
Jego obietnica: Dzieci mafii
chavontheauthor · Afsluttet · 542.6k ord
Introduktion
Serena jest spokojna, podczas gdy Christian jest nieustraszony i bezpośredni, ale jakoś muszą sprawić, by to zadziałało. Kiedy Christian zmusza Serenę do udawanych zaręczyn, ona stara się jak może wpasować w rodzinę i luksusowe życie, jakie prowadzą kobiety, podczas gdy Christian walczy, aby chronić swoją rodzinę. Wszystko jednak zmienia się, gdy na jaw wychodzi ukryta prawda o Serenie i jej biologicznych rodzicach.
Ich planem było udawanie do momentu narodzin dziecka, a zasada była taka, żeby się nie zakochać, ale plany nie zawsze idą zgodnie z oczekiwaniami.
Czy Christian będzie w stanie ochronić matkę swojego nienarodzonego dziecka?
I czy w końcu poczują coś do siebie?
Kapitel 1
Skręciłam się i spojrzałam na skąpy strój, który miałam na sobie. Jak to się stało, że zaszło to tak daleko i dlaczego w ogóle to robiłam?
Mogłam przecież znaleźć pracę w sklepie spożywczym albo jako choreografka, co zresztą było moim pierwotnym celem. Nie miałam nic przeciwko rozbieraniu się ani tym strojom. Nigdy nie miałam. Każdy miał swój sposób na opłacenie rachunków, a to był jeden z nich, więc nie, nie wstydziłam się i to była łatwa metoda na zarobienie pieniędzy, ale jednak, nie tak to sobie planowałam.
"Idziesz, wiewiórko, czy będziesz się tylko gapić na swój tyłek?" Faith zaśmiała się i minęła mnie. Wiewiórka..., tak mnie nazywali odkąd tu jestem. To przezwisko prześladowało mnie od przedszkola aż do teraz, przezwisko, które dostałam z powodu moich puszystych policzków.
Faith była moją najlepszą przyjaciółką od lat. Po przejściu z jednego domu zastępczego do drugiego w końcu trafiłam z powrotem do sierocińca. Niestety, nigdy nie poznałam swoich rodziców ani nie miałam żadnych szans w życiu, więc w wieku nastoletnim obiecałam sobie, że osiągnę sukces. Moim celem było skończenie szkoły średniej, studiów i zdobycie dobrej pracy jako choreografka, ale jak widać, nie wyszło. Nawet ja nie przewidziałam, że w wieku dwudziestu jeden lat będę pracować w klubie ze striptizem.
"Słyszałam, że bracia Lamberti będą dziś w prywatnym salonie VIP, nawet Christian ma być tutaj." Faith zaśpiewała, nakładając błyszczyk. Spojrzałam na nią podejrzliwie. Jej piękne, długie warkocze idealnie opadały na ramiona. Faith była przepiękna i wszyscy o tym wiedzieli, włącznie z braćmi Lamberti.
Na wspomnienie Christiana poczułam, jak robi mi się gorąco na twarzy, i szybko odwróciłam wzrok. Christian, ten sam mężczyzna, którego imię wykrzykiwałam zaledwie dwa miesiące temu. Nigdy nie byłam zwolenniczką przelotnych romansów, ale tamtej nocy oboje byliśmy pijani i zaprowadził mnie do swojego biura, gdzie w końcu spędziliśmy razem noc.
*Gdyby tylko dziewczyny wiedziały.
Gdyby tylko jego ojciec wiedział.*
Nasz szef Lucio Lamberti miał wiele interesów, a klub ze striptizem był jednym z nich. Od czasu do czasu on i jego trzej synowie spotykali się z partnerami biznesowymi i dziś był jeden z tych dni. Nie byliśmy głupi i doskonale wiedzieliśmy, w jakim biznesie się obracają, ale nikt nie miał odwagi powiedzieć tego na głos i po prostu to zostawialiśmy. Lucio Lamberti był miłym i ciepłym człowiekiem, który dał mi pracę, jak tylko mnie zobaczył. Był dla wszystkich dziewczyn jak ojciec i był szanowanym biznesmenem przez wielu.
Jego synowie byli zaskakująco zupełnym przeciwieństwem. Gio był najstarszy i zupełnie zimny jak kamień. Nigdy nie nawiązywał kontaktu wzrokowego z żadną z nas i jasno dawał do zrozumienia, co o nas myśli. Drugi pod względem wieku, Enzo, był osobą, którą wszyscy znali. Enzo był miły i wesoły, ale wciąż niezwykle dziecinny. Był kobieciarzem i znał się na kobietach. Wszystko i wszystkich postrzegał jako wyzwanie i nie lubił przegrywać.
Najmłodszy syn Christian był jeszcze bardziej zimny niż Gio, co nie wiedziałam, że było możliwe, zanim go poznałam. Po wszystkim, co się między nami wydarzyło, sprowadził mnie z powrotem na dół, nawet na mnie nie spojrzawszy. Chociaż Christian był najmłodszy, był dziedzicem wszystkich interesów Lamberti i nie było wątpliwości, że to prawdopodobnie z powodu jego zimnej i poważnej osobowości. Różnica między Gio a Christianem polegała na tym, że Gio trzymał się na uboczu, podczas gdy Christian był po prostu przerażający, a fakt, że rzadko bywał w klubie, mimo że był dziedzicem, czynił go jeszcze bardziej onieśmielającym. Podczas gdy wszystkie dziewczyny robiły z siebie głupka, by choć na chwilę przyciągnąć jego uwagę, ja starałam się go unikać i czułam się trochę zawstydzona, gdy mnie odrzucił, jakbym była niczym, ale taki już był i wiedziałam to z góry.
"Czekamy na was!" Luna krzyknęła, wychylając głowę zza drzwi. Poza Faith, Luna była jedyną osobą tutaj, z którą naprawdę się dogadywałam. Wszystkie inne dziewczyny były albo niegrzeczne, albo po prostu ich to nie obchodziło. Były tu dla siebie i postrzegały wszystkich na swojej drodze jako konkurencję. Na szczęście Lucio nie był zbyt surowy, więc rzadko nas ganił, nawet gdy spóźniałyśmy się, co zdarzało się dość często.
"Już idziemy!" krzyknęłam w odpowiedzi i pociągnęłam Faith za ramię. Z całych sił starałam się wyciągnąć ją za drzwi, podczas gdy ona nakładała błyszczyk do ostatniej sekundy.
Po wyjściu z garderoby razem z Faith dołączyłyśmy do pozostałych dziewczyn, które były idealnie ustawione w biurze Lucio. Tylko że to nie Lucio tam stał. To był jeden z tych facetów, których zawsze starałam się unikać za wszelką cenę, syn Lucio Lamberti, Enzo. Przeszedł obok Faith i zrobił kilka kroków w moją stronę, aż stanął tuż przede mną. Zbyt przestraszona, by spojrzeć mu w oczy, natychmiast spuściłam wzrok na swoje stopy i usłyszałam jego chichot.
"Zawsze się spóźniasz?" zapytał, a mnie przeszedł dreszcz. Dzisiaj musiał być naprawdę mój pechowy dzień. Faith i ja obie się spóźniłyśmy, ale zdecydował się zwrócić uwagę tylko na mnie.
"Prze-przepraszam, m-my i-i, uhmm my-" próbowałam się wytłumaczyć, ale żadne słowa nie chciały opuścić moich ust.
"Spójrz na mnie, kiedy do mnie mówisz." Zażądał, a ja w sekundę podniosłam wzrok i spotkałam jego oczy. Z jakiegoś powodu spodziewałam się, że na mnie nakrzyczy, ale tego nie zrobił. Enzo miał na twarzy szeroki uśmiech i przechylił głowę, przyglądając mi się. Podniósł rękę do mojego policzka i ścisnął go, zanim znów się zaśmiał. Nie był to dokładnie radosny śmiech, bardziej jak chichot niedowierzania. Wszystkie dziewczyny zaczęły się śmiać, a ja spojrzałam na niego zdezorientowana.
"Tylko żartowałem, wiewiórko, ale myślę, że to może być moje nowe hobby – dokuczanie ci." Skomentował, zanim puścił mój policzek i cofnął się o kilka kroków.
"Masz szczęście." Szepnęła Faith, gdy trzymałam policzek w niedowierzaniu. Szczęście? Naprawdę nie wiedziałam dlaczego. Dla wielu dziewczyn mogło to być osiągnięcie, ale ja wolałam pozostawać w tle, więc uważałam się za wszystko, tylko nie szczęściarę, a jego słowa, że będzie to jego nowe hobby, jeszcze pogarszały sprawę.
"Jak wiecie, mamy dziś bardzo ważne spotkanie biznesowe z jednym z naszych potencjalnych partnerów. Głównym celem na dziś jest zapewnienie, że on i jego otoczenie będą mieli udaną noc i że do końca wieczoru zdobędziemy jego podpis. Spotkanie odbędzie się w prywatnym salonie i będę potrzebował kilku z was. Jeśli nie wymienię twojego imienia, proszę, zejdź na dół i kontynuuj pracę jak zwykle z naszymi innymi gośćmi." Enzo wyjaśnił, chodząc tam i z powrotem.
Jak zawsze pozostawałam spokojna. Takie spotkania zdarzały się często, a mnie i tak nie wybierano. W przeciwieństwie do innych dziewczyn, ja też nie chciałam być wybrana, chciałam tylko zarobić swoje pieniądze na dole i odejść. Nie miałam ochoty obsługiwać kogokolwiek na jednym z tych prywatnych spotkań, a Lucio o tym wiedział, dlatego nigdy mnie nie wybierał.
Taniec i serwowanie drinków obcym nie stanowiły problemu, ale kiedy znalazłam się w niewygodnych lub niezręcznych sytuacjach, konfrontowałam się z brakiem umiejętności społecznych, które faktycznie miałam, a Lucio był tego świadomy. Mieliśmy bliską więź i potrafił mnie przejrzeć, więc nie miałam powodu do zmartwień.
"Chcę, żeby dołączyły do mnie, Luna, Aubrey, Dawn, Faith-" Enzo mówił i zrobił małą przerwę. Jak się spodziewałam, na końcu pewnie wymieni Lorena i pójdzie na spotkanie ze standardowymi dziewczynami, które zwykle były wybierane.
"I wiewiórka."
Zaskoczona spojrzałam w górę i zobaczyłam wszystkie dziewczyny, w tym Enzo, patrzące na mnie. Co takiego zrobiłam, żeby na to zasłużyć?
"J-ja?" zająknęłam się. Enzo kiwnął głową i zwolnił wszystkie inne dziewczyny, które opuściły biuro. Wciąż byłam w szoku i stałam zamrożona w tym samym miejscu...ja? Mógł wybrać kogokolwiek, ale zdecydował się zrujnować mi dzień w ten sposób. Nie miałam ochoty bawić się w kelnerkę, a zwłaszcza dla ludzi, którzy najprawdopodobniej byli w mafii, ale nigdy nie odważyłabym się sprzeciwić Enzo. Mimo że był wyluzowany, wciąż był moim szefem.
"Mężczyźni, którzy będą tutaj dziś wieczorem, są twardzi i trudni do opanowania, ale ufam każdemu z was, że tego nie zepsujecie," Enzo instruował nas ze swoim uśmiechem wartym milion dolarów. Nawet kiedy był poważny, nadal miał ten sam uśmiech na twarzy.
"Jesteś zdenerwowana, wiewiórko?" zapytał mnie Enzo. Spojrzałam na niego z dużymi oczami i dałam mu pytające spojrzenie. Czy byłam? Luna i Faith oparły swoje głowy o moją, żeby mnie uspokoić.
"Będziesz tam?" zapytałam go natychmiast. Spośród wszystkich ludzi, z którymi czułam się niekomfortowo, on był chyba najmniej przerażający, a i tak miałam problem z ułożeniem zdania w jego obecności, więc wyobraźcie sobie. Enzo zaśmiał się i żartobliwie popchnął moje ramię.
"Nie, ale nie martw się, Christian tam będzie."
Gdy tylko te słowa opuściły jego usta, w mojej głowie była tylko jedna myśl.
Dlaczego ja?
Seneste kapitler
#343 Rozdział 343
Sidst opdateret: 1/10/2025#342 Rozdział 342
Sidst opdateret: 1/10/2025#341 Rozdział 341
Sidst opdateret: 1/10/2025#340 Rozdział 340
Sidst opdateret: 1/10/2025#339 Rozdział 339
Sidst opdateret: 1/10/2025#338 Rozdział 338
Sidst opdateret: 1/10/2025#337 Rozdział 337
Sidst opdateret: 1/10/2025#336 Rozdział 336
Sidst opdateret: 1/10/2025#335 Rozdział 335
Sidst opdateret: 1/10/2025#334 Rozdział 334
Sidst opdateret: 1/10/2025
Du kan også lide 😍
Forbudt Lidenskab
Litas Kærlighed til Alfaen
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.
"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."
"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"
"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."
Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage
"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."
Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.
"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."
Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke
"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.
"Ahh!"
Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.
Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.
Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.
Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.
"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed
Ulveprofetien
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)












