
La Vengeance des Compagnes Vendues aux Enchères
Caroline Above Story · Afsluttet · 166.1k ord
Introduktion
Mon âme sœur est le fils du meurtrier qui a détruit ma famille et ma vie.
Je dois me venger.
"Vous," Il nous regarda avec un sourire narquois. "Vous deux. Levez-vous."
Je secouai la tête, tremblante, "S'il vous plaît... S'il vous plaît, ne–"
Il m'attrapa par le bras et me força à me lever.
Il saisit Angelia de l'autre main et nous traîna vers la porte.
Angelia était devenue silencieuse, tirée comme une poupée de chiffon. Ses yeux semblaient vitreux.
Mon cœur battait la chamade.
"P-S'il vous plaît. Je peux vous donner des pierres précieuses ! Des bijoux ! Que diriez-vous de fleurs lunaires ? Nous en avons plein. Si vous nous rameniez juste–"
"Comment vas-tu marchander avec quelque chose qui ne t'appartient plus ?" Il ricana, "Avance. Le patron n'aime pas attendre."
Des larmes coulaient sur mon visage. On nous emmena hors du cachot dans une autre section transformée en pièce.
Il n'y avait pas de fenêtres et l'air était imprégné de sueur et de larmes.
L'homme qui nous avait amenées là nous poussa à l'intérieur et ferma la porte derrière nous alors qu'un homme gros comme une baleine se tournait vers nous.
Je pouvais dire par sa stature et son odeur qu'il était soit humain, soit que son loup était faible.
Il ricana et se lécha les lèvres en s'approchant. Il s'arrêta d'abord devant moi, attrapant mon menton et se penchant pour prendre une profonde inspiration de mon odeur. Il ricana alors que je reculais et frissonnais de dégoût.
Puis, il s'arrêta devant Angelia, traçant une main sur sa joue.
Il ricana et recula, "J'adore les obéissantes... Bienvenue les filles, dans mon cachot. Vous m'appellerez, Dan."
Kapitel 1
J'étais autrefois une louve-garou normale avec une famille.
Ma mère et mon père étaient la luna et l'alpha de la meute de Fluorite. Ils étaient doux et aimants. Je n'aurais pas pu rêver de meilleurs parents. Ma petite sœur, Angelia, et moi étions heureuses ensemble et aussi proches que deux sœurs pouvaient l'être.
La meute de Fluorite était de la taille d'une petite ville, mais nous étions riches grâce aux pierres précieuses que nous extrayions et aux fleurs qui poussaient en abondance, que nous fournissions aux bijoutiers, aux entreprises de cosmétiques et aux sociétés médicales d'autres meutes.
Parce que la meute était si petite, nous passions beaucoup de temps à aider dans la meute. Nous n'avions pas de parcs d'attractions ou quoi que ce soit, alors Angelia et moi, quand nous étions jeunes, nous ramassions des pierres précieuses dans les rivières et passions nos journées à jouer à chat dans les prés. Nos parents nous regardaient depuis l'arrière de notre maison jusqu'à ce qu'il soit l'heure du déjeuner. Après le dîner, nous nous blottissions autour du feu et ils nous racontaient des histoires sur les grands alphas et comment notre société actuelle était née.
Je n'aurais jamais deviné que je n'aurais à peine seize ans de ce bonheur.
Angelia et moi étions dans le jardin, planifiant une farce pour la fête du 20e anniversaire de nos parents ce soir-là. Quelque chose à propos d'un poème terrible que notre père avait écrit quand il avait dix-huit ans. Cela devait être doux et drôle. Tout le monde était censé rire et taquiner papa. Papa devait froncer un peu les sourcils à notre espièglerie, mais maman serait tombée encore plus amoureuse et aurait exigé de garder le poème terrible pour la postérité.
Nous étions en train de rire quand les coups de feu ont commencé. Des loups-garous que je ne reconnaissais pas ont envahi le jardin, nous capturant avant que nous puissions nous enfuir. Le sang et la poudre à canon remplissaient l'air alors que j'essayais d'utiliser mon lien mental pour avertir nos parents et que je me débattais contre les hommes qui nous traînaient vers la cour.
J'ai découvert qu'il était trop tard et j'ai regardé les corps de nos parents se balancer de la fontaine de la cour avec une horreur sombre. Leurs alliances scintillaient au soleil et ils semblaient encore essayer de se rejoindre jusqu'à leur dernier souffle.
Je ne pouvais pas parler. Je ne pouvais rien faire d'autre que serrer Angelia plus près de moi et espérer que notre mort serait sans douleur.
Mais la mort n'est pas venue. C'était bien pire.
"Baillonnez-les et bandez-leur les yeux," dit l'un des attaquants.
Quelqu'un a crié. Je me souviens d'avoir essayé de m'échapper, de traîner Angelia avec moi, mais nous étions entourées. Un sac a été enfoncé sur ma tête. Angelia a été arrachée de mes bras et ils m'ont emmenée.
Je ne pouvais rien voir. Mon souffle s'échappait de moi dans la panique alors qu'ils nous forçaient à monter à l'arrière d'une camionnette.
"Fermez-la ou vous souhaiterez être morts."
Je frissonnais à la voix même en essayant de tendre la main vers Angelia. Elle ne répondait pas, soit par choc, soit parce qu'elle était inconsciente. La camionnette cahotait et tremblait en s'éloignant de notre maison.
Mes yeux brûlaient de larmes alors que j'étouffais mes sanglots. Morts. Nos parents étaient morts. Nos cousins. Je n'avais aucune idée de qui était encore en vie.
Quand la camionnette s'est arrêtée, j'ai entendu les portes s'ouvrir et quelqu'un m'a tirée dehors et mise sur mes pieds.
"Avance."
J'ai sursauté à son ton et j'ai marché là où il me poussait. L'air est devenu humide et moisi comme un cachot et quand ils ont arraché le sac de ma tête, j'ai réalisé que nous étions dans un cachot. J'ai traversé l'espace pour enrouler mes bras autour d'Angelia comme si je pouvais la protéger.
Angelia tremblait de peur et je pouvais entendre ses dents claquer même si j'avais trop peur d'ouvrir les yeux.
"Glenda," renifla-t-elle. "Glenda, où sommes-nous ? Maman et P-Papa..."
Je la calmais, essayant de repousser les souvenirs. Nous devions sortir d'ici d'une manière ou d'une autre.
"Le patron a dit de lui amener les trois meilleures."
Mon cœur a bondi de peur alors que quelqu'un riait. C'était un son moqueur, écoeurant qui me faisait m'accrocher encore plus à Angelia.
"Ça va être dur ! Elles sont toutes si jolies... Comment sommes-nous censés choisir ?"
J'ai entendu quelqu'un pousser un cri de peur et j'ai levé les yeux alors que l'un d'eux saisissait Armilla par la mâchoire et la regardait dans les yeux. Armilla avait toujours été jolie et elle tremblait comme une feuille alors que l'homme la fixait.
"Il aime les petites," dit un autre. "Elle est un bon choix."
"Toi," dit un autre en s'approchant d'Angelia et moi. Il nous regardait avec un sourire narquois. "Toutes les deux. Levez-vous."
Je secouais la tête, tremblante, "S'il vous plaît... S'il vous plaît, ne–"
Il m'attrapa par le bras et me tira sur mes pieds. Il attrapa Angelia de son autre main et nous traîna vers la porte. Les autres ricanaient et riaient.
"Amusez-vous bien, mesdames !"
Quelqu'un hurla de terreur tandis que je continuais à supplier, essayant de me libérer de l'emprise de l'homme. La panique s'empara de moi en voyant la peur sur le visage d'Armilla. Angelia était devenue silencieuse, tirée comme une poupée de chiffon. Ses yeux semblaient vitreux.
Mon cœur battait à tout rompre.
"S-S'il vous plaît. Je peux vous donner des bijoux ! Des joyaux ! Que diriez-vous de fleurs lunaires ? Nous en avons plein. Si vous nous ramenez…"
"Comment vas-tu marchander avec quelque chose qui ne t'appartient plus ?" Il ricana, "Avance. Le patron n'aime pas qu'on le fasse attendre."
Les larmes coulaient sur mon visage. On nous sortit du cachot pour nous amener dans une autre section transformée en pièce. Il n'y avait pas de fenêtres et l'air était imprégné de sueur et de larmes.
L'homme qui nous avait traînées là nous poussa à l'intérieur et ferma la porte derrière nous alors qu'un homme gros comme une baleine se tournait vers nous. À son allure et à son odeur, je pouvais dire qu'il était soit humain, soit que son loup était faible.
Il ricana et se lécha les lèvres en s'approchant. Il s'arrêta d'abord devant moi, me saisissant le menton et se penchant pour respirer profondément mon odeur. Il ricana alors que je reculais, frissonnant de dégoût.
Armilla poussa un petit cri et trembla, restant parfaitement immobile alors qu'il passait une main charnue sur son visage.
Puis, il s'arrêta devant Angelia, traçant une main sur sa joue.
Il ricana et recula, "J'adore les obéissantes... Bienvenue les filles, dans mon donjon. Vous m'appellerez Dan."
Il retourna à son fauteuil où un verre de whisky l'attendait. Il le prit et but une longue gorgée, se frottant l'entrejambe à travers sa robe. Armilla vomit à côté de moi, juste assez fort pour qu'on l'entende alors qu'il sortait son sexe et commençait à se masturber.
Je regardai les deux gardes de chaque côté de la pièce pour chercher de l'aide, de la sympathie, ou quelque chose, mais ils ne me renvoyèrent qu'un regard lubrique.
Ils étaient là pour voir le spectacle.
"Déshabillez-vous," dit-il en se léchant les lèvres.
Ce salaud avait au moins l'âge de mon père. Angelia avait à peine quatorze ans, et Armilla treize. N'y avait-il rien que je puisse faire ?
Non. Il y avait quelque chose. J'étais l'aînée. Je devais les protéger d'une manière ou d'une autre.
Je me plaçai devant elles, serrant la mâchoire et mettant de côté ma fierté en me déshabillant. La pièce était chauffée, mais j'avais la peau glacée. Le dégoût et la colère faisaient frémir ma peau.
"Je... Je peux vous servir seule."
Il ricana, "Tellement impatiente. Je te prendrai... en dernier."
Je réalisai bientôt que l'enfer n'était pas un lieu de flammes éternelles mais de désespoir et de Dan.
Après cela, j'oubliai à quoi ressemblait la lumière du soleil. Les jours se fondaient dans l'obscurité du cachot. Quelqu'un pleurait toujours. Un garde ordonnait toujours à quelqu'un de se taire. J'étais toujours en douleur, mais j'essayais de ne pas perdre espoir. J'observais les gardes, essayant de comprendre où nous étions et de trouver un plan.
Certaines des filles commençaient à disparaître. Il semblait qu'à chaque fois que nous revenions de la chambre de Dan, une fille de plus avait disparu et ne revenait jamais.
La quatrième fois qu'ils vinrent prendre Armilla, Angelia, et moi pour nous emmener chez Dan, j'attendis que nous soyons à mi-chemin dans le couloir avant de jeter mon poids sur l'un d'eux et d'essayer de m'emparer de son arme.
Je réussis à la saisir, mais je fus giflée au sol avant de pouvoir tirer.
"Glenda !" cria Angelia, la panique et la peur envahissant son visage. Un autre garde la traînait, elle et Armilla, dans le couloir vers la chambre de Dan tandis que j'étais emmenée dans la direction opposée.
Il me traîna dans un autre cachot et me mit des chaînes aux poignets avant de me pousser au sol et de fermer la porte. Le verrou glissa en place et je serrai les dents, sentant la contusion commencer à guérir alors que j'essayais de tendre la main vers Angelia.
Je sentis sa peur et sa douleur. Puis, son esprit disparut comme si elle était de nouveau tombée inconsciente. Je tirai sur mes chaînes, essayant de les briser, mais elles étaient fabriquées par la meute Fireash avec un mélange d'acier et de diamants extraits de nos terres.
Elles étaient presque incassables, alors je m'affalai contre le mur et tentai de conserver mes forces pour ma prochaine tentative d'évasion, espérant qu'Angelia et les autres iraient bien.
Seneste kapitler
#100 Épilogue #Chapter 20
Sidst opdateret: 2/19/2025#99 #Chapter 19 amis
Sidst opdateret: 2/19/2025#98 Conséquences de #Chapter 18
Sidst opdateret: 2/19/2025#97 #Chapter 17 Vengeance
Sidst opdateret: 2/19/2025#96 #Chapter 16 Wallber
Sidst opdateret: 2/19/2025#95 #Chapter 15 questions
Sidst opdateret: 2/19/2025#94 #Chapter 14 Mobilisé
Sidst opdateret: 2/19/2025#93 #Chapter 13 Joués
Sidst opdateret: 2/19/2025#92 #Chapter 12 Calme
Sidst opdateret: 2/19/2025#91 #Chapter 11 Oncle Dan
Sidst opdateret: 2/19/2025
Du kan også lide 😍
Forbudt Lidenskab
Litas Kærlighed til Alfaen
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.
"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."
"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"
"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."
Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage
"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."
Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.
"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."
Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke
"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.
"Ahh!"
Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.
Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.
Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.
Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.
"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed
Ulveprofetien
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)












