
Udawana Randka z Kapitanem Hokejowej Drużyny
Riley Above Story · Afsluttet · 107.8k ord
Introduktion
Kiedy twój były nęka cię, żebyście znowu byli razem, on pojawia się i mówi twojemu byłemu, żeby się odczepił.
Twój były mówi: Wiem, że to tylko umowa i nie możesz jej naprawdę lubić.
On (całuje cię na oczach wszystkich): Umowa, jak ta?
Kapitel 1
Podświetlane lustra w Mier'Chelie's wcale mi nie pochlebiają. Wyglądam jak szczur!
Tygodnie planowania, a rękawy mojego kardiganu wydają się za długie. Opaska, którą założyłam, nic nie robi, żeby ujarzmić moje faliste włosy. Czy podróbki Chucka Taylora będą tu odpowiednie?
Mimo wszystko... może Oliver zauważy moje starania.
A tak przy okazji, czy widział moje wiadomości? Jest już 9:43. Jeśli zjemy i wyjdziemy na czas, zdążymy na pokaz fajerwerków noworocznych...
„Czekam na ciebie” — 30 minut temu, nieprzeczytane.
Mocno zaciskam oczy. Ciężko pracowałam, żeby nauczyć się, jak działa eyeliner, więc nie chcę go zepsuć, ale...
„Spokojnie, Cynthia... Jeszcze... dwie minuty.”
Mam już ustawiony alarm przypominający o wiadomości. Nie ma potrzeby go bombardować.
W porządku. Jeszcze tylko dwie minuty.
Kiedy zaczynam otwierać drzwi łazienki—
„Nie idź!!”
—prawie uderzam się nimi w twarz.
Kto by tak krzyczał w takim miejscu? Odpowiedź dostałam, gdy zerknęłam przez drzwi.
Jessica Parthow. Wygląda absolutnie oszałamiająco w swojej głębokoniebieskiej sukni. Zespół taneczny naprawdę robi cuda dla jej nóg.
Facet, którego trzyma, zdaje się nie zauważać ani nie przejmować.
Alex Hewlett: kapitan drużyny hokejowej, przeciętny uczeń i notorycznie niepoważny playboy. Mój Oliver ciągle o nim mówi jak o poecie. Ich obecny sezon to ogromny sukces, głównie dzięki niemu.
Ja... nie obchodzę się z Alexem. Jasne, wygląda jak zdjęcie z katalogu mody, które ożyło: jasne spodnie, włożona czarna koszula, czyste trampki.
Ale z tego, co wiem, nie jest typem na poważne związki. Tylko przelotne romanse, nigdy nie spotykał się z nikim na stałe, o ile wiem.
Chociaż Jessica, cóż, nie zrozumiała tego. Słyszałam, że wysłała komuś wiadomość, żądając, żeby „przestał próbować pieprzyć mojego chłopaka”. Z jego telefonu, nie mniej.
Ci dwoje wciąż się kłócą, więc... poczekam tutaj na razie—
Serce podskakuje mi do gardła, gdy mój telefon zaczyna głośno dzwonić.
Ah. 9:45.
Panika ogarnia mnie, gdy próbuję go wyłączyć, ale nie mogę sobie z tym poradzić, zanim drzwi łazienki zostają otwarte na oścież. Cofam się i patrzę w górę.
To Jessica, nieskazitelna i wściekła. Jej pięć stóp siedem cali wydaje się górować nad moimi pięcioma stopami czternastoma calami.
Spotkanie jej wzroku jest... zbyt trudne. Próbuję się przemykać obok niej, ale jej ręka chwyta mnie za ramię.
„Kim ty, do cholery, jesteś?” syczy Jessica, jej paznokcie wbijają się, a ja krzywię się z bólu. „Podsłuchiwałaś nas przed chwilą, prawda? Nagrałaś wideo, żeby się śmiać z twoimi sukowatymi przyjaciółkami?”
„Uh—”
Zanim zdążę odpowiedzieć, duża ręka chwyta moje drugie ramię i odciąga mnie. Zamieram, przyciśnięta do czyjejś piersi.
„Hej, kochanie,” mówi słodki głos. „Co tak długo?”
...Oliver nie nazywa mnie „kochanie”. To ciało jest też za duże.
Kiedy patrzę w górę, spotykam ciepłe brązowe oczy Alexa. Mruga do mnie, zanim spojrzy z powrotem na Jessicę.
„...Co to za spojrzenie? Wiesz, że nie jestem typem na randki. Chciałem się tylko zabawić, ale... Już nie. Do zobaczenia.”
Potem jestem odprowadzana. Moje uszy są zbyt pełne waty, żeby w pełni zrozumieć, co Alex do mnie mówi.
Czy jego ręce zawsze były takie duże? Takie silne? Jest jak imadło.
Dopiero zdaję sobie sprawę, jak daleko zaszliśmy, gdy podmuch wiatru uderza mnie w twarz... Kiedy znaleźliśmy się na ulicy?
„...Okej, odchodzi. Dzięki Bogu—”
Natychmiast wyrywam się z jego ramion, prawie uderzając głową o pokryty śniegiem chodnik. Kiedy rzucam mu spojrzenie, które mam nadzieję, że jest zastraszające, on tylko podnosi ręce, jakby konfrontował się z przestraszonym jeleniem.
„Hej, tak, przepraszam za to. Jess skakała mi do gardła.” Czuję, jak jego oczy wędrują w górę i w dół mojego ciała. „Byłaś wielką pomocą, wiesz. Mogę dostać twój numer? Odpłacę ci się.”
Zajmuje mi chwilę przetrawienie tego, co powiedział, a potem irytacja wzbiera w mojej piersi. Czyżby właśnie obraził Jessicę, używając mnie?
„...Nie ma potrzeby.”
Przechodzę obok niego, wracając do restauracji. Cokolwiek, i tak wracam. Chcę tylko poczekać na Olivera.
Jednak jego trampki doganiają mnie.
„Naprawdę, przepraszam za to! Serio... Czekasz na kogoś?” Parsknął. „Jest prawie 10. Żaden porządny chłopak nie spóźniłby się w taki dzień.”
Zatrzymuję się i odwracam do niego. Z trudem zaciskam szczęki.
„Ktoś, kto używa przypadkowych dziewczyn na kaprys, powinien trzymać język za zębami. On jest tysiąc razy lepszy od ciebie.”
Brwi Alexa unoszą się, gdy jeszcze raz mnie ocenia.
„...Jesteś bardziej pikantna niż wyglądasz.” Zaczyna się uśmiechać, wkładając ręce do kieszeni. „Redmond High, tak? Znam twojego idealnego księcia z bajki?”
„Oliver jest—”
Ach.
Dziś jest nasza sześciomiesięczna rocznica, ale prawie nikt o tym nie wie. Oliver nie lubi szkolnych plotek, a ja jestem szczęśliwa, dopóki on jest. Ale...
Przerywam, spoglądając na Alexa, mając nadzieję, że nie zna imienia. Ale oczywiście zna, jego grube czarne brwi unoszą się ze zdziwieniem.
Jego uśmiech staje się figlarny, więc staram się, aby mój wyraz twarzy był jak najbardziej stalowy.
„Oliver Oakley? Tak... świetny członek zespołu. Naprawdę fajny facet.” Zdziwiony, lekko podskakuję. „Mówiąc o zabawie, Gunther urządza imprezę, gdy jego rodzice są poza domem. Wpadnij. Może zobaczysz coś ciekawego.”
...Zimowe powietrze przypomina mi, że jestem tylko w kardiganie. Owijam się ramionami i decyduję się uciec zamiast zastanawiać się nad jego sugestią.
Alex woła za mną. „Pamiętaj! 8293 Harvey Way!”
Nie odpowiadam. Nie ma potrzeby.
— — —
Piszę do Olivera o 9:52.
Potem o 10:10.
10:35.
10:55.
O 11 PM stoję na śniegu przed zamkniętą już restauracją, mając pod pachą pudełko z niedojedzonymi paluszkami chlebowymi. Burczy mi w brzuchu.
Czy... Oliver właśnie mnie wystawił?
Nie, nie mógł. Może był po prostu zajęty.
Cokolwiek mogło się zdarzyć. Bateria w jego telefonie mogła się wyczerpać albo mógł mieć wypadek samochodowy i nie mógł odpowiedzieć. Albo może...
Nie.
Jeśli Oliver szedłby na imprezę, powiedziałby mi. Nie muszę zachowywać się jak Jessica. W końcu, Oliver i ja naprawdę się spotykamy, ale mimo wszystko.
...Cóż. To nie tak, że nie mogę wpaść. Nie znam Gunthera super dobrze, ale może wie, gdzie jest Oliver.
Sprawdzenie jest w porządku... prawda?
Po przybyciu natychmiast rozpoznaję jego samochód wśród innych.
Światła wewnątrz i muzyka są... intensywne. Jest tyle ludzi, że jestem miażdżona tylko przez wejście. Jakoś to piecze.
Kiedy potykam się na kafelkach, znajduję tam Gunthera, chudego bruneta, który osunął się na krześle z butelką taniego alkoholu w ręku.
„Hej...”
Gunther powoli mruga na mnie jak na miraż. Może wyglądam jak jeden. Moje włosy są teraz wszędzie.
Próbuję wyciągnąć słowa z wysychającego betonu w moim mózgu.
„Uhm... ah... Oliver. Czy, uhm... Wiesz... gdzie on jest?”
Mruży oczy na mnie. „Co?”
Muzyka jest za głośna. Próbuję mówić głośniej, ale mnie nie słyszy. Próbuję ponownie, bez skutku.
„Mówiłam! Wiesz, gdzie jest Oliver?!”
Moje gardło jest surowe, gdy krzyczę. Pot spływa mi po plecach.
„Ohh. Cholera, nie musiałaś krzyczeć,” sapie Gunther. „Śpi na górze.”
Natychmiast zalewa mnie ulga.
Gdzie są schody? Po prostu znajdź schody. Sypialnia jest na górze.
Kiedy dostrzegam pierwszy stopień, przeciskam się przez tłum. Chcę, żeby zniknęli z mojego otoczenia.
Wchodząc na drugie piętro...
Jest ciszej, myślę. Nie słyszę niczego poza buczeniem na dole, dzwonieniem w uszach i własnym sapanie.
Ale wiem, że jest tutaj. Czuję go, moje światło przewodnie. Oliver jest tutaj.
Wiem, że jest za pierwszym drzwiami, które znajduję. Na pewno odpoczywa.
Zapytam go później, dlaczego nie odpowiedział na moje wiadomości. Po prostu... chcę go zobaczyć.
Wiedzieć, że jest bezpieczny. Po prostu się uspokoić, zanim wrócę do domu.
Głosy na dole liczą.
Otwieram drzwi cicho, nie chcąc go obudzić.
Ale on już nie śpi.
Głosy wiwatują.
Oliver rzeczywiście jest w łóżku.
Leży pod kołdrą, całując dziewczynę z nagimi ramionami.
Seneste kapitler
#100 Rozdział 100
Sidst opdateret: 5/8/2025#99 Rozdział 99
Sidst opdateret: 5/8/2025#98 Rozdział 98
Sidst opdateret: 5/8/2025#97 Rozdział 97
Sidst opdateret: 5/8/2025#96 Rozdział 96
Sidst opdateret: 5/8/2025#95 Rozdział 95
Sidst opdateret: 5/8/2025#94 Rozdział 94
Sidst opdateret: 5/8/2025#93 Rozdział 93
Sidst opdateret: 5/8/2025#92 Rozdział 92
Sidst opdateret: 5/8/2025#91 Rozdział 91
Sidst opdateret: 5/8/2025
Du kan også lide 😍
Forbudt Lidenskab
Litas Kærlighed til Alfaen
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.
"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."
"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"
"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."
Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage
"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."
Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.
"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."
Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke
"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.
"Ahh!"
Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.
Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.
Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.
Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.
"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed
Ulveprofetien
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)












