
La Meute : Règle Numéro 1 - Pas de Partenaires
Jaylee · I gang · 835.6k ord
Introduktion
"Laisse-moi partir," je gémis, mon corps tremblant de désir. "Je ne veux pas que tu me touches."
Je tombe en avant sur le lit puis me retourne pour le fixer. Les tatouages sombres des épaules sculptées de Domonic frémissent et se dilatent avec le souffle de sa poitrine. Son sourire profond et fosseté est plein d'arrogance alors qu'il tend la main derrière lui pour verrouiller la porte.
Mordant sa lèvre, il s'avance vers moi, sa main allant à la couture de son pantalon et la bosse qui s'y forme.
"Es-tu sûr que tu ne veux pas que je te touche ?" Il murmure, défaisant le nœud et glissant une main à l'intérieur. "Parce que je te jure devant Dieu, c'est tout ce que j'ai voulu faire. Chaque jour depuis le moment où tu as franchi la porte de notre bar et que j'ai senti ton parfum parfait de l'autre côté de la pièce."
Nouvelle dans le monde des métamorphes, Draven est une humaine en fuite. Une belle fille que personne ne pouvait protéger. Domonic est le froid Alpha de la Meute des Loups Rouges. Une fraternité de douze loups qui vivent selon douze règles. Des règles qu'ils ont juré de ne JAMAIS enfreindre.
Surtout - Règle Numéro Un - Pas de Compagnes
Quand Draven rencontre Domonic, il sait qu'elle est sa compagne, mais Draven n'a aucune idée de ce qu'est une compagne, seulement qu'elle est tombée amoureuse d'un métamorphe. Un Alpha qui brisera son cœur pour la faire partir. Se promettant de ne jamais lui pardonner, elle disparaît.
Mais elle ne sait pas qu'elle porte un enfant ou que dès qu'elle est partie, Domonic a décidé que les règles étaient faites pour être brisées - et maintenant, la retrouvera-t-il un jour ? Lui pardonnera-t-elle ?
Kapitel 1
"Il n'y a nulle part où tu pourras aller sans que je te retrouve. Tu es à moi. Tu seras toujours à moi et je planterai ma graine en toi, pour que tu ne sois jamais libre."
Les mots d'un monstre qui est parfois un homme.
DRAVEN
Quand je suis descendu du train à la gare de Port Orchard, la première chose que j'ai remarquée, c'était l'épais brouillard qui enveloppait la ville. Comme des volutes de fumée dans une couverture dense, se ramifiant comme des bras à partir d'un seul nuage, il s'étendait partout. Enveloppant les arbres à feuilles persistantes et montant le long de la montagne. Se posant sur le rivage de l'océan et les quais de Port Orchard, Washington.
Le ciel au-dessus était d'un gris profond bien qu'il soit en milieu d'après-midi, et une fine pluie dansait dans l'air. C'était magnifique, et maintenant, c'était ma maison.
J'avais postulé pour un emploi dans l'un des rares bars de la ville alors que je vivais encore en Floride. J'avais économisé pendant les trois dernières années en attendant le jour où je disparaîtrais enfin de Miami, pour toujours. Il y a environ deux semaines, j'ai eu ma chance. Et je l'ai saisie.
D'ailleurs, je ne suis pas sûr que l'on puisse appeler ce que je faisais avant, vivre. Je suppose que c'était plus comme exister.
Et...
Souffrir.
Chassant les souvenirs des gens que j'avais laissés derrière moi, je m'avance dans la rue légèrement bondée. Port Orchard n'était pas la plus grande des villes, mais pour une raison quelconque, il y avait beaucoup de monde dans les rues. Des boutiques pittoresques bordaient le bloc où je me trouvais, avec des tours de maisons de style cottage ancien grimpant sur les collines derrière. À ma droite, je pouvais voir le marché de poisson frais près des quais et à ma gauche, un marché animé plein de charmants villageois vendant leurs marchandises.
Charmant.
J'avais étudié la carte de cette ville sur mon téléphone avant de l'écraser en mille morceaux, à Miami. J'étais heureux de voir que les photos de cet endroit étaient assez fidèles. En ligne, cela ressemblait à un paradis virtuel. Pour quelqu'un voulant s'échapper sous la pluie et dans le brouillard, cela semblait parfait. La réalité ne décevait pas.
Rehaussant mon sac à dos sur mon épaule, je me dirige vers les quais en direction de mon nouveau lieu de travail.
Le Moonlight Lounge sonnait chic, mais je savais que ce ne serait pas le cas. Pas pour les salaires qu'ils offraient. De plus, ce n'était pas une ville remplie de voitures de luxe et de clients huppés. Quand j'ai postulé sur internet à la bibliothèque de Miami, je ne pensais vraiment pas obtenir le poste. C'était juste un coup de dés parmi une série de coups de dés que j'avais fantasmés.
Ironiquement, ce poste venait avec un appartement situé au-dessus de l'établissement. Deux coups avec une pierre, donc bien sûr, c'était en haut de ma liste de souhaits. Le propriétaire voulait quelqu'un qui puisse non seulement servir de barman mais aussi de sorte de concierge résident de l'endroit. Donc naturellement, c'était parfait pour quelqu'un comme moi. Quelqu'un qui ne voulait pas vraiment que son nom figure sur un bail.
Bien que j'aie peut-être 'accidentellement' coché la case marquée homme au lieu de femme, et que l'offre que j'ai reçue était adressée à un Monsieur Draven Piccoli, je n'allais pas corriger cette confusion avant d'arriver. Ce que je m'apprêtais à faire maintenant. Peu de concierges sont des femmes. Maintenant, tout ce qu'il me reste à faire est de prier pour que mon employeur passe outre ma petite erreur et me laisse rester.
Sinon? Eh bien, je me réfugierais dans un motel ou quelque chose jusqu'à ce que je trouve un emploi ailleurs. Maintenant que je suis ici, vraiment ici, je suis complètement charmée par l'aura mystérieuse qui entoure l'endroit. Maintenant, je veux que ce soit ma maison.
Jetant un coup d'œil à l'enseigne au néon clignotante Moonlight Lounge dans une police moderne de lettres violettes, je prends une profonde inspiration et pousse la porte.
Le bar est propre et presque vide. Pas vraiment inhabituel pour un bar à cette heure de la journée. L'éclairage tamisé et l'intérieur en cuir rétro donnent au lieu une ambiance presque mafieuse. En avançant vers le long bar en bois, je retire ma capuche et jette un coup d'œil autour de moi.
Mes yeux se posent sur la table dans le coin le plus éloigné, près des fenêtres teintées. Trois hommes y sont assis et chacun d'eux lève les yeux dès que j'entre. L'un d'eux se raidit, se redressant pour me lancer un regard noir alors que je le fixe en retour.
Ma poitrine se serre. Mon cœur bat à tout rompre dans mes oreilles. Pendant un instant, c'est comme si je le reconnaissais. Comme si je LE connaissais, mais c'est impossible.
Il est extraordinairement beau, avec des cheveux brun-rouge foncé attachés en une petite queue de cheval et des yeux couleur charbon brûlé. Profonds et gris et... quelque peu pénétrants. Les deux autres hommes paraissent plus ordinaires, et pas aussi intimidants que le premier. Rien de spécial là, juste deux costauds avec de mauvaises attitudes.
Leurs regards se tournent vers moi, tous en train de ricaner. Je lève le menton et détourne les yeux, espérant secrètement que l'un des trois n'est pas le propriétaire.
Allez vous faire foutre aussi, les gars.
Revenant à mon attention sur le bar, je sonne la petite cloche à côté de la caisse enregistreuse, espérant attirer l'attention de quelqu'un à l'arrière.
Un grand homme costaud, qui semble trop jeune pour être le propriétaire, sort en bondissant des portes battantes derrière le comptoir. Arborant une barbe brune ébouriffée et une chevelure assortie, lui aussi semble excessivement musclé. La bouche du gars se tord en un sourire en me dévisageant. Son regard parcourt mon corps de la tête aux pieds puis remonte. Ses yeux bleus gentils se plissent légèrement en s'arrêtant sur mon sac à dos.
"Puis-je vous aider, mademoiselle?" demande-t-il avec un sourire.
Je hoche la tête, "Êtes-vous Bartlett?"
Nettoyant un verre avec un chiffon en éponge qu'il a pris de l'étagère, il hoche la tête. "C'est moi. Et vous êtes?"
Voilà. Le moment de vérité.
"Je suis Draven Piccoli. Je suis censée commencer à travailler aujourd'hui."
Bartlett se tend, ses yeux se tournant vers la table dans le coin, puis revenant vers moi. "Non. Ce n'est pas possible. Draven est censé être un homme."
Je soupire, m'approchant du bar pour prendre un siège. "Non, Draven est censé être le gardien et barman. Pourquoi est-ce important de savoir quel sexe 'Draven' pourrait être?"
Bartlett rit. "Parce que le Draven que j'ai embauché doit savoir comment virer des gens d'un bar et soulever au moins cinquante kilos. IL doit être capable de manier une arme aux petites heures du matin lors d'une nuit de pleine lune. Et vous? VOUS ne ressemblez pas à ça."
"Je peux soulever cinquante kilos," je rétorque, avec un sourire espiègle. "Peut-être pas trop de fois en une journée, mais je peux le faire."
J'essaie de mettre un peu de supplication dans ma voix, espérant que je puisse jouer la carte de la mignonne et qu'il m'accorde sa confiance.
Secouant la tête et posant un verre de liquide ambré devant moi, il murmure, "Prenez un verre, poupée, et puis partez. Je suis désolé pour tout désagrément que cela a pu vous causer, mais je ne cherche pas de gardienne sexy."
Je fronce les sourcils. Merde. Je savais que cela pourrait arriver, alors pourquoi suis-je maintenant si déçue?
Mes yeux se remplissent de larmes que je fais attention à ne pas laisser sécher. Je pense que je vais probablement devoir en verser quelques-unes pour obtenir ce que je veux. Elles brûlent déjà à l'idée de la lutte qui m'attend. Peut-être que je peux trouver un travail comme serveuse. Ou peut-être, il y a un club de strip-tease en ville, et je peux postuler là-bas. Les clubs de strip-tease n'acceptent jamais un visage frais - croyez-moi, je le saurais.
Semblant remarquer mon malaise, Bartlett se penche plus près de moi. "Jusqu'où avez-vous voyagé pour venir ici, chérie?"
Rencontrant ses yeux et clignant des paupières pour retenir mes larmes, juste pour l'effet, je lui accorde un sourire tremblant. "Assez loin."
Il soupire. "Je suis désolé d'entendre ça. Je ne peux pas vous aider."
Merde.
Seneste kapitler
#581 Chapitre cinq cent quatre-vingt-un
Sidst opdateret: 1/11/2026#580 Chapitre cinq cent quatre-vingts
Sidst opdateret: 1/12/2026#579 Chapitre cinq cent soixante-dix-neuf
Sidst opdateret: 1/12/2026#578 Chapitre cinq cent soixante-dix-huit
Sidst opdateret: 1/12/2026#577 Chapitre cinq cent soixante-dix-sept
Sidst opdateret: 1/9/2026#576 Chapitre cinq cent soixante-seize
Sidst opdateret: 1/9/2026#575 Chapitre cinq cent soixante-quinze
Sidst opdateret: 1/9/2026#574 Chapitre cinq cent soixante-quatorze
Sidst opdateret: 1/9/2026#573 Chapitre cinq cent soixante-treize
Sidst opdateret: 1/9/2026#572 Chapitre cinq cent soixante-douze
Sidst opdateret: 1/9/2026
Du kan også lide 😍
Forbudt Lidenskab
Litas Kærlighed til Alfaen
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.
"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."
"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"
"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."
Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage
"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."
Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.
"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."
Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke
"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.
"Ahh!"
Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.
Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.
Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.
Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.
"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed
Ulveprofetien
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)












