

Je suis sa Luna sans loup
Heidi Judith · Afsluttet · 252.8k ord
Introduktion
Ethan émettait aussi des rugissements profonds à mon oreille : 'Putain... Je vais jouir... !!!' Son impact devenait plus intense et nos corps continuaient à produire des bruits de claquement.
"Je t'en prie !! Ethan !!"
En tant que guerrière la plus forte de ma meute, j'ai été trahie par ceux en qui j'avais le plus confiance, ma sœur et mon meilleur ami. J'ai été droguée, violée et bannie de ma famille et de ma meute. J'ai perdu mon loup, mon honneur et suis devenue une paria—portant un enfant que je n'avais jamais demandé.
Six années de survie acharnée m'ont transformée en combattante professionnelle, alimentée par la rage et le chagrin. Une convocation arrive de l'héritier Alpha redoutable, Ethan, me demandant de revenir en tant qu'instructrice de combat sans loup pour la même meute qui m'avait autrefois bannie.
Je pensais pouvoir ignorer leurs chuchotements et leurs regards, mais quand je vois les yeux vert émeraude d'Ethan—les mêmes que ceux de mon fils—mon monde bascule.
Kapitel 1
POV d'Aria
Le bruit rythmé de mes coups contre le mannequin d'entraînement résonnait dans l'arène d'entraînement de Silver Moon. Les rayons du soleil matinal traversaient les hautes fenêtres, dessinant des bandes dorées sur le sol en bois poli. En tant que fille de l'alpha de la meute, je passais la plupart de mes matins ici, me poussant plus loin que quiconque.
Ma mère, Olivia, avait été la guerrière la plus forte de Silver Moon. Il y a six ans, elle s'était sacrifiée pour sauver le fils de l'alpha de Shadow Fang lors d'une chasse aux loups sauvages. Certains appelaient cela une tragédie, mais je savais mieux. Ma mère était morte comme elle avait vécu - en protégeant les autres.
Je me suis arrêtée en plein coup, quelque chose n'allait pas. Mes mouvements étaient lents, manquant de leur précision habituelle. La pièce vacillait légèrement et je devais m'agripper au mannequin pour garder l'équilibre. Ce n'était pas normal. J'avais hérité du physique de guerrière de ma mère et de la force d'alpha de mon père – ce genre de faiblesse ne m'était pas habituel.
"Concentre-toi, Aria," murmurai-je, essayant de chasser le brouillard grandissant dans ma tête. Un autre coup de pied, mais ma jambe tremblait traîtreusement.
Ma bouteille d'eau reposait sur le banc à proximité – celle que Bella m'avait donnée au petit-déjeuner avec son sourire habituel et faux. Ma demi-sœur, toujours à jouer la parfaite fille devant notre père. "Tiens, sœur," avait-elle dit, sa voix dégoulinant de douceur artificielle. "Rester hydratée est si important pour notre guerrière championne." J'ai pris une autre gorgée, le liquide frais contre ma gorge. Il y avait quelque chose... de différent dans le goût.
"Tu es juste paranoïaque," me dis-je, mais les mots sortaient légèrement brouillés. Mon loup, habituellement une présence chaleureuse et constante dans mon esprit, était étrangement silencieux.
Le bourdonnement de mon téléphone m'a tellement surprise que j'ai failli le laisser tomber. Un message d'Emma, ma meilleure amie depuis l'enfance.
Le message illuminait l'écran de mon téléphone, chaque mot faisant battre mon cœur plus vite :
ARIA AIDE-MOI !! @ Mountain View Resort chambre 302
Quelque chose ne va pas - j'ai peur
DÉPÊCHE-TOI !!
Mes doigts se sont resserrés autour du téléphone. Les messages d'Emma étaient habituellement pleins d'emojis et de rires, pas de cette panique brute. Beaucoup de gens ne pouvaient pas supporter d'être amis avec la fille de l'alpha. Mais Emma était différente. Elle était là quand ma mère est morte.
"Tiens le coup," murmurai-je à moi-même, tâtonnant avec mes clés de voiture. La sortie de l'arène d'entraînement semblait à des kilomètres, le couloir s'étirant interminablement devant moi. Chaque pas ressemblait à une marche dans des sables mouvants, mais je me forçais à avancer.
Le silence dans ma tête devenait assourdissant à chaque pas. Là où Cassandra avait toujours été – mon loup – il n'y avait plus que le vide.
"Cassie ?" J'ai tendu la main à travers notre lien mental, comme je l'avais fait des milliers de fois auparavant. Rien. Pas même un écho.
"Allez, Cassandra, ne me fais pas ça." Ma voix mentale devenait plus désespérée. "J'ai besoin de toi."
Mais il n'y avait que du silence. Le genre de silence qui vous fait réaliser à quel point vous vous étiez habitué au bruit. Celui qui ressemblait à une perte.
Le trajet jusqu'au Mountain View Resort était flou. Mes mains glissaient sans cesse sur le volant, et la route semblait onduler comme un mirage de chaleur. Quand je me suis garée, tout mon corps semblait alourdi par du plomb.
La porte de la chambre 302 n'était pas seulement déverrouillée – elle était légèrement entrouverte.
"Em ?" Ma voix était brouillée. "Tu es là ?"
La pièce tournait alors que je franchissais le seuil. Mon loup – mon compagnon constant depuis l'enfance – était complètement silencieux. Pas seulement calme, mais disparu, comme si quelqu'un avait creusé un morceau de mon âme.
"Non..." Je me suis agrippée au mur alors que mes genoux cédaient. "Quoi...?"
Des pas lourds se rapprochaient derrière moi. J'ai essayé de me tourner, de me battre, mais mon corps ne répondait pas. La dernière chose que j'ai vue était le tapis se précipitant vers moi alors que l'obscurité envahissait ma vision.
Mon corps essayait de résister, mes membres bougeaient faiblement contre le tissu, mais l'obscurité était trop forte, m'entraînant comme une marée. Je ne pouvais pas dire si j'avais crié ou si c'était juste dans ma tête. Tout s'est estompé dans un vide noir, je suis tombée dans le coma.
La conscience est revenue comme du verre brisé, chaque éclat apportant de nouvelles vagues de douleur. La lumière du soleil perçant à travers les rideaux bon marché de l'hôtel était trop vive, trop dure contre ma tête battante. Tout mon corps se sentait lourd, anormal.
Chaque tentative de mouvement envoyait des flammes à travers mes muscles. La couverture rugueuse frottait contre ma peau alors que je bougeais, et la réalisation m'a frappée comme de l'eau glacée - j'étais complètement nue. Où étaient mes vêtements ? Pourquoi ne pouvais-je pas me souvenir ?
Quelque chose de froid pressait contre ma paume - une chaîne en argent, chère et complexe, mais inconnue. La pièce tournait paresseusement alors que j'essayais de me concentrer dessus, le motif se brouillant devant mes yeux. La dernière chose dont je me souvenais était d'être entrée dans cette pièce, puis plus rien que l'obscurité.
Enroulant la couverture autour de mon corps tremblant, je me dirigeai en titubant vers la salle de bain. La lumière fluorescente s'alluma avec un bourdonnement furieux, révélant mon reflet dans le miroir. Mon souffle se bloqua dans ma gorge.
Des marques violettes profondes ornaient mon cou, contrastant fortement avec ma peau pâle. Mon regard descendit plus bas, vers la constellation de marques de morsures éparpillées sur mes clavicules, ma poitrine et même ma taille. La vue me donna la nausée. Cela ne pouvait pas être réel.
Je fis un autre pas chancelant en avant, la couverture glissant autour de mes jambes. Le mouvement apporta une nouvelle prise de conscience - une sensation humide entre mes cuisses, la sensation indubitable de quelque chose de chaud coulant. Mes genoux faillirent céder sous le choc des implications.
La pièce basculait dangereusement alors que je m'accrochais au bord du lavabo, fixant mon reflet aux yeux écarquillés. Que s'était-il passé la nuit dernière ? Pourquoi ne pouvais-je pas me souvenir ?
Mon cerveau commença à fonctionner. Emma. Le message. Elle avait des ennuis.
"Emma !" Ma voix sortit en un râle. Oh mon dieu, si quelque chose lui était arrivé pendant que j'étais... pendant que j'étais...
Je ne pouvais pas finir la pensée. Je ne pouvais pas traiter les implications de mon état actuel, la douleur dans mon corps, les vêtements éparpillés sur le sol. Emma avait besoin de moi.
La couverture de l'hôtel était rugueuse contre ma peau sensibilisée alors que je l'enroulais autour de moi. Mes jambes me soutenaient à peine alors que je titubais vers la porte, la chaîne en argent toujours serrée dans ma main tremblante.
"Eh bien, regarde ça."
La voix me figea sur place. Bella se tenait dans le couloir, appuyée contre le mur avec une grâce décontractée. Et à côté d'elle, mon amie Emma laissa échapper un ricanement.
La voix de Bella dégoulinait de moquerie alors que je serrais la couverture de l'hôtel plus fort autour de mon corps. Elle tenait son téléphone, la caméra pointée directement sur moi. "La grande princesse guerrière de Silver Moon, prise dans une position si... compromettante."
Mes jambes tremblaient alors que je luttais pour rester debout. "Je viens pour Emma. Ton message—"
"Message ?" Le rire d'Emma était aigu et froid, si différent de l'amie chaleureuse que je pensais connaître. "Je ne t'ai jamais envoyé de message, Aria."
Le sourire de Bella s'élargit alors qu'elle faisait défiler son téléphone. "Oh, ces photos intéresseront sûrement Père. Que dira la meute en voyant leur future femelle alpha sortir d'une chambre d'hôtel, visiblement après avoir passé la nuit avec... eh bien, qui sait qui ?"
Quand je suis enfin arrivée à la maison de la meute, le poison commençait à se dissiper, mais le mal était fait. Les sols en marbre de la grande salle résonnaient sous chacun de mes pas chancelants. Des dizaines de membres de la meute se tenaient le long des murs, leurs visages flous de jugement et de murmures. À la tête de la salle, mon père Marcus était assis raide dans son fauteuil d'alpha, ses yeux marron habituellement chaleureux maintenant durs comme la pierre. À côté de lui, Aurora – ma belle-mère – arborait une expression de préoccupation parfaitement feinte qui ne touchait pas ses yeux froids.
"Les preuves sont indéniables, Marcus." La voix d'Aurora dégoulinait de fausse sympathie. "Les marques de morsure, son... état. Que penseront les autres meutes ?"
Je voulais crier, expliquer que j'avais été droguée, piégée, violée. L'espace dans mon esprit où mon loup aurait dû être ressemblait à une plaie ouverte, me laissant désespérément seule quand j'avais le plus besoin de sa force.
"Père, s'il te plaît." Ma voix sortit en un murmure. "Tu sais que je ne ferais jamais—"
"Silence." L'ordre alpha dans sa voix me fit tressaillir.
Bella s'avança, ses talons de créateur claquant contre le sol. "Vraiment, sœur, pas besoin de faire des excuses. Nous savons tous ce que tu as fait." Son sourire était tranchant comme un rasoir. "La grande princesse guerrière, écartant les jambes pour n'importe quel homme qui voudra bien d'elle."
"Ce n'est pas—" La pièce tourna alors que j'essayais de faire un pas en avant. Sans mon loup, sans ma force, je pouvais à peine me tenir debout.
"Assez." La voix de Marcus claqua comme un fouet. "Tu as apporté la honte à cette meute. À la mémoire de ta mère." La mention de ma mère fit se serrer mon cœur. "Tu n'es plus digne du nom de Silver Moon."
Les mots formels de bannissement tombèrent comme des pierres : "Moi, Marcus Reynolds, Alpha de la Meute de la Lune d'Argent, te retire ton statut de membre de la meute et te bannis de nos territoires. Tu as jusqu'au coucher du soleil pour partir."
Seneste kapitler
#193 Épilogue--Bella 1
Sidst opdateret: 5/20/2025#192 Épilogue--Lucas
Sidst opdateret: 5/19/2025#191 Épilogue--Zoé 2
Sidst opdateret: 5/18/2025#190 Épilogue--Zoé 1
Sidst opdateret: 5/17/2025#189 Chapitre 189
Sidst opdateret: 4/27/2025#188 Chapitre 188
Sidst opdateret: 4/27/2025#187 Chapitre 187
Sidst opdateret: 4/25/2025#186 Chapitre 186
Sidst opdateret: 4/25/2025#185 Chapitre 185
Sidst opdateret: 4/25/2025#184 Chapitre 184
Sidst opdateret: 4/24/2025
Du kan også lide 😍
Luna på flugt - Jeg stjal Alfaens sønner
Næste morgen, da klarheden vender tilbage, afviser Elena Alfa Axton. Vred over hendes afvisning lækker han en skandaløs video for at ødelægge hende. Da videoen går live, udstøder hendes far hende fra flokken. Alfa Axton tror, at det vil tvinge hende tilbage til ham, fordi hun ikke har andre steder at gå hen.
Lidt ved han, at Elena er stædig og nægter at bøje sig for nogen Alfa, især ikke den mand, hun har afvist. Han vil have sin Luna og vil stoppe ved intet for at få hende. Væmmet over, at hendes egen mage kunne forråde hende, flygter hun. Der er bare ét problem: Elena er gravid, og hun har lige stjålet Alfaens sønner.
Troper & Triggere: Hævn, graviditet, mørk romantik, tvang, kidnapning, stalker, voldtægt (ikke af mandlig hovedperson), psykopatisk Alfa, fangenskab, stærk kvindelig hovedperson, besidderisk, grusom, dominerende, Alfa-hul, dampende. Fra fattig til rig, fjender til elskere. BXG, graviditet, flygtende Luna, mørk, Rogue Luna, besat, grusom, fordrejet. Uafhængig kvinde, Alfa kvinde.
Lege Med Ild
"Vi skal snart have en lille snak sammen, okay?" Jeg kunne ikke tale, jeg stirrede bare på ham med store øjne, mens mit hjerte hamrede som en gal. Jeg kunne kun håbe, at det ikke var mig, han var ude efter.
Althaia møder den farlige mafiaboss, Damiano, som bliver draget af hendes store uskyldige grønne øjne og ikke kan få hende ud af sit hoved. Althaia var blevet gemt væk fra den farlige djævel. Alligevel førte skæbnen ham til hende. Denne gang vil han aldrig tillade hende at forlade ham igen.
Lycanprinsens Hvalp
"Snart nok vil du tigge om mig. Og når du gør det—vil jeg bruge dig, som jeg finder passende, og derefter vil jeg afvise dig."
—
Da Violet Hastings begynder sit første år på Starlight Shifters Akademi, ønsker hun kun to ting—at ære sin mors arv ved at blive en dygtig healer for sin flok og at komme igennem akademiet uden at nogen kalder hende en freak på grund af hendes mærkelige øjenlidelse.
Tingene tager en dramatisk drejning, da hun opdager, at Kylan, den arrogante arving til Lycan-tronen, som har gjort hendes liv elendigt fra det øjeblik, de mødtes, er hendes mage.
Kylan, kendt for sin kolde personlighed og grusomme måder, er langt fra begejstret. Han nægter at acceptere Violet som sin mage, men han vil heller ikke afvise hende. I stedet ser han hende som sin hvalp og er fast besluttet på at gøre hendes liv endnu mere til et helvede.
Som om det ikke er nok at håndtere Kylans plagerier, begynder Violet at afdække hemmeligheder om sin fortid, der ændrer alt, hvad hun troede, hun vidste. Hvor kommer hun egentlig fra? Hvad er hemmeligheden bag hendes øjne? Og har hele hendes liv været en løgn?
Englens lykke
"Kan du ikke holde kæft!" brølede han til hende. Hun blev stille, og han så tårer begynde at fylde hendes øjne, hendes læber dirrede. Åh for fanden, tænkte han. Som de fleste mænd, skræmte en grædende kvinde ham fra vid og sans. Han ville hellere have en skudduel med hundrede af sine værste fjender end at skulle håndtere en grædende kvinde.
"Hvad er dit navn?" spurgte han.
"Ava," svarede hun med en tynd stemme.
"Ava Cobler?" ville han vide. Hendes navn havde aldrig lydt så smukt før, det overraskede hende. Hun glemte næsten at nikke. "Mit navn er Zane Velky," præsenterede han sig selv og rakte en hånd frem. Avas øjne blev større, da hun hørte navnet. Åh nej, ikke det, alt andet end det, tænkte hun.
"Du har hørt om mig," smilede han, han lød tilfreds. Ava nikkede. Alle, der boede i byen, kendte navnet Velky, det var den største mafia-gruppe i staten med sit centrum i byen. Og Zane Velky var familiens overhoved, donen, den store boss, den kæmpe honcho, Al Capone af den moderne verden. Ava følte, at hendes panikslagne hjerne var ved at gå ud af kontrol.
"Tag det roligt, engel," sagde Zane til hende og lagde sin hånd på hendes skulder. Hans tommelfinger gled ned foran hendes hals. Hvis han klemte, ville hun have svært ved at trække vejret, indså Ava, men på en eller anden måde beroligede hans hånd hendes sind. "Det er en god pige. Du og jeg skal have en snak," sagde han til hende. Avas sind protesterede mod at blive kaldt en pige. Det irriterede hende, selvom hun var bange. "Hvem slog dig?" spurgte han. Zane flyttede sin hånd for at vippe hendes hoved til siden, så han kunne se på hendes kind og derefter på hendes læbe.
******************Ava bliver kidnappet og er tvunget til at indse, at hendes onkel har solgt hende til Velky-familien for at slippe af med sin spillegæld. Zane er leder af Velky-familiekartellet. Han er hård, brutal, farlig og dødbringende. Hans liv har ikke plads til kærlighed eller forhold, men han har behov som enhver varmblodet mand.
Trigger advarsler:
Tale om seksuelle overgreb
Kropsbilledeproblemer
Let BDSM
Beskrivende beskrivelser af overgreb
Selvskade
Barskt sprog
Skæbnens Spil
Da Finlay finder hende, bor hun blandt mennesker. Han er betaget af den stædige ulv, der nægter at anerkende hans eksistens. Hun er måske ikke hans mage, men han vil have hende til at være en del af hans flok, latent ulv eller ej.
Amie kan ikke modstå Alfaen, der kommer ind i hendes liv og trækker hende tilbage til flokken. Ikke alene finder hun sig selv lykkeligere, end hun har været i lang tid, hendes ulv kommer endelig til hende. Finlay er ikke hendes mage, men han bliver hendes bedste ven. Sammen med de andre topulve i flokken arbejder de på at skabe den bedste og stærkeste flok.
Når det er tid til flokspil, begivenheden der afgør flokkens rang for de kommende ti år, må Amie konfrontere sin gamle flok. Da hun ser manden, der afviste hende for første gang i ti år, bliver alt, hvad hun troede, hun vidste, vendt på hovedet. Amie og Finlay må tilpasse sig den nye virkelighed og finde en vej frem for deres flok. Men vil den uventede drejning splitte dem ad?
Gå Dybt
Det er en samling af alle erotiske genrer, mundvandsdrivende, lystfulde og intense krydrede historier, der kan tage dig til syndens land.
Tror du, du kan håndtere disse historier?
En vild affære
Smagen af Emily
Bare tag mig
En ordre
Trekantdate
Vores nye lejer
Pigen ved siden af
Jeg vil have Darlene
Fars pige
Fortællingerne om en Gravid og Afvist Luna
U- uundværlig og stærk
N- naturlig omsorgsperson
A- attraktiv
Det er, hvad Luna står for, alle de ting, jeg fik at vide, jeg ikke var.....
Colleen Daniel. 18. Det er det tal, hun helst vil glemme. Det er den dag, hun mistede alt. Hendes mage. Hendes venner. Hendes familie, alt sammen på grund af en titel. Fordi hun var en omega.
På hendes 18-års fødselsdag holder Betaens datter, som hun betragtede som sin ven, en fest for hende. Da hun finder ud af, at hendes mage ikke er nogen anden end alfaen Reese Gold, er hun ovenud lykkelig over at have fundet sin mage. Men da hendes mage afviser hende næste morgen på grund af hendes status, bliver hun tvunget til at bo i byens udkant væk fra pakkehuset, hvor hun arbejder som stuepige for alfaen.
Da hun finder ud af, at hun er gravid, beslutter hun at holde det skjult for alle. Men når man arbejder som stuepige for sin eks-mage, hvordan skjuler man så en graviditet?
©RamataMaguiraga 2016. Alle rettigheder forbeholdes
Mated til min Rugby trilling Stedbror
Jeg boede hos min stedfar for at gå i skole, og trillingerne gjorde hele skolen til et mareridt for mig, og manipulerede mit sårbare hjerte til at falde for dem.
Efter at have tilgivet dem, kastede de mig igen i helvede.
"Føler de sig virkelig komfortable, når mine andre to brødre besidder dig, eller knalder dig? Kan jeg teste det tredive gange om ugen?" Computer-geniet blandt trillingerne bedøvede mig med en sexdrik og testede passende positioner i laboratoriet.
"Hvis jeg ikke kan være den, du elsker mest, så vær min BDSM-objekt." En anden trilling hængte mig op i luften og pressede sin muskuløse krop mod mig.
"Hvis du laver en lyd af stønnen, gisp eller skrig under ekstra timer, vil jeg straffe dig." Den ældste, som værdsatte familiens ære og var den fremtidige alfa af stammen, holdt stramt om min talje og klædte mig af i skolens studierum.
Trillingerne kæmpede besat om ejerskabet af mig, og til sidst valgte de at dele, mens mit hjerte allerede var revet i stykker.
Da de gjorde mig til en delt elsker og begyndte at vælge ægtefællepartnere, opdagede jeg, at jeg var deres skæbnebestemte Luna.
Men efter at være blevet skuffet utallige gange nægtede jeg at underkaste mig og endte med at foregive min død i en mordsag...
Direktørens Besættelse: En Million-Dollar Ægteskabskontrakt
"Amelia?" spurgte jeg.
"Hold op med at spørge, om jeg er okay, og tag mig, Leonardo!" råbte hun. "Hårdere!"
Min chef foreslår, at vi gifter os i seks måneder for at forbedre hans image som ungkarl og redde hans firma. Jeg går med til det, og tænker at det bare er en leg. Men fra det første kys i dette falske ægteskab, indser jeg, at min uskyld ikke vil vare længe.
Regel nummer et? Nogle grænser er skabt til at blive brudt, uanset konsekvenserne.
DONENS JOMFRU OMEGA
Et klynk undslap mig, og jeg bed hurtigt i min læbe for at stoppe det, men hans berøring var hypnotisk, og jeg smeltede ind i hans krop, der var presset op mod min, hvilket fik mig til at føle mig fanget og hjælpeløs.
Hvordan kunne jeg være frastødt af Dominics mørke, men alligevel tiltrukket af det, som en møl til en flamme. Denne mand havde en overvældende tilstedeværelse, hans dominans og kontrol vækkede en forvrænget nysgerrighed i mig, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere eller nærme mig.
Mia finder sig selv viklet ind i et net af magt og bedrag. Efter at have opdaget sin ekskærestes utroskab, møder hun Dominic, en hensynsløs alfa og hendes eks' far, som vækker en forbudt tiltrækning i hende. Da Mias sande identitet afsløres, er hun splittet mellem tiltrækningen af Dominics mørke charme og et arrangeret ægteskab. Mia må træffe umulige valg for at beskytte sig selv og dem, hun elsker. Vil hun overgive sig til de kræfter, der søger at kontrollere hende, eller vil hun bane sin egen vej i dette farlige spil af kærlighed og loyalitet?
Den Sidste Åndevarg
"LYKANERE?! Sagde du lige LYKANERE?!"
"Ja, Vera! De kommer! Gør dine folk klar."
Jeg kunne ikke tro, at vi faktisk har lykanere i aften.
Jeg fik at vide, da jeg voksede op, at lykanere og ulve var dødsfjender.
Rygterne sagde også, at for at beskytte deres renblod, måtte lykanere ikke gifte sig med ulve i generationer.
Jeg var stadig overrasket, men jeg kunne ikke lade mit sind vandre mere. Jeg er læge.
En slemt såret varulv kommer stormende ind gennem skadestuens dør, mens han holder en bevidstløs ulv. Jeg skynder mig hen til dem, og sygeplejerskerne, der allerede er i deres kjoler og høje hæle, kommer dem til hjælp.
Hvad fanden skete der?
Jeg vender min fulde opmærksomhed mod den alvorligt sårede lykaner, og et øjeblik føles det, som om jeg kan mærke hans langsomme hjerteslag i mit eget bryst. Jeg tjekker hans vitale tegn, mens en sygeplejerske modvilligt tilslutter ham til alle maskinerne. Da jeg lægger min hånd på hans hoved for at løfte hans øjenlåg og tjekke pupilreaktionen, mærker jeg elektricitet løbe under mine fingerspidser. Hvad i...?
Uden varsel skyder hans øjne op og forskrækker mig, hvilket sender begge vores hjerterater gennem taget. Han ser intenst på mig; jeg ville aldrig tro, at de øjne tilhører en mand, der knap er i live.
Han hvisker noget for lavt til, at jeg kan høre det. Jeg kommer tættere på, og da han hvisker igen, flader hans hjerterytme ud, og mit hoved snurrer.
Hviskede han lige... mage?