
LA SERIE DEL MILIARDARIO
beyondlocks · Afsluttet · 284.6k ord
Introduktion
0. Prologo: Amare Blake Coster [BLAKE COSTER X JEAN VERODINE]
BLS #1: Il Filo Rosso del Destino [AARON SAMUEL X SOPHIA CELASTIO]
BLS #2: Sfidare il Miliardario [SKY LOCASON X JANET STANMORE]
BLS #3: Affrontare i Problemi [ALEXANDER NORTH X ANGELIA SELOSVONE]
BLS #4: Pugnalata dalla Rosa [MAXIMILLION CESANTIO X ROSE HASTINGTON]
BLS #5: Bellissimo Incubo [LUKE HASTINGTON X HAILEY ANDERSON]
BLS #6: Chiudere il Suo Cuore [SEBASTIAN CESBORN X ALEXIS SIERRA]
BLS #7: Rompere l'Ultimo [KENNETH DOMANCO X CHLOE REGENS]
Sette miliardari si riuniscono per costruire un grande impero in America. Provengono tutti da background e sogni diversi, ma riescono a costruire imprese insieme. A volte litigano, ma una cosa che devono mantenere è NON SISTEMARSI. Puoi cambiare ragazze come cambi vestiti, ma il matrimonio non dovrebbe essere nel tuo vocabolario.
Kapitel 1
Jean Verodine
Pioggia, Netflix, letto, coccolarsi nella mia coperta più morbida e snack spazzatura.
Queste sono le cose che rendono la tua vita perfetta e felice. È semplice, no? Vorrei poterlo fare proprio ora, ma purtroppo devo andare a lavorare.
Guardando fuori dal finestrino del mio furgone, osservavo le gocce di pioggia cadere sul vetro. Una canzone di Adele suonava in sottofondo, facendomi sentire la nostalgia di casa e del mio letto comodo. Amo il mio lavoro, ma a volte abbiamo bisogno del nostro tempo per noi stessi, giusto?
"Jean, siamo arrivati." La mia manager Claire mi chiamò e io girai la testa verso di lei. Feci il broncio e lei mi lanciò uno sguardo del tipo "dai, muovi il sedere e mettiti al lavoro".
"Non voglio lavorare." Mi lamentai, ma aprii comunque la porta con pigrizia. Presi la mia pochette, misi gli occhiali da sole e scesi dal furgone. Mi trascinai dentro lo studio.
Quando entrai nello studio, il nostro solito fotografo James Clodarian stava parlando con uno dei membri dello staff prima di girarsi verso di me. Sorrise e lo abbracciai brevemente.
"Ciao Jean, da quanto tempo!" James mi mise un braccio intorno e io ridacchiai.
"Sì James, da quanto tempo. È passato un po', vero? Tre mesi? Come stai in questi giorni?" Gli chiesi mentre camminavamo verso il set delle riprese.
"Sì, circa due mesi penso, sto bene. Grazie per aver chiesto, bella, ma penso che tu debba andare subito in camerino. Parleremo dopo, ok?" Disse.
"Nessuna promessa James, sono una donna impegnata." Lo presi in giro e lui ridacchiò.
"Troverai sicuramente il tempo per me, ora vai." Mi spinse verso il mio camerino. Entrai nel camerino e mi sedetti sulla sedia con il mio nome sopra.
La parrucchiera iniziò a sistemarmi i capelli e la truccatrice iniziò a fare il suo lavoro. Il concetto di oggi doveva essere naturale perché mi hanno dato un trucco molto leggero e ricci sciolti per i capelli. Cavolo, amo il naturale ma amo di più il concetto cattivo e sexy.
Improvvisamente la porta si spalancò e guardai attraverso lo specchio per vedere chi fosse entrato. Sorrisi ampiamente vedendo la mia migliore amica Alexis Sierra lì, con un sorrisetto. Mi alzai e camminai verso di lei, attaccandola con un abbraccio stretto.
"Ehi amica!" Disse, dandosi una pacca sulla schiena.
"La mia ragazza del compleanno!" La abbracciai stretta finché non finse che la stessi soffocando. Rilasciai l'abbraccio e ridemmo insieme.
"Vieni stasera, vero?" Mi aveva invitato alla sua festa di compleanno qualche giorno fa, non le avevo ancora dato una risposta perché Claire ama fare programmi all'ultimo minuto per me.
"Sì, ci sarò." Dissi e lei strillò di eccitazione. Ridacchiai guardando la sua espressione, ma improvvisamente lo staff chiamò i nostri nomi. Ci guardammo e ci rivolgemmo ai nostri stilisti per cambiare i nostri vestiti con l'abbigliamento sportivo.
"Jean, per favore vai sul set ora." Disse uno dei membri dello staff e io mi alzai dalla sedia e uscii dalla stanza. Camminai verso il set insieme alle altre Angeli.
Il tema di oggi era una pubblicità sportiva, dove facciamo il nostro allenamento e veniamo filmate allo stesso tempo. È una pubblicità divertente da girare perché è quello che facciamo sempre nella vita quotidiana ed è divertente farlo con le amiche. In questo shooting, ci siamo divertite molto con le altre Angeli.
"È finita ragazze!" Annunciò James e ci diede un cinque a ciascuna di noi.
"Ehi, tesoro" Nicole mi passò un braccio intorno alle spalle. Anche Nicole è un'Angelo e stare con lei è davvero facile e piacevole.
"Ciao alla mia bionda preferita." Le sorrisi e lei ridacchiò.
"Quindi verrai alla festa di Lexy stasera, vero?" Chiese incrociando le braccia davanti al petto e alzando le sopracciglia in attesa della mia risposta.
"Certo, non me la perderò" le feci l'occhiolino.
"Ci abbandoni spesso, Jean." Fece il broncio e io ridacchiai.
"Non preoccuparti, sono sicura al 100% che ci sarò stasera." Le promisi e lei mi fece un pollice in su. Si tolse l'elastico dai capelli e lasciò che la sua chioma bionda cadesse perfettamente. Entrammo insieme nella zona dei camerini. Era così rinfrescante quando l'aria fredda del condizionatore ci colpiva il corpo perché avevamo sudato molto ed era caldo sul set sportivo.
Claire mi lanciò un piccolo asciugamano per asciugare il sudore. Entrai nel camerino e mi cambiai di nuovo nei miei pantaloncini neri e nella mia canotta bianca. Tolsi il trucco di prima e lo rifeci perché non mi sentivo a mio agio dopo aver sudato tanto.
"Non ho altri impegni, vero?" Chiesi a Claire.
"Sì, sei libera dopo questo." Lexy irruppe improvvisamente nel mio camerino e mi lanciò uno sguardo malizioso.
"Ti va uno Starbucks?" Chiese Lexy e io guardai Claire. Lei annuì, dandomi il permesso di andare. Mi alzai dalla sedia e camminai verso la porta. Lexy mi prese a braccetto e mi tirò fuori.
"Solo noi due?" Chiesi e lei scosse la testa.
"Nicole e Charlotte verranno con noi." Rispose mentre prendeva il telefono e mandava un messaggio a qualcuno. Nicole si unì a noi dopo essersi cambiata in abiti comodi.
"Charlotte, come al solito la lumaca." Disse Nicole e non potei fare a meno di ridacchiare.
"Charlie" la chiamò Nicole ad alta voce affinché si sbrigasse. Charlie uscì di corsa dal suo camerino.
"Andiamo." Disse e io non potei fare a meno di scuotere la testa ridendo di nascosto. Uscimmo dallo studio e tutto ciò di cui avevamo bisogno ora era camminare un po' perché lo Starbucks era a solo un isolato di distanza. Improvvisamente il mio telefono squillò, era mia madre. Feci cenno alle ragazze di andare avanti.
"Ehi mamma." Risposi alla sua chiamata con il tono più pigro possibile.
"Jean" mi chiamò.
"Sì mamma?" Volevo davvero terminare la chiamata subito.
"Tra due settimane è il compleanno di tua nonna e voglio che tu venga a casa quel giorno. Assicurati di avere il programma libero." Disse e io sospirai profondamente. Non voglio avere a che fare con la mia famiglia in questi giorni, quindi non sono interessata a tornare a casa.
"Sono occupata." Dissi semplicemente perché era l'unica scusa che mi veniva in mente.
"Jean" mi diede un tono di avvertimento.
"Sono occupata mamma, ho molti impegni."
"Trova il tempo per lei, ci tiene davvero che tu venga." Mi implorò.
"Non ho tempo per tornare a casa mamma, ho un programma pieno." Dissi con un tono fermo in modo che non implorasse di nuovo.
"Come puoi farle questo? È il suo 80° compleanno, devi andare!" Scommetto che le organizzeranno una grande festa, quindi non voglio incontrare molte persone lì. Odio il fatto che mia nonna ami fare grandi feste ogni compleanno. Si vanterà di me come modella con i suoi amici e questo è piuttosto fastidioso per me.
"A che pro? Sarà lo stesso del 78° e del 79° compleanno." Guardai a terra cercando un altro alibi da dire a mia madre.
"Non mi interessa, Jean. Voglio che tu ci sia!" Chiuse la chiamata facendomi arrabbiare. Calciai un sasso davanti a me. Improvvisamente un allarme di un'auto si attivò e i miei occhi si spalancarono. Rimasi congelata sul posto guardando l'auto con sguardo vuoto. Le luci si accendevano e spegnevano e l'allarme continuava a suonare. Sospirai quando mi resi conto che il sasso che avevo calciato prima aveva colpito il finestrino dell'auto. Poiché il sasso era piuttosto grande, aveva graffiato l'auto.
"Ma che diavolo-" un uomo dai capelli castani uscì dal negozio di Armani proprio di fronte all'auto. Imprecò un paio di parole prima di cliccare il telecomando per fermare l'allarme dell'auto. Si girò verso di me, dato che ero l'unica persona lì.
"Mi dispiace." Gli dissi.
Mi fulminò con i suoi occhi verdi freddi, i suoi occhi scesero sul mio corpo controllandomi completamente. Lo guardai con un cipiglio, ma fui accolta dal suo bel viso. Aveva una mascella sexy, un corpo perfetto che si adattava perfettamente al suo abito grigio di Armani e infine una barba sottile che lo rendeva ancora più sexy e imponente.
"Hai finito di controllarmi?" Chiese con le sopracciglia alzate e un sorrisetto.
"Scusa." Dissi guardando la portiera della sua auto. C'era un graffio causato dal sasso che avevo calciato prima.
"Quindi cosa intendi fare con quello, bella?" Chiese e mi girai verso di lui. Indicò il graffio ma in pochi secondi i suoi occhi si posarono sulle mie gambe.
"Occhi qui su!" Sibilai, che uomo maleducato!
"Pepata, eh?" Sorrise guardandomi dritto negli occhi, il mio cuore saltò un battito per un secondo ma mi ripresi subito. Tirai fuori il portafoglio dalla borsa e presi 500 dollari. Guardai l'uomo e gli allungai la mano. Gli misi i 500 dollari in mano ma lui mi guardò con occhi confusi.
"Ti ho chiesto dei soldi?" Chiese guardandomi con un'espressione davvero indecifrabile.
"Ho fatto un graffio, questi soldi sono per ripararlo" dissi con un tono davvero disinteressato. Sono di pessimo umore ora, non voglio avere a che fare con questo tipo di persona in questo momento.
"Jean" Lexy mi chiamò mentre si avvicinava a me. Mi guardò con uno sguardo del tipo "cosa ti è successo". Si girò verso l'uomo davanti a me e i suoi occhi si spalancarono.
"Allora, Jean, cosa intendi fare riguardo a questo?" L'uomo chiese indicando il graffio.
"Signorina Verodine per te, Signor Sconosciuto" dissi freddamente guardando il graffio che avevo fatto.
"Cosa è successo?" Lexy si mise accanto a me e sussurrò.
"Ho calciato un sasso piuttosto forte e questo è successo" dissi sospirando.
"Jean Verodine, ho sentito quel nome da qualche parte" disse l'uomo ma io mi girai verso di lui.
"Ti ho già dato i soldi, giusto? Quindi arrivederci." Dissi all'uomo e presi la mano di Lexy tirandola verso lo Starbucks. Lexy mi chiamava ma la ignorai. Ho bisogno di una bevanda fredda subito per calmare le mie emozioni in fiamme.
"Cos'è che ti ha trattenuto così tanto?" Chiese Nicole e i miei occhi erano così concentrati sul menu.
"Ha calciato un sasso e ha graffiato l'auto di un tipo figo." Rispose Lexy a Nicole.
"Un Java Chip Frap sembra buono." Dissi a me stessa.
"Come si chiama? Hai preso il suo numero?" chiese Charlie e io mi girai verso di lei incredula. Scossi la testa. Sono sempre stata fredda con gli estranei, specialmente con i ragazzi. Non mi piace essere civile con qualcuno che ho appena incontrato. Non mi interessa.
"Penso di averlo già visto, il suo viso era così familiare." disse Lexy e io scrollai le spalle, completamente disinteressata.
"Non mi interessa di lui, gli ho dato i soldi per riparare il danno." dissi e guardai di nuovo il menu.
"Jean" chiamò Nicole, ma la ignorai.
"Jean!" mi chiamò questa volta Charlie.
"Cosa? Sto cercando di scegliere cosa bere!" dissi mentre scansionavo di nuovo il menu.
"Jean!" chiamò Lexy e questo mi fece girare verso di lei. Alzai le sopracciglia. Indicò dietro di me e girai la testa per vedere l'uomo di prima che mi guardava con divertimento negli occhi mentre teneva i miei 500 dollari.
"Cosa ci fai qui? Hai bisogno di più?" chiesi freddamente.
"Jean! Non essere così fredda!" mi avvertì Lexy a bassa voce e io lo guardai alzando le sopracciglia aspettando che dicesse qualcosa.
"Cosa intendi fare con la mia auto?" chiese e io indicai i soldi.
"Ti ho già dato i sol-" Lui mise i soldi sul tavolo.
"Non ho bisogno di soldi." dichiarò e mise le mani in tasca. Mi guardò e mi resi conto che molte persone lo stavano guardando.
"Cosa vuoi allora?" chiesi incrociando le braccia davanti al petto e girandomi di nuovo verso il menu. Non sono per niente interessata a trattare con quest'uomo. Può prendere il suggerimento già?
"Hai un fidanzato?" chiese e mi girai verso di lui così velocemente. Alzai le sopracciglia guardandolo sospettosa.
"Non ce l'ha." rispose Lexy e io la fulminai con lo sguardo per averglielo detto.
"Bene, dammi il tuo numero di telefono." disse e si sedette sul sedile accanto a me.
"No, non ho un telefono." dissi e sapevo che era stupido. Indicò il mio telefono e io distolsi lo sguardo.
"Mi ferisci il cuore, tesoro." Ero disgustata da quella parola. Lo guardai infastidita.
"Ti ho già dato i soldi, ne hai bisogno di più?" chiesi e lui scosse la testa.
"Il tuo numero, Jean." disse il mio nome e mi sentii così infastidita quando il mio nome uscì dalla sua bocca. Lo ignorai invece di rispondere.
"Ce l'hai?" chiese a Nicole e io la guardai immediatamente. Lei guardò l'uomo e scosse la testa. Mi alzai con l'intenzione di lasciare il tipo per ordinare la mia bevanda.
Improvvisamente si alzò e mi afferrò il polso facendomi girare verso di lui. Mi sovrastava con la sua altezza e mi guardava.
"Allora Jean, dammi il tuo numero di telefono o lo cercherò da solo." disse con un tono serio, io tirai il polso dalla sua presa.
"Provaci." dissi con un tono di sfida e camminai verso la cassa per ordinare.
"Jean" Lexy venne da me e io mi girai verso di lei.
"Cosa?" chiesi.
"Hai appena fatto arrabbiare la persona sbagliata." disse con un'espressione preoccupata che mi confuse.
"Cosa? Cosa ho fatto?" chiesi perché non mi sembrava di aver fatto qualcosa di sbagliato.
"La gente stava sussurrando e parlando di quel tipo, mi sembrava familiare e avevo ragione. Sai chi è?" chiese e io scossi la testa.
"Chi è?" chiesi.
"Blake Coster."
Fantastico.
Seneste kapitler
#286 Epilogo
Sidst opdateret: 1/3/2025#285 Capitolo 54 - Orecchie vergini
Sidst opdateret: 1/3/2025#284 Capitolo 53 — Proposta
Sidst opdateret: 1/3/2025#283 Capitolo 52 - Cena in famiglia
Sidst opdateret: 1/3/2025#282 Capitolo 51 - Mi dispiace Chloe
Sidst opdateret: 1/3/2025#281 Capitolo 50 - Lieto fine?
Sidst opdateret: 1/3/2025#280 Capitolo 49 - Savage Girl
Sidst opdateret: 1/3/2025#279 Capitolo 48 - Singolo
Sidst opdateret: 1/3/2025#278 Capitolo 47 - Gli occhi di Sebastian
Sidst opdateret: 1/3/2025#277 Capitolo 46 — Bother
Sidst opdateret: 1/3/2025
Du kan også lide 😍
Forbudt Lidenskab
Litas Kærlighed til Alfaen
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.
"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."
"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"
"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."
Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage
"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."
Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.
"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."
Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke
"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.
"Ahh!"
Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.
Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.
Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.
Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.
"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed
Ulveprofetien
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)












