

La Vengeance des Compagnes Vendues aux Enchères
Caroline Above Story · Afsluttet · 166.1k ord
Introduktion
Mon âme sœur est le fils du meurtrier qui a détruit ma famille et ma vie.
Je dois me venger.
"Vous," Il nous regarda avec un sourire narquois. "Vous deux. Levez-vous."
Je secouai la tête, tremblante, "S'il vous plaît... S'il vous plaît, ne–"
Il m'attrapa par le bras et me força à me lever.
Il saisit Angelia de l'autre main et nous traîna vers la porte.
Angelia était devenue silencieuse, tirée comme une poupée de chiffon. Ses yeux semblaient vitreux.
Mon cœur battait la chamade.
"P-S'il vous plaît. Je peux vous donner des pierres précieuses ! Des bijoux ! Que diriez-vous de fleurs lunaires ? Nous en avons plein. Si vous nous rameniez juste–"
"Comment vas-tu marchander avec quelque chose qui ne t'appartient plus ?" Il ricana, "Avance. Le patron n'aime pas attendre."
Des larmes coulaient sur mon visage. On nous emmena hors du cachot dans une autre section transformée en pièce.
Il n'y avait pas de fenêtres et l'air était imprégné de sueur et de larmes.
L'homme qui nous avait amenées là nous poussa à l'intérieur et ferma la porte derrière nous alors qu'un homme gros comme une baleine se tournait vers nous.
Je pouvais dire par sa stature et son odeur qu'il était soit humain, soit que son loup était faible.
Il ricana et se lécha les lèvres en s'approchant. Il s'arrêta d'abord devant moi, attrapant mon menton et se penchant pour prendre une profonde inspiration de mon odeur. Il ricana alors que je reculais et frissonnais de dégoût.
Puis, il s'arrêta devant Angelia, traçant une main sur sa joue.
Il ricana et recula, "J'adore les obéissantes... Bienvenue les filles, dans mon cachot. Vous m'appellerez, Dan."
Kapitel 1
J'étais autrefois une louve-garou normale avec une famille.
Ma mère et mon père étaient la luna et l'alpha de la meute de Fluorite. Ils étaient doux et aimants. Je n'aurais pas pu rêver de meilleurs parents. Ma petite sœur, Angelia, et moi étions heureuses ensemble et aussi proches que deux sœurs pouvaient l'être.
La meute de Fluorite était de la taille d'une petite ville, mais nous étions riches grâce aux pierres précieuses que nous extrayions et aux fleurs qui poussaient en abondance, que nous fournissions aux bijoutiers, aux entreprises de cosmétiques et aux sociétés médicales d'autres meutes.
Parce que la meute était si petite, nous passions beaucoup de temps à aider dans la meute. Nous n'avions pas de parcs d'attractions ou quoi que ce soit, alors Angelia et moi, quand nous étions jeunes, nous ramassions des pierres précieuses dans les rivières et passions nos journées à jouer à chat dans les prés. Nos parents nous regardaient depuis l'arrière de notre maison jusqu'à ce qu'il soit l'heure du déjeuner. Après le dîner, nous nous blottissions autour du feu et ils nous racontaient des histoires sur les grands alphas et comment notre société actuelle était née.
Je n'aurais jamais deviné que je n'aurais à peine seize ans de ce bonheur.
Angelia et moi étions dans le jardin, planifiant une farce pour la fête du 20e anniversaire de nos parents ce soir-là. Quelque chose à propos d'un poème terrible que notre père avait écrit quand il avait dix-huit ans. Cela devait être doux et drôle. Tout le monde était censé rire et taquiner papa. Papa devait froncer un peu les sourcils à notre espièglerie, mais maman serait tombée encore plus amoureuse et aurait exigé de garder le poème terrible pour la postérité.
Nous étions en train de rire quand les coups de feu ont commencé. Des loups-garous que je ne reconnaissais pas ont envahi le jardin, nous capturant avant que nous puissions nous enfuir. Le sang et la poudre à canon remplissaient l'air alors que j'essayais d'utiliser mon lien mental pour avertir nos parents et que je me débattais contre les hommes qui nous traînaient vers la cour.
J'ai découvert qu'il était trop tard et j'ai regardé les corps de nos parents se balancer de la fontaine de la cour avec une horreur sombre. Leurs alliances scintillaient au soleil et ils semblaient encore essayer de se rejoindre jusqu'à leur dernier souffle.
Je ne pouvais pas parler. Je ne pouvais rien faire d'autre que serrer Angelia plus près de moi et espérer que notre mort serait sans douleur.
Mais la mort n'est pas venue. C'était bien pire.
"Baillonnez-les et bandez-leur les yeux," dit l'un des attaquants.
Quelqu'un a crié. Je me souviens d'avoir essayé de m'échapper, de traîner Angelia avec moi, mais nous étions entourées. Un sac a été enfoncé sur ma tête. Angelia a été arrachée de mes bras et ils m'ont emmenée.
Je ne pouvais rien voir. Mon souffle s'échappait de moi dans la panique alors qu'ils nous forçaient à monter à l'arrière d'une camionnette.
"Fermez-la ou vous souhaiterez être morts."
Je frissonnais à la voix même en essayant de tendre la main vers Angelia. Elle ne répondait pas, soit par choc, soit parce qu'elle était inconsciente. La camionnette cahotait et tremblait en s'éloignant de notre maison.
Mes yeux brûlaient de larmes alors que j'étouffais mes sanglots. Morts. Nos parents étaient morts. Nos cousins. Je n'avais aucune idée de qui était encore en vie.
Quand la camionnette s'est arrêtée, j'ai entendu les portes s'ouvrir et quelqu'un m'a tirée dehors et mise sur mes pieds.
"Avance."
J'ai sursauté à son ton et j'ai marché là où il me poussait. L'air est devenu humide et moisi comme un cachot et quand ils ont arraché le sac de ma tête, j'ai réalisé que nous étions dans un cachot. J'ai traversé l'espace pour enrouler mes bras autour d'Angelia comme si je pouvais la protéger.
Angelia tremblait de peur et je pouvais entendre ses dents claquer même si j'avais trop peur d'ouvrir les yeux.
"Glenda," renifla-t-elle. "Glenda, où sommes-nous ? Maman et P-Papa..."
Je la calmais, essayant de repousser les souvenirs. Nous devions sortir d'ici d'une manière ou d'une autre.
"Le patron a dit de lui amener les trois meilleures."
Mon cœur a bondi de peur alors que quelqu'un riait. C'était un son moqueur, écoeurant qui me faisait m'accrocher encore plus à Angelia.
"Ça va être dur ! Elles sont toutes si jolies... Comment sommes-nous censés choisir ?"
J'ai entendu quelqu'un pousser un cri de peur et j'ai levé les yeux alors que l'un d'eux saisissait Armilla par la mâchoire et la regardait dans les yeux. Armilla avait toujours été jolie et elle tremblait comme une feuille alors que l'homme la fixait.
"Il aime les petites," dit un autre. "Elle est un bon choix."
"Toi," dit un autre en s'approchant d'Angelia et moi. Il nous regardait avec un sourire narquois. "Toutes les deux. Levez-vous."
Je secouais la tête, tremblante, "S'il vous plaît... S'il vous plaît, ne–"
Il m'attrapa par le bras et me tira sur mes pieds. Il attrapa Angelia de son autre main et nous traîna vers la porte. Les autres ricanaient et riaient.
"Amusez-vous bien, mesdames !"
Quelqu'un hurla de terreur tandis que je continuais à supplier, essayant de me libérer de l'emprise de l'homme. La panique s'empara de moi en voyant la peur sur le visage d'Armilla. Angelia était devenue silencieuse, tirée comme une poupée de chiffon. Ses yeux semblaient vitreux.
Mon cœur battait à tout rompre.
"S-S'il vous plaît. Je peux vous donner des bijoux ! Des joyaux ! Que diriez-vous de fleurs lunaires ? Nous en avons plein. Si vous nous ramenez…"
"Comment vas-tu marchander avec quelque chose qui ne t'appartient plus ?" Il ricana, "Avance. Le patron n'aime pas qu'on le fasse attendre."
Les larmes coulaient sur mon visage. On nous sortit du cachot pour nous amener dans une autre section transformée en pièce. Il n'y avait pas de fenêtres et l'air était imprégné de sueur et de larmes.
L'homme qui nous avait traînées là nous poussa à l'intérieur et ferma la porte derrière nous alors qu'un homme gros comme une baleine se tournait vers nous. À son allure et à son odeur, je pouvais dire qu'il était soit humain, soit que son loup était faible.
Il ricana et se lécha les lèvres en s'approchant. Il s'arrêta d'abord devant moi, me saisissant le menton et se penchant pour respirer profondément mon odeur. Il ricana alors que je reculais, frissonnant de dégoût.
Armilla poussa un petit cri et trembla, restant parfaitement immobile alors qu'il passait une main charnue sur son visage.
Puis, il s'arrêta devant Angelia, traçant une main sur sa joue.
Il ricana et recula, "J'adore les obéissantes... Bienvenue les filles, dans mon donjon. Vous m'appellerez Dan."
Il retourna à son fauteuil où un verre de whisky l'attendait. Il le prit et but une longue gorgée, se frottant l'entrejambe à travers sa robe. Armilla vomit à côté de moi, juste assez fort pour qu'on l'entende alors qu'il sortait son sexe et commençait à se masturber.
Je regardai les deux gardes de chaque côté de la pièce pour chercher de l'aide, de la sympathie, ou quelque chose, mais ils ne me renvoyèrent qu'un regard lubrique.
Ils étaient là pour voir le spectacle.
"Déshabillez-vous," dit-il en se léchant les lèvres.
Ce salaud avait au moins l'âge de mon père. Angelia avait à peine quatorze ans, et Armilla treize. N'y avait-il rien que je puisse faire ?
Non. Il y avait quelque chose. J'étais l'aînée. Je devais les protéger d'une manière ou d'une autre.
Je me plaçai devant elles, serrant la mâchoire et mettant de côté ma fierté en me déshabillant. La pièce était chauffée, mais j'avais la peau glacée. Le dégoût et la colère faisaient frémir ma peau.
"Je... Je peux vous servir seule."
Il ricana, "Tellement impatiente. Je te prendrai... en dernier."
Je réalisai bientôt que l'enfer n'était pas un lieu de flammes éternelles mais de désespoir et de Dan.
Après cela, j'oubliai à quoi ressemblait la lumière du soleil. Les jours se fondaient dans l'obscurité du cachot. Quelqu'un pleurait toujours. Un garde ordonnait toujours à quelqu'un de se taire. J'étais toujours en douleur, mais j'essayais de ne pas perdre espoir. J'observais les gardes, essayant de comprendre où nous étions et de trouver un plan.
Certaines des filles commençaient à disparaître. Il semblait qu'à chaque fois que nous revenions de la chambre de Dan, une fille de plus avait disparu et ne revenait jamais.
La quatrième fois qu'ils vinrent prendre Armilla, Angelia, et moi pour nous emmener chez Dan, j'attendis que nous soyons à mi-chemin dans le couloir avant de jeter mon poids sur l'un d'eux et d'essayer de m'emparer de son arme.
Je réussis à la saisir, mais je fus giflée au sol avant de pouvoir tirer.
"Glenda !" cria Angelia, la panique et la peur envahissant son visage. Un autre garde la traînait, elle et Armilla, dans le couloir vers la chambre de Dan tandis que j'étais emmenée dans la direction opposée.
Il me traîna dans un autre cachot et me mit des chaînes aux poignets avant de me pousser au sol et de fermer la porte. Le verrou glissa en place et je serrai les dents, sentant la contusion commencer à guérir alors que j'essayais de tendre la main vers Angelia.
Je sentis sa peur et sa douleur. Puis, son esprit disparut comme si elle était de nouveau tombée inconsciente. Je tirai sur mes chaînes, essayant de les briser, mais elles étaient fabriquées par la meute Fireash avec un mélange d'acier et de diamants extraits de nos terres.
Elles étaient presque incassables, alors je m'affalai contre le mur et tentai de conserver mes forces pour ma prochaine tentative d'évasion, espérant qu'Angelia et les autres iraient bien.
Seneste kapitler
#100 Épilogue #Chapter 20
Sidst opdateret: 2/19/2025#99 #Chapter 19 amis
Sidst opdateret: 2/19/2025#98 Conséquences de #Chapter 18
Sidst opdateret: 2/19/2025#97 #Chapter 17 Vengeance
Sidst opdateret: 2/19/2025#96 #Chapter 16 Wallber
Sidst opdateret: 2/19/2025#95 #Chapter 15 questions
Sidst opdateret: 2/19/2025#94 #Chapter 14 Mobilisé
Sidst opdateret: 2/19/2025#93 #Chapter 13 Joués
Sidst opdateret: 2/19/2025#92 #Chapter 12 Calme
Sidst opdateret: 2/19/2025#91 #Chapter 11 Oncle Dan
Sidst opdateret: 2/19/2025
Du kan også lide 😍
Englens lykke
"Kan du ikke holde kæft!" brølede han til hende. Hun blev stille, og han så tårer begynde at fylde hendes øjne, hendes læber dirrede. Åh for fanden, tænkte han. Som de fleste mænd, skræmte en grædende kvinde ham fra vid og sans. Han ville hellere have en skudduel med hundrede af sine værste fjender end at skulle håndtere en grædende kvinde.
"Hvad er dit navn?" spurgte han.
"Ava," svarede hun med en tynd stemme.
"Ava Cobler?" ville han vide. Hendes navn havde aldrig lydt så smukt før, det overraskede hende. Hun glemte næsten at nikke. "Mit navn er Zane Velky," præsenterede han sig selv og rakte en hånd frem. Avas øjne blev større, da hun hørte navnet. Åh nej, ikke det, alt andet end det, tænkte hun.
"Du har hørt om mig," smilede han, han lød tilfreds. Ava nikkede. Alle, der boede i byen, kendte navnet Velky, det var den største mafia-gruppe i staten med sit centrum i byen. Og Zane Velky var familiens overhoved, donen, den store boss, den kæmpe honcho, Al Capone af den moderne verden. Ava følte, at hendes panikslagne hjerne var ved at gå ud af kontrol.
"Tag det roligt, engel," sagde Zane til hende og lagde sin hånd på hendes skulder. Hans tommelfinger gled ned foran hendes hals. Hvis han klemte, ville hun have svært ved at trække vejret, indså Ava, men på en eller anden måde beroligede hans hånd hendes sind. "Det er en god pige. Du og jeg skal have en snak," sagde han til hende. Avas sind protesterede mod at blive kaldt en pige. Det irriterede hende, selvom hun var bange. "Hvem slog dig?" spurgte han. Zane flyttede sin hånd for at vippe hendes hoved til siden, så han kunne se på hendes kind og derefter på hendes læbe.
******************Ava bliver kidnappet og er tvunget til at indse, at hendes onkel har solgt hende til Velky-familien for at slippe af med sin spillegæld. Zane er leder af Velky-familiekartellet. Han er hård, brutal, farlig og dødbringende. Hans liv har ikke plads til kærlighed eller forhold, men han har behov som enhver varmblodet mand.
Trigger advarsler:
Tale om seksuelle overgreb
Kropsbilledeproblemer
Let BDSM
Beskrivende beskrivelser af overgreb
Selvskade
Barskt sprog
Deres Hemmelige Besættelse (En Omvendt Harem)
Efter at have sovet med CEO'en
Næste morgen skyndte jeg mig at tage tøj på og flygtede, kun for at blive chokeret, da jeg ankom til kontoret og opdagede, at manden, jeg havde sovet med natten før, var den nye administrerende direktør...
Skæbnens Spil
Da Finlay finder hende, bor hun blandt mennesker. Han er betaget af den stædige ulv, der nægter at anerkende hans eksistens. Hun er måske ikke hans mage, men han vil have hende til at være en del af hans flok, latent ulv eller ej.
Amie kan ikke modstå Alfaen, der kommer ind i hendes liv og trækker hende tilbage til flokken. Ikke alene finder hun sig selv lykkeligere, end hun har været i lang tid, hendes ulv kommer endelig til hende. Finlay er ikke hendes mage, men han bliver hendes bedste ven. Sammen med de andre topulve i flokken arbejder de på at skabe den bedste og stærkeste flok.
Når det er tid til flokspil, begivenheden der afgør flokkens rang for de kommende ti år, må Amie konfrontere sin gamle flok. Da hun ser manden, der afviste hende for første gang i ti år, bliver alt, hvad hun troede, hun vidste, vendt på hovedet. Amie og Finlay må tilpasse sig den nye virkelighed og finde en vej frem for deres flok. Men vil den uventede drejning splitte dem ad?
Gå Dybt
Det er en samling af alle erotiske genrer, mundvandsdrivende, lystfulde og intense krydrede historier, der kan tage dig til syndens land.
Tror du, du kan håndtere disse historier?
En vild affære
Smagen af Emily
Bare tag mig
En ordre
Trekantdate
Vores nye lejer
Pigen ved siden af
Jeg vil have Darlene
Fars pige
Fortællingerne om en Gravid og Afvist Luna
U- uundværlig og stærk
N- naturlig omsorgsperson
A- attraktiv
Det er, hvad Luna står for, alle de ting, jeg fik at vide, jeg ikke var.....
Colleen Daniel. 18. Det er det tal, hun helst vil glemme. Det er den dag, hun mistede alt. Hendes mage. Hendes venner. Hendes familie, alt sammen på grund af en titel. Fordi hun var en omega.
På hendes 18-års fødselsdag holder Betaens datter, som hun betragtede som sin ven, en fest for hende. Da hun finder ud af, at hendes mage ikke er nogen anden end alfaen Reese Gold, er hun ovenud lykkelig over at have fundet sin mage. Men da hendes mage afviser hende næste morgen på grund af hendes status, bliver hun tvunget til at bo i byens udkant væk fra pakkehuset, hvor hun arbejder som stuepige for alfaen.
Da hun finder ud af, at hun er gravid, beslutter hun at holde det skjult for alle. Men når man arbejder som stuepige for sin eks-mage, hvordan skjuler man så en graviditet?
©RamataMaguiraga 2016. Alle rettigheder forbeholdes
Helvedes Forræderi
KUN FOR 18+
At se hende kneppe sig selv til tanken om mig gjorde mig vanvittig. Som en kryb stod jeg ved siden af hendes seng i min dæmonform for at være usynlig, mens jeg pumpede min pik frem og tilbage i hånden, mens jeg så hendes to fingre dykke ind og ud af hendes smukke, våde fisse.
"Ja! Sla' min fisse, Sir," stønnede hun, hendes fantasier løb løbsk. Da hun skælvede og kom på sine fingre, steg hendes essens op for at møde mig, og jeg mistede kontrollen over mig selv og kom så hårdt.
"Chef?" udbrød min menneskelige sekretær.
"For fanden!" gispede jeg og opdagede, at jeg var i menneskeform.
Aria Morales var plaget af ekstrem uheld. Det var så intenst, at hun altid havde bandager med sig, fordi hun altid stødte sit ben et eller andet sted eller nogle gange faldt fladt på jorden. Forladt af sin familie kæmper hun for at færdiggøre sin uddannelse, men ingen ville ansætte hende på grund af hendes klodsethed. Uønsket, uheldig og frustreret beslutter hun sig for at prøve en sidste gang at ændre sit held.
Så mødte hun Alaric Denver.
Alaric Denver er din hverdagens milliardær og ejer af Legacy Empire, men bag den facade er han en dæmon; en inkubus og Helvedes prins. Han var en sexdæmon, men han gav kun nydelse, modtog sjældent selv. Han er også en defekt, halvt dæmon, halvt menneske, så helvedes energi var giftig for ham. Han var nødt til at leve på jorden og han levede af menneskelige lyster og laster, men det var aldrig nok.
Det var indtil han mødte Aria Morales.
Mated til min Rugby trilling Stedbror
Jeg boede hos min stedfar for at gå i skole, og trillingerne gjorde hele skolen til et mareridt for mig, og manipulerede mit sårbare hjerte til at falde for dem.
Efter at have tilgivet dem, kastede de mig igen i helvede.
"Føler de sig virkelig komfortable, når mine andre to brødre besidder dig, eller knalder dig? Kan jeg teste det tredive gange om ugen?" Computer-geniet blandt trillingerne bedøvede mig med en sexdrik og testede passende positioner i laboratoriet.
"Hvis jeg ikke kan være den, du elsker mest, så vær min BDSM-objekt." En anden trilling hængte mig op i luften og pressede sin muskuløse krop mod mig.
"Hvis du laver en lyd af stønnen, gisp eller skrig under ekstra timer, vil jeg straffe dig." Den ældste, som værdsatte familiens ære og var den fremtidige alfa af stammen, holdt stramt om min talje og klædte mig af i skolens studierum.
Trillingerne kæmpede besat om ejerskabet af mig, og til sidst valgte de at dele, mens mit hjerte allerede var revet i stykker.
Da de gjorde mig til en delt elsker og begyndte at vælge ægtefællepartnere, opdagede jeg, at jeg var deres skæbnebestemte Luna.
Men efter at være blevet skuffet utallige gange nægtede jeg at underkaste mig og endte med at foregive min død i en mordsag...
Direktørens Besættelse: En Million-Dollar Ægteskabskontrakt
"Amelia?" spurgte jeg.
"Hold op med at spørge, om jeg er okay, og tag mig, Leonardo!" råbte hun. "Hårdere!"
Min chef foreslår, at vi gifter os i seks måneder for at forbedre hans image som ungkarl og redde hans firma. Jeg går med til det, og tænker at det bare er en leg. Men fra det første kys i dette falske ægteskab, indser jeg, at min uskyld ikke vil vare længe.
Regel nummer et? Nogle grænser er skabt til at blive brudt, uanset konsekvenserne.
DONENS JOMFRU OMEGA
Et klynk undslap mig, og jeg bed hurtigt i min læbe for at stoppe det, men hans berøring var hypnotisk, og jeg smeltede ind i hans krop, der var presset op mod min, hvilket fik mig til at føle mig fanget og hjælpeløs.
Hvordan kunne jeg være frastødt af Dominics mørke, men alligevel tiltrukket af det, som en møl til en flamme. Denne mand havde en overvældende tilstedeværelse, hans dominans og kontrol vækkede en forvrænget nysgerrighed i mig, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere eller nærme mig.
Mia finder sig selv viklet ind i et net af magt og bedrag. Efter at have opdaget sin ekskærestes utroskab, møder hun Dominic, en hensynsløs alfa og hendes eks' far, som vækker en forbudt tiltrækning i hende. Da Mias sande identitet afsløres, er hun splittet mellem tiltrækningen af Dominics mørke charme og et arrangeret ægteskab. Mia må træffe umulige valg for at beskytte sig selv og dem, hun elsker. Vil hun overgive sig til de kræfter, der søger at kontrollere hende, eller vil hun bane sin egen vej i dette farlige spil af kærlighed og loyalitet?
Den Sidste Åndevarg
"LYKANERE?! Sagde du lige LYKANERE?!"
"Ja, Vera! De kommer! Gør dine folk klar."
Jeg kunne ikke tro, at vi faktisk har lykanere i aften.
Jeg fik at vide, da jeg voksede op, at lykanere og ulve var dødsfjender.
Rygterne sagde også, at for at beskytte deres renblod, måtte lykanere ikke gifte sig med ulve i generationer.
Jeg var stadig overrasket, men jeg kunne ikke lade mit sind vandre mere. Jeg er læge.
En slemt såret varulv kommer stormende ind gennem skadestuens dør, mens han holder en bevidstløs ulv. Jeg skynder mig hen til dem, og sygeplejerskerne, der allerede er i deres kjoler og høje hæle, kommer dem til hjælp.
Hvad fanden skete der?
Jeg vender min fulde opmærksomhed mod den alvorligt sårede lykaner, og et øjeblik føles det, som om jeg kan mærke hans langsomme hjerteslag i mit eget bryst. Jeg tjekker hans vitale tegn, mens en sygeplejerske modvilligt tilslutter ham til alle maskinerne. Da jeg lægger min hånd på hans hoved for at løfte hans øjenlåg og tjekke pupilreaktionen, mærker jeg elektricitet løbe under mine fingerspidser. Hvad i...?
Uden varsel skyder hans øjne op og forskrækker mig, hvilket sender begge vores hjerterater gennem taget. Han ser intenst på mig; jeg ville aldrig tro, at de øjne tilhører en mand, der knap er i live.
Han hvisker noget for lavt til, at jeg kan høre det. Jeg kommer tættere på, og da han hvisker igen, flader hans hjerterytme ud, og mit hoved snurrer.
Hviskede han lige... mage?