
L'Ultimo Spirito del Lupo
Elena Norwood · Afsluttet · 196.4k ord
Introduktion
"LICANTROPI?! Hai appena detto LICANTROPI?!"
"Sì, Vera! Stanno arrivando! Prepara la tua gente."
Non potevo credere che avessimo davvero dei licantropi stasera.
Mi era stato detto crescendo che i licantropi e i lupi erano nemici mortali.
Le voci dicevano anche che, per proteggere il loro sangue puro, i licantropi non potevano sposare i lupi da generazioni.
Ero ancora sorpresa, ma non potevo permettere alla mia mente di vagare oltre. Sono una dottoressa.
Un lupo mannaro gravemente ferito entra di corsa attraverso la porta del pronto soccorso, tenendo in braccio un lupo privo di sensi. Mi precipito verso di loro e le infermiere, già nei loro vestiti e tacchi, vengono in loro aiuto.
Che diavolo è successo?
Rivolgo tutta la mia attenzione al licantropo gravemente ferito e per un momento, è come se potessi sentire il suo battito cardiaco rallentare nel mio petto. Controllo i suoi parametri vitali mentre un'infermiera, riluttante, lo collega a tutte le macchine. Quando metto la mano sulla sua testa per sollevargli la palpebra e controllare la risposta delle pupille, sento un'elettricità scorrere sotto le mie dita. Che diavolo...?
Senza preavviso, i suoi occhi si spalancano, spaventandomi e facendo salire alle stelle i nostri battiti cardiaci. Mi guarda intensamente; non avrei mai pensato che quegli occhi appartenessero a un uomo che è a malapena vivo.
Sussurra qualcosa troppo piano perché io possa sentire. Mi avvicino e mentre sussurra di nuovo, il suo cuore si ferma e la mia testa gira.
Ha appena sussurrato... compagna?
Kapitel 1
-Vera-
Ho passato la notte a rigirarmi nel letto, sperando che questa fosse la volta buona per dormire come si deve. L'orologio sul comodino segna le quattro; è già ora di alzarsi e non ho praticamente chiuso occhio. Indosso i miei leggings, il reggiseno sportivo, una canotta larga, le scarpe da corsa e parto.
La foresta a quest'ora del giorno è mozzafiato; solo il tenue bagliore del giorno imminente illumina il mio cammino. Gli uccelli iniziano a cinguettare, mentre i piccoli animali notturni si ritirano nelle loro tane; la nebbia tra gli alberi dà vita a tutto il paesaggio.
Mi fermo nel mio solito angolo, sulla scogliera che si affaccia sulla nostra celebre cascata. Si trova a una decina di miglia dalla casa del branco e ormai la si visita solo in occasione di cerimonie o celebrazioni particolari. È un peccato che la gente non venga più spesso ad ammirarla.
La Cascata di Giada prende il nome da tutto il verde che la circonda. Un sottile strato di muschio vivace, unico nel suo genere, ricopre la scogliera alta sessanta piedi da cui si getta l'acqua; la profonda piscina alla base è così limpida che lascia intravedere ogni pietra e sfumatura di verde sottostante. Sotto la giusta luce lunare, l'intera cascata sembra essere fatta di pura giada. Il dolce scrosciare dell'acqua fa di questo posto il luogo ideale per meditare.
Chiudo gli occhi e inizio a stirarmi, a respirare profondamente e a svuotare la mente, ma proprio mentre sto per sedermi, avverto che tutto intorno a me si immobilizza e un brivido mi percorre la schiena. I miei occhi corrono nervosi da un albero all'altro, da una pianta all'altra. È come se la foresta volesse avvertirmi che qualcosa non va; nella mia testa suonano campanelli d'allarme e un'ondata di paura mi attraversa la schiena.
Beh, buongiorno anche a te... La interrompo prima che possa andare oltre.
Mi servono degli esploratori alla Cascata di Giada.
Vera, cosa c'è che non va?
Non lo so ancora, ma...
Sì, lo so.
Non passano dieci minuti che una ventina di esploratori mi raggiunge, percependo la stessa tensione nell'aria che sento anch'io. La nostra Alfa arriva poco dopo, accompagnata dal suo compagno in forma di lupo. Siamo tutti a disagio, ma nessuno più di me. Anche da umana, nessuno è più in sintonia con la foresta di me. È la nostra Alfa a parlare per prima,
"Qualunque cosa sia, non sta colpendo solo Vera. Tutti, radunatevi in coppie e perquisite la foresta partendo dal lato nord. Tenetemi informata."
Gli esploratori obbediscono, lanciandosi nella foresta con un ululato. La nostra Alfa si rivolge a me,
"Dovresti tornare con noi, Vera. Hai una giornata importante davanti a te."
"Se non ti dispiace, Alfa..." borbotto.
"Se non ti dispiace... Sofia... Resterò qui ancora un po'. Forse posso aiutare."
Sofia, la nostra Alfa, è figlia del vecchio Alfa ed è la mia migliore amica. Ci conosciamo da quando eravamo giovani e sappiamo tutto l'una dell'altra, ma ora che lei è la nostra Alfa, questa conoscenza sembra un po' invadente. Ormai, chiamarla per nome non mi sembra più nemmeno appropriato. Mi guarda preoccupata,
"Per favore, stai attenta, sei una delle migliori guerriere che abbiamo, ma non puoi ancora trasformarti. Qualunque cosa ci sia là fuori, è abbastanza forte da farci sentire tutti a disagio."
Abbasso la testa a queste parole e lei sospira. Il fatto di non essere ancora riuscita a trasformarmi è per me fonte di grande preoccupazione. Qualsiasi lupo decente può trasformarsi all'età di 12 anni. Io ho 23 anni e ancora non riesco a connettermi con il mio lupo; a volte mi chiedo se sono davvero un licantropo.
Vedo Sofia che cerca di montare sulla schiena di suo marito. Detesta farsi portare così, ma con la gravidanza ormai avanzata, lui non le lascia alternative. L'aiuto a salire e lui si solleva con delicatezza, abbassando il muso verso di me in un silenzioso 'grazie'. Sofia mi stringe la mano prima di lasciarla andare e partire con il suo compagno.
Quando spariscono dalla mia vista, mi tolgo le scarpe e mi accovaccio, affondando le mani nella terra. Faccio un respiro profondo e inizio. La pelle d'oca mi ricopre tutto il corpo mentre mi connetto alla foresta. Il vento riprende a soffiare, alleviando quella sensazione di oppressione che mi stringeva prima.
Svuoto la mente e mi concentro solo sui sensi: l'umidità dell'aria che respiro, i miei capelli che si muovono al ritmo del vento, la pelle d'oca che mi ricopre.
5 minuti
15 minuti
30 minuti
Nonostante tutti i miei sforzi, non percepisco nulla. Sembra che qualunque cosa ci fosse, se ne sia andata insieme alla sensazione inquietante. Con un sospiro, prendo le scarpe in mano e, a piedi nudi, mi incammino nella foresta verso la casa del branco.
Mentre mi avvicino al bordo della foresta con la casa del branco in vista, il vento comincia a soffiare sulla mia schiena e mi fermo. Non devo nemmeno girarmi per percepirlo. Sollevo il viso e annuso l'aria: è un odore inconfondibile.
Odora di sangue. Di tanto, troppo sangue.
Corro verso la casa del branco e poi verso la mia stanza. L'odore di sangue è fortissimo, ma non c'è modo di capire a chi appartenga o da dove venga.
Dopo una doccia rapida e bollente, mi cambio, indosso il camice e afferro la borsa per la giornata. Scendo alla clinica del branco, saltando la colazione.
Entro in clinica con i nervi tesi, come se da un momento all'altro potesse accadere qualcosa. Sto iniziando a sentirmi un po' paranoica.
"Hey, Violet? Abbiamo qualche arrivo?"
Violet, la nostra capoinfermiera, mi guarda perplessa mentre ricontrolla le cartelle. Noto che i suoi soliti lunghi riccioli scuri oggi sono lisci, e il mascara mette in risalto i suoi occhi azzurri. Avrà una quarantina d'anni, ed è una donna di una bellezza eccezionale, con una pelle scura e luminosa.
"No dottore, per ora abbiamo una giornata tranquilla davanti."
Non riesco a trattenermi dal lanciare un'occhiata rapida a tutto il pronto soccorso, solo per cercare di calmare i nervi. Quest'inquietudine non mi abbandona, è come se mi fossi portato dietro l'odore del sangue dalla foresta; lo percepisco ovunque.
Forse sono solo in ansia perché è un grande giorno, un giorno che cambierà la mia vita. Oggi è la festa di pensionamento del dottor Owen, il che significa che oggi divento il Capo Medico della clinica.
Il nostro branco ha la popolazione più grande di lupi di tutti i branchi principali del paese, il che è comprensibile considerando che proteggiamo il confine sud con il territorio dei licantropi. I lupi mannari e i licantropi hanno firmato un trattato di pace oltre quarant'anni fa, proposto dal loro re licantropo dell'epoca. Prima di allora, entrambe le specie erano costantemente in guerra; per il territorio, per i compagni, per le risorse alimentari, per... divertimento? I licantropi sono creature notoriamente combattive, anche tra di loro.
La clinica supervisiona tutta la popolazione di lupi nel nostro branco, e come Capo Medico, dovrò supervisionare tutte le attività della clinica, anche quelle amministrative. A dire il vero, mi sento terribilmente impreparato ad affrontare tutte queste responsabilità; lo stress mi tiene sveglio la notte e non dormo più di quattro ore.
Procedo con i miei soliti giri per il resto della mattinata, tutto in preparazione per la festa. Il dottor Owens è una delle persone più importanti della mia vita e ci siamo impegnati a fondo per rendere questa giornata davvero speciale per lui. Mi accolse come apprendista quando nessuno credeva in me.
Avevo appena dodici anni, ma già apprendevo le basi della chirurgia; nonostante fossi così giovane, avevo lo stomaco per affrontarlo. Mi sono diplomato presto al liceo e sono riuscito a entrare direttamente alla facoltà di medicina dove mi sono laureato come primo della classe. Eppure, qui mi trovavo di fronte a questa nuova sfida, sentendomi incredibilmente ansioso.
Sono passate le cinque e tutto è stato piuttosto tranquillo. Sono pronto a consegnare i miei pazienti al prossimo turno, impaziente di iniziare la festa di addio. Sto per collegarmi mentalmente con Sofia, ma lei mi anticipa,
ARRIVO! Urla nella mia testa.
Prima che riesca a chiederle qualcosa, sento un trambusto provenire da fuori. Un lupo mannaro gravemente ferito irrompe attraverso la porta del pronto soccorso, tenendo un lupo privo di sensi. Mi precipito verso di loro e le infermiere, già nei loro vestiti e tacchi, accorrono in loro aiuto. Adagiamo il lupo privo di sensi su un letto d'ospedale e lui si trasforma, riprendendo sembianze umane. L'altro lupo crolla e lo aiutiamo a sistemarsi su un altro letto. Il dottor Owens è uscito dal suo ufficio al suono del trambusto.
"Vera, prendi Eric. Violet, prepara il defibrillatore. Erica e Sam, preparate una sala operatoria." L'urgenza nella sua voce è evidente.
Inizio a controllare i parametri vitali di Eric. Non era uno degli esploratori oggi? In effetti, non erano entrambi in perlustrazione? Sembra avere una commozione cerebrale e tutto il suo corpo trema per lo shock. Bisogna accertarsi che non ci siano emorragie interne.
L'angoscia che mi accompagna da stamattina ritorna prepotente quando Sofia si collega di nuovo alla mia mente,
Vera, avremo bisogno di tutte le mani disponibili. Prepara il tuo personale. Dieci lupi feriti in totale, tre licantropi.
Licantropi?! Hai davvero detto licantropi?!
Tra gli altri otto lupi che arrivano con ferite da lievi a gravi nei prossimi cinque minuti, sento subito l'odore dei tre licantropi, due dei quali portano un terzo privo di sensi; è chiaro che è a malapena in vita.
Li accompagno a un letto e, dopo averlo sistemato in fretta, entrambi si accasciano esausti al suo fianco. Istruisco gli altri medici e infermieri a prendersi cura dei lupi, dando priorità a quelli che sembrano perdere conoscenza, ma sono visibilmente cauti nei confronti dei licantropi. Fortunatamente, la maggior parte dei lupi sembra avere ferite lievi, notoriamente graffi. Ma che diamine è successo?
Mi concentro completamente sul licantropo gravemente ferito e, per un attimo, mi sembra di percepire il suo battito che rallenta dentro il mio stesso petto. Controllo i suoi parametri vitali mentre un'infermiera, seppur titubante, lo collega alle apparecchiature. Appoggiando la mano sulla sua fronte per sollevargli la palpebra e controllare la reazione della pupilla, avverto una scarica elettrica sotto le dita. Ma che diamine...?
All'improvviso, i suoi occhi si spalancano, facendomi sobbalzare e accelerando all'impazzata i battiti di entrambi. Mi fissa con uno sguardo intenso; mai avrei immaginato che quegli occhi potessero appartenere a qualcuno sospeso tra la vita e la morte.
Sussurra qualcosa, ma troppo piano perché io possa sentirlo. Mi avvicino e mentre sussurra di nuovo; il suo cuore si ferma e la mia testa gira.
Ha davvero sussurrato... compagna?
Nota dell'autore: Grazie mille per aver letto :) Questa è la mia prima storia seria. Sentitevi liberi di condividere le vostre impressioni nei commenti. Questa avventura è appena iniziata!
Seneste kapitler
#157 Epilogo
Sidst opdateret: 10/14/2025#156 Capitolo 67
Sidst opdateret: 10/14/2025#155 Capitolo 66
Sidst opdateret: 10/14/2025#154 Capitolo 65
Sidst opdateret: 10/14/2025#153 Capitolo 64
Sidst opdateret: 10/14/2025#152 Capitolo 63
Sidst opdateret: 10/14/2025#151 Capitolo 62
Sidst opdateret: 10/14/2025#150 Capitolo 61
Sidst opdateret: 10/14/2025#149 Capitolo 60
Sidst opdateret: 10/14/2025#148 Capitolo 59
Sidst opdateret: 10/14/2025
Du kan også lide 😍
Forbudt Lidenskab
Litas Kærlighed til Alfaen
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.
"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."
"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"
"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."
Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage
"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."
Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.
"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."
Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke
"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.
"Ahh!"
Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.
Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.
Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.
Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.
"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed
Ulveprofetien
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)












