
Nurse My Gangster Love
Lexey Padilla · I gang · 43.7k ord
Introduktion
Evylynn was an ordinary nurse trying to make a difference in a dirty little hospital. Little did she know that just months into her new job, a gypsy man would drag his near death gangster cousin through the doors and demand her help. She’d no intention of loving Theodore Bennett, and he had no intentions of loving the prickly Evylynn Taylor, but as she slowly nursed his cousin Augustus back to health he couldn’t help but falling in love. Despite the fact that love was forbidden in his world. She had everything to lose, and he lived like a god. Was their love doomed from the start? Or would they survive together in the war ravaged world they lived in.
Kapitel 1
My white-washed nursing uniform was stiff and uncomfortable on my curved body. It didn’t fit right as it was too snug in some places and too loose in others. My new shoes were also rubbing painful red spots on the back of my heels and I hadn’t even begun my first shift as a nurse at the small hospital in Small Heath. I had passed through my nursing studies at the top of my class and I was still young and naive enough that I thought I could make a difference in the gang-riddled slums of Small Heath.
I hadn’t grown up in Birmingham but I had transplanted here in the hopes of helping. I remembered the first time I’d been through Small Heath and had seen the dirty children running rampant and the illnesses running just as rampantly through the dirty streets. My arm looked foreign as it reached out to push the grimy hospital doors open. Just beyond the door was a dim reception area, where I was greeted by an elderly woman in a blunt black dress. Her eyes seemed to pierce right through me as I stared timidly back at her. She was reading that morning's paper on the war in the slums. There were lines etched on her face that were deep enough that I knew her story was long and full of hardships. She had a gasper between her thin pursed lips. The smoke filled the room with its putrid smell. There was no smile in her eyes when she greeted me.
“Ya must be the new in. Doc Johnsy is through them there doors.” Her accent is thick and hard to understand. She must not be from around here, I thought as I responded.
“Yes, ma’am. Thank you.” My stomach dropped even further with the lack of response. My family had hoped I’d work in a much more reputable hospital than this. Due to a lack of experience and a drive to be where I was needed the most, I ended up here.
I pushed the door open slowly, peering in and around. I stood there at the door and watched as the horror unfolded in front of me. Two men covered in blood; faces cut in Glasgow smiles.
The next thing I remember was waking up on the floor. No one surrounded me, they were all still attending to the injured men while I lay on the floor. The sight of their tattered faces made me feel light-headed again. I turned my face away, glancing further into the room where a band of males stood. Snickering.
I brought myself to a stand, clenched my fists and went to the bedside where the doctor was carefully sewing the man’s face back together. I forced myself to watch until he was finished with both men’s faces. I vowed as my eyes burned into blue ones across the room, that I would never be so weak again.
Several Months Later:
I had come a long way in the last few months. I had a gut of steel now and was quickly becoming the favorite nurse of the hospital. Doc Johnsy had even begun requesting my assistance with surgeries. He often walked me through step by step. I’d been at the hospital for six months when the next man with slits across his eyes stumbled up the steps of the hospital. Charlotte and I had found him slumped by the front door. Charlotte took one look at him and pulled me quickly past the man as he begged for help.
“What are you doing!?” I questioned as I pulled back against her.
“He’s been cast out of one of the black coats gang. We can’t interfere with the cards he’s been dealt or we’ll be joining him in his misery.”
“So we just leave him to die?!”
“He won’t die, he’s marred for life.”
One Month Later:
The next gang activity we would be subjected to would alter my entire life. A man by the name of Augustus James was drug through the doors by the local coppers. His large loyal family and several trusted gang members followed. Doc Johnsy was currently passed out drunk in the lounge area, he was the only one that had stayed behind with the war that waged outside the doors. In this case, he was useless on snow and alcohol though so I took charge as Charlotte, Bridgette and I rushed into the room but immediately stopped as we made eye contact with several cold hard eyes that pinned us to the spot. I took one shallow breath and then made my way to Augustus’ side. I refused to freeze as a familiar set of cold blue eyes stared at me. I began my examination and began delegating tasks to my fellow nurses. I reached for the collar of his shirt I felt cold hard metal on my temple. I froze, but my hands didn’t shake. I felt a strange calm come over me as I turned slowly to look into the eyes of the man who held the gun. Familiar blue eyes. Theodore Bennett. I knew his name and face, but not the man. He was the nephew of Augustus and one of his most trusted and ruthless men. His eyes were cold and dead, no emotion, no light. His strong jaw was clenched and the cherry at the tip of his cigarette glowed brightly as he inhaled slowly.
“I suggest ya keep your hands off of him.” He said cooly, no hint of pity or surrender in his eyes, a billow of smoke blowing into my face. Everyone smoked but me, and I just couldn’t get used to the smoke. I tried not to inhale but failed and felt the burning down my throat into my lungs. The burning didn’t soothe like it must him, it surrounded my entire thinking. It took everything in my body to not choke and cough. I breathed deeply through my nose and out through my mouth as I mustered threw strength to respond without coughing.
if I take my hands off of him he will die in this hospital bed or you’ll have to drag him to the nearest hospital but he’s not likely to make it that far.” I said with as much gusto and strength as I could manage with my burning lungs. His eyes turned into slits and the gun shifted back up into my face. “Send for the doc. I’ll not have some weak stomached woman caring for him.” He snarled.
“The doc is currently inebriated. I’ve been apprenticing under him, I can help. The longer you insist on pointing the gun in my face the closer to death he becomes, he’s bleeding quickly.”
“A woman apprenticing under a doctor. What a crock of shit.” Augustus’ older brother murmured from across the room. I felt my back stiffen, but didn’t break eye contact with Theodore.
“His blood wont be on my hands.” I said as I turned away and grabbed Bridgette and Charlotte's hands, effectively dragging them from the room.
“What do you think you are doing Evylynn!?” Bridgette whispered as we exited the room. I, myself was shocked at myself. But I refused to be treated so poorly. Bridgette’s grip on my arm became firmer the further from the room we got. Tight enough to make me flinch.
“If we’re unfit to take care of him in their eyes then I refuse to even try to help,” I said loudly enough that I knew those in the silent room could hear me. I began making my way to the lounge to attempt to awaken Doc Johnsy. Before I’d even made it ten feet a door slammed open behind me causing me to flinch and my fellow nurses to squeak and push themselves up against the wall. I’d barely had enough time to turn around before Theodore's hand had me pushed against the wall by my throat and the other hand lifted to grab the cigarette out of his mouth, dropping it on the floor. His face drew closer and his grip tightened fractionally. “You think you can refuse Augustus James help? Who the bloody hell do ya think ya are?” I cleared my throat causing his grip to loosen to where his hand was just resting on my neck.
“As I recall, you were the one who refused me because I’m a woman. I could care less who’s in that bed. I was refused so I left.”
“There’s truly only you?” Whispered a man the same age as Theodore. I hadn’t seen him behind him, but he must have been Augustus’ littlest brother Henry. He had kind eyes but a hard face. Handsome, but he held nothing on the man directly in front of me. My throat ached from his firm grip. I didn’t dare speak, so I simply nodded.
“Let her go, Theo." The man who you guessed was Henry said. Theodore’s eyes closed for a moment before he sighed and growled, “Well, get a move on woman.” He turned away and strode down the hall. I didn’t immediately move after him causing him to freeze. He turned slowly, dangerously. After what felt like forever, his eyes were on me again. There was murder in his eyes. He took a few deep breaths before asking, “What do you think yer doin'?”
“Say please.”
“What did ya just say to me?”
“Say please, and I’ll help him,” I said with a small smirk on my face, Henry inhaled loudly behind you, and stifled a laugh.
“Get your ass in there and help him.” He spoke sharply lighting his cigarette and inhaling deeply while blowing the smoke out into my face.
“Say please and apologize and I’ll help him.”
Do you know who yer talkin' to?”
“I don’t care who I’m talking to. Say please and apologize, and I’ll save that man's life.”
“Theodore..” Henry warned.
“I’m sorry, now please get your ass in there and help him.”
“Good enough.” You responded as you pushed past him, into the room and to the bedside of the one and only Augustus James.
Seneste kapitler
#30 Nursed to Life
Sidst opdateret: 1/14/2026#29 Gus
Sidst opdateret: 1/14/2026#28 Glasgow Smile
Sidst opdateret: 1/14/2026#27 The Day After
Sidst opdateret: 1/14/2026#26 The Gypsy Prince of Small Heath
Sidst opdateret: 1/14/2026#25 Hadleigh
Sidst opdateret: 1/14/2026#24 Panicked but Hopeful
Sidst opdateret: 1/14/2026#23 In His Bed
Sidst opdateret: 1/14/2026#22 Homeward Bound
Sidst opdateret: 1/14/2026#21 Saved by the Gypsy Prince
Sidst opdateret: 1/14/2026
Du kan også lide 😍
Forbudt Lidenskab
Litas Kærlighed til Alfaen
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.
"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."
"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"
"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."
Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage
"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."
Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.
"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."
Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke
"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.
"Ahh!"
Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.
Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.
Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.
Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.
"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed
Ulveprofetien
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)












