
Les Trois Ennemis
E.Dark · Afsluttet · 210.1k ord
Introduktion
Ce livre peut se lire indépendamment, mais pour des informations de fond, il est suggéré de lire Fighting Spirit et Frères et Sœurs Indomptés, car il s'agit du troisième livre de la série Fighting Spirit.
Onyx s'est lancée dans son voyage vers le "Royaume Perdu des Dragons" pour se retrouver face à un ennemi inattendu.
Que se passe-t-il lorsqu'elle se retrouve dans un environnement inconnu en tant que jeune fille de quatorze ans trouvée dans les montagnes avec seulement une carte de visite coincée dans ses cheveux et une amnésie ?
Mikkel, Birgir et Davyn Silverfang sont les triplés identiques bien connus et redoutés, laissant leur empreinte dans les mondes surnaturel et des affaires. Lorsque Onyx est découverte après avoir disparu plusieurs mois plus tôt, les triplés (alias les Trois Troubles) découvrent qu'elle est revenue à sa "forme enfant" et souffre d'amnésie. Comment les Trois Troubles vont-ils gérer cette situation avec Onyx, leur Âme Sœur Destinée, et comment Onyx sauvera-t-elle le "Royaume Perdu des Dragons" ?
Suivez les Trois Troubles dans leur quête pour retrouver leur âme sœur et déverrouiller le mystère dans l'esprit d'Onyx, affligé par l'amnésie.
Kapitel 1
Onyx :
Quelques mois... en "Enfer" !
Il ne m'a pas fallu longtemps pour trouver l'entrée du "Royaume Perdu des Dragons", excité à l'idée de pouvoir retourner auprès de mes compagnons et revendiquer notre place légitime parmi notre espèce.
L'entrée était une haute montagne au sommet plat, fendue comme si Thor avait frappé avec son "Stormbreaker", plaçant un voile majestueux sur les montagnes glacées des îles lointaines du Canada.
Comme je me trompais !
Un grand dragon rouge cramoisi aux yeux noirs comme des orbes, a traversé la barrière dès que j'étais assez proche pour l'activer. Ses dents tranchantes comme des rasoirs ont déchiré mon aile, m'envoyant s'écraser sur le sol rocailleux en dessous dans un fracas de débris gelés et de rochers.
Groggy de ma collision, un grand homme majestueux s'approcha, avec de longs cheveux blonds raides et des yeux gris froids, le corps massif comme un train de marchandises.
"Eh bien, tu es une vraie "bouffée d'air frais"." Il ricana sombrement, s'agenouillant gracieusement alors que ses longues mèches blondes retombaient doucement sur son torse.
"Merci aux Dieux !" Je me réjouissais en silence alors que mon corps se transformait lentement en mon petit moi aux courbes généreuses, haletant lourdement contre la terre.
Hausser un sourcil avec un sourire sinistre alors que ses grands bras musclés me retournaient sur son épaule, la brume sombre tourbillonnant étrangement avec une sensation de picotement alors que nous traversions une sorte de barrière invisible.
Des nuages sombres tourbillonnaient lourdement dans les cieux, transformant la forêt autrefois majestueuse en un paysage sombre et froid.
"Garde Royale. Hah." L'homme parla sombrement alors que son rire menaçant vibrait contre mon corps mou, plongeant mes pensées dans une lourde angoisse.
Je roulai des yeux face à l'arrogance de cet homme alors que mon corps tressaillait violemment sous son doigt, sentant une décharge électrique balayer mon corps.
Plongeant mon esprit embrumé dans les ténèbres.
Plip...plunk...plip... "Bonjour cachot" Je gémis en silence alors que mon corps se réveillait avec les ecchymoses, les lacérations et le sang séché et collant qui couvrait mon corps. J'ouvris mes yeux gonflés sur la même cellule lugubre et puante que j'appelais "Enfer" depuis quelques mois.
Je laissai ma tête tomber entre mes genoux alors que le petit bruit de pattes résonnait faiblement dans le couloir du cachot.
"Onyx, tu es réveillée ?" La douce voix féminine résonna dans ma tête avec un ton prudent.
Je ris doucement alors que deux petits renards blancs se faufilaient par la porte grillagée, couverts de couches épaisses de boue et de je ne sais quoi, ajoutant une nouvelle odeur nauséabonde au cachot déjà putride.
"Junko, Dirk. Dans quoi vous êtes-vous roulés ?" Je ris doucement alors que leurs petits corps se transformaient en les jumeaux, le nez froncé.
"Toi, tu es mal placée pour parler de "l'odeur"." Dirk lança un sourire teinté de noir, recevant une tape ferme sur la tête de Junko.
"Très bien." Dirk siffla doucement alors qu'ils ouvraient les paquets de tissus et les onguents de guérison.
Junko était une petite fille frêle avec des cheveux blancs-argentés, ternis par toute la crasse accumulée sur sa belle fourrure blanche, tandis que Dirk était le frère classique "arrogant" avec les mêmes cheveux, mais s'il n'avait pas été sous-alimenté, il serait un beau jeune homme.
Tous deux avaient les yeux bleu cobalt les plus brillants que j'aie jamais vus.
Puis, ces yeux vert-jaune hantants qui me tourmentaient chaque fois que je fermais les yeux, me réveillant avec une douleur profonde dans mon cœur pire que toutes les tortures que Kano et ses sbires sans cervelle m'infligeaient.
Oui, Kano, mon "Vilain en attente" qui m'a arrachée des cieux froids du Canada, me ramenant de force au "Royaume Perdu des Dragons".
"Putains d'idiots !" Je grognais sombrement alors que Junko et Dirk travaillaient à nettoyer mes blessures les plus récentes infligées la nuit dernière, après que Kano se soit mis en colère contre mon silence, encore une fois.
Même après que Zek, son bras droit, et gros morceau de Dragon ait mentionné à Kano que j'étais une "Muette". Kano refusait d'accepter que j'étais une sorte de "Muette", mais il préférait prendre son pied en regardant sa bande de "Pas-si-merry-men" me battre jusqu'à la mort.
Redémarrant mon cœur avec de la racine de Fang du Diable puis le ralentissant avec de l'haleine de Dragon.
Les choses sont devenues un peu "folles" pour ainsi dire, halluciner ces magnifiques orbes vert-jaune attachés à trois glorieux "Dieux" à la peau olive foncée.
Je grognais en roulant des yeux avec un lourd soupir.
"Ma fille, tu dois te calmer." Junko rit doucement en inclinant mon visage sur le côté, appliquant un chiffon frais sur mon sourcil droit fortement enflé.
Dirk esquissa son sourire classique de "Va te faire foutre" alors qu'il nettoyait doucement ma lacération à la jambe, un sifflement sombre traversant mes dents serrées.
Ses doigts fins pressaient la chair enflammée, faisant suinter le sang infecté de la plaie avec un léger rictus au coin des lèvres.
Malgré son regard sinistre, ses doigts étaient doux lorsqu'il essuyait le pus infecté, appliquant la pommade cicatrisante avec un sourire triomphant.
"Tout est fini." Il ricana sombrement alors que Junko secouait la tête d'incrédulité avec un léger sourire.
Des bruits forts résonnaient dans le couloir tandis que les jumeaux tressaillaient de peur, ramassant les tissus ensanglantés et les onguents.
Ils attachèrent rapidement les paquets de tissu, se transformant silencieusement en leurs renards blancs crasseux et usés, glissant silencieusement à travers la porte grillagée alors que les grondements sourds de voix sombres résonnaient lugubrement dans le couloir de pierre.
"Debout, Princesse !" Zek grogna sourdement en agitant les clés qui cliquetaient creux contre le mécanisme de verrouillage.
La porte grillagée s'ouvrit avec un grincement strident, claquant bruyamment contre le mur de pierre, me faisant légèrement sursauter au son assourdissant qui résonna dans mon crâne battant.
Je plissai les yeux alors que Zek pénétrait dans la cellule, portant de lourdes chaînes en fer et un collier "putain de merde".
"Je suis un Dragon, bordel de merde !" Je grondai sombrement alors qu'il s'approchait de mon corps léthargique, rempli de souffle de Dragon.
Ses lèvres minces et roses se tordirent en un sourire sinistre alors que son poing gigantesque saisissait une poignée de mes mèches violettes emmêlées. Je tordis mon corps avec l'énergie qu'il me restait, griffant violemment sa poitrine alors que le collier claquait bruyamment autour de mon cou. Je tombai à genoux sous le poids des chaînes en fer qui semblaient provenir d'un camion.
"Kano t'attend." Zek grogna sombrement en ramassant la chaîne massive d'une main comme si c'était une corde à sauter.
Il traîna violemment mon corps faible derrière lui, mes pieds frappant contre le sol en pierre glissant alors que le collier m'étranglait. À peine consciente, je griffai la chair derrière le collier avec mes doigts, luttant pour briser le nœud de fer.
"COMPORTES-TOI BIEN !" Zek grogna sombrement alors que mon corps était violemment tiré dans une autre pièce, remplie d'appareils de torture et d'outils accrochés soigneusement au mur du fond.
Je tombai lourdement sur mon côté droit alors que Kano, assis comme un roi, faisait tournoyer une massue à pointes entre ses griffes et la table avec un sourire sombre et sinistre. Ses yeux gris froids me regardaient avec une lueur de malveillance alors qu'il se levait, s'agenouillant devant moi.
Je détournai brusquement le visage alors que ses longs doigts traçaient une ligne sur ma joue, saisissant fermement mon menton pour me forcer à regarder ses traits faciaux durs et ciselés.
"La princesse va-t-elle parler aujourd'hui ?" Kano ricana sombrement, observant ma main se lever du sol en pierre, signant un "Va te faire foutre" classique avec une grande giclée de salive éclaboussant son visage.
La main gigantesque qui faisait tournoyer la massue s'abattit sur ma mâchoire, me renversant lourdement contre le sol en pierre. Le goût métallique amer se répandit sur ma langue alors qu'une autre main gigantesque frappait lourdement mon estomac, déclenchant une violente vague de haut-le-cœur et de toux gutturale.
"POURQUOI... NE... PARLES-TU PAS ?" Chaque mot était accompagné d'un autre coup de poing gigantesque alors que Zek restait en arrière avec une expression sombre.
Je sursautai à chaque coup de poing, haletant pour l'oxygène qui était extrait de force de mes poumons brûlants.
"Cette femme têtue ose se moquer de moi." Kano grogna sombrement alors que sa respiration devenait plus erratique, faisant les cent pas avec ses yeux gris froids me traquant avec une aura dangereuse.
"Nous verrons ce qu'elle a à dire quand je ferai d'elle ma mariée." Kano rit sombrement en essuyant le sang de ses poings et de sa poitrine avec une serviette tachée de brun que Zek lui lança par derrière.
"Mariée. Ha !" Ce monstre veut faire de moi sa mariée, alors que j'ai des compagnons destinés qui m'attendent pour revenir.
"Mes compagnons." Le poignard silencieux perça mon cœur battant alors que Kano se tenait fermement devant une table battue et éclatée, couverte de sang séché et d'autres choses inimaginables.
Je fixai le plafond humide et faiblement éclairé alors que mes poumons protestaient à chaque inspiration, sentant le liquide chaud et collant couler librement sur mon visage et mon estomac. Zek se pencha avec un sourire calleux alors que le collier tirait lourdement sur mon cou, sentant le picotement engourdi de mes nerfs.
"ASSUREZ-VOUS QUE LES RENARDS LA NETTOIENT BIEN !" La voix de Kano dériva sombrement alors que le couloir passait dans un brouillard, agrippant faiblement le collier pour rester consciente.
Seneste kapitler
#128 Chapitre 38 : Toujours aussi réel.
Sidst opdateret: 2/19/2025#127 Chapitre 37 : Ça va mieux.
Sidst opdateret: 2/19/2025#126 Chapitre 36 : Peep Show.
Sidst opdateret: 2/19/2025#125 Chapitre 35 : Oui et non.
Sidst opdateret: 2/19/2025#124 Chapitre 34 : Non. Nada
Sidst opdateret: 2/19/2025#123 Chapitre 33 : « Quel problème ? »
Sidst opdateret: 2/19/2025#122 Chapitre 32 : « Mais ? »
Sidst opdateret: 2/19/2025#121 Chapitre 31 : Très méchant
Sidst opdateret: 2/19/2025#120 Chapitre 30 : « Attends, je te connais. »
Sidst opdateret: 2/19/2025#119 Chapitre 29 : Deuxième chance
Sidst opdateret: 2/19/2025
Du kan også lide 😍
Flokken: Regel Nummer 1 - Ingen Mager
"Lad mig gå," klynker jeg, mens min krop ryster af begær. "Jeg vil ikke have, at du rører mig."
Jeg falder fremad på sengen og vender mig om for at stirre på ham. De mørke tatoveringer på Domonics skulpturelle skuldre sitrer og udvider sig med hans tunge åndedræt. Hans dybe smilehuller er fulde af arrogance, mens han rækker bagud for at låse døren.
Han bider sig i læben og nærmer sig mig, hans hånd glider ned til sømmen af hans bukser og den voksende bule der.
"Er du sikker på, at du ikke vil have, at jeg rører dig?" hvisker han, mens han løsner knuden og stikker en hånd ind. "For jeg sværger ved Gud, det er alt, jeg har ønsket at gøre. Hver eneste dag siden du trådte ind i vores bar, og jeg duftede din perfekte aroma fra den anden ende af rummet."
Ny i verdenen af shifters, er Draven en menneskelig på flugt. En smuk pige, som ingen kunne beskytte. Domonic er den kolde Alpha af Red Wolf Pack. Et broderskab af tolv ulve, der lever efter tolv regler. Regler, som de har svoret ALDRIG må brydes.
Især - Regel Nummer Et - Ingen Mates
Da Draven møder Domonic, ved han, at hun er hans mate, men Draven har ingen idé om, hvad en mate er, kun at hun er faldet for en shifter. En Alpha, der vil knuse hendes hjerte for at få hende til at forlade ham. Hun lover sig selv, at hun aldrig vil tilgive ham, og hun forsvinder.
Men hun ved ikke noget om barnet, hun bærer, eller at i det øjeblik, hun forlod, besluttede Domonic, at regler var til for at blive brudt - og nu, vil han nogensinde finde hende igen? Vil hun tilgive ham?
Forbudt Lidenskab
Kongen af Underverdenen
Men en skæbnesvanger dag dukkede Underverdenens Konge op foran mig og reddede mig fra kløerne på den mest magtfulde mafiaboss' søn. Med sine dybblå øjne rettet mod mine, talte han blidt: "Sephie... kort for Persephone... Underverdenens Dronning. Endelig har jeg fundet dig." Forvirret over hans ord stammede jeg et spørgsmål frem, "U..undskyld? Hvad betyder det?"
Men han smilede blot til mig og strøg mit hår væk fra mit ansigt med blide fingre: "Du er sikker nu."
Sephie, opkaldt efter Underverdenens Dronning, Persephone, opdager hurtigt, hvordan hun er bestemt til at opfylde sin navnesøsters rolle. Adrik er Underverdenens Konge, bossen over alle bosser i den by, han styrer.
Hun var en tilsyneladende normal pige med et normalt job, indtil det hele ændrede sig en nat, da han trådte ind ad døren, og hendes liv ændrede sig brat. Nu befinder hun sig på den forkerte side af magtfulde mænd, men under beskyttelse af den mest magtfulde af dem alle.
Vampyrens Brud (Den Mørke Råd Serie Bog 1)
Alina Deluca lever et normalt liv oppe i det nordlige Californien. I det mindste er det, hvad hun får verden til at tro. Låst inde i hendes hypnotiserende smaragdgrønne øjne er rædsler, hun aldrig kunne tale om, selv hvis det kostede hende livet.
Erick Stayton, vampyrprinsen, er hendes mareridt. For hende var han ikke mere end en kold, brutal rovdyr, der tørstede efter hendes blod og tog alt fra hende under den traumatiske nat for fire år siden. Problemet er, at hun er bestemt til at blive hans brud.
Med al sin styrke forsøger hun at rette op på sit kaotiske liv, men hun bliver indblandet i en århundreder gammel fejde og en magtkamp af ubegribelige dimensioner. Mærkeligt nok finder hun sig selv forbundet med Erick på måder, hun aldrig havde troet muligt. Pludselig er intet, som det ser ud.
Er Erick det hjerteløse monster, Alina gør ham til? Vil en vampyrlov lavet for evigheder siden blive hele vampyrracens undergang? Vil hede lidenskaber blomstre i disse blodigste tider?
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Gå Dybt
Det er en samling af alle erotiske genrer, mundvandsdrivende, lystfulde og intense krydrede historier, der kan tage dig til syndens land.
Tror du, du kan håndtere disse historier?
En vild affære
Smagen af Emily
Bare tag mig
En ordre
Trekantdate
Vores nye lejer
Pigen ved siden af
Jeg vil have Darlene
Fars pige
Glæden ved Hævn
Det var mit tredje år i gymnasiet. Efter to år med mobning var jeg endelig blevet accepteret af mine klassekammerater. Jeg var endelig blomstret op til en kvinde, og nu ville alle være min ven. Men... så skete det.
Jeg vil aldrig glemme, hvad der skete med mig den nat.
Jeg vil aldrig glemme, at jeg ikke fik den retfærdighed, jeg fortjente.
Jeg vil have hævn. Jeg vil have dem døde...
Det samme vil mine tre elskere. Underbossene i Bloddisciplenes mafia.
Jeg vidste, at Xavier var forelsket i Joy i det øjeblik, han mødte hende. Men det forhindrede ikke mig eller Cristos i også at falde for hende.
"Jeg tvivler på, at et imperium vil falde sammen, fordi vi elsker den samme pige," sagde jeg. De Luca kiggede chokeret på mig.
"Stjæler I penge fra andre mennesker?" spurgte jeg, fuldstændig chokeret over hans afsløring. Jeg vidste, at Cristos var god med computere og kryptering, jeg vidste bare ikke, hvor langt det gik.
"Nogle gange. Nogle gange manipulerer vi, troller, stjæler inkriminerende beviser. Det sædvanlige."
"Vores falske ID'er... lavede du dem?" spurgte jeg. Jeg var imponeret, fordi de så så ægte ud. "Ud fra skærmene ligner det et callcenter. Hvordan kunne I have kapitalen? Sikkerheden til at arbejde uden at være bange for politiet?"
"Sebastian, Xavier og jeg blev født ind i denne slags liv. Siden vi var små, blev vi trænet til at arbejde som en enhed ligesom vores fædre. Mama Rose er ikke bare en simpel husmor. Hun er også en del af organisationen og sidder som en tredje højtstående embedsmand," forklarede Cristos. "Sebastian, Xavier og jeg er underbossene i Bloddisciplenes mafia, den herskende part på Vestkysten. Vores fædre er bossene, mens vores mødre og søstre er rådgivere. Vi er i træning til at blive bossene, når vores fædre går på pension. Sebastian har ansvaret for varer, havne og forretninger, mens Xavier håndterer affaldet. Jeg, derimod, har ansvaret for den virtuelle verden. Alt digitalt går gennem mig."
Efter at have forladt sin lille by får Joy Taylor en ny chance i livet og kærligheden, da hun møder tre flotte unge mænd på universitetet.
Nu er hun glad, succesfuld og forelsket i tre smukke mænd, der forguder hende. Det virker, som om der ikke er noget mere, hun kunne ønske sig. Hendes liv føltes komplet.
Men hun kunne aldrig give slip på smerten fra sin fortid. Især da hun opdager, at de fire drenge, der voldtog hende i deres tredje år i gymnasiet, har gjort det igen. Denne gang var den unge pige ikke så heldig. Hendes krop blev fundet flydende i en sø nær byen.
Nu er Joy tilbage i New Salem for at søge sin hævn.
Der er måske gået ti år, men hævn har ingen udløbsdato.
Desværre for Joy er tingene ikke altid, som de ser ud.
TW: Historien indeholder grafiske referencer til seksuelle overgreb og vold.
(Prologen er skrevet i tredje person; de følgende kapitler i første person.)
Uopnåelig Hende
Da andre kvinder falsk anklagede mig, hjalp han mig ikke, men tog deres parti for at mobbe og såre mig...
Jeg blev dybt skuffet over ham og blev skilt fra ham!
Efter at være vendt tilbage til mine forældres hjem, bad min far mig om at arve milliarder i aktiver, og min mor og bedstemor forkælede mig, så jeg blev den lykkeligste kvinde i verden!
På dette tidspunkt fortrød den mand det. Han kom til mig, knælede og bad mig om at gifte mig med ham igen.
Så, fortæl mig, hvordan skal jeg straffe denne hjerteløse mand?
Skjult ægteskab
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Den Sande Arvinges Tilbagevenden: Hendes Fantastiske Comeback
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"












