the grass beneath her bare feet, dusk fell, and she saw several torches being lit in the town square, and along the cloister’s walls. As she got closer, she spotted a night watchman, high up on a parapet. He looked down at her, and fear crossed his face. He reached a torch above his head, and screamed: “Vampire! Vampire!”
As he did, the church bells rang out.
Caitlin saw torches appear on all sides of her. People were coming out of the woodwork in every direction, as the watchman kept screaming, and as the bells tolled. It was a witch-hunt, and they all seemed to be heading directly for her.
Caitlin increased her speed, running so hard that her ribs hurt. Gasping for breath, she reached the oak doors of the church just in time. She yanked one of them open, then wheeled and slammed it behind her with a bang.
Inside, she looked frantically around, and spotted a shepherd’s staff. She grabbed it and slid it across the double doors, barring them.
The second she did, she heard a tremendous crash at the door, as dozens of hands pounded on it. The doors shook, but did not give way. The staff was holding—at least for now.
Caitlin quickly surveyed the room. The church, thankfully, was empty. It was huge, its arched ceilings soaring hundreds of feet high. It was a cold, empty place, hundreds of pews on a marble floor; on the far side, above the altar, hung several burning candles.
As she looked, she could have sworn she saw movement at the far end of the room.
The pounding grew more intense, and the door began to shake. Caitlin burst into action, running down the aisle, towards the altar. As she reached it, she saw she had been right: there was someone there.
Kneeling quietly, with his back to her, was a priest.
Caitlin wondered how he could ignore all this, ignore her presence, how he could be so deeply immersed in prayer in a time like this. She hoped he wouldn’t turn her over to her mob.
“Hello?” Caitlin said.
He didn’t turn.
Caitlin hurried over to the other side, facing him. He was an older man, with white hair, clean shaven, and light blue eyes that seem to stare into space as he knelt in prayer. He didn’t bother looking up at her. There was something else, too, that she sensed about him. Even in her current state, she could tell that there was something different about him. She knew that he was of her kind. A vampire.
The pounding grew louder, and one of the hinges broke, and Caitlin looked back in fear. This mob seemed determined, and she didn’t know where else to go.
“Help me, please!” Caitlin urged.
He continued his prayer for several moments. Finally, without looking at her, he said: “How can they kill what’s already dead?”
There was a splintering of wood.
“
Please
,” she urged. “Don’t turn me over to them.”
He rose slowly, quiet and composed, and pointed to the altar. “In there,” he said. “Behind the curtain. There’s a trap door. Go!”
She followed his finger, but saw only a large podium, covered in a satin cloth. She ran over to it, pulled back the cloth, and saw the trap door. She opened it, and squeezed her body into the small space.
Tucked in, she peered out through the tiny crack. She watched the priest hurry over to a side door, and kick it open with surprising force.
Just as he did, the main front doors were kicked in by the mob, and they came tearing down the aisle.
Caitlin quickly slid back the curtain all the way. She hoped they hadn’t spotted her. She watched through a crack in the wood, and saw just enough to see the mob racing down the aisle, seemingly right for her.
“That way!” screamed the priest. “The vampire fled that way!”
He pointed out the side door, and the mob rushed right past him, and back into the night.
After several seconds, the never-ending stream of bodies fled from the church, and all was finally silent.
The priest closed the door, locking it behind them.
She could hear his footsteps, walking towards her, and Caitlin, shaking with fear, with cold, slowly opened the trap door.
He slid back the curtain and looked down at her.
He extended a gentle hand.
“Caitlin,” he said, and smiled. “We’ve been waiting a very long time for you.”
Seneste kapitler
#29 Chapter 29
Sidst opdateret: 3/3/2025#28 Chapter 28
Sidst opdateret: 3/3/2025#27 Chapter 27
Sidst opdateret: 3/3/2025#26 Chapter 26
Sidst opdateret: 3/3/2025#25 Chapter 25
Sidst opdateret: 3/3/2025#24 Chapter 24
Sidst opdateret: 3/3/2025#23 Chapter 23
Sidst opdateret: 3/3/2025#22 Chapter 22
Sidst opdateret: 3/3/2025#21 Chapter 21
Sidst opdateret: 3/3/2025#20 Chapter 20
Sidst opdateret: 3/3/2025
Du kan også lide 😍
Kravet af min brors bedste venner
DER VIL VÆRE MM, MF, og MFMM sex
Som 22-årig vender Alyssa Bennett tilbage til sin lille hjemby, flygtende fra sin voldelige mand med deres syv måneder gamle datter, Zuri. Ude af stand til at kontakte sin bror, vender hun sig modvilligt til hans røvhuls bedste venner for hjælp - på trods af deres historie med at plage hende. King, håndhæveren i hendes brors motorcykelbande, Crimson Reapers, er fast besluttet på at knække hende. Nikolai har til hensigt at gøre hende til sin egen, og Mason, altid følgeren, er bare glad for at være en del af handlingen. Mens Alyssa navigerer de farlige dynamikker blandt sin brors venner, må hun finde en måde at beskytte sig selv og Zuri på, alt imens hun opdager mørke hemmeligheder, der kan ændre alt.
Perfekt Skiderik
"Fuck dig selv, din skiderik!" hvæsede jeg tilbage og forsøgte at slippe fri.
"Sig det!" brummede han og greb fat om min hage med den ene hånd.
"Tror du, jeg er en luder?"
"Så det er et nej?"
"Skrid ad helvede til!"
"Godt. Det var alt, jeg havde brug for at høre," sagde han og løftede min sorte top med den ene hånd, så mine bryster blev blottet, og en bølge af adrenalin skød gennem min krop.
"Hvad fanden har du gang i?" gispede jeg, mens han stirrede på mine bryster med et tilfreds smil.
Han lod en finger glide over et af de mærker, han havde efterladt lige under en af mine brystvorter.
Den skiderik beundrede de mærker, han havde efterladt på mig?
"Vikl dine ben omkring mig," beordrede han.
Han bøjede sig ned nok til at tage mit bryst i munden og sugede hårdt på en brystvorte. Jeg bed mig i underlæben for at kvæle et støn, da han bed til, hvilket fik mig til at skyde brystet frem mod ham.
"Jeg slipper dine hænder nu; du vover på at prøve at stoppe mig."
Skiderik, arrogant og fuldstændig uimodståelig, præcis den type mand, Ellie havde svoret, hun aldrig ville involvere sig med igen. Men da hendes vens bror vender tilbage til byen, finder hun sig selv farligt tæt på at give efter for sine vildeste lyster.
Hun er irriterende, klog, lækker, fuldstændig skør, og hun driver også Ethan Morgan til vanvid.
Hvad der startede som et simpelt spil, plager ham nu. Han kan ikke få hende ud af hovedet, men han vil aldrig tillade nogen at komme ind i sit hjerte igen.
Selvom de begge kæmper med al deres magt mod denne brændende tiltrækning, vil de være i stand til at modstå?
Mine Besiddende Mafia Mænd
"Jeg ved ikke, hvor lang tid det vil tage dig at indse det, skat, men du er vores." Hans dybe stemme sagde, mens han rykkede mit hoved tilbage, så hans intense øjne mødte mine.
"Din fisse drypper for os, nu vær en god pige og spred dine ben. Jeg vil smage, vil du have min tunge til at kærtegne din lille kusse?"
"Ja, d...daddy." stønnede jeg.
Angelia Hartwell, en ung og smuk universitetsstuderende, ønskede at udforske sit liv. Hun ville vide, hvordan det føles at få en rigtig orgasme, hun ville vide, hvordan det føles at være underdanig. Hun ville opleve sex på de bedste, farligste og mest lækre måder.
I sin søgen efter at opfylde sine seksuelle fantasier, fandt hun sig selv i en af landets mest eksklusive og farlige BDSM-klubber. Der fangede hun opmærksomheden fra tre besidderiske mafia-mænd. De ville alle tre have hende for enhver pris.
Hun ønskede én dominerende, men i stedet fik hun tre besidderiske, og en af dem var hendes universitetsprofessor.
Bare ét øjeblik, bare én dans, og hendes liv ændrede sig fuldstændigt.
Luna på flugt - Jeg stjal Alfaens sønner
Næste morgen, da klarheden vender tilbage, afviser Elena Alfa Axton. Vred over hendes afvisning lækker han en skandaløs video for at ødelægge hende. Da videoen går live, udstøder hendes far hende fra flokken. Alfa Axton tror, at det vil tvinge hende tilbage til ham, fordi hun ikke har andre steder at gå hen.
Lidt ved han, at Elena er stædig og nægter at bøje sig for nogen Alfa, især ikke den mand, hun har afvist. Han vil have sin Luna og vil stoppe ved intet for at få hende. Væmmet over, at hendes egen mage kunne forråde hende, flygter hun. Der er bare ét problem: Elena er gravid, og hun har lige stjålet Alfaens sønner.
Troper & Triggere: Hævn, graviditet, mørk romantik, tvang, kidnapning, stalker, voldtægt (ikke af mandlig hovedperson), psykopatisk Alfa, fangenskab, stærk kvindelig hovedperson, besidderisk, grusom, dominerende, Alfa-hul, dampende. Fra fattig til rig, fjender til elskere. BXG, graviditet, flygtende Luna, mørk, Rogue Luna, besat, grusom, fordrejet. Uafhængig kvinde, Alfa kvinde.
Underkastelse til Mafia Trillingerne
"Du var vores fra det øjeblik, vi så dig."
"Jeg ved ikke, hvor lang tid det vil tage dig at indse, at du tilhører os." En af trillingerne sagde og rykkede mit hoved tilbage for at møde hans intense øjne.
"Du er vores at kneppe, vores at elske, vores at gøre krav på og bruge, som vi vil. Er det ikke rigtigt, skat?" Tilføjede den anden.
"J...ja, sir." Hviskede jeg.
"Nu vær en god pige og spred dine ben, lad os se, hvilket lille desperat rod vores ord har gjort dig til." Tilføjede den tredje.
Camilla var vidne til et mord begået af maskerede mænd og slap heldigvis væk. På sin vej for at finde sin forsvundne far krydser hun veje med verdens farligste mafia-trillinger, som var de mordere, hun mødte før. Men det vidste hun ikke...
Da sandheden blev afsløret, blev hun taget til trillingerne's BDSM-klub. Camilla har ingen steder at flygte, mafia-trillingerne vil gøre alt for at beholde hende som deres lille luder.
De er villige til at dele hende, men vil hun underkaste sig dem alle tre?
Lege Med Ild
"Vi skal snart have en lille snak sammen, okay?" Jeg kunne ikke tale, jeg stirrede bare på ham med store øjne, mens mit hjerte hamrede som en gal. Jeg kunne kun håbe, at det ikke var mig, han var ude efter.
Althaia møder den farlige mafiaboss, Damiano, som bliver draget af hendes store uskyldige grønne øjne og ikke kan få hende ud af sit hoved. Althaia var blevet gemt væk fra den farlige djævel. Alligevel førte skæbnen ham til hende. Denne gang vil han aldrig tillade hende at forlade ham igen.
Englens lykke
"Kan du ikke holde kæft!" brølede han til hende. Hun blev stille, og han så tårer begynde at fylde hendes øjne, hendes læber dirrede. Åh for fanden, tænkte han. Som de fleste mænd, skræmte en grædende kvinde ham fra vid og sans. Han ville hellere have en skudduel med hundrede af sine værste fjender end at skulle håndtere en grædende kvinde.
"Hvad er dit navn?" spurgte han.
"Ava," svarede hun med en tynd stemme.
"Ava Cobler?" ville han vide. Hendes navn havde aldrig lydt så smukt før, det overraskede hende. Hun glemte næsten at nikke. "Mit navn er Zane Velky," præsenterede han sig selv og rakte en hånd frem. Avas øjne blev større, da hun hørte navnet. Åh nej, ikke det, alt andet end det, tænkte hun.
"Du har hørt om mig," smilede han, han lød tilfreds. Ava nikkede. Alle, der boede i byen, kendte navnet Velky, det var den største mafia-gruppe i staten med sit centrum i byen. Og Zane Velky var familiens overhoved, donen, den store boss, den kæmpe honcho, Al Capone af den moderne verden. Ava følte, at hendes panikslagne hjerne var ved at gå ud af kontrol.
"Tag det roligt, engel," sagde Zane til hende og lagde sin hånd på hendes skulder. Hans tommelfinger gled ned foran hendes hals. Hvis han klemte, ville hun have svært ved at trække vejret, indså Ava, men på en eller anden måde beroligede hans hånd hendes sind. "Det er en god pige. Du og jeg skal have en snak," sagde han til hende. Avas sind protesterede mod at blive kaldt en pige. Det irriterede hende, selvom hun var bange. "Hvem slog dig?" spurgte han. Zane flyttede sin hånd for at vippe hendes hoved til siden, så han kunne se på hendes kind og derefter på hendes læbe.
******************Ava bliver kidnappet og er tvunget til at indse, at hendes onkel har solgt hende til Velky-familien for at slippe af med sin spillegæld. Zane er leder af Velky-familiekartellet. Han er hård, brutal, farlig og dødbringende. Hans liv har ikke plads til kærlighed eller forhold, men han har behov som enhver varmblodet mand.
Trigger advarsler:
Tale om seksuelle overgreb
Kropsbilledeproblemer
Let BDSM
Beskrivende beskrivelser af overgreb
Selvskade
Barskt sprog
Uopnåelig (Måneskinsavatar Serien Samling)
Hans store hånd greb voldsomt om min hals og løftede mig fra jorden uden besvær. Hans fingre rystede med hvert klem, strammede de luftveje, der var vitale for mit liv.
Jeg hostede; kvaltes, mens hans vrede brændte gennem mine porer og fortærede mig indefra. Mængden af had, Neron har til mig, er stærk, og jeg vidste, at der ikke var nogen vej ud af dette i live.
"Som om jeg vil tro en morder!" Nerons stemme skar i mine ører.
"Jeg, Neron Malachi Prince, Alfaen af Zircon Moon Pack, afviser dig, Halima Zira Lane, som min mage og Luna." Han kastede mig på jorden som et stykke affald, og jeg gispede efter luft. Han greb derefter noget fra jorden, vendte mig om og skar mig.
Skar over mit Pack Mærke. Med en kniv.
"Og jeg dømmer dig hermed til døden."
Kastet til side i sin egen flok, bliver en ung varulvs hyl stillet af den knusende vægt og vilje fra de ulve, der ønsker at se hende lide. Efter at Halima falsk anklages for mord i Zircon Moon flokken, smuldrer hendes liv til asken af slaveri, grusomhed og misbrug. Det er først, når den sande styrke af en ulv findes inden i, at hun nogensinde kan håbe på at undslippe fortidens rædsler og komme videre...
Efter år med kamp og heling finder Halima, overleveren, sig selv igen i konflikt med den tidligere flok, der engang mærkede hendes død. En alliance søges mellem hendes tidligere fangevogtere og den familie, hun har fundet i Garnet Moon flokken. Ideen om at skabe fred, hvor gift ligger, er af lille løfte for kvinden, der nu er kendt som Kiya. Efterhånden som den stigende larm af harme begynder at overvælde hende, står Kiya over for et enkelt valg. For at hendes betændte sår virkelig kan hele, må hun faktisk konfrontere sin fortid, før den fortærer Kiya, som den gjorde Halima. I de voksende skygger synes en vej til tilgivelse at skylle ind og ud. For trods alt er der ingen benægtelse af fuldmånens magt - og for Kiya kan mørkets kald vise sig at være lige så ubøjeligt...
Denne bog er egnet til voksne læsere, da emnet omhandler følsomme emner, herunder: selvmordstanker eller handlinger, misbrug og traumer, der kan udløse alvorlige reaktioner. Vær venligst opmærksom.
————Untouchable Bog 1 af The Moonlight Avatar Series
BEMÆRK VENLIGST: Dette er en serie samling for The Moonlight Avatar Series af Marii Solaria. Dette inkluderer Untouchable og Unhinged, og vil inkludere resten af serien i fremtiden. Separate bøger fra serien er tilgængelige på forfatterens side. :)
Gå Dybt
Det er en samling af alle erotiske genrer, mundvandsdrivende, lystfulde og intense krydrede historier, der kan tage dig til syndens land.
Tror du, du kan håndtere disse historier?
En vild affære
Smagen af Emily
Bare tag mig
En ordre
Trekantdate
Vores nye lejer
Pigen ved siden af
Jeg vil have Darlene
Fars pige
Min Dominerende Chef
Hr. Jensen og jeg har ikke haft andet end et arbejdsmæssigt forhold. Han bossede rundt med mig, og jeg lyttede. Men alt det er ved at ændre sig. Han har brug for en date til et familiebryllup og har valgt mig som sin mål. Jeg kunne og burde have sagt nej, men hvad kan jeg ellers gøre, når han truer mit job?
Det er at gå med til den ene tjeneste, der ændrede hele mit liv. Vi tilbragte mere tid sammen uden for arbejdet, hvilket ændrede vores forhold. Jeg ser ham i et andet lys, og han ser mig i et.
Jeg ved, det er forkert at involvere sig med min chef. Jeg prøver at kæmpe imod det, men fejler. Det er kun sex. Hvad skade kunne det gøre? Jeg kunne ikke tage mere fejl, for det, der starter som kun sex, ændrer retning på en måde, jeg aldrig kunne forestille mig.
Min chef er ikke kun dominerende på arbejdet, men i alle aspekter af sit liv. Jeg har hørt om Dom/sub-forholdet, men det er ikke noget, jeg nogensinde har tænkt meget over. Efterhånden som tingene bliver mere intense mellem hr. Jensen og mig, bliver jeg bedt om at blive hans submissive. Hvordan bliver man overhovedet sådan noget uden erfaring eller ønske om at være det? Det vil være en udfordring for både ham og mig, fordi jeg ikke er god til at blive fortalt, hvad jeg skal gøre uden for arbejdet.
Jeg havde aldrig forventet, at det ene, jeg ikke vidste noget om, ville være det samme, der åbnede en utrolig ny verden for mig.
Mated til min Rugby trilling Stedbror
Jeg boede hos min stedfar for at gå i skole, og trillingerne gjorde hele skolen til et mareridt for mig, og manipulerede mit sårbare hjerte til at falde for dem.
Efter at have tilgivet dem, kastede de mig igen i helvede.
"Føler de sig virkelig komfortable, når mine andre to brødre besidder dig, eller knalder dig? Kan jeg teste det tredive gange om ugen?" Computer-geniet blandt trillingerne bedøvede mig med en sexdrik og testede passende positioner i laboratoriet.
"Hvis jeg ikke kan være den, du elsker mest, så vær min BDSM-objekt." En anden trilling hængte mig op i luften og pressede sin muskuløse krop mod mig.
"Hvis du laver en lyd af stønnen, gisp eller skrig under ekstra timer, vil jeg straffe dig." Den ældste, som værdsatte familiens ære og var den fremtidige alfa af stammen, holdt stramt om min talje og klædte mig af i skolens studierum.
Trillingerne kæmpede besat om ejerskabet af mig, og til sidst valgte de at dele, mens mit hjerte allerede var revet i stykker.
Da de gjorde mig til en delt elsker og begyndte at vælge ægtefællepartnere, opdagede jeg, at jeg var deres skæbnebestemte Luna.
Men efter at være blevet skuffet utallige gange nægtede jeg at underkaste mig og endte med at foregive min død i en mordsag...
Fortællingerne om en Gravid og Afvist Luna
U- uundværlig og stærk
N- naturlig omsorgsperson
A- attraktiv
Det er, hvad Luna står for, alle de ting, jeg fik at vide, jeg ikke var.....
Colleen Daniel. 18. Det er det tal, hun helst vil glemme. Det er den dag, hun mistede alt. Hendes mage. Hendes venner. Hendes familie, alt sammen på grund af en titel. Fordi hun var en omega.
På hendes 18-års fødselsdag holder Betaens datter, som hun betragtede som sin ven, en fest for hende. Da hun finder ud af, at hendes mage ikke er nogen anden end alfaen Reese Gold, er hun ovenud lykkelig over at have fundet sin mage. Men da hendes mage afviser hende næste morgen på grund af hendes status, bliver hun tvunget til at bo i byens udkant væk fra pakkehuset, hvor hun arbejder som stuepige for alfaen.
Da hun finder ud af, at hun er gravid, beslutter hun at holde det skjult for alle. Men når man arbejder som stuepige for sin eks-mage, hvordan skjuler man så en graviditet?
©RamataMaguiraga 2016. Alle rettigheder forbeholdes