Voler Améthyste

Voler Améthyste

Ekridah Éster · I gang · 138.5k ord

491
Hot
591
Visninger
162
Tilføjet
Del:facebooktwitterpinterestwhatsappreddit

Introduktion

R18. Interdit aux moins de 18 ans. Violence. Mort. Contenu explicite.

< "Qu'est-ce que tu as dit ? Que je ne pourrais jamais t'exciter même si j'essayais ? Que la simple tentative te ferait rire ?" Ses yeux se plissèrent sombrement et elle se permit le risque de sourire. "Je ne te vois pas rire. En fait, corrige-moi si je me trompe, mais n'as-tu pas juste prononcé mon nom ? Mon nom, alors que tu te croyais dans les bras d'un autre. Mon nom."

"Et tu n'as pas du tout peur ? Tu as fait cette cascade ridicule sans craindre ce que je pourrais faire quand ça m'énerverait ?"

"Et c'est pour ça..." Déconcertée par son sourire glacial, elle recula du lit, forçant un sourire à son tour. "C'est pour ça que je t'ai attaché." >


Améthyste est une princesse protégée qui aspire à la force et à l'aventure.
Thoran Steel est un barbare endurci avec une vendetta contre son royaume.
Il est exactement ce dont elle a besoin pour pimenter un peu sa vie !

Avec un passé de santé fragile, elle se retrouve désespérée de prouver à ce criminel au cœur de pierre qu'elle est aussi dure que lui ! Pour protéger son royaume et devenir une héroïne ! Même si cela signifie abandonner son identité de princesse pour se draper dans des fourrures de barbare.

Lorsque cet objectif innocent mène à des aventures tumultueuses loin de chez elle, en plein milieu de combats de barbares, de vols et de nuits incroyables autour de feux de camp, Améthyste réalise qu'elle a certainement mordu plus qu'elle ne peut mâcher. Surtout lorsqu'elle se rend compte que son objectif change de convaincre Thoran qu'elle est forte à se convaincre elle-même qu'elle peut résister à sa séduction sans effort.

Kapitel 1

Foutus riches.

Et pas dans le bon sens du terme.

Des poches remplies par la corruption, des possessions outrageusement chères amassées sur le sang des innocents et des nez pompeusement levés pour regarder de haut les gens plus modestes. Ah, quelle proie excellente étaient les riches.

Ils devaient être harcelés et volés. Ils devaient être les victimes du Karma.

Prends. Aux. Riches.

C'était la devise de Thoran et il mourrait en la suivant. Ils avaient assez d'argent pour s'essuyer les fesses avec, de toute façon. Ils ne remarqueraient pas la perte d'un ou deux billets. Alors, pour être sûr qu'ils la remarquent, Thoran prenait au moins un million de fois ce montant.

Aujourd'hui, il prendrait ce château. Il ne demanderait pas la permission et il se fichait de savoir à qui il appartenait, bien qu'en considérant le royaume voisin, il pouvait deviner quel genre de personne en était le propriétaire. Sachant à quel point ces gens méritaient de perdre leurs possessions les plus précieuses, il avait encore plus envie de prendre leur château. Des conséquences ? S'il vous plaît. Thoran Steel était l'incarnation même des conséquences.

Le punisseur des pécheurs. Roi des Barbares.

Il avançait lentement dans la pièce ombragée, chaque pas lourd le rapprochant d'un placard. Il fléchit négligemment les jointures de son poing massif. En ouvrant les portes du placard, il découvrit un miroir et lança un regard noir à son propre reflet.

Des yeux gris et froids le fixaient, un visage dur le regardant depuis le miroir. Une mèche de cheveux noirs tombait sur son front et effleurait sa joue. La repoussant en arrière, il la glissa dans le bracelet en métal qui maintenait ses longs cheveux ensemble.

Il ferma la porte du placard et regarda autour de la pièce. Ce château ferait l'affaire. Les pièces qu'il avait déjà vérifiées étaient assez grandes, assez bonnes. Pas que cela ait de l'importance.

Ses hommes étaient plus coriaces que les griffes d'un dragon et dormiraient comme des morts sur la rive rocheuse d'une rivière sale. Pourtant, aujourd'hui, Thoran voulait qu'ils plongent dans le luxe d'un château. Ils méritaient ce plaisir.

Il se retourna et se dirigea vers la porte, ses bottes noires sales laissant des traces boueuses derrière lui. D'après ce qu'il avait vu, l'endroit était vide. Il aurait pu avoir le souhait momentané de trouver un riche malheureux et sans méfiance ici pour le projeter dans sa prochaine vie.

Heureusement pour les éventuels riches malheureux, son regard scrutateur n'en trouva aucun.

Thoran se promenait dans le château, jetant un coup d'œil désinvolte dans diverses pièces. Il n'y avait personne en vue. Peut-être que l'endroit était abandonné ? Quelle déception. Cela enlèverait le plaisir de prendre aux riches.

Debout sur le palier à l'étage, il jeta un coup d'œil en bas sur le sol brillant du salon. L'endroit entier était décoré d'or, d'argent et de bijoux. Il appartenait probablement à quelque misérable fat obsédé par l'étalage de ses richesses.

Un soupir rugueux s'échappa de ses lèvres alors qu'il se tournait pour partir. Il avait des choses à faire. Il devait aller dégager le camp et amener les hommes dans le château pour la nuit—

Thoran s'arrêta brusquement, penchant la tête pour localiser la source d'un son lointain qui avait atteint ses oreilles. Le château l'enveloppait de silence, aussi immobile qu'un tombeau. Il ne doutait pas avoir entendu quelque chose; il souhaitait simplement l'entendre à nouveau et confirmer son emplacement, éliminant ainsi le besoin de chercher. Le bruit de ses bottes pouvait alerter sa proie et Thoran ne voulait pas manquer une occasion de s'amuser.

Comme il l'espérait, le son se fit de nouveau entendre, un faible bruit sourd venant droit devant lui. Ses yeux se plissèrent. Il aurait juré que le château était vide. Apparemment, non. Il semblait qu'il y avait tout de même un riche malheureux dans les parages.

En roulant son épaule, il laissa un poignard glisser de sa manche jusqu'à sa paume.

Quel dommage qu'il doive mettre le bazar dans leur tout nouveau château.


Améthyste était en retard !

Sortant en trombe de la salle de bain et traversant sa chambre à coucher en courant, la princesse poussa un cri aigu lorsqu'elle trébucha soudainement et s'envola dans les airs avant de s'écraser au sol.

Sa main vola à sa poitrine, agrippant protectivement le joyau qui reposait contre son cœur alors qu'elle se recroquevillait en gémissant de douleur. Inspirant profondément, elle fixa le sol avec de grands yeux verts. Oh, merci Dieu, elle était toujours en vie.

Le fait était choquant, compte tenu de la fréquence à laquelle elle mettait en danger le joyau qui maintenait son cœur battant.

Sa tête se releva brusquement, ses yeux fixant sa garde-robe avec détermination. Il n'y avait pas de temps pour ça. Ses sœurs étaient parties sans elle, elle devait se dépêcher si elle voulait arriver à temps pour les pré-célébrations !

Après s'être assurée que son joyau n'était pas éraflé, elle se releva et courut rapidement dans le dressing.

S'habiller sans l'aide d'une seule demoiselle de compagnie était l'enfer. Ses bras la faisaient souffrir à force de tirer et de tirer sur chaque pièce de sa tenue, mais elle persévérait. Elle devait faire un réel effort pour maintenir sa vie sociale. Elle avait passé tant d'années alitée; elle ne manquerait pour rien au monde une seule occasion de sortir et de s'amuser.

Amie n'était pas sûre d'échapper à une sévère réprimande de sa sœur aînée si elle y allait, étant donné que la fête se déroulait dans un tout autre royaume. Ses sœurs la considéraient trop malade pour marcher jusqu'au jardin, encore moins pour voyager seule dans un autre royaume.

Elle ricana, luttant pour tirer sur les cordons de son corset. Sa deuxième sœur aînée, Milana, avait renvoyé les domestiques pour le week-end mais les avait rappelés, supposant qu'Amie resterait à la maison, malade. Mais la faiblesse soudaine avait subitement disparu et Améthyste avait immédiatement dit aux domestiques de ne pas revenir. Elle l'avait fait en secret, sachant que ses sœurs ne l'auraient pas crue si elle avait soudainement prétendu se sentir mieux. Elles auraient pensé qu'elle faisait semblant de se sentir mieux juste pour pouvoir assister aux festivités à Zaire. Maintenant qu'elles étaient parties, elle pouvait aussi se préparer à partir. Si elle se présentait simplement, elles ne pourraient pas la forcer à rester au lit et à "se reposer".

C'est pourquoi le château était vide et Amie s'activait dans la salle de bain. Ses plans lui avaient laissé personne pour l'aider avec ses vêtements, mais cela ne l'arrêterait pas ! Elle serait maudite si un bout de tissu difficile se mettait en travers de son chemin, même si ce bout de tissu avait des abdos d'acier et des muscles en cuir gonflés. Son corset était une force avec laquelle il fallait compter.

Cependant, elle ne resterait pas à la maison, elle refusait de laisser son corps l'empêcher de s'amuser. Elle irait aux célébrations à Zaire, quoi qu'il en soit.

Heureusement pour elle, le roi Alpha de Zaire, son cher trésor de beau-frère, avait accepté d'envoyer secrètement un de ses gardes pour la chercher. Espérons que cela suffirait à faire taire ses sœurs quand elles commenceraient à la gronder.

Elle grogna, soufflant des mèches de cheveux bruns hors de son visage alors qu'elle luttait avec la robe, à seulement quelques articles d'être complètement habillée.

De toute façon, ce n'était pas qu'elle n'appréciait pas l'inquiétude de ses sœurs, c'était juste qu'Amethyst était beaucoup plus forte qu'elles ne le pensaient toutes. Tout le monde pensait qu'elle était si faible et maladive qu'elle s'effondrerait si elle sautait d'un pouce du sol. Elle était une Viking Vampire, bon sang ! Elle avait encore ses capacités et ses pouvoirs, même s'ils n'étaient pas aussi développés que ceux de ses pairs.

C'était insupportable, vraiment. Les gens ne la traitaient que de deux manières différentes. S'ils n'étaient pas excessivement préoccupés par sa santé, ils agissaient comme s'ils pouvaient marcher sur elle. Ils pensaient qu'elle ne pouvait pas se défendre.

Ils avaient raison, elle ne pouvait pas.

Aucun os de son corps ne savait manier une épée, mais ce n'était pas grave ! Amie n'était pas découragée. Toutes les années qu'elle avait passées au lit, à lire ou à coudre, avaient fait d'elle une excellente conteuse et la meilleure couturière qu'elle ait jamais vue.

Si elle le voulait, elle pourrait simplement apprendre à se battre et être aussi forte que n'importe quel autre Viking Vampire de leur royaume. Mais elle ne le ferait pas ! Elle ne les laisserait pas la pousser à essayer de se prouver.

Sa famille ne pouvait s'empêcher de s'inquiéter pour elle parce qu'ils l'avaient presque perdue à plusieurs reprises, ce qu'elle pouvait comprendre et tolérer. C'était les gens qui essayaient très subtilement de harceler Amethyst qui lui posaient problème. Les gens snobs des groupes sociaux élitistes des royaumes de Gadon et de Zaire. Ils lui donnaient tous envie de rester dans sa chambre et de ne jamais sortir, mais Amie refusait d'être contrôlée de cette manière.

C'était frustrant de ne pas pouvoir rendre la pareille. Sa mère disait toujours qu'en tant que princesse, Amethyst devait garder son calme et ne pas céder aux piques qu'elle devait supporter. Les ricanements chuchotés et les regards moqueurs, elle devait tout prendre avec un sourire royalement gracieux... Qu'ils aillent se faire voir !

Être une princesse, c'était nul.

Bientôt, elle atteignit l'âge où elle n'avait plus besoin de suivre les enseignements de sa mère de manière aussi dévouée, mais c'est à ce moment-là qu'Amie découvrit qu'elle n'avait pas la capacité de répliquer à ceux qui la tourmentaient passivement. Elle ne pouvait pas se résoudre à faire une scène à propos de la manière dont quelqu'un la traitait quand ce n'était vraiment pas grave. L'idée de se plaindre ou de se défendre, et ainsi rendre tout le monde mal à l'aise, la rendait muette. Elle ne voulait pas être celle qui gâchait l'ambiance de chaque réunion sociale à laquelle elle assistait. Assez pour la faire rester à la maison, non? Plutôt mourir!

Oui, elle était née frêle, mais malgré son corps plus faible, elle avait du cran et une mentalité forte! Pourquoi cela n'était-il pas apprécié autant que la force physique? De plus, cela faisait des années que son joyau lui avait été rendu, elle était beaucoup plus forte maintenant que lorsqu'elle était petite et malade-

La porte s'ouvrit brusquement.

« Roi de Gadon ! » s'écria-t-elle, sautant en arrière en se tenant la poitrine. Améthyste fixa la porte et l'absolue montagne d'homme qui se tenait là, la bouche ouverte de stupéfaction.

Son visage rudement beau se durcit avec une expression de dégoût léger, ses yeux gris s'agrandissant légèrement comme s'il était également surpris de la voir là. Mais elle vivait ici, pensa Amie. C'était lui qui était aussi déplacé qu'une chèvre au milieu de la mer.

Elle essaya de parler, mais les mots restèrent coincés dans sa gorge, seule une fraction de syllabe en sortit.

Son corps ne bougea pas d'un pouce mais sa tête s'inclina lentement vers elle, un profond froncement de sourcils sur son visage.

« Euh… » commença-t-elle d'une voix tremblante. « Qui, au nom des ancêtres… es tu?? »

Il la fixa.

Améthyste haleta. « Oh. Oh! Vous êtes le garde! Vous venez du royaume de Zaire, n'est-ce pas? Pour me chercher! »

Ses yeux se plissèrent.

Soupirant, Amie attrapa son ruban sur la commode et marcha vers lui. « Écoutez, on ne fait pas irruption dans la chambre d'une dame comme ça! Vous m'avez fait une peur bleue, mais puisque vous êtes là et que je n'ai aucune servante à proximité, pourquoi ne pas vous rendre utile? Faites du bon travail et je ne parlerai pas de votre manque de manières à votre roi. »

Elle attrapa son bras et le tira à travers la pièce, manquant de voir la manière dont ses yeux la fixaient sombrement, sa main fine et pâle enroulée autour de la circonférence épaisse et bronzée de son poignet.

Elle l'arrêta près de la commode et se tourna devant lui pour faire face au miroir. « Le corset, s'il vous plaît. Tirez juste sur ces deux rubans noirs devant vous puis attachez-les. »

Des yeux gris orageux fixaient son visage dans le miroir. Amie fronça les sourcils, légèrement confuse par cet homme imposant. « Eh bien? Qu'attendez-vous? »

Seneste kapitler

Du kan også lide 😍

Lycanprinsens Hvalp

Lycanprinsens Hvalp

3.8k Visninger · I gang · chavontheauthor
"Du er min, lille hvalp," knurrede Kylan mod min hals.
"Snart nok vil du tigge om mig. Og når du gør det—vil jeg bruge dig, som jeg finder passende, og derefter vil jeg afvise dig."


Da Violet Hastings begynder sit første år på Starlight Shifters Akademi, ønsker hun kun to ting—at ære sin mors arv ved at blive en dygtig healer for sin flok og at komme igennem akademiet uden at nogen kalder hende en freak på grund af hendes mærkelige øjenlidelse.

Tingene tager en dramatisk drejning, da hun opdager, at Kylan, den arrogante arving til Lycan-tronen, som har gjort hendes liv elendigt fra det øjeblik, de mødtes, er hendes mage.

Kylan, kendt for sin kolde personlighed og grusomme måder, er langt fra begejstret. Han nægter at acceptere Violet som sin mage, men han vil heller ikke afvise hende. I stedet ser han hende som sin hvalp og er fast besluttet på at gøre hendes liv endnu mere til et helvede.

Som om det ikke er nok at håndtere Kylans plagerier, begynder Violet at afdække hemmeligheder om sin fortid, der ændrer alt, hvad hun troede, hun vidste. Hvor kommer hun egentlig fra? Hvad er hemmeligheden bag hendes øjne? Og har hele hendes liv været en løgn?
Englens lykke

Englens lykke

2.9k Visninger · Afsluttet · Dripping Creativity
"Hold dig væk, hold dig væk fra mig, hold dig væk," råbte hun igen og igen. Hun blev ved med at råbe, selvom det virkede som om, hun var løbet tør for ting at kaste. Zane var mere end lidt interesseret i at vide præcis, hvad der foregik. Men han kunne ikke fokusere med kvinden, der lavede så meget larm.

"Kan du ikke holde kæft!" brølede han til hende. Hun blev stille, og han så tårer begynde at fylde hendes øjne, hendes læber dirrede. Åh for fanden, tænkte han. Som de fleste mænd, skræmte en grædende kvinde ham fra vid og sans. Han ville hellere have en skudduel med hundrede af sine værste fjender end at skulle håndtere en grædende kvinde.

"Hvad er dit navn?" spurgte han.

"Ava," svarede hun med en tynd stemme.

"Ava Cobler?" ville han vide. Hendes navn havde aldrig lydt så smukt før, det overraskede hende. Hun glemte næsten at nikke. "Mit navn er Zane Velky," præsenterede han sig selv og rakte en hånd frem. Avas øjne blev større, da hun hørte navnet. Åh nej, ikke det, alt andet end det, tænkte hun.

"Du har hørt om mig," smilede han, han lød tilfreds. Ava nikkede. Alle, der boede i byen, kendte navnet Velky, det var den største mafia-gruppe i staten med sit centrum i byen. Og Zane Velky var familiens overhoved, donen, den store boss, den kæmpe honcho, Al Capone af den moderne verden. Ava følte, at hendes panikslagne hjerne var ved at gå ud af kontrol.

"Tag det roligt, engel," sagde Zane til hende og lagde sin hånd på hendes skulder. Hans tommelfinger gled ned foran hendes hals. Hvis han klemte, ville hun have svært ved at trække vejret, indså Ava, men på en eller anden måde beroligede hans hånd hendes sind. "Det er en god pige. Du og jeg skal have en snak," sagde han til hende. Avas sind protesterede mod at blive kaldt en pige. Det irriterede hende, selvom hun var bange. "Hvem slog dig?" spurgte han. Zane flyttede sin hånd for at vippe hendes hoved til siden, så han kunne se på hendes kind og derefter på hendes læbe.

******************Ava bliver kidnappet og er tvunget til at indse, at hendes onkel har solgt hende til Velky-familien for at slippe af med sin spillegæld. Zane er leder af Velky-familiekartellet. Han er hård, brutal, farlig og dødbringende. Hans liv har ikke plads til kærlighed eller forhold, men han har behov som enhver varmblodet mand.

Trigger advarsler:
Tale om seksuelle overgreb
Kropsbilledeproblemer
Let BDSM
Beskrivende beskrivelser af overgreb
Selvskade
Barskt sprog
Uopnåelig (Måneskinsavatar Serien Samling)

Uopnåelig (Måneskinsavatar Serien Samling)

3.1k Visninger · Afsluttet · Marii Solaria
"Nej, nej! Det er ikke sådan!" bad jeg, tårerne strømmede ned ad mit ansigt. "Jeg vil ikke dette! Du må tro mig, vær venlig!"

Hans store hånd greb voldsomt om min hals og løftede mig fra jorden uden besvær. Hans fingre rystede med hvert klem, strammede de luftveje, der var vitale for mit liv.

Jeg hostede; kvaltes, mens hans vrede brændte gennem mine porer og fortærede mig indefra. Mængden af had, Neron har til mig, er stærk, og jeg vidste, at der ikke var nogen vej ud af dette i live.

"Som om jeg vil tro en morder!" Nerons stemme skar i mine ører.

"Jeg, Neron Malachi Prince, Alfaen af Zircon Moon Pack, afviser dig, Halima Zira Lane, som min mage og Luna." Han kastede mig på jorden som et stykke affald, og jeg gispede efter luft. Han greb derefter noget fra jorden, vendte mig om og skar mig.

Skar over mit Pack Mærke. Med en kniv.

"Og jeg dømmer dig hermed til døden."


Kastet til side i sin egen flok, bliver en ung varulvs hyl stillet af den knusende vægt og vilje fra de ulve, der ønsker at se hende lide. Efter at Halima falsk anklages for mord i Zircon Moon flokken, smuldrer hendes liv til asken af slaveri, grusomhed og misbrug. Det er først, når den sande styrke af en ulv findes inden i, at hun nogensinde kan håbe på at undslippe fortidens rædsler og komme videre...

Efter år med kamp og heling finder Halima, overleveren, sig selv igen i konflikt med den tidligere flok, der engang mærkede hendes død. En alliance søges mellem hendes tidligere fangevogtere og den familie, hun har fundet i Garnet Moon flokken. Ideen om at skabe fred, hvor gift ligger, er af lille løfte for kvinden, der nu er kendt som Kiya. Efterhånden som den stigende larm af harme begynder at overvælde hende, står Kiya over for et enkelt valg. For at hendes betændte sår virkelig kan hele, må hun faktisk konfrontere sin fortid, før den fortærer Kiya, som den gjorde Halima. I de voksende skygger synes en vej til tilgivelse at skylle ind og ud. For trods alt er der ingen benægtelse af fuldmånens magt - og for Kiya kan mørkets kald vise sig at være lige så ubøjeligt...

Denne bog er egnet til voksne læsere, da emnet omhandler følsomme emner, herunder: selvmordstanker eller handlinger, misbrug og traumer, der kan udløse alvorlige reaktioner. Vær venligst opmærksom.
————Untouchable Bog 1 af The Moonlight Avatar Series

BEMÆRK VENLIGST: Dette er en serie samling for The Moonlight Avatar Series af Marii Solaria. Dette inkluderer Untouchable og Unhinged, og vil inkludere resten af serien i fremtiden. Separate bøger fra serien er tilgængelige på forfatterens side. :)
Gå Dybt

Gå Dybt

1.3k Visninger · I gang · Catherine K
Denne bog indeholder de mest pirrende erotiske noveller, du nogensinde har læst.
Det er en samling af alle erotiske genrer, mundvandsdrivende, lystfulde og intense krydrede historier, der kan tage dig til syndens land.

Tror du, du kan håndtere disse historier?

En vild affære
Smagen af Emily
Bare tag mig
En ordre
Trekantdate
Vores nye lejer
Pigen ved siden af
Jeg vil have Darlene
Fars pige
Min Dominerende Chef

Min Dominerende Chef

1.4k Visninger · I gang · Emma- Louise
Jeg har altid vidst, at min chef, hr. Jensen, har en dominerende personlighed. Jeg har arbejdet sammen med ham i over et år. Jeg er vant til det. Jeg troede altid, at det kun var forretningsmæssigt, fordi han havde brug for at være sådan, men jeg lærte snart, at det er mere end det.

Hr. Jensen og jeg har ikke haft andet end et arbejdsmæssigt forhold. Han bossede rundt med mig, og jeg lyttede. Men alt det er ved at ændre sig. Han har brug for en date til et familiebryllup og har valgt mig som sin mål. Jeg kunne og burde have sagt nej, men hvad kan jeg ellers gøre, når han truer mit job?

Det er at gå med til den ene tjeneste, der ændrede hele mit liv. Vi tilbragte mere tid sammen uden for arbejdet, hvilket ændrede vores forhold. Jeg ser ham i et andet lys, og han ser mig i et.

Jeg ved, det er forkert at involvere sig med min chef. Jeg prøver at kæmpe imod det, men fejler. Det er kun sex. Hvad skade kunne det gøre? Jeg kunne ikke tage mere fejl, for det, der starter som kun sex, ændrer retning på en måde, jeg aldrig kunne forestille mig.

Min chef er ikke kun dominerende på arbejdet, men i alle aspekter af sit liv. Jeg har hørt om Dom/sub-forholdet, men det er ikke noget, jeg nogensinde har tænkt meget over. Efterhånden som tingene bliver mere intense mellem hr. Jensen og mig, bliver jeg bedt om at blive hans submissive. Hvordan bliver man overhovedet sådan noget uden erfaring eller ønske om at være det? Det vil være en udfordring for både ham og mig, fordi jeg ikke er god til at blive fortalt, hvad jeg skal gøre uden for arbejdet.

Jeg havde aldrig forventet, at det ene, jeg ikke vidste noget om, ville være det samme, der åbnede en utrolig ny verden for mig.
Stuepige for Mafiaen

Stuepige for Mafiaen

1.2k Visninger · I gang · Jaylee
"Du ved, at du aldrig må tale med nogen af de andre chefer!"
"Nej, du sagde, at jeg ikke måtte knalde nogen af cheferne, ikke at jeg ikke måtte tale med dem."
Alex lo hånligt, hans læber vred sig op i et smil. "Han er ikke den eneste. Eller troede du, at jeg ikke vidste om de andre?"
"Seriøst?"
Alex gik truende hen imod mig, hans kraftfulde bryst pressede mig ind mod væggen, mens hans arme kom op på hver side af mit hoved, fangede mig og sendte en bølge af varme ned mellem mine ben. Han lænede sig frem, "Det er sidste gang, du viser mig respektløshed."
"Jeg er ked af det-"
"Nej!" snerrede han. "Du er ikke ked af det. Ikke endnu. Du brød reglerne, og nu vil jeg ændre dem."
"Hvad? Hvordan?" klynkede jeg.
Han smirkede, strøg sine hænder bag mit hoved for at ae mit hår. "Tror du, at du er speciel?" Han fnøs, "Tror du, at de mænd er dine venner?" Alex's hænder knyttede sig pludselig, og han rykkede mit hoved tilbage på en grusom måde. "Jeg vil vise dig, hvem de virkelig er."
Jeg slugte en hulken, da mit syn blev sløret, og jeg begyndte at kæmpe imod ham.
"Jeg vil lære dig en lektie, du aldrig vil glemme."


Romany Dubois er lige blevet dumpet, og hendes liv er vendt på hovedet af en skandale. Da en berygtet kriminel giver hende et tilbud, hun ikke kan afslå, underskriver hun en kontrakt, der binder hende til ham i et år. Efter en lille fejl bliver hun tvunget til at tilfredsstille fire af de mest farligt besiddende mænd, hun nogensinde har mødt. En nat med straf bliver til et seksuelt magtspil, hvor hun bliver den ultimative besættelse. Vil hun lære at herske over dem? Eller vil de fortsætte med at herske over hende?
Mated til min Rugby trilling Stedbror

Mated til min Rugby trilling Stedbror

1.7k Visninger · I gang · Hazel Morris
"Efter hver seksuel omgang, efterlad et mærke på hendes krop." Mine trillingebrødre låste mig inde i kælderen, misforstået at jeg havde forrådt dem.
Jeg boede hos min stedfar for at gå i skole, og trillingerne gjorde hele skolen til et mareridt for mig, og manipulerede mit sårbare hjerte til at falde for dem.
Efter at have tilgivet dem, kastede de mig igen i helvede.
"Føler de sig virkelig komfortable, når mine andre to brødre besidder dig, eller knalder dig? Kan jeg teste det tredive gange om ugen?" Computer-geniet blandt trillingerne bedøvede mig med en sexdrik og testede passende positioner i laboratoriet.
"Hvis jeg ikke kan være den, du elsker mest, så vær min BDSM-objekt." En anden trilling hængte mig op i luften og pressede sin muskuløse krop mod mig.
"Hvis du laver en lyd af stønnen, gisp eller skrig under ekstra timer, vil jeg straffe dig." Den ældste, som værdsatte familiens ære og var den fremtidige alfa af stammen, holdt stramt om min talje og klædte mig af i skolens studierum.
Trillingerne kæmpede besat om ejerskabet af mig, og til sidst valgte de at dele, mens mit hjerte allerede var revet i stykker.
Da de gjorde mig til en delt elsker og begyndte at vælge ægtefællepartnere, opdagede jeg, at jeg var deres skæbnebestemte Luna.
Men efter at være blevet skuffet utallige gange nægtede jeg at underkaste mig og endte med at foregive min død i en mordsag...
Fortællingerne om en Gravid og Afvist Luna

Fortællingerne om en Gravid og Afvist Luna

930 Visninger · Afsluttet · RamataMaguiraga
L- livgivende
U- uundværlig og stærk
N- naturlig omsorgsperson
A- attraktiv

Det er, hvad Luna står for, alle de ting, jeg fik at vide, jeg ikke var.....


Colleen Daniel. 18. Det er det tal, hun helst vil glemme. Det er den dag, hun mistede alt. Hendes mage. Hendes venner. Hendes familie, alt sammen på grund af en titel. Fordi hun var en omega.

På hendes 18-års fødselsdag holder Betaens datter, som hun betragtede som sin ven, en fest for hende. Da hun finder ud af, at hendes mage ikke er nogen anden end alfaen Reese Gold, er hun ovenud lykkelig over at have fundet sin mage. Men da hendes mage afviser hende næste morgen på grund af hendes status, bliver hun tvunget til at bo i byens udkant væk fra pakkehuset, hvor hun arbejder som stuepige for alfaen.

Da hun finder ud af, at hun er gravid, beslutter hun at holde det skjult for alle. Men når man arbejder som stuepige for sin eks-mage, hvordan skjuler man så en graviditet?

©RamataMaguiraga 2016. Alle rettigheder forbeholdes
Kæmpende Ånd Serien

Kæmpende Ånd Serien

993 Visninger · Afsluttet · E.Dark
Advarsel Stærkt sprog, eksplicit seksuelt indhold, følelsesmæssige triggere.
LÆS PÅ EGET ANSVAR.

"Vores mage er her." Mei's ulv blev begejstret.
"Mage?" spurgte Mei uforstående.

Dette var alt nyt for hende. Hun blev holdt fanget som 4-årig.
Hun havde ingen anelse om, hvad en mage betød.

"Så oplys os. Hvordan blev Titan til en så fin kæmper som dig selv?"
spurgte Alpha Jack, mens han holdt sit glas i hånden.

"Mage. Mage. Alpha er vores mage." Hendes ulv brummede stille.


14 år holdt fanget.
Nu er hun fundet som den eneste og eneste Åndulv
Den Luna, som enhver Alpha ønsker.


Mei er en værdifuld trænet kæmper, misbrugt, tortureret, banket til en kampmaskine.

Hendes kampånd stopper hende ikke fra at søge frihed fra sin fangenskab.

En chance i livet præsenteres, når Alpha Jack afholder en kæmpermesterskab. Hvis hun sejrer mod hans elitekriger, er en position i hans hær præmien.

Hvad vil Mei gøre, når hun lærer, at Alpha er hendes mage, og at hun er den mest magtfulde ulv, der er blevet søgt efter i årevis?

***BEMÆRK: Dette er en komplet samling af Fighting Spirit-serien af E.Dark.
Dette inkluderer , og . Separate bøger fra serien er tilgængelige på forfatterens side.
De Fire Mafia Mænd og Deres Pris

De Fire Mafia Mænd og Deres Pris

1.4k Visninger · I gang · M C
Taget af fire mafia mænd


"Kys igen," mumler han, og jeg mærker grove hænder over hele min krop, der giver mig stramme klem som en advarsel om ikke at gøre dem mere vrede. Så jeg giver efter. Jeg begynder at bevæge min mund og åbner mine læber en smule. Jason spilder ingen tid og fortærer hver tomme af min mund med sin tunge. Vores læber danser tango, hans dominans vinder løbet.

Vi trækker os væk, åndende tungt. Næste, Ben drejer mit hoved mod ham og gør det samme. Hans kys er bestemt blødere, men lige så kontrollerende. Jeg stønner ind i hans mund, mens vi fortsætter med at udveksle spyt. Han trækker let i min underlæbe med sine tænder, da han trækker sig væk. Kai trækker i mit hår, så jeg kigger op, hans store skikkelse tårner sig over mig. Han bøjer sig ned og kræver mine læber. Han var hård og kraftfuld. Charlie fulgte efter og var en blanding. Mine læber føles hævede, mit ansigt føles varmt og rødt, og mine ben føles som gummi. For nogle morderiske psykopatiske røvhuller, damn de kan kysse.


Aurora har altid arbejdet hårdt. Hun vil bare leve sit liv. Ved en tilfældighed mødte hun fire mafia mænd Jason, Charlie, Ben og Kai. De er de ultimative dominerende på kontoret, på gaden og bestemt i soveværelset. De får altid, hvad de vil have, og DE DELER ALT.

Hvordan vil Aurora tilpasse sig at have ikke 1 men 4 magtfulde mænd, der viser hende den nydelse, hun kun nogensinde har drømt om? Hvad vil der ske, når en mystisk person viser interesse for Aurora og ryster tingene op for de berygtede mafia mænd? Vil Aurora endelig underkaste sig og anerkende sine dybeste ønsker, eller vil hendes uskyld være for evigt ødelagt?
Direktørens Besættelse: En Million-Dollar Ægteskabskontrakt

Direktørens Besættelse: En Million-Dollar Ægteskabskontrakt

639 Visninger · Afsluttet · bluestorm698
Jeg trak hende tættere på og trængte ind i hende igen. Igen og igen, fandt rytmen. Jo mere intense mine bevægelser blev, jo højere skreg hun.

"Amelia?" spurgte jeg.

"Hold op med at spørge, om jeg er okay, og tag mig, Leonardo!" råbte hun. "Hårdere!"

Min chef foreslår, at vi gifter os i seks måneder for at forbedre hans image som ungkarl og redde hans firma. Jeg går med til det, og tænker at det bare er en leg. Men fra det første kys i dette falske ægteskab, indser jeg, at min uskyld ikke vil vare længe.

Regel nummer et? Nogle grænser er skabt til at blive brudt, uanset konsekvenserne.
Den Sidste Åndevarg

Den Sidste Åndevarg

819 Visninger · Afsluttet · Elena Norwood
"INCOMING! 10 sårede ulve og 3 lykanere!" Sophie, min bedste veninde og vores alfa, råber i mit hoved.

"LYKANERE?! Sagde du lige LYKANERE?!"

"Ja, Vera! De kommer! Gør dine folk klar."

Jeg kunne ikke tro, at vi faktisk har lykanere i aften.

Jeg fik at vide, da jeg voksede op, at lykanere og ulve var dødsfjender.

Rygterne sagde også, at for at beskytte deres renblod, måtte lykanere ikke gifte sig med ulve i generationer.

Jeg var stadig overrasket, men jeg kunne ikke lade mit sind vandre mere. Jeg er læge.

En slemt såret varulv kommer stormende ind gennem skadestuens dør, mens han holder en bevidstløs ulv. Jeg skynder mig hen til dem, og sygeplejerskerne, der allerede er i deres kjoler og høje hæle, kommer dem til hjælp.


Hvad fanden skete der?

Jeg vender min fulde opmærksomhed mod den alvorligt sårede lykaner, og et øjeblik føles det, som om jeg kan mærke hans langsomme hjerteslag i mit eget bryst. Jeg tjekker hans vitale tegn, mens en sygeplejerske modvilligt tilslutter ham til alle maskinerne. Da jeg lægger min hånd på hans hoved for at løfte hans øjenlåg og tjekke pupilreaktionen, mærker jeg elektricitet løbe under mine fingerspidser. Hvad i...?

Uden varsel skyder hans øjne op og forskrækker mig, hvilket sender begge vores hjerterater gennem taget. Han ser intenst på mig; jeg ville aldrig tro, at de øjne tilhører en mand, der knap er i live.

Han hvisker noget for lavt til, at jeg kan høre det. Jeg kommer tættere på, og da han hvisker igen, flader hans hjerterytme ud, og mit hoved snurrer.


Hviskede han lige... mage?